Der var engang en fisker og hans kone, som boede i en muddergrøft. Historien stammer fra de eventyr, som de berømte Grimm-brødre indsamlede i begyndelsen af 1800-tallet.
Eventyret fortæller, at fiskeren hver dag gik på arbejde for at skaffe mad på bordet. En dag skete der det, at han fik en flynder på krogen. Denne fisk var dog ikke som de andre, for bedst som han fik den hevet op til vandoverfladen, bad flynderen om at få lov til at leve. Fiskeren fik medlidenhed med fisken, især fordi han aldrig før havde fanget en fisk, der kunne tale. Hjem gik han så til sin kone. De boede i en muddergrøft, det var små kår, men de havde til dagen og vejen – sådan da, og fiskeren var sådan set godt tilfreds med sit liv og sin tilværelse. Konen, derimod, var aldrig helt tilfreds. Og da manden fortalte om den talende fisk, gennemskuede konen hurtigt, at der var tale om en gylden mulighed. Hun havde hørt de gamle eventyr om, at talende fisk kunne opfylde folks ønsker. Og fisken skyldte da sådan set fiskeren en tjeneste.
Så hun sendte manden af sted til havet for at bede fisken om en tjeneste. Konen ville ud af muddergrøften og bo i en hytte i stedet. Fiskeren gik til havet, fremlagde konens ønske for fisken og fisken sagde blot, at han kunne gå hjem igen; ønsket var allerede gået i opfyldelse. Men der gik knap en uge, før konen begyndte at beklage sig og brokke sig over, at hytten var blevet for lille. Fiskermanden måtte atter af sted – og denne gang bede om et slot! Fisken slog et hurtigt smut op til overfladen for at sige til manden, at ønsket allerede var gået i opfyldelse. Han gik hjem og fandt et prægtigt slot, hvor hytten før havde ligget. Knapt havde de sovet i slottet, før konen atter sendte manden afsted. Nu ville hun ikke bare være dronning i et prægtigt slot – nej, hun ville være pave. Og selvfølgelig gik også det ønske i opfyldelse, og konen blev den første kvindelige pave i verdenshistorien Men manden var næsten ikke kommet inden døre, inden konen havde fået et nyt ønske. Hun var let kommet ud af muddergrøften, og havde hurtigt og smertefrit fået, hvad hun havde peget på. Nu var hun ikke blot fiskerens kone, hun var pave! Hvad mere ville hun kunne ønske sig?
Da hun sagde sit sidste ønske, blev manden ligbleg, og hans ben skælvede under ham. Han var lige ved at besvime af rædsel, men han var tvunget af konens hårde hjerte og ord til i frygt og bæven at gå til fisken med det ønske, der skulle blive konens sidste. Han nærmede sig meget langsomt havet, hvor han vidste den magiske fisk svømmede rundt. Og da fisken kom op til overfladen, kunne han kun lige knapt få de hviskende ord over sine tørre læber, imens hans kinder og pande brændte af nervøsitet. Fisken spurgte: ”Hvilket ønske vil din kone nu have opfyldt?” Manden svarede helt sagte: ”Hun vil være som den gode Gud i himlene.” Fisken svarede: ”Gå hjem! Din kone sidder i muddergrøften igen!” Og manden kom hjem og fandt sin kone i muddergrøften, og hun var mere bedrøvet end nogensinde før.
Eventyret om konen i muddergrøften er blevet fortalt for mange mennesker igennem tiden. Selv husker jeg den fra min barndom. Eventyret handler om menneskers grådighed; Konen blev aldrig tilfreds, og fordi hun ikke fik stoppet sin grådighed i tide, så var der en anden, der satte en stopper for det. Grådighed er et varmt emne i vores tid; for få år siden talte man meget om en finanskrise, der var blevet skabt af grådige pengemænd og spekulanter, der aldrig fik nok, men altid kun var udkig efter flere kontanter, flere handler, flere penge, mere magt, mere profit – lige indtil det hele ramlede. Det medførte en stigende arbejdsløshed og flere måtte gå fra hus og hjem. Nogle menneskers grådighed blev andre menneskers ulykke. Man skulle tro, at mange havde lært en vigtig lektie om mådehold, men mon ikke grådigheden igen griber fat i menneskers hjerter og føre dem på afveje?
Der er kamp om de gode pladser i livet. Konen i muddergrøften ville være mere indtil hun mistede forstanden og ville være Gud. En mor havde store ambitioner for sine to sønner, så hun gik til Jesus for at høre, om ikke hun kunne slå en handel af med ham. Det er åbenbart ikke kun i vores tid, at vi kan tale om helikopterforældre og curlingbørn. Hun ønskede naturligvis det bedste for sine sønner; det gør langt de fleste mødre, og det er vel naturligt, når man rent fysisk har båret sine børn under sit hjerte; børn vokser ikke kun i livmoderen, men også i moderens hjerte. Barnet vokser i hendes liv af den mad, hun spiser, og moren og barnet er nærmest som én person. Det kan godt være, at unge mænd til tider finder deres mødre lidt pinlige, men ofte vil mødrene bare give deres hjerteskære det allerbedste i livet.
Moren ville gerne, at hendes to sønner kunne få pladser ved Jesu højre og venstre side i hans rige. Men Jesus svarede ikke direkte. I stedet sagde han, at sønnerne ikke kunne vide, hvad det vil sige, at sidde ved Jesu højre og venstre side. Desuden var det slet ikke op til Jesus, men til hans Far i himlene at uddele pladser ved bordet i det evige rige. Man kommer til at tænke på de to røvere, der blev korsfæstet ved Jesu højre og venstre side. Men så fremsynet var de to sønner ikke. De regnede vel med, at de bad om at få stolepladser ved siden af en konge; at de fik magt og vælde som fyrster, så de kunne herske og regere, som de fandt behageligt. Det er derfor meget forståeligt, at de andre disciple blev misundelige. De ville jo alle gerne have deres portion af magt og vælde, eftersom de alle havde vandret med Jesus i tykt og tyndt. De ville have løn som fortjent; og de mente, at de alle havde fortjent lige meget.
Men bedst som de var ved at komme op at slås for at få tilfredsstillet deres hjerters grådighed, skar Jesus igennem. Han vendte op og ned på deres forestilling om, hvordan tingene hænger sammen, idet han sagde: ”den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl”. Jesus var nemlig ikke selv kommet til jorden for at blive opvartet af andre; vi husker, hvordan han julenat blev født i en stald, altså på samfundets laveste trin, helt nede blandt de sociale tabere. Han vaskede engang fødderne på sine disciple, og han stræbte aldrig efter at bo i de bedste huse, spise den fineste mad eller kæmpe sig opad i samfundet.
Jesus var det modsatte af grådighed. Han ragede ikke til sig, men gav ud af alting. Han spiste glad og gerne med samfundets udskud, med dem, som andre kun talte om, men ikke talte med. Konen i muddergrøften ville hele tiden have mere og være finere, og de to sønner ville have de bedste pladser både i dette liv og det kommende. Men Jesus ønskede kun at være til glæde og gavn imellem de mennesker, hvor han levede og boede. Som menneske var han begrænset; heller ikke han kunne være flere steder på én gang, men måtte gå fra sted til sted for at helbrede mennesker og for at bringe Guds velsignelse ud til enhver, der havde brug for det.
Både konen i muddergrøften og de to sønner stræbte efter at skyde til tops og stige til himmels for at blive hellige og herske over mennesker og naturen. Og det er en gammelkendt sag, at mennesker stræber opad. Tænk på de mange bygninger verden over, der står som stiger og rækker ud mod himlen og det enorme verdensrum. Jorden er ikke længere nok for os; man undersøger, om vi kan bygge huse på Mars, og man forsøger at finde planeter længere og længere ude i universet. Imens er der stadig sultende og syge mennesker i vore familier og hos vore naboer. Så man kan spørge, om vi stirrer os blinde på himlen, fordi jorden er blevet et grimt syn? Vender vi det blinde øje til vores syge nabo, så vi ikke behøver tænke på det? Men Jesus kalder os helt ned på jorden igen. Så længe vi lever, er der en opgave for os hernede på jorden, helt hernede i landsbyen, hvor der ikke er ret meget prestige, ingen store og flotte kongestole eller magtfulde poster; lige her imellem os foregår livet til dagligt, og i livet her har vi til opgave fra vor dåb til vor grav at være til tjeneste for hinandens liv og glæde ved at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og holde fast ved troen på Gud. Amen.
