For mange år siden, da jeg endnu bare var en lille purk, var jeg engang med min mor inde i et storcenter; sådan et sted med mange butikker samlet på ét sted. Et slaraffenland for dem, der elsker at se på ting og prøve sko og købe mere, end de har brug for. Der var selvfølgelig en masse mennesker, som snakkede, møvede sig rundt og handlede og kørte med deres indkøbsvogne, og der var farver, og lugte og lyde, som jeg ikke var vant til hjemmefra. Pludselig havde jeg ikke min mor i hånden længere, og aldrig havde jeg følt mig så alene i verden. Hvor var min mor? Hvordan skulle jeg nu komme hjem? Havde hun forladt mig med vilje midt imellem alle de der fremmede mennesker, der pludseligt så farlige og forkerte ud?
Jeg begyndte at græde, og mit hjerte hamrede med frygt og angst, imens mine små ben førte mig rundt imellem de stores ben. Der var sikkert mange mødre derinde, og der var mange voksne hænder, som jeg bare kunne række ud og nå, men ingen af dem var min mors. Jeg kiggede forgæves efter hende i vrimlen og jeg kunne ikke se noget for tårerne i mine øjne. Men pludselig stod hun dér, og hun sagde henkastet men glad: ”Nå, der er du. Ka’ du nu komme her, så du ikke bli’r væk.” Ja, hun havde jo været i storcenteret før med mine ældre søskende og vidste, at små børn hurtigt kunne forvilde sig rundt i butikken. Og hun vidste, at børn ikke gør, som man siger, men efterligner de voksne; hendes ro smittede af på mig. Hun havde overblik, for hun var jo højere oppe, og mon ikke også hun havde den der sjette sans, som mødre jo bare har. Mit møde med den store virkelighed endte heldigvis godt dengang.
Mon ikke I også har prøvet at fare vild eller blive væk for jeres forældre eller for hinanden? Man kan blive væk på mange måder, og man kan endda blive væk for sig selv. Er det ikke underligt? Men man kan faktisk komme til at glemme nogle af de ting, man står for eller tror på, fordi man er travlt optaget af noget andet; og man kan miste fokus og glemme sin mavefornemmelse, fordi der er meget stress på i hverdagen eller i parforholdet eller i familien. Nogle gang kan man godt få den tanke, at vi er som en flok får, der render lidt forvildede rundt ude på marker og enge.
Imens vi går der og græsser, er der nogle, som pludseligt sidder fast i mudder eller andre, der har bevæget sig for langt ud i vandet og bliver tynget ned af deres våde pels. Ak ja, hvis ikke får har en trofast landmand eller hyrde, der holder øje med dem, vil det hurtigt gå rigtig skidt. Hvis ikke forældre hjælper deres små børn og holder øje med dem, vil det også ret hurtigt gå skidt for dem. Ligesom en god hyrde ikke er bange for at kæmpe for fårenes liv, sådan var Jesus heller ikke bange for at kæmpe for vores sag. Han kæmpede imod den åndelige verdens synd og Djævel, og selvom han blev besejret, da døden lukkede sig over ham, kom han stærkt igen og brød igennem dødens mørke. Han er vores frelser og forbillede i vore daglige kampe for retfærdighed, fred og glæde.
For der er sandt at sige stadig meget uretfærdighed, ufred og had at kæmpe imod. I dag mindes vi Danmarks befrielse fra den nazistiske besættelsesmagt, der lagde en mørk og klam hånd over vort land og rige i fem dystre år. Det var ”kun” fem år, men skyggerne trækker sig langt ind i vore leveår. Heldigvis var der mange, som ikke var bange for at kaste sig ud i kampen for retfærdighed; de satte liv og lemmer på spil, de satte deres navn og ære på spil, og mange bukkede under. Dem mindes vi også i dag, for selvom befrielsen kom, må vi ikke glemme, at der var en kamp og der var mange ofre.
Ligesom forældre ikke skal flygte fra deres ansvar over for deres børns liv og glæde, sådan skal heller ikke vi flygte fra vores ansvar over for andre. Vi er aldrig for små til at passe på hinanden, og vi må aldrig have så travlt, at vi ikke kan vise hinanden omsorg. Vi har også i vores trygge verden meget at kæmpe imod og kæmpe for. Og snart kommer valget, hvor vi får mulighed for at være med til at bestemme. Men hvad skal vi dog vælge? Hvad skal vi dog gøre?
Det er noget af det, vi bruger kirken til at tænke over. Kirken er vores fold og fenne, det er her, vi hører hjemme. Vi kommer til den store himmelske hyrde for at lære, hvordan vi jordiske hyrder skal være. Vi skal være det med retfærdighed, med ærlighed, sandhed og kærlighed. At elske sin næste er mere end bare at elske dem, man allerede holder af; vi skal også gøre godt imod dem, der ikke fortjener det, og dem, som vi ikke kan lide. Det kan ikke sættes ind i ét politisk program, men vi må leve det ud hver dag og hver situation. Amen.
Søndag den 5. maj 2019, Anden Søndag efter Påske, (konfirmation) Hunderup Kirke kl. 10. 1) DDS 749: I østen stiger - 2) DDS 70: Du kom til vor runde jord - 3) DDS 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede - --- 4) DDS 52: Du Herre Krist - 5) DDS 476: Kornet, som dør i jorden - 6) DDS 787: Du, som har tændt
Programmet for dagen er: Fra kl. 9 kan gæster aflevere gaver og telegrammer i konfirmandernes kasser i Graverhuset. Inga holder vagt. Kl. 9.15 (senest) møder konfirmanderne og fotografen op i kirken Kl. 9.30 skal fotografen være ude (det har jeg aftalt med hende). Imens konfirmanderne venter skal de skrive i gæstebogen, hilse på gæster, fotograferes forskellige steder, snakker og hilser på gæster. Kl. 10 begynder gudstjenesten. Ca. kl. 11 er gudstjenesten færdig.
MEDDELELSER
Torsdag 9. maj kl. 19.30 i Hunderup Kirke – fællessang og korkoncert med Brammingkoret + kaffe. Gratis entre.
Næste gudstjeneste 12. maj kl. 9.30 med kirkekaffe
Tale til konfirmander
Kære konfirmander - Så er det næsten tid til, at I skal videre ud i verden. Ja ja, måske går der et par år endnu, inden I flytter hjemmefra, men I er allerede godt på vej ind i det, man kalder de voksnes rækker. På bænkene ved siden af jer sidder der nogle ”gamle” personer, jeres forældre, som i langt tid har været i de der voksnes rækker. De kan fortælle jer meget mere om, hvad det vil sige at vokse op og være teenager og ung, hvis de da ikke har glemt det. For det må vi jo indrømme – når vi bliver ældre, så glemmer vi, hvordan det var at være barn, ung og teenager. Vi kan måske ikke huske, hvordan det føltes at have akavede (awkward) forældre eller hvordan hele verden var forkert på den. Ja, vi er blevet ældre og mere gråhårede, og selvom vore grå hår og rynker naturligvis er tegn på erfaring og visdom, betyder det dog ikke, at vi altid ved bedst. Vi ved i hvert fald ikke ret meget om, hvordan det er at være ung i dag. Så kære konfirmander, der må I hjælpe os. Så skal vi nok være de voksne og tage noget ansvar for de voksne ting, så I kan være børn lidt endnu.
Hvordan kan de unge konfirmander hjælpe de gamle voksne? Jo, de kan fortælle, hvad de tænker og føler og synes om tingene. Nu har jeg jo været så heldigt at have jer til konfirmationsforberedelse i et stykke tid, og det har været en stor fornøjelse og meget berigende for mig. Da det i starten af forløbet gik op for mig, at I kun var piger, og at der er 7 af jer, måtte jeg lige tænke mig om en ekstra gang – for hvordan skulle det dog gå? Kunne man få et ord indført? Ville de overhovedet interessere sig for andet end drenge, musik og makeup?
Heldigvis blev jeg klogere, og selvom jeg ikke altid nåede alt det, jeg havde skrevet på tavlen, så kom vi igennem meget, og fik spist meget kage. Fra Købmanden hentede I snack og i Klublokalet fik vi snak, og jeg er blevet en del klogere på, hvad der fylder i livet og tilværelsen hos unge piger. Nu er kærlighed jo et stort ord, som vi ikke kan blive færdige med, selvom vi bruger hele livet på det. Kærlighed er livets mening, og vi ved jo godt, at vi skal leve i næstekærlighed og være gode for hinanden. Men vi ved også, at det nogle gange ikke lykkes for os, men at det går i vasken eller går i stykker. Det allerførste sted, vi slog op i Bibelen sammen til konfirmationsforberedelsen var derfor et sted, der handler om Guds kærlighed til os. Kære konfirmander, der sidder en konvolut til jer hver især inde på bænken. Tag den frem.
Som I kan se, er der en stor tegning af et får. Det er et billede på os – vi er får for Jesus, for han er vore hyrde. Der er også nogle påskeliljer, fordi vi ikke er så langt fra påske, og næsten som et stempel på fårets mave står der noget, som jeg synes er vigtigt, at I tager med jer på jeres vej ud i livet.
For Guds kærlighed til os (som hans får og lam) er det sandt, at: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.” Første Korintherbrev kap. 13 - Amen.
Husk jeres salmebøger, når I skal op til knæfaldet.