Når man kræver sin ret, kan man føre kampagner og demonstrere indtil de ansvarlige ændrer lovgivningen og giver rettigheder og derved yder den retfærdighed, der giver frihed og glæde. Gang på gang har store grupper forsamlet sig til demonstrationer til fordel for forskellige rettigheder.
Det har i forskellige sammenhænge været godt at demonstrere. At forsamles og ad fredelig, demokratisk vej yde politisk indflydelse. Vi kæmper for noget! Kæmper for vor egen og andres rettigheder og friheder. Vi ønsker ikke undertrykkelse, men frihed, lighed og tolerante fællesskaber. Der har været historiske og skelsættende demonstrationer; mange kan tænke tilbage på frihedsrettighedskampen i USA i 1960'erne, hvor hundredetusindvis var blevet inspireret af Martin Luther Kings taler til at rejse sig fra sofaerne og gå på gaden for at vise, hvordan de som en demokratisk hær med fredelige midler viste, at de støttede ham i den drøm han havde; en drøm om, at mennesker hvad enten de var sorte eller hvide kunne leve og bo sammen og nyde de samme friheder.
Man kan nogle gange fortvivles over verdens tilstand med krige og uretfærdigheder. Man kan forfalde til at tænke, at det hele er nytteløst, og at det aldrig bliver bedre. Heldigvis viser historien os noget andet. Nogle få stædige mennesker har ved at gå imod strømmen i høj grad påvirket verdens tilstand og verdens gang; ved at holde fast i, at flere mennesker skulle have friheder og rettigheder, og at alle mennesker er lige meget værd, om de så er sorte eller hvide, muslimer eller kristne, om de er raske eller handicappede. Jo, vi har i dag meget at takke vore forfædre for; dem, der har sikret, at vi kan leve et godt og trygt liv i frihed og fællesskab uden at bekymre os for krige eller mangel på mad. Mange andre steder i verden er folk ikke lige så godt stillede. Mange andre steder i verden er dagligdagen præget af frygt, usikkerhed og smerte i en grad, vi umuligt kan forestille os. Og heldigvis at vi ikke har stiftet bekendtskab med det, vil jeg sige. Ingen har fortjent krig, død og ødelæggelse, men heller ingen af os har fortjent at nyde de rettigheder, vi lever med på samme naturlige måde, som når vi trækker vejret. Den megen frihed og de mange rettigheder er en luksus; men luksus kan man vænne sig til, og så kæmper man ikke længere med samme iver for at beholde den. Ja, man regner vel med, at en sådan luksus aldrig forsvinder. Og først når man mister sin luksus, sin frihed, ved man, hvad man havde i sine hænder. Men en dag er det for sent.
Retfærdighed og rettigheder kommer ikke af sig selv; man må kæmpe og føre kampagner for at sikre sig selv og andre frihed og glæde. Forleden var der demonstration i København for at sikre jødernes ret til at gå med kalot uden at blive overfaldet. Men ikke alle demonstrationer går, som man med de gode intentioner ønsker. Der er andre, der har magten over et område, og ved at demonstrere forsøger man at påvirke magtens folk til at afgive lidt magt, så flere kan få glæde af den. Enhver forlanger ret til at have kontrol over sit eget liv; ingen ønsker at blive tvunget til at leve på en bestemt måde af nogle andre, hvis politik man ikke støtter op om.
I dagens lignelse fortæller Jesus om den stædige enke, der gentagende gange møder op og plager kongen om at få sin ret, indtil han giver op og giver hende medhold. Begrundelsen er, at han ikke ønsker, hun skal slå ham i ansigtet! Det ville vel nok også være ærgerligt, hvis sådan et kønt kongeansigt skulle få blå mærker af svage slag fra en udpint og forarmet enke, der blot ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest. Et kongeligt ansigt er åbenbart mere værd end fattige enkers velbefindende. Selv i sit kongerige og flotte palads har denne konge ikke kunnet ligge på sin diva i fred for rigets plageånder. Sikke da nogle irriterende undersåtter! Og hvad andet skulle en konge da ellers få sin tid til at gå med end at bruge sin rigdom til fornøjelse og afslapning i paladsets trygge omgivelser, hvor livvagter og rådgivere ville sikre kongens liv og stilling i samfundet. Selv i dag behøver vi ikke tænke os længe om for at forstå hentydningen til de politikere, der synes verdensfjerne bag egetræstunge skriveborde og bedøvede af bureaukratiets sløve tale om systemer og regelrytteri. I politikkens verden synes man at glemme den lille mand med den enkelte hverdag. Rettighederne og retfærdigheden synes langsomt men sikkert at blive trukket væk under befolkningen som var det et udslidt tæppe, der blev trukket ud af dagligstuen. Man må til stadighed være vågen og plage sine politikere og øvrigheder, så man kan sikre sig, at retfærdigheden sker fyldets for sig selv og andre.
Politik er heldigvis ikke alt. Det vidste Jesus, og det ved også alle vi, der ikke er politikere. I slutningen af lignelsen spørger Jesus, om han mon vil finde troen, når han igen kommer til jorden på den store Dommedag. En dag kommer Jesus igen, som vi hørte i trosbekendelsen, og så skal dommen fældes over levende og døde. Spørgsmålet til den tid bliver så, om man har levet, som man har sagt. Om man har levet på den bekendelse, vi har hørt i kirken i dag. I lignelsen virker det som om, Jesus opstiller en modsætning mellem rettigheder og tro. Man kan tænke, at nogle mennesker vil have retfærdighed og rettigheder her på jorden, mens andre derimod vil have tro. Spørgsmålet er dog ikke, om man vil have enten tro eller rettigheder, men om vi bevæges af troen til at sikre rettigheder i form af friheder til glæde og gavn for vore venner og fjender. Hvis vi kun gør det gode mod dem, der gør det gode mod os, så har vi jo ikke gjort nogen forskel. Men Jesus vil, at vi skal gøre godt mod alle, især dem, vi har sværest ved at gøre det gode imod.
Og når Jesus begynder sin lignelse med at sige, at hans disciple altid skal bede og ikke blive trætte, så ved han godt, at vi bliver trætte og er glade for at sove; ja, vi har endda brug for det. Bønnen giver styrke til troen, der gør, at vi handler til glæde og gavn for andre. Derfor skulle hans disciple bede, og derfor skal vi stadig bede; for netop at finde styrke til at tro og til at elske vor næste. Der er meget, der truer rettighederne, og vi hører i nyhederne om mange af dem, der vil tage kontrollen og styre vore liv på en måde, vi ikke har bedt om. Mange begærer magten og forsøger med vold at få mere og mere magt. Men der er også meget, der truer troen. Tro er kilden til liv og glæde; tro er derfor den kraft, der giver os mod og styrke til at gøre noget godt her i verden. Det er klart, hvad der truer rettighederne, men hvad kan true troen? Det kan åndelig sløvhed, træthed og følelsen af ligegyldighed. Det er noget, der kan ramme selv de bedste disciple og dem, der går mest i kirke. Derfor opfordrer Jesus sine disciple til altid at bede, så de netop ikke bliver sløve og trætte og ser på verden og andre med et ligegyldigt skuldertræk. Når man døbes til fællesskab med Kristus, får man en opgave for livet; nemlig at elske Gud og at elske sin næste. Formålet med bønnen er at styrke troen, og troen er kilden til gode gerninger. Der er mange måder at bede på. Her i kirken beder vi i fællesskab Fadervor, og man kan i sit stille sind sende Vorherre en tanke i ny og næ. I bønnen viser man også, at man ikke kan klare hele verdens opgaver alene; man opdager, at man som menneske er begrænset, og at det er okay. Troen kan styrkes ved bøn og ved den nadver, vi om lidt kan tage del i med hinanden. Rettigheder og tro står ikke i modsætning til hinanden, men tro er kilden til et liv i frihed og glæde og den bevæger os til at være til glæde og gavn for andre. Amen.
Man kan nogle gange fortvivles over verdens tilstand med krige og uretfærdigheder. Man kan forfalde til at tænke, at det hele er nytteløst, og at det aldrig bliver bedre. Heldigvis viser historien os noget andet. Nogle få stædige mennesker har ved at gå imod strømmen i høj grad påvirket verdens tilstand og verdens gang; ved at holde fast i, at flere mennesker skulle have friheder og rettigheder, og at alle mennesker er lige meget værd, om de så er sorte eller hvide, muslimer eller kristne, om de er raske eller handicappede. Jo, vi har i dag meget at takke vore forfædre for; dem, der har sikret, at vi kan leve et godt og trygt liv i frihed og fællesskab uden at bekymre os for krige eller mangel på mad. Mange andre steder i verden er folk ikke lige så godt stillede. Mange andre steder i verden er dagligdagen præget af frygt, usikkerhed og smerte i en grad, vi umuligt kan forestille os. Og heldigvis at vi ikke har stiftet bekendtskab med det, vil jeg sige. Ingen har fortjent krig, død og ødelæggelse, men heller ingen af os har fortjent at nyde de rettigheder, vi lever med på samme naturlige måde, som når vi trækker vejret. Den megen frihed og de mange rettigheder er en luksus; men luksus kan man vænne sig til, og så kæmper man ikke længere med samme iver for at beholde den. Ja, man regner vel med, at en sådan luksus aldrig forsvinder. Og først når man mister sin luksus, sin frihed, ved man, hvad man havde i sine hænder. Men en dag er det for sent.
Retfærdighed og rettigheder kommer ikke af sig selv; man må kæmpe og føre kampagner for at sikre sig selv og andre frihed og glæde. Forleden var der demonstration i København for at sikre jødernes ret til at gå med kalot uden at blive overfaldet. Men ikke alle demonstrationer går, som man med de gode intentioner ønsker. Der er andre, der har magten over et område, og ved at demonstrere forsøger man at påvirke magtens folk til at afgive lidt magt, så flere kan få glæde af den. Enhver forlanger ret til at have kontrol over sit eget liv; ingen ønsker at blive tvunget til at leve på en bestemt måde af nogle andre, hvis politik man ikke støtter op om.
I dagens lignelse fortæller Jesus om den stædige enke, der gentagende gange møder op og plager kongen om at få sin ret, indtil han giver op og giver hende medhold. Begrundelsen er, at han ikke ønsker, hun skal slå ham i ansigtet! Det ville vel nok også være ærgerligt, hvis sådan et kønt kongeansigt skulle få blå mærker af svage slag fra en udpint og forarmet enke, der blot ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest. Et kongeligt ansigt er åbenbart mere værd end fattige enkers velbefindende. Selv i sit kongerige og flotte palads har denne konge ikke kunnet ligge på sin diva i fred for rigets plageånder. Sikke da nogle irriterende undersåtter! Og hvad andet skulle en konge da ellers få sin tid til at gå med end at bruge sin rigdom til fornøjelse og afslapning i paladsets trygge omgivelser, hvor livvagter og rådgivere ville sikre kongens liv og stilling i samfundet. Selv i dag behøver vi ikke tænke os længe om for at forstå hentydningen til de politikere, der synes verdensfjerne bag egetræstunge skriveborde og bedøvede af bureaukratiets sløve tale om systemer og regelrytteri. I politikkens verden synes man at glemme den lille mand med den enkelte hverdag. Rettighederne og retfærdigheden synes langsomt men sikkert at blive trukket væk under befolkningen som var det et udslidt tæppe, der blev trukket ud af dagligstuen. Man må til stadighed være vågen og plage sine politikere og øvrigheder, så man kan sikre sig, at retfærdigheden sker fyldets for sig selv og andre.
Politik er heldigvis ikke alt. Det vidste Jesus, og det ved også alle vi, der ikke er politikere. I slutningen af lignelsen spørger Jesus, om han mon vil finde troen, når han igen kommer til jorden på den store Dommedag. En dag kommer Jesus igen, som vi hørte i trosbekendelsen, og så skal dommen fældes over levende og døde. Spørgsmålet til den tid bliver så, om man har levet, som man har sagt. Om man har levet på den bekendelse, vi har hørt i kirken i dag. I lignelsen virker det som om, Jesus opstiller en modsætning mellem rettigheder og tro. Man kan tænke, at nogle mennesker vil have retfærdighed og rettigheder her på jorden, mens andre derimod vil have tro. Spørgsmålet er dog ikke, om man vil have enten tro eller rettigheder, men om vi bevæges af troen til at sikre rettigheder i form af friheder til glæde og gavn for vore venner og fjender. Hvis vi kun gør det gode mod dem, der gør det gode mod os, så har vi jo ikke gjort nogen forskel. Men Jesus vil, at vi skal gøre godt mod alle, især dem, vi har sværest ved at gøre det gode imod.
Og når Jesus begynder sin lignelse med at sige, at hans disciple altid skal bede og ikke blive trætte, så ved han godt, at vi bliver trætte og er glade for at sove; ja, vi har endda brug for det. Bønnen giver styrke til troen, der gør, at vi handler til glæde og gavn for andre. Derfor skulle hans disciple bede, og derfor skal vi stadig bede; for netop at finde styrke til at tro og til at elske vor næste. Der er meget, der truer rettighederne, og vi hører i nyhederne om mange af dem, der vil tage kontrollen og styre vore liv på en måde, vi ikke har bedt om. Mange begærer magten og forsøger med vold at få mere og mere magt. Men der er også meget, der truer troen. Tro er kilden til liv og glæde; tro er derfor den kraft, der giver os mod og styrke til at gøre noget godt her i verden. Det er klart, hvad der truer rettighederne, men hvad kan true troen? Det kan åndelig sløvhed, træthed og følelsen af ligegyldighed. Det er noget, der kan ramme selv de bedste disciple og dem, der går mest i kirke. Derfor opfordrer Jesus sine disciple til altid at bede, så de netop ikke bliver sløve og trætte og ser på verden og andre med et ligegyldigt skuldertræk. Når man døbes til fællesskab med Kristus, får man en opgave for livet; nemlig at elske Gud og at elske sin næste. Formålet med bønnen er at styrke troen, og troen er kilden til gode gerninger. Der er mange måder at bede på. Her i kirken beder vi i fællesskab Fadervor, og man kan i sit stille sind sende Vorherre en tanke i ny og næ. I bønnen viser man også, at man ikke kan klare hele verdens opgaver alene; man opdager, at man som menneske er begrænset, og at det er okay. Troen kan styrkes ved bøn og ved den nadver, vi om lidt kan tage del i med hinanden. Rettigheder og tro står ikke i modsætning til hinanden, men tro er kilden til et liv i frihed og glæde og den bevæger os til at være til glæde og gavn for andre. Amen.
