Aldrig før er der som i vores tid blevet sat fokus på krop og sundhed. Det er ikke dårligt, for vi lever både sundere og længere end mange genrationer før os. Både ugeblade og TV’et bugner med tips og gode råd til, hvordan man kan leve på samme tid sundere og sjovere og dermed – måske – længere. Samtidigt med, at vi taler mere om sundhed, taler vi også indirekte mere om sygdom, for i grunden ved vi godt, at vi alle er syge indtil døden.
Livet er for levende, og så længe vi lever, skal vi da klamre os til livet og leve fuldt ud, for døden kommer tids nok. Sådan er tidens tendens, og det modsiges som sådan ikke af evangeliet. Tværtimod lyder evangeliets barmhjertigt glædelige budskab igen og igen om, at døde skal opstå, sørgende skal få glæde, fredløse skal få fred, syndere skal få tilgivelse. Døden er dog den smertelige og uundgåelige grænse for vores liv og eksistens. Når døden indtræffer, står vi magtesløse. Med døden rammer også fortvivlelse, der tvinger os til at søge nye svar og nye håb.
Vi lever med forestillingen om, at vi har styr på tilværelsen, og at vi nok selv skal sætte dagsorden for, hvordan vi lever og hvad der skal ske i løbet af dagen. ”Tag kontrol over dit liv” lyder et slogan, der skal få os til at leve livet som VI nu engang vil have det, uanset hvad modgang vi måtte møde. Derved lægges al ansvaret for vores eksistens over på hver enkelts svage skuldre, og man går igennem tilværelsen med hele ens livsforløbs fortid og fremtid som et æsel med en ubærlig byrde på ryggen. Det ansvar, vi så gerne vil tage for at leve og for at få et godt liv, griber også ind i døden, så vi også i forhold til døden skal begynde at tage ansvar. Ikke blot ansvar for at udfylde vores sidste vilje mht. gravsted og begravelse, men også efterhånden ansvar for, hvornår og hvordan vi vil dø, når livet bliver ubærligt. Aktiv dødshjælp er et af tidens store emner, fordi vi også i forbindelse med døden kan gives illusionen om ansvar og frihed. Hvis aktiv dødshjælp bliver lovligt i Danmark, så er cirklen vel næsten komplet, for så har vi fuldstændiggjort illusionen om ansvar og frihed i forhold til livets begyndelse, indretning, forløb og afslutning.
Det er dog netop en illusion og et selvbedrag, for det indeholder ikke virkeligheden, nemlig at vi kan intet bestemme i forhold til, hvorvidt vi ønsker at fødes, ind i hvilken familie eller sammenhæng vi fødes, eller hvilke sygdomme eller andre ydre fortrædeligheder vi vil blive ramt af i løbet af livet – til trods for al den planlægning og kontrol, vi forsøger at tage over vores skrøbelige liv og tilværelse. Det er netop dét, dagens evangelietekst handler om.
To kvinder, der på hver deres måde er nødstedte, og hvis eneste håb er Jesus, der som Guds søn har magten til at gøre de syge raske og de døde levende igen. To mennesker, hvis jordiske liv blev ødelagt, og som fik det jordiske liv igen for en stund. Deres nødråb kunne lyde: ”Vort håb er slukket – det er ud med os!”, og Jesu svar blev, at døden ikke har noget at sige til ham, der er Herre over livet.
Den unge kvinde med blødninger, kan vi sagtens forestille os, har levet et liv som enhver anden kvinde dengang. Med dagligt arbejde, et godt hjem, en stabil vennekreds og måske en ægtemand og børn. Det var et godt liv for en kvinde på Jesu tid. På en måde var livets vej lagt for hende i form af traditioner og kulturelle skikke, lagt som brosten på hendes sti igennem livet fra vugge til grav. Hendes mål var at blive gammel med sin mand og se sine børn få børn og selv blive gammel og mæt af dage, inden hun kunne lægge sig til hvile hos sine forfædre.
Men det hele kraklerede, da hun fik den frygtelige blødersygdom, der ikke blot gjorde dagligdagen smertefuld og vanskelig at overkomme, men som efter datidens jødiske kultur gjorde hende uren. Hun blev altså udstødt af fællesskaberne, fordi hun var uren og derved kunne smitte andre. Med tiden blev hun forladt af alle, og fandt sig en dag krybende på jorden for blot at røre en flig af den kappe Jesus bar. Alle hendes forestillinger om det gode liv blandt mennesker var bristet, og kun det usandsynlige håb om helbredelse holdt hende i live.
Den ene kvinde fik påbegyndt sit liv, og hun levede i troen på, at hun havde kontrol over sin tilværelse, og at hendes livsbane så at sige var stukket ud - indtil livets muligheder pludselig ramlede sammen. Den lille pige døde, inden livet for hende rigtig kom i gang. Hendes far var en velanset og meget betydelig mand i jødiske sammenhænge, for han var forstander af synagogen, og idet han kastede sig ned for Jesu fødder ramte han jorden med al sin autoritet og magt. Det faldt til jorden med ham og hans ydmyge bøn om det umulige og usandsynlige: at Jesus måtte træde i karakter som Guds søn og bringe livsånden fra Skaberen ind i hans døde datters legeme.
Kvinden med blødninger blev helbredt ved Jesu frelsesord, og den døde pige opstod til liv ved hans hænder. Han gav dem livsånde på ny, og da forstod de, at han er Herren. Begge fik de det jordiske liv igen og med livet også fællesskab, modgang/medgang, sorg/glæde, tro/håb som livet indeholdes for enhver af os. De to personer var heldige, at Jesus var hos dem til deres helbredelse og opstandelse. Evangeliet skal dog også lyde meningsfuldt til os i dag, så hvad der skete dengang for de to kvinder, bliver for os i dag tegn på noget i vores liv.
Vores endelighed og begrænsning i såvel vores fortvivlelse som vores død og bortgang bliver Guds nye mulighed med os, som var vi ler i pottemagerens hænder. Hver gang vi mislykkes i livet, hver gang troen, håbet og kærligheden ramler sammen om os, da kan Gud skabe os på ny og oprejse os til nyt liv. For hver dag livet ikke bryder sammen for os, tør vi tro lidt mere på, at vi faktisk har fat i den lange ende, selvom vi jo godt ved, at vi uvilkårligt vil synde og skal dø engang, om vi vil eller ej.
Og når så det hele ramler, livet stikkes en kæp i hjulet, og lykken glider os af hænde, da står kirken stadig her på evangeliets grund med Ordet om, at der ved dåben gives tilgivelse og ved nadveren gentagen barmhjertighed. Det er det jordiske liv vi er skabt til, og livet skal vi finde os i uanset hvor tit det braser sammen. Evangeliet i dag lyder sådan, at døden ikke har noget mere at kunne true os med, selvom det unægtelig stadig skræmmer og beskæmmer. Opstanden fra de døde har Kristus brudt dødens og gravens magt, og når vi i Fadervor beder om det daglige brød, ja, da beder vi også om Ord til at leve på, om håb til at udholde al den jordiske trængsel, der nådesløst kan ramme os som lyn fra en klar himmel. Vi falder så at sige på knæ for Frelseren og beder om, at han ved sin Ånd hver dag igen og igen må helbrede vores tro, håb og kærlighed og indgyde os livsånde, så vi kan leve i fællesskab og sammenhæng, indtil vi ikke mere skal leve. Amen.
Bibeltekster til 24.s.e.T.: Opvækkelse af død datter og helbredelse af blødende kvinde
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen; 2. DDS 441: Alle mine kilder; 3. DDS 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte; --- ; 4. DDS 508: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre; 5. DDS 400: Så vældigt det mødte; 6. DDS 218: Krist stod op af døde
Livet er for levende, og så længe vi lever, skal vi da klamre os til livet og leve fuldt ud, for døden kommer tids nok. Sådan er tidens tendens, og det modsiges som sådan ikke af evangeliet. Tværtimod lyder evangeliets barmhjertigt glædelige budskab igen og igen om, at døde skal opstå, sørgende skal få glæde, fredløse skal få fred, syndere skal få tilgivelse. Døden er dog den smertelige og uundgåelige grænse for vores liv og eksistens. Når døden indtræffer, står vi magtesløse. Med døden rammer også fortvivlelse, der tvinger os til at søge nye svar og nye håb.
Vi lever med forestillingen om, at vi har styr på tilværelsen, og at vi nok selv skal sætte dagsorden for, hvordan vi lever og hvad der skal ske i løbet af dagen. ”Tag kontrol over dit liv” lyder et slogan, der skal få os til at leve livet som VI nu engang vil have det, uanset hvad modgang vi måtte møde. Derved lægges al ansvaret for vores eksistens over på hver enkelts svage skuldre, og man går igennem tilværelsen med hele ens livsforløbs fortid og fremtid som et æsel med en ubærlig byrde på ryggen. Det ansvar, vi så gerne vil tage for at leve og for at få et godt liv, griber også ind i døden, så vi også i forhold til døden skal begynde at tage ansvar. Ikke blot ansvar for at udfylde vores sidste vilje mht. gravsted og begravelse, men også efterhånden ansvar for, hvornår og hvordan vi vil dø, når livet bliver ubærligt. Aktiv dødshjælp er et af tidens store emner, fordi vi også i forbindelse med døden kan gives illusionen om ansvar og frihed. Hvis aktiv dødshjælp bliver lovligt i Danmark, så er cirklen vel næsten komplet, for så har vi fuldstændiggjort illusionen om ansvar og frihed i forhold til livets begyndelse, indretning, forløb og afslutning.
Det er dog netop en illusion og et selvbedrag, for det indeholder ikke virkeligheden, nemlig at vi kan intet bestemme i forhold til, hvorvidt vi ønsker at fødes, ind i hvilken familie eller sammenhæng vi fødes, eller hvilke sygdomme eller andre ydre fortrædeligheder vi vil blive ramt af i løbet af livet – til trods for al den planlægning og kontrol, vi forsøger at tage over vores skrøbelige liv og tilværelse. Det er netop dét, dagens evangelietekst handler om.
To kvinder, der på hver deres måde er nødstedte, og hvis eneste håb er Jesus, der som Guds søn har magten til at gøre de syge raske og de døde levende igen. To mennesker, hvis jordiske liv blev ødelagt, og som fik det jordiske liv igen for en stund. Deres nødråb kunne lyde: ”Vort håb er slukket – det er ud med os!”, og Jesu svar blev, at døden ikke har noget at sige til ham, der er Herre over livet.
Den unge kvinde med blødninger, kan vi sagtens forestille os, har levet et liv som enhver anden kvinde dengang. Med dagligt arbejde, et godt hjem, en stabil vennekreds og måske en ægtemand og børn. Det var et godt liv for en kvinde på Jesu tid. På en måde var livets vej lagt for hende i form af traditioner og kulturelle skikke, lagt som brosten på hendes sti igennem livet fra vugge til grav. Hendes mål var at blive gammel med sin mand og se sine børn få børn og selv blive gammel og mæt af dage, inden hun kunne lægge sig til hvile hos sine forfædre.
Men det hele kraklerede, da hun fik den frygtelige blødersygdom, der ikke blot gjorde dagligdagen smertefuld og vanskelig at overkomme, men som efter datidens jødiske kultur gjorde hende uren. Hun blev altså udstødt af fællesskaberne, fordi hun var uren og derved kunne smitte andre. Med tiden blev hun forladt af alle, og fandt sig en dag krybende på jorden for blot at røre en flig af den kappe Jesus bar. Alle hendes forestillinger om det gode liv blandt mennesker var bristet, og kun det usandsynlige håb om helbredelse holdt hende i live.
Den ene kvinde fik påbegyndt sit liv, og hun levede i troen på, at hun havde kontrol over sin tilværelse, og at hendes livsbane så at sige var stukket ud - indtil livets muligheder pludselig ramlede sammen. Den lille pige døde, inden livet for hende rigtig kom i gang. Hendes far var en velanset og meget betydelig mand i jødiske sammenhænge, for han var forstander af synagogen, og idet han kastede sig ned for Jesu fødder ramte han jorden med al sin autoritet og magt. Det faldt til jorden med ham og hans ydmyge bøn om det umulige og usandsynlige: at Jesus måtte træde i karakter som Guds søn og bringe livsånden fra Skaberen ind i hans døde datters legeme.
Kvinden med blødninger blev helbredt ved Jesu frelsesord, og den døde pige opstod til liv ved hans hænder. Han gav dem livsånde på ny, og da forstod de, at han er Herren. Begge fik de det jordiske liv igen og med livet også fællesskab, modgang/medgang, sorg/glæde, tro/håb som livet indeholdes for enhver af os. De to personer var heldige, at Jesus var hos dem til deres helbredelse og opstandelse. Evangeliet skal dog også lyde meningsfuldt til os i dag, så hvad der skete dengang for de to kvinder, bliver for os i dag tegn på noget i vores liv.
Vores endelighed og begrænsning i såvel vores fortvivlelse som vores død og bortgang bliver Guds nye mulighed med os, som var vi ler i pottemagerens hænder. Hver gang vi mislykkes i livet, hver gang troen, håbet og kærligheden ramler sammen om os, da kan Gud skabe os på ny og oprejse os til nyt liv. For hver dag livet ikke bryder sammen for os, tør vi tro lidt mere på, at vi faktisk har fat i den lange ende, selvom vi jo godt ved, at vi uvilkårligt vil synde og skal dø engang, om vi vil eller ej.
Og når så det hele ramler, livet stikkes en kæp i hjulet, og lykken glider os af hænde, da står kirken stadig her på evangeliets grund med Ordet om, at der ved dåben gives tilgivelse og ved nadveren gentagen barmhjertighed. Det er det jordiske liv vi er skabt til, og livet skal vi finde os i uanset hvor tit det braser sammen. Evangeliet i dag lyder sådan, at døden ikke har noget mere at kunne true os med, selvom det unægtelig stadig skræmmer og beskæmmer. Opstanden fra de døde har Kristus brudt dødens og gravens magt, og når vi i Fadervor beder om det daglige brød, ja, da beder vi også om Ord til at leve på, om håb til at udholde al den jordiske trængsel, der nådesløst kan ramme os som lyn fra en klar himmel. Vi falder så at sige på knæ for Frelseren og beder om, at han ved sin Ånd hver dag igen og igen må helbrede vores tro, håb og kærlighed og indgyde os livsånde, så vi kan leve i fællesskab og sammenhæng, indtil vi ikke mere skal leve. Amen.
Bibeltekster til 24.s.e.T.: Opvækkelse af død datter og helbredelse af blødende kvinde
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen; 2. DDS 441: Alle mine kilder; 3. DDS 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte; --- ; 4. DDS 508: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre; 5. DDS 400: Så vældigt det mødte; 6. DDS 218: Krist stod op af døde
