Så er vi nået frem til begyndelsen på et nyt kirkeår, eller måske er det nye år kommet til os? Ligesom det almindelige år har sin kalender med måneder fra januar til december og ugens syv dage, der gentages igen og igen, så har kirken også sin egen kalender, hvor søndagene har navne og højtiderne stikker ud som særlige dage for kirken. Med den første søndag i advent tager vi altså hul på endnu engang at nærme os jul, og efter jul ser vi frem mod påske og pinse. Fra pinse og indtil advent kommer den lange periode uden højtider.
Sådan er vel også vore egne liv; vi lever mange dage uden særlige begivenheder, og så engang imellem sker der noget stort for os. Hvert år kan vi fejre fødselsdag, og måske er man så heldig selv at blive inviteret med til andres fester og store livsbegivenheder. De mange dage i livet, hvor der ikke sker noget særligt, kan man tænke, at man måske ikke er noget særligt, fordi tiden går med skolegang og arbejde, og livsglæden er svingende. Men når tiden for de store fester kommer, og mange dukker op for at deltage i ens fest, ja, så kan man igen føle, at man er afholdt af mange, og at livet stadig har sine højdepunkter, og at det hele ikke er så kedeligt alligevel, selvom de fleste dage ligner hinanden.
Sådan går det også i kirken. Til de fleste gudstjenester står en del bænke tomme, og det bliver man pinligt bevidst om, når man tæller og opregner antallet af kirkegængere i løbet af et år. Så kan man føle, at kirken måske ikke er relevant, eller at folk har fundet noget mere interessant end evangelium, tro og frelse at bruge søndag formiddag på. Men når så højtiderne dukker op i kirkens kalender, og stemningen i butiksvinduerne og atmosfæren i samfundet gør os opmærksomme på, at en kirkelig højtid nærmer sig, ja, så levnes næsten ingen bænke tomme, for så er det, at vi ligesom til andre fester i løbet af livet også gerne vil deltage i kirkens festlige mærkedage.
Og når man så kommer til gudstjeneste, sætter sig på de gamle bænke, hører de gamle ord, synger med på salmerne, lader blikket glide hen over de hvidkalkede vægge og lytter til præstens prædiken, så fornemmer man, at der er noget andet på spil her, end man ellers oplever i hverdagen ude omkring, hvor man har sin daglige gang. Det har noget med evighed at gøre. Kirken, den er et gammelt hus. Det er så gammelt, at det ikke ændrer alder i et menneskes levetid. Bygningen har stået her i omkring 800 år, og budskabet om Jesus er 2.000 år. Så blegner alle vore nye, smarte mobiler, velisolerede huse og store biograffilm ved siden af. Ja, vi kan føle os ganske små set i forhold til den lange historie; men stort er det dog: at bygningen står og budskabet lyder for os i dag! Tænk, at bygningen har fået lov at stå trods alverdens voldsomme uvejr og krige og uroligheder, trods skiftende regeringer, og trods den teknologiske udvikling. Tænk, at budskabet stadig lyder og stadig høres af folk i vores tid, i vores moderne samfund, hvor alt nyt som regel er bedre end alt det gamle. Måske er det, fordi bygning og budskab netop er noget helt særligt, som vi ikke rigtig kan leve foruden, som vi ikke rigtig kan blive færdige med. Hver søndag og helligedag prøver præsterne landet over at sige noget om det gamle budskab, så det stadig kan lyde meningsfuldt i vores nutid.
Og i dag begyndte det hele for et par tusinde år siden med Jesus, der gik ind i en synagoge, læste et stykke fra en endnu ældre mand, en profet fra svundne dage. Omkring Jesus sad forventningsfulde personer, der ville høre, hvad han mon kunne fortælle dem i deres tid og dagligdag. Man kunne næsten se deres øre stritte op i vejret, og de sad uroligt med øjne på stilke for at få alt med. Og Jesus åbnede munden og sagde: De nådefulde ord I har hørt, de er i dag gået i opfyldelse. De er ikke længere en profeti om noget, der skal ske engang i ukendt fremtid – det er gået i opfyldelse i dag! De jublede og blev glade, lige indtil han sagde, at det glædelig budskab ikke gjalt for dem! Hov, nu var de jo mødt op og havde lyttet tålmodigt, og så skulle det glædelige budskab ikke gælde dem! De blev SÅ forargede! Det ville de ikke finde sig i, og de blev gale, ja, så vrede blev de, at de ville slå ham ihjel!
Mange præster prøver i vores tid at prædike på en måde, så folk ikke vil slå os ihjel, for det er jo noget værre noget! Men måske mister budskabet også en del af sin styrke, når vi prøver at stryge folk og vores tid med hårene; når vi ikke tør tale tiden og forventningerne imod? Jesus gik ind i synagogen blandt jøderne, som han vidste, ville blive rasende skuffede, og så skal vi her i kirken nok heller ikke være bange for at sige vores mening, selvom det måtte medføre voldsomme reaktioner. ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt”, skrev sognepræst Kaj Munk engang til sin ven. Kaj Munk blev henrettet for at tale den nazistiske besættelsesmagt imod. Jøderne fik dog ikke held med at slå Jesus ihjel – i hvert fald ikke i første omgang! Men det skal vi høre mere om til påske.
Jesus talte i synagogen om et nådeår, hvor alt skal blive godt. Hvor de undertrykte skal få frihed og syge blive helbredte. Nådeåret gjalt ikke for jøderne, for de mente, de havde ret til nåden; men nåde gives frivilligt til alle dem, der ikke har ret til noget. Man kan ikke kræve sin ret over for Gud. Og ingen har ret på nåde, for nådens tilgivende barmhjertighed gives ud af kærlighed, og kærlighed kan man ikke tvinge ud af hverken Gud eller mennesker.
Med Jesus var noget nyt på vej til dem, der før troede, de var glemt. Jesus blev sendt som en ny profet, og han stod frem og bragte et nyt budskab med sig. De gamle ord som jøderne i synagogen kendte blev sagt på ny, sat ind i en ny sammenhæng, som de ikke kendte. På samme måde lyder adventstidens gamle ord på ny ind i en sammenhæng for os hver især. Med modsat jøderne, så går det glædelige budskab ikke vore næser forbi. Det er for os hedninge, os, der ikke er jøder, at budskabet nu lyder; det er for os, at nådeåret udråbes i dette øjeblik. Men vore erfaringer er imod os. Der er stadig undertrykkelse, krig og sygdom i verden; vi oplever ikke fred overalt eller helbredelse for alle sygdomme i dag, selvom Jesus sagde, at den gamle profeti skulle gå i opfyldelse.
Det tager nemlig tid. Adventstiden er en ventetid; vi venter på det, der skal komme til os. Ikke bare en ventetid indtil juleaften, som vi allerede længes efter, men også en ventetid på, at Jesu ord skal blive den nye virkelighed for os. Og det sker, når denne virkelighed, hvor vores erfaringer går imod det glædelige budskab, hører op, og Guds virkelighed begynder; den tid, hvor det glædelige budskab virkelig kommer til os, og hvor Guds fred af nåde virkelig sænker sig over jorden med helbredelse af alle sygdomme og indfrielse af alle de gode løfter.
Her i kirken tænder vi et lys i adventskransen, og selvom den kun har sølle fire lys, skal det sande lys engang bryde frem og oplyse alt her på jorden til evig glæde for enhver, som tror. På det håb lever vi og dør vi, på det håb, tror vi og går til gudstjeneste enten ofte eller sjældent; vi døbes på det håb, og vi går til nadver i den tro. Vore hænder folder vi til bøn i tro, og vi synger salmerne af glæde over, at budskabet er nået frem til vore fjerne egne i en tid, hvor kulde og krige stadig hærger – indtil kun Guds kærlighed læger alle sår og tilgiver alle synder. Amen.
Prædikentekster til 1. søndag i Advent (II): Jesus læser op fra Esajas i synagogen.
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 87: Det første lys; 3. DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand; --- ; 4. DDS 66: Lyslevende fra Himmerig; 5. DDS 69,5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 74: Vær velkommen, Herrens år
Sådan er vel også vore egne liv; vi lever mange dage uden særlige begivenheder, og så engang imellem sker der noget stort for os. Hvert år kan vi fejre fødselsdag, og måske er man så heldig selv at blive inviteret med til andres fester og store livsbegivenheder. De mange dage i livet, hvor der ikke sker noget særligt, kan man tænke, at man måske ikke er noget særligt, fordi tiden går med skolegang og arbejde, og livsglæden er svingende. Men når tiden for de store fester kommer, og mange dukker op for at deltage i ens fest, ja, så kan man igen føle, at man er afholdt af mange, og at livet stadig har sine højdepunkter, og at det hele ikke er så kedeligt alligevel, selvom de fleste dage ligner hinanden.
Sådan går det også i kirken. Til de fleste gudstjenester står en del bænke tomme, og det bliver man pinligt bevidst om, når man tæller og opregner antallet af kirkegængere i løbet af et år. Så kan man føle, at kirken måske ikke er relevant, eller at folk har fundet noget mere interessant end evangelium, tro og frelse at bruge søndag formiddag på. Men når så højtiderne dukker op i kirkens kalender, og stemningen i butiksvinduerne og atmosfæren i samfundet gør os opmærksomme på, at en kirkelig højtid nærmer sig, ja, så levnes næsten ingen bænke tomme, for så er det, at vi ligesom til andre fester i løbet af livet også gerne vil deltage i kirkens festlige mærkedage.
Og når man så kommer til gudstjeneste, sætter sig på de gamle bænke, hører de gamle ord, synger med på salmerne, lader blikket glide hen over de hvidkalkede vægge og lytter til præstens prædiken, så fornemmer man, at der er noget andet på spil her, end man ellers oplever i hverdagen ude omkring, hvor man har sin daglige gang. Det har noget med evighed at gøre. Kirken, den er et gammelt hus. Det er så gammelt, at det ikke ændrer alder i et menneskes levetid. Bygningen har stået her i omkring 800 år, og budskabet om Jesus er 2.000 år. Så blegner alle vore nye, smarte mobiler, velisolerede huse og store biograffilm ved siden af. Ja, vi kan føle os ganske små set i forhold til den lange historie; men stort er det dog: at bygningen står og budskabet lyder for os i dag! Tænk, at bygningen har fået lov at stå trods alverdens voldsomme uvejr og krige og uroligheder, trods skiftende regeringer, og trods den teknologiske udvikling. Tænk, at budskabet stadig lyder og stadig høres af folk i vores tid, i vores moderne samfund, hvor alt nyt som regel er bedre end alt det gamle. Måske er det, fordi bygning og budskab netop er noget helt særligt, som vi ikke rigtig kan leve foruden, som vi ikke rigtig kan blive færdige med. Hver søndag og helligedag prøver præsterne landet over at sige noget om det gamle budskab, så det stadig kan lyde meningsfuldt i vores nutid.
Og i dag begyndte det hele for et par tusinde år siden med Jesus, der gik ind i en synagoge, læste et stykke fra en endnu ældre mand, en profet fra svundne dage. Omkring Jesus sad forventningsfulde personer, der ville høre, hvad han mon kunne fortælle dem i deres tid og dagligdag. Man kunne næsten se deres øre stritte op i vejret, og de sad uroligt med øjne på stilke for at få alt med. Og Jesus åbnede munden og sagde: De nådefulde ord I har hørt, de er i dag gået i opfyldelse. De er ikke længere en profeti om noget, der skal ske engang i ukendt fremtid – det er gået i opfyldelse i dag! De jublede og blev glade, lige indtil han sagde, at det glædelig budskab ikke gjalt for dem! Hov, nu var de jo mødt op og havde lyttet tålmodigt, og så skulle det glædelige budskab ikke gælde dem! De blev SÅ forargede! Det ville de ikke finde sig i, og de blev gale, ja, så vrede blev de, at de ville slå ham ihjel!
Mange præster prøver i vores tid at prædike på en måde, så folk ikke vil slå os ihjel, for det er jo noget værre noget! Men måske mister budskabet også en del af sin styrke, når vi prøver at stryge folk og vores tid med hårene; når vi ikke tør tale tiden og forventningerne imod? Jesus gik ind i synagogen blandt jøderne, som han vidste, ville blive rasende skuffede, og så skal vi her i kirken nok heller ikke være bange for at sige vores mening, selvom det måtte medføre voldsomme reaktioner. ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt”, skrev sognepræst Kaj Munk engang til sin ven. Kaj Munk blev henrettet for at tale den nazistiske besættelsesmagt imod. Jøderne fik dog ikke held med at slå Jesus ihjel – i hvert fald ikke i første omgang! Men det skal vi høre mere om til påske.
Jesus talte i synagogen om et nådeår, hvor alt skal blive godt. Hvor de undertrykte skal få frihed og syge blive helbredte. Nådeåret gjalt ikke for jøderne, for de mente, de havde ret til nåden; men nåde gives frivilligt til alle dem, der ikke har ret til noget. Man kan ikke kræve sin ret over for Gud. Og ingen har ret på nåde, for nådens tilgivende barmhjertighed gives ud af kærlighed, og kærlighed kan man ikke tvinge ud af hverken Gud eller mennesker.
Med Jesus var noget nyt på vej til dem, der før troede, de var glemt. Jesus blev sendt som en ny profet, og han stod frem og bragte et nyt budskab med sig. De gamle ord som jøderne i synagogen kendte blev sagt på ny, sat ind i en ny sammenhæng, som de ikke kendte. På samme måde lyder adventstidens gamle ord på ny ind i en sammenhæng for os hver især. Med modsat jøderne, så går det glædelige budskab ikke vore næser forbi. Det er for os hedninge, os, der ikke er jøder, at budskabet nu lyder; det er for os, at nådeåret udråbes i dette øjeblik. Men vore erfaringer er imod os. Der er stadig undertrykkelse, krig og sygdom i verden; vi oplever ikke fred overalt eller helbredelse for alle sygdomme i dag, selvom Jesus sagde, at den gamle profeti skulle gå i opfyldelse.
Det tager nemlig tid. Adventstiden er en ventetid; vi venter på det, der skal komme til os. Ikke bare en ventetid indtil juleaften, som vi allerede længes efter, men også en ventetid på, at Jesu ord skal blive den nye virkelighed for os. Og det sker, når denne virkelighed, hvor vores erfaringer går imod det glædelige budskab, hører op, og Guds virkelighed begynder; den tid, hvor det glædelige budskab virkelig kommer til os, og hvor Guds fred af nåde virkelig sænker sig over jorden med helbredelse af alle sygdomme og indfrielse af alle de gode løfter.
Her i kirken tænder vi et lys i adventskransen, og selvom den kun har sølle fire lys, skal det sande lys engang bryde frem og oplyse alt her på jorden til evig glæde for enhver, som tror. På det håb lever vi og dør vi, på det håb, tror vi og går til gudstjeneste enten ofte eller sjældent; vi døbes på det håb, og vi går til nadver i den tro. Vore hænder folder vi til bøn i tro, og vi synger salmerne af glæde over, at budskabet er nået frem til vore fjerne egne i en tid, hvor kulde og krige stadig hærger – indtil kun Guds kærlighed læger alle sår og tilgiver alle synder. Amen.
Prædikentekster til 1. søndag i Advent (II): Jesus læser op fra Esajas i synagogen.
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 87: Det første lys; 3. DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand; --- ; 4. DDS 66: Lyslevende fra Himmerig; 5. DDS 69,5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 74: Vær velkommen, Herrens år
