”Damerne først”, siger mænd af høflighed, og åbner døren, trækker stolen ud eller byder først af fadet. Men der siges også meget andet om kvinder, især når de ikke hører det. ”Kvinder! Man kan ikke leve med dem og ikke leve uden dem!”, kan mænd også brokke sig. Siden tidernes morgen har de to køn skændtes om, hvem der var stærkest, og imens kvinder er blevet beskyldt for at være det svage køn, er mænd blevet beskyldt for at undertrykke kvinder.
Siden Eva blev forledt til at spise af den forbudne frugt, har mænd beskyldt kvinder for at være svage, for at være et let bytte for og for at lede mænd i fordærv. I mange kulturer er kvinden blev henvist til at gemme sig i hjemmet, hvor hendes opgave er at opfostre børn og passe hus. På Jesu tid skulle en kvinde giftes væk og ære sin mand ved at føde mange sønner. Der var høje krav til kvinder om dygtighed i hjemmet og dygtighed som mor til at opdrage sine børn – manden havde jo travlt med at arbejde, skaffe penge til hjemmet og at være ansigt udadtil. Selv på Jesu tid gik der så at sige prestige i at opdrage sønnerne til at bestride gode jobs, og døtrene skulle lære mange ting, så de kunne blive gift godt. Selv i dag er kvinderne hårdt spændt for, når både hjemmet og børnene skal passes og karrieren eller livet uden for hjemmet også helst skal se ud af noget.
Som baggrund for dagens evangelietekst har vi fortællingen fra Det Gamle Testamente om Sara og Abraham, der kæmpede mod barnløshed, for uden en søn ville slægten dø, og Abraham ville miste sin ære. De står altså i modsætning til Maria, der var meget ung og ugift, og i samtidens øjne derfor slet ikke var klar til at få børn. Sara og Maria blev dog gravide, og for dem begge kom det som en overraskelse. For Sara var det en stor velsignelse, men for Maria blev det til bekymring, for ville Josef eller folk tro hende, når hun sagde, at Gud selv stod bag?
Selv i dag er mange hurtige til at afvise Guds indgriben, for vi ved jo godt, hvordan en kvinde bliver gravid, og hvis Gud kan gøre kvinder gravide sådan uden videre – hvem kan så vide sig sikker? Nu er der dog ikke tale om lidt hokus pokus som underholdning til et selskab, men både for Sara og Maria fik graviditeten en afgørende betydning for hele verden, da deres sønner blev født, og Guds plan virkede til velsignelse for jorden. Den gamle Sara havde mistet håbet om at få børn, men Gud lod det ske, for at Sara og Abraham ikke skulle stole på deres egen formåen. Hvad Gud vil, lader han ske, og så søger han villige tjenere, så hans plan kan gennemføres. En sådan villighed fandt han hos Maria, der dog vist ikke fik meget tid at tænke i – alligevel jublede hun af glæde og sang sin lovsang, som vi netop har hørt. Det var spontan glæde over pludseligt at blive en vigtig brik i en stor plan.
Hun var dog ikke bare en brik som i et brætspil, men Maria var menneske i kød og blod og blev en hengiven mor over for barnet, hvis livsforløb hun nok ikke i sin vildeste fantasi kunne have forudset. Fra vugge til korsdød, gravlæggelse og himmelfart fulgte hun ham tæt med ængsteligt hjerte som kun en mor kan føle kærlighed og hjertevarm smerte.
Kirken har ofte set ud til kun at være for mænd, og både i den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke mod øst kan kun mænd være præster – så må kvinder igen holde sig i baggrunden, for det med kirken og troen er åbenbart en sag kun for mænd. Det fik Martin Luther dog heldigvis ødelagt med sin reformation og oprør, for som han sagde: Enhver, der er krøbet ud af dåben er lige meget præst og biskop, og selvom vi skulle helt hen i midten af 1900-tallet før den første kvinde blev præst i folkekirken, gjorde Gud allerede for 2000 år siden oprør mod vores måde at indrette verden på.
Vi har travlt med at oprette kasser med etiketter for værdigt og uværdigt og andre kasser for det ærefulde og det ubetydelige og igen andre kasser for det stærke og det svage. Sådan har vi indrettet samfundet igennem årtusinder, og lige så længe har kvinder og mænd bøvlet for at finde ud af, hvordan vi dog skal finde ud af at leve sammen. Hos jøderne fandt man ud af at kvinderne skulle gå derhjemme og holde styr på hus og børn, og den indretning betød desværre tit en nedvurdering af kvinder. De var afhængige af en mand, der kunne forsøge dem, og det gjorde dem sårbare. I dag er mænd og kvinder uafhængige, og det medfører andre problemer i samfundet, som vi dog ikke skal omkring i dag.
Vi har taget sagerne i egne hænder og indrettet mangfoldige samfund på forskellige måder, og der har altid være vindere og tabere. På Jesu tid var kvinder ikke de store vindere. Og når nogle undertrykkes eller nedvurderes kan man spørge: Foragter Gud sit skaberværk? Nej, men han foragter, at vi har indrettet en verden, hvor nogle mennesker er mindre værd end andre. Han tænker langt ud over vore små kasser. Derfor gjorde han selv oprør ved at gøre vore forestillinger til skamme, da den gamle Sara blev gravid og da den unge, ugifte Maria blev gravid. Efter datidens moralbegreber blev det lige lovligt for meget af det gode! Man skævede fordomsfuldt til den gamle kone og hendes nyfødte barn, og man undrede sig forarget over, at Josef ikke slog hånden af Maria, der jo var gravid før ægteskabet.
Det skete dog, som det skulle – efter Guds plan. Jesus skulle fødes for han skulle komme til verden ligesom alle os andre. Om vi så bliver store konger eller fattige lommetyve, er vi dog alle som én født af en kvinde. Vi er alle lige på dét punkt, og det er afgørende, at kvinden har været så lavt vurderet – og stadig er det visse steder. Hvordan kan vi tillade os at nedvurdere kvinder, når vi alle har en mor, og når nu selveste Gud i himlen lod sig føde af en kvinde helt på naturlig vis, ja, endda i en stald i landflygtighed? Det er da det ydmygeste af alt, og netop sådan skal vi kende ham Jesus.
Som Guds søn kunne han være kommet anstigende med himlens englehære og lade hele jorden ryste, lade himlen revne og alle dyrene bryde ud i lovsang, men så ville Gud ikke have fået sit budskab igennem: at vores verdens visdom skal gå til grunde, og Guds barmhjertighed skal skinne igennem som det, der forarger os, fordi det virker for latterligt. Denne latterlige mandsperson, Jesus, med staldmøg bag ørene kom for at lære os om nærvær, værdighed, lighed og kærlighed – og imens de høje herre og samfundets spidser spyttede hånligt af ham, samlede han udstødte og lommetyve, de fattige og foragtede, ja, de syge syndere og uretfærdige – for dé havde brug for at høre om en nådig Gud.
Maria havde nok ikke kendt hele Guds plan med Jesus, da hun bare brød ud i lovsang, som kun en mor kan gøre, når hun mærker barnet i sit indre, men alligevel forstod hun, at noget nyt var på vej i verden. Det, som virkede forkasteligt i samfundets øjne, og det, som virkede latterligt og tåbeligt, grinagtigt og pinligt, var alligevel det, der skulle komme til at give mening for milliarder af mennesker i flere tusinde år fremover.
Gud går næppe ind for en særlig kønspolitik, men han bruger dem, der stiller sig til tjeneste – og som regel er det dem, der ikke har nok i sig selv, og dem, der selv har set sig i det mindste; dem, der kan se det store i det små og det fantastiske i det jævne; dem, der kan se Guds moder i en ganske almindelig ung kvinde. Det foragtede skal blive højt agtet, og det uværdige skal blive det værdigste af alt. Vores verden skal vendes op og ned, og over os skal skinne Guds herlighed.
Ikke alle kaldes vi til at blive forældre til Guds søn, men alle er vi kaldet til at leve et jordnært liv, engageret og nærværende dér, hvor vi nu engang er sat for at leve. Sådan kan vi i det små udfylde vores plads i det store. Amen.
Læs prædikenteksterne til Mariæ Bebudelse (II)
Salmer: 1. DDS 751: Gud, ske tak og lov; 2. DDS 71: Nu kom der bud fra englekor; 3. DDS 73: Vi synger med Maria; --- ; 4. DDS 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist
Siden Eva blev forledt til at spise af den forbudne frugt, har mænd beskyldt kvinder for at være svage, for at være et let bytte for og for at lede mænd i fordærv. I mange kulturer er kvinden blev henvist til at gemme sig i hjemmet, hvor hendes opgave er at opfostre børn og passe hus. På Jesu tid skulle en kvinde giftes væk og ære sin mand ved at føde mange sønner. Der var høje krav til kvinder om dygtighed i hjemmet og dygtighed som mor til at opdrage sine børn – manden havde jo travlt med at arbejde, skaffe penge til hjemmet og at være ansigt udadtil. Selv på Jesu tid gik der så at sige prestige i at opdrage sønnerne til at bestride gode jobs, og døtrene skulle lære mange ting, så de kunne blive gift godt. Selv i dag er kvinderne hårdt spændt for, når både hjemmet og børnene skal passes og karrieren eller livet uden for hjemmet også helst skal se ud af noget.
Som baggrund for dagens evangelietekst har vi fortællingen fra Det Gamle Testamente om Sara og Abraham, der kæmpede mod barnløshed, for uden en søn ville slægten dø, og Abraham ville miste sin ære. De står altså i modsætning til Maria, der var meget ung og ugift, og i samtidens øjne derfor slet ikke var klar til at få børn. Sara og Maria blev dog gravide, og for dem begge kom det som en overraskelse. For Sara var det en stor velsignelse, men for Maria blev det til bekymring, for ville Josef eller folk tro hende, når hun sagde, at Gud selv stod bag?
Selv i dag er mange hurtige til at afvise Guds indgriben, for vi ved jo godt, hvordan en kvinde bliver gravid, og hvis Gud kan gøre kvinder gravide sådan uden videre – hvem kan så vide sig sikker? Nu er der dog ikke tale om lidt hokus pokus som underholdning til et selskab, men både for Sara og Maria fik graviditeten en afgørende betydning for hele verden, da deres sønner blev født, og Guds plan virkede til velsignelse for jorden. Den gamle Sara havde mistet håbet om at få børn, men Gud lod det ske, for at Sara og Abraham ikke skulle stole på deres egen formåen. Hvad Gud vil, lader han ske, og så søger han villige tjenere, så hans plan kan gennemføres. En sådan villighed fandt han hos Maria, der dog vist ikke fik meget tid at tænke i – alligevel jublede hun af glæde og sang sin lovsang, som vi netop har hørt. Det var spontan glæde over pludseligt at blive en vigtig brik i en stor plan.
Hun var dog ikke bare en brik som i et brætspil, men Maria var menneske i kød og blod og blev en hengiven mor over for barnet, hvis livsforløb hun nok ikke i sin vildeste fantasi kunne have forudset. Fra vugge til korsdød, gravlæggelse og himmelfart fulgte hun ham tæt med ængsteligt hjerte som kun en mor kan føle kærlighed og hjertevarm smerte.
Kirken har ofte set ud til kun at være for mænd, og både i den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke mod øst kan kun mænd være præster – så må kvinder igen holde sig i baggrunden, for det med kirken og troen er åbenbart en sag kun for mænd. Det fik Martin Luther dog heldigvis ødelagt med sin reformation og oprør, for som han sagde: Enhver, der er krøbet ud af dåben er lige meget præst og biskop, og selvom vi skulle helt hen i midten af 1900-tallet før den første kvinde blev præst i folkekirken, gjorde Gud allerede for 2000 år siden oprør mod vores måde at indrette verden på.
Vi har travlt med at oprette kasser med etiketter for værdigt og uværdigt og andre kasser for det ærefulde og det ubetydelige og igen andre kasser for det stærke og det svage. Sådan har vi indrettet samfundet igennem årtusinder, og lige så længe har kvinder og mænd bøvlet for at finde ud af, hvordan vi dog skal finde ud af at leve sammen. Hos jøderne fandt man ud af at kvinderne skulle gå derhjemme og holde styr på hus og børn, og den indretning betød desværre tit en nedvurdering af kvinder. De var afhængige af en mand, der kunne forsøge dem, og det gjorde dem sårbare. I dag er mænd og kvinder uafhængige, og det medfører andre problemer i samfundet, som vi dog ikke skal omkring i dag.
Vi har taget sagerne i egne hænder og indrettet mangfoldige samfund på forskellige måder, og der har altid være vindere og tabere. På Jesu tid var kvinder ikke de store vindere. Og når nogle undertrykkes eller nedvurderes kan man spørge: Foragter Gud sit skaberværk? Nej, men han foragter, at vi har indrettet en verden, hvor nogle mennesker er mindre værd end andre. Han tænker langt ud over vore små kasser. Derfor gjorde han selv oprør ved at gøre vore forestillinger til skamme, da den gamle Sara blev gravid og da den unge, ugifte Maria blev gravid. Efter datidens moralbegreber blev det lige lovligt for meget af det gode! Man skævede fordomsfuldt til den gamle kone og hendes nyfødte barn, og man undrede sig forarget over, at Josef ikke slog hånden af Maria, der jo var gravid før ægteskabet.
Det skete dog, som det skulle – efter Guds plan. Jesus skulle fødes for han skulle komme til verden ligesom alle os andre. Om vi så bliver store konger eller fattige lommetyve, er vi dog alle som én født af en kvinde. Vi er alle lige på dét punkt, og det er afgørende, at kvinden har været så lavt vurderet – og stadig er det visse steder. Hvordan kan vi tillade os at nedvurdere kvinder, når vi alle har en mor, og når nu selveste Gud i himlen lod sig føde af en kvinde helt på naturlig vis, ja, endda i en stald i landflygtighed? Det er da det ydmygeste af alt, og netop sådan skal vi kende ham Jesus.
Som Guds søn kunne han være kommet anstigende med himlens englehære og lade hele jorden ryste, lade himlen revne og alle dyrene bryde ud i lovsang, men så ville Gud ikke have fået sit budskab igennem: at vores verdens visdom skal gå til grunde, og Guds barmhjertighed skal skinne igennem som det, der forarger os, fordi det virker for latterligt. Denne latterlige mandsperson, Jesus, med staldmøg bag ørene kom for at lære os om nærvær, værdighed, lighed og kærlighed – og imens de høje herre og samfundets spidser spyttede hånligt af ham, samlede han udstødte og lommetyve, de fattige og foragtede, ja, de syge syndere og uretfærdige – for dé havde brug for at høre om en nådig Gud.
Maria havde nok ikke kendt hele Guds plan med Jesus, da hun bare brød ud i lovsang, som kun en mor kan gøre, når hun mærker barnet i sit indre, men alligevel forstod hun, at noget nyt var på vej i verden. Det, som virkede forkasteligt i samfundets øjne, og det, som virkede latterligt og tåbeligt, grinagtigt og pinligt, var alligevel det, der skulle komme til at give mening for milliarder af mennesker i flere tusinde år fremover.
Gud går næppe ind for en særlig kønspolitik, men han bruger dem, der stiller sig til tjeneste – og som regel er det dem, der ikke har nok i sig selv, og dem, der selv har set sig i det mindste; dem, der kan se det store i det små og det fantastiske i det jævne; dem, der kan se Guds moder i en ganske almindelig ung kvinde. Det foragtede skal blive højt agtet, og det uværdige skal blive det værdigste af alt. Vores verden skal vendes op og ned, og over os skal skinne Guds herlighed.
Ikke alle kaldes vi til at blive forældre til Guds søn, men alle er vi kaldet til at leve et jordnært liv, engageret og nærværende dér, hvor vi nu engang er sat for at leve. Sådan kan vi i det små udfylde vores plads i det store. Amen.
Læs prædikenteksterne til Mariæ Bebudelse (II)
Salmer: 1. DDS 751: Gud, ske tak og lov; 2. DDS 71: Nu kom der bud fra englekor; 3. DDS 73: Vi synger med Maria; --- ; 4. DDS 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist
