Hvis man holder meget af at blive underholdt af blod, vold og død, så er Langfredag lige sagen. Mange film synes dog at være kommet til verden næsten udelukkende for at svælge i alt for meget vold og blod, og nogle begivenheder i verdenshistorien er i grusomste ondskab sket med langt større pinsler, tortur og lidelser end det, Jesus var udsat for. Det er næsten som om, nogle mennesker forherliger det blodige og voldsomme, og inden for kunst og underholdning er døden i hvert fald ikke tabu. Hvor film og bøger er underholdning, og verdenshistorien er vores baggrund og fortid, så står Langfredag med Jesu korsfæstelse som noget helt andet.
Langfredag er tung og dyster, men den er også dårlig underholdning, for vi kender den videre historie og ved godt, at Langfredag ikke er slutningen for Jesus; tværtimod har vi Påskedag og glæden at se frem til. Vi kender til Bibelens ord om påskedagene, og vi siger/synger jo i trosbekendelsen hele påskens begivenheder på få linjer: ”undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde”. Så kort kan det siges, men det er også alt for kort at sige det, for hvis det skal vedrøre os, må vi sætte flere ord på og tænke over, hvorfor Jesu korsdød Langfredag er værd at bruge tid på her i vores nutid og vores daglige liv. Vi har sat flaget på halv i flagstangen, lyset er slukket i kirken og stemningen er trykket, for i dag mindes vi Jesu død; ligesom vi har en Allehelgens dag, hvor vi tænker på vore døde, så har vi Langfredag for at tænke på den mand, der døde for vores skyld. For hvis ikke Jesus havde slæbt sig af sted på den støvede vej med det tunge kors, og hvis ikke han havde levet hver eneste time i sit kald om at være Guds tjener for mennesker, så havde der ikke været nogen kristendom; så havde der ikke været nogen grund til at samles til gudstjeneste for at mindes og reflektere over Jesu liv og død. Det er én side af sagen; og det en grundsten i kristendom.
En anden side af sagen er, at vi i vores almindelige liv uden tvivl vil opleve en mere jordnær udgave af langfredagens indhold, fordi vi i det daglige liv møder mange former for pinsler, lidelser, sygdomme og smerter, og endelig en dag må også vi drage vort sidste åndedrag og gå ind i døden for at hvile dér indtil Dommedag. Sådan går det for os og for dem, vi holder af. Det eneste vi kan være sikre på i livet, er, at vi også en dag vil dø. Imellem fødsel og død udsættes nogle for meget modgang, mens andre synes at gå med danselette trin igennem hele deres tilværelse uden at blive ramt af nogen form for modgang. Sådan er vore liv og skæbner så utroligt forskellige, selvom vi ikke kan forklare hvorfor eller hvordan. Nogle gange kan vi spørge os selv: ”Er der en mening med lidelse?”, men man kan også spørge ”Er der en mening uden lidelse?” Vi kan stille os selv og hinanden mange spørgsmål, men vi kan nok ikke finde et endegyldigt svar, der kan rumme os alle. Vi finder hver især fred ved de svar, der passer til os. Det er dog ikke sådan, at alle svar er lige gode, men hvis et svar skal give mening for os, må det være noget, der taler til os i det liv, vi lever og giver mening i forhold til de erfaringer, vi har fået. Ikke to personer har levet på samme måde. Dog er vi alle blevet født, og alle står vi livet igennem med det ene ben i graven; der er ingen vej uden om, og heller ikke Guds søn slap for at gå ned i gravens mørke dyb inde bag dødens tunge sten. Her i kirken fornægter vi ikke virkeligheden, og vi pynter ikke på sandheden. Derfor ligger kirkegården da også som en krans omkring kirkebygningen for altid at minde os om, at døden og vejen dertil altid ligger som vort næste mulige skridt.
”Men hvorfor skal vi dø?” er et spørgsmål vi begynder at stille som børn, og som vi måske aldrig finder svar på. Hvorfor nogle skal dø unge og håbefulde, mens andre skal leve, selvom de er gamle og mætte af dage er ikke til at blive klog på. Tværtimod kan det blive deprimerende at begrave sig i dystre tanker om døden i livet. Vi kan ikke rumme det, men vi må lære at leve med det. Vi må finde trøst i den trøstesløse viden om, at også vi en dag vil føle os forladte af Gud og mennesker. Døden hænger som en skygge ved livet, der langsomt men sikkert kryber ind over os som en dyne, indtil den totalt vælder ind over os og overskygger alt, hvad vi er, så det sortner for os. Der findes endda bittesmå stykker af død, der trænger ind i vore liv og spreder mørke; det sker, når vi mister en kær; når sygdomme slukker glæden ved livet, eller når sjælen mister sin glans, og vi fortabes i sindets mørke og tankernes tåger. Langfredag er en side af livet, ligesom vinteren er en død side af årets hjul. Vi har brug for vinteren, mørket og døden for at kunne værdsætte livet, glæden og lyset. Vi har også brug for et rum til at give plads for sorgen i hjertet og smerten i livet. Sådan et rum er kirken; bygget for århundrede siden og brugt af mange generationer, der her er blevet mødt i øjenhøjde, når de er kommet med deres liv, som det formede sig.
Langfredag er på mange måder en trøstesløst mørk dag, hvor vi kigger ind i tilværelsens mørke afkroge, og giver plads til den side af tilværelsen, som vi ellers ikke bryder os om. Da det blev Langfredag for Jesus var mændene blandt hans disciple flygtet og havde gemt sig bag låste døre i huse langt fra det kors, hvorunder kvinderne stod og begræd Jesu skæbne. For dem blev livets lys og lyst slukket, da Jesus opgav sukket. Lørdagen henlå i et aldrig før set mørke for livet og eksistens. Enhver, der har mistet en afholdt person, kender til det mørke, som sorgen og savnet efterlader. Der sker noget uopretteligt med den, der rammes af dødens fangearme. Man håber så inderligt på, at savnet må afløses af en smule glæde.
Den Langfredag, som Jesus gennemlevede med liv og sjæl, sind og krop, er heldigvis overstået for mange år siden, og vi skal naturligvis ikke hænge så meget ved disse dødstunge tanker, at vi slet ikke kan finde op til overfladen igen. Tværtimod må vi huske på Langfredag med en vis glæde, fordi vi her ser Frelsermanden selv gå foran os. Jesus Kristus viste sig at være vores trofaste ven gennem hele sit levede liv og endda ind i døden. Vi siger, at han tog vores arvesynd med sig op på korset, for at nedbryde det gamle skel mellem Gud og os. Han valgte døden for at vi kunne få livet. Hvad der egentlig skete bag dødens porte ved vi ikke, men han blev ligesom et frø af kærlighed lagt i jorden, og den mørke jord blev dækket over ham. Hans død var ikke forgæves, men skete som led i Guds større plan om, at Jesus skulle gå den vej, som ingen andre kunne. Han levede uden synd – ja, det lyder utroligt! – og han rakte velsignelse og barmhjertighed ud til enhver, der tørste og sultede. Livet igennem følte han sig kaldet af Gud til at være tjener for mennesker, og han levede op til det indtil sit sidste åndedrag. Han gav virkeligt alt, hvad han havde i sig af livsånde, blod, sved og tårer – se, hvilket menneske, se hvilket sind! Han gav hele sit jordiske liv til Gud ved konstant at være tjener for næstekærligheden. For ham var det kun sand kærlighed at ofre sig for andre uden tanke på sig selv. Han samlede intet jordisk gods, han stiftede ikke familie, han bekymrede sig ikke for, hvordan han skulle overleve – for hans mission i verden var ikke at leve for sig selv, men at leve til ære for Gud og til gavn for mennesker. Ved at ofre sig selv indtil døden gik han ind for at danne bro mellem Gud i himlene og os på jorden; det er det, vi skal tage med herfra i dag og tænke over: At Jesus gik foran os, og at vi under hans kors stadig kan finde rum til at lette vort hjerte for al livets smerte. Amen.
Prædikentekster til Langfredag
Fredag 30. marts kl. 9.30 Hunderup, kl. 11 Vilslev
Uden altergang, ingen sølv på alteret, uden elektrisk eller levende lys. Først efter prædiken tænder jeg de levende lys
Salmer: 1. DDS 191,1-8: Gak under Jesu kors at stå; 2. DDS 197: Min Gud, min Gud; 3. DDS 201: Det hellige kors; --- ; 4. DDS 192: Hil dig Frelser; 5. DDS Ingen altergang ; 6. DDS 191, 9-16: Gak under Jesu kors at stå
MEDDELELSER
Næste gudstjenester
Hunderup: Søndag 1. april kl. 11
Vilslev: Søndag 1. april kl. 9.30 med kirkekaffe
Mandag d. 2. april kl. 16 er der kirkekoncert i Jernved kirke ved Grindsted og Omegns CentralKor – læs mere i kirkebladet. Og der er sangaften kl. 19 i Vilslev konfirmandstue med Roll Præstegaard og organist Dorte Grangård
Langfredag er tung og dyster, men den er også dårlig underholdning, for vi kender den videre historie og ved godt, at Langfredag ikke er slutningen for Jesus; tværtimod har vi Påskedag og glæden at se frem til. Vi kender til Bibelens ord om påskedagene, og vi siger/synger jo i trosbekendelsen hele påskens begivenheder på få linjer: ”undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde”. Så kort kan det siges, men det er også alt for kort at sige det, for hvis det skal vedrøre os, må vi sætte flere ord på og tænke over, hvorfor Jesu korsdød Langfredag er værd at bruge tid på her i vores nutid og vores daglige liv. Vi har sat flaget på halv i flagstangen, lyset er slukket i kirken og stemningen er trykket, for i dag mindes vi Jesu død; ligesom vi har en Allehelgens dag, hvor vi tænker på vore døde, så har vi Langfredag for at tænke på den mand, der døde for vores skyld. For hvis ikke Jesus havde slæbt sig af sted på den støvede vej med det tunge kors, og hvis ikke han havde levet hver eneste time i sit kald om at være Guds tjener for mennesker, så havde der ikke været nogen kristendom; så havde der ikke været nogen grund til at samles til gudstjeneste for at mindes og reflektere over Jesu liv og død. Det er én side af sagen; og det en grundsten i kristendom.
En anden side af sagen er, at vi i vores almindelige liv uden tvivl vil opleve en mere jordnær udgave af langfredagens indhold, fordi vi i det daglige liv møder mange former for pinsler, lidelser, sygdomme og smerter, og endelig en dag må også vi drage vort sidste åndedrag og gå ind i døden for at hvile dér indtil Dommedag. Sådan går det for os og for dem, vi holder af. Det eneste vi kan være sikre på i livet, er, at vi også en dag vil dø. Imellem fødsel og død udsættes nogle for meget modgang, mens andre synes at gå med danselette trin igennem hele deres tilværelse uden at blive ramt af nogen form for modgang. Sådan er vore liv og skæbner så utroligt forskellige, selvom vi ikke kan forklare hvorfor eller hvordan. Nogle gange kan vi spørge os selv: ”Er der en mening med lidelse?”, men man kan også spørge ”Er der en mening uden lidelse?” Vi kan stille os selv og hinanden mange spørgsmål, men vi kan nok ikke finde et endegyldigt svar, der kan rumme os alle. Vi finder hver især fred ved de svar, der passer til os. Det er dog ikke sådan, at alle svar er lige gode, men hvis et svar skal give mening for os, må det være noget, der taler til os i det liv, vi lever og giver mening i forhold til de erfaringer, vi har fået. Ikke to personer har levet på samme måde. Dog er vi alle blevet født, og alle står vi livet igennem med det ene ben i graven; der er ingen vej uden om, og heller ikke Guds søn slap for at gå ned i gravens mørke dyb inde bag dødens tunge sten. Her i kirken fornægter vi ikke virkeligheden, og vi pynter ikke på sandheden. Derfor ligger kirkegården da også som en krans omkring kirkebygningen for altid at minde os om, at døden og vejen dertil altid ligger som vort næste mulige skridt.
”Men hvorfor skal vi dø?” er et spørgsmål vi begynder at stille som børn, og som vi måske aldrig finder svar på. Hvorfor nogle skal dø unge og håbefulde, mens andre skal leve, selvom de er gamle og mætte af dage er ikke til at blive klog på. Tværtimod kan det blive deprimerende at begrave sig i dystre tanker om døden i livet. Vi kan ikke rumme det, men vi må lære at leve med det. Vi må finde trøst i den trøstesløse viden om, at også vi en dag vil føle os forladte af Gud og mennesker. Døden hænger som en skygge ved livet, der langsomt men sikkert kryber ind over os som en dyne, indtil den totalt vælder ind over os og overskygger alt, hvad vi er, så det sortner for os. Der findes endda bittesmå stykker af død, der trænger ind i vore liv og spreder mørke; det sker, når vi mister en kær; når sygdomme slukker glæden ved livet, eller når sjælen mister sin glans, og vi fortabes i sindets mørke og tankernes tåger. Langfredag er en side af livet, ligesom vinteren er en død side af årets hjul. Vi har brug for vinteren, mørket og døden for at kunne værdsætte livet, glæden og lyset. Vi har også brug for et rum til at give plads for sorgen i hjertet og smerten i livet. Sådan et rum er kirken; bygget for århundrede siden og brugt af mange generationer, der her er blevet mødt i øjenhøjde, når de er kommet med deres liv, som det formede sig.
Langfredag er på mange måder en trøstesløst mørk dag, hvor vi kigger ind i tilværelsens mørke afkroge, og giver plads til den side af tilværelsen, som vi ellers ikke bryder os om. Da det blev Langfredag for Jesus var mændene blandt hans disciple flygtet og havde gemt sig bag låste døre i huse langt fra det kors, hvorunder kvinderne stod og begræd Jesu skæbne. For dem blev livets lys og lyst slukket, da Jesus opgav sukket. Lørdagen henlå i et aldrig før set mørke for livet og eksistens. Enhver, der har mistet en afholdt person, kender til det mørke, som sorgen og savnet efterlader. Der sker noget uopretteligt med den, der rammes af dødens fangearme. Man håber så inderligt på, at savnet må afløses af en smule glæde.
Den Langfredag, som Jesus gennemlevede med liv og sjæl, sind og krop, er heldigvis overstået for mange år siden, og vi skal naturligvis ikke hænge så meget ved disse dødstunge tanker, at vi slet ikke kan finde op til overfladen igen. Tværtimod må vi huske på Langfredag med en vis glæde, fordi vi her ser Frelsermanden selv gå foran os. Jesus Kristus viste sig at være vores trofaste ven gennem hele sit levede liv og endda ind i døden. Vi siger, at han tog vores arvesynd med sig op på korset, for at nedbryde det gamle skel mellem Gud og os. Han valgte døden for at vi kunne få livet. Hvad der egentlig skete bag dødens porte ved vi ikke, men han blev ligesom et frø af kærlighed lagt i jorden, og den mørke jord blev dækket over ham. Hans død var ikke forgæves, men skete som led i Guds større plan om, at Jesus skulle gå den vej, som ingen andre kunne. Han levede uden synd – ja, det lyder utroligt! – og han rakte velsignelse og barmhjertighed ud til enhver, der tørste og sultede. Livet igennem følte han sig kaldet af Gud til at være tjener for mennesker, og han levede op til det indtil sit sidste åndedrag. Han gav virkeligt alt, hvad han havde i sig af livsånde, blod, sved og tårer – se, hvilket menneske, se hvilket sind! Han gav hele sit jordiske liv til Gud ved konstant at være tjener for næstekærligheden. For ham var det kun sand kærlighed at ofre sig for andre uden tanke på sig selv. Han samlede intet jordisk gods, han stiftede ikke familie, han bekymrede sig ikke for, hvordan han skulle overleve – for hans mission i verden var ikke at leve for sig selv, men at leve til ære for Gud og til gavn for mennesker. Ved at ofre sig selv indtil døden gik han ind for at danne bro mellem Gud i himlene og os på jorden; det er det, vi skal tage med herfra i dag og tænke over: At Jesus gik foran os, og at vi under hans kors stadig kan finde rum til at lette vort hjerte for al livets smerte. Amen.
Prædikentekster til Langfredag
Fredag 30. marts kl. 9.30 Hunderup, kl. 11 Vilslev
Uden altergang, ingen sølv på alteret, uden elektrisk eller levende lys. Først efter prædiken tænder jeg de levende lys
Salmer: 1. DDS 191,1-8: Gak under Jesu kors at stå; 2. DDS 197: Min Gud, min Gud; 3. DDS 201: Det hellige kors; --- ; 4. DDS 192: Hil dig Frelser; 5. DDS Ingen altergang ; 6. DDS 191, 9-16: Gak under Jesu kors at stå
MEDDELELSER
Næste gudstjenester
Hunderup: Søndag 1. april kl. 11
Vilslev: Søndag 1. april kl. 9.30 med kirkekaffe
Mandag d. 2. april kl. 16 er der kirkekoncert i Jernved kirke ved Grindsted og Omegns CentralKor – læs mere i kirkebladet. Og der er sangaften kl. 19 i Vilslev konfirmandstue med Roll Præstegaard og organist Dorte Grangård
