Når man for alvor er stresset og i langt tid har kløet på for at nå alt det, man har ambition om at nå – og gerne lidt mere, så kan man føle sig helt udbrændt og udslukt. Sådan går det, når man brænder sit lys fra begge ender på samme tid, og man ender med at brænde nallerne og brænde sammen. Man kan miste gnisten i livet og i et parforhold, for man skal huske at holde liv i gløden og glæden, så vi stadig kan få julelys i øjnene. Desværre kan der falde mørke skygger over sind og sjæl, så vi bliver væk i vores indre mørke. Vi taler om ”et formørket sind” hos dem, der gør onde og umenneskelige gerninger. Der findes mennesker i hvem, vi ikke kan se det store lys, men som nærmest er et stykke omvandrende mørke.
Billedsprog om lys og mørke spiller en stor rolle i vort sprog, og det viser noget om, at de ikke bare er noget i det ydre, men at de også et blevet et symbol på noget andet, noget indre. Naturens mørke får vi kæmpet tilbage ved elektrisk lys, men det er jo en ny opfindelse. I mange århundreder har mørket fyldt meget – og måske mest – og der var ikke andet at gøre end at følge døgnets rytme. Sove i mørket og arbejde i lyset. Selvom samfundet har taget enorme skridt i retningen af et på mange måder oplyst samfund, så er er lys og mørke stadig et interessant modsætningsforhold, som vi også i dag lægger rum til her i kirken. Med kyndelmisse fejrer vi, at halvdelen af vinteren er gået. Vi går mod lysere tider!
Lyset går også imod os. Eller det kan vi i hvert fald sige meningsfuldt her i kirken, for Jesus gik på jorden som et mægtigt skinnende lys midt i vores mørke. Hvad var der mørkt i verden? Vi har jo lige hørt, at Gud skabte lyset, og at Han så, det var godt. Jo, Gud skabte lyset, og Han skabte mennesket. Desværre er der også et syndefald, hvor mennesket vendte sig væk fra Gud. Når man som Adam og Eva står ansigt til ansigt med Gud, så er det som at stirre mod solen. Syndefaldet medførte, at vi nu står med ryggen mod Gud og mod solen. Solen skinner på vores ryg, men vi tror, den slet ikke skinner.
Da Jesus kom til mennesker viste han dem, at Guds lys stadig skinner. Jesus fik mennesker til at vende sig om. At vende sig med ansigtet mod solen, så de igen kunne mærke Gudslysets livgivende og varmende stråler. Er det så mærkeligt, at folk blev jublende glade, når Jesus havde vist dem, at lyset stadig skinner på dem? Igen og igen hører vi om børn, kvinder, mænd med alverdens sygdomme og skavanker, der bliver ramt af dette Gudslys, og de reagerer spontant med jubel og glæde. Som en ko, der slippes løs på forårsgræsset efter en lang vinter, eller som et barn, der får lov til at slå sig løs i en slikbutik. Glæden ved at se Gudslyset er dog større end deres glæde.
Uanset hvor meget vi stræber og kæmper og forsøger, kan vi ikke selv vende os om mod dette lys. For lyset kommer til os. Både som stjernen over Betlehem, som Jesus og som dåb og nadver. Det handler nemlig ikke om, hvad vi kan præstere eller om, hvor flotte, rige og dygtige vi er. Nej, det handler alene om, hvorvidt vi tør give slip på al den kontrol, som vi har fyldt vort liv med. ”Kontrol” er blevet et mantra i dagens samfund; staten kontrollerer os, og vi kontrollerer hinanden. Ingen kan føle sig sikre; der er stikkere over alt og væggene har ører. Vi har brug for kontrol, fordi vi er bange og fulde af mistro. Mistro er bare én af konsekvenserne af syndefaldet. Vi stirrer ind i mørket, og tænker, at vi kan skabe lys ved at kontrollere mørket. Men i mørket er alle mennesker grå.
Vi kan kun opgive kontrol, hvis vi har tillid. Tillid som et barn viser sine forældre, tillid til, at forældrene vil sørge godt for barnet. Hvem ønsker ikke at sørge godt for sit barn eller sin bror, søster, forældre, venner, kammerater, landsmænd? At vise tillid er at tro på, at den anden har gode intentioner; at der ikke vil ske mig noget ondt. At vise mistillid er at frygte dårlige intentioner; frygter man dårlige intentioner, begynder man at ville kontrollere den andens motiver og hensigter.
Mistillid ødelægger alt. Mistillid er som at stikke en finger i stearinlysets flamme, for at sikre sig, at den er virkelig. Mistillid er at puste for hårdt til bålets gryende ild for at teste, om den kan antænde hele bålet. Mistillid er at teste sit barn i tide og utide, for at afprøve, om det kan få succes i livet. Mistillid er at tjekke og dobbelttjekke borgernes indkomster og udgifter for at fange dem, der snyder i systemet. Vi er så bange, og derfor gør vi hinanden mere ondt end godt.
Som lyset er Kristus kommet til jord. Han er et lys, der brænder klart, uden at fortære med sin flamme; Han antænder en gnist af tillid i hjertet, og gnisten sætter mennesker fri af frygt og mistillid. Netop fordi vort eget indre lys så let brænder ud, har vi brug for et lys og en gnist, der kommer ude fra. Og vi har brug for et lys, der brænder kraftigere og som holder længere, end vor egen gør. I begyndelsen skabte Gud lyset, og han så, at det var godt. Gudslyset kom til jord, og det er et lys, som mørket ikke kan få bugt med. Det er et lys, som fostrer tillid og aldrig mistillid. Lyset er Kristus, der går ind i menneskelivets mørke, for at vise, at der stadig skinner et lys kraftigere og klarere end nogen Betlehemsstjerne.
Når man er bange, frygtsom eller fyldt af mistillid vender man sig ind i sig selv bl.a. for at undgå at blive såret af andre. Det resulterer i egoisme og selvforelskelse. Man kigger i et spejl, og tror, spejlbilledet er mere virkeligt, end den nødlidende næste, der råber om hjælp fra en grøftekant. Kristus inviterer os til at vende os bort fra spejlet, til at vende om, til at se hen til dem, der stadig lever i et mørke af mistillid og utryghed. Et frygtsomt liv er et flygtigt liv. Et liv i tillid er et trygt og trofast liv.
Af frygt kan vi miste interessen for andre. Jesus kom til jord netop for at pege på, at andre har brug for os, og at vi har brug for andre. Gud elsker os så meget, at Han sendte sin Søn for at vise os vejen, sandheden og livet. Jesus elsker hvert menneske, og ønsker det bedste for enhver af os. Han ønsker at skabe lys i det mørke, der fylder og tynger i vort liv og vor verden. Han ønsker at tænde Gudslysets gnist hos os, så vi i tillid og uden frygt kan være til glæde og gavn for mennesker omkring os. Jesus selv levede for andre, og nu kalder han hver enkelt af os ud af vort livs mørke til et liv i tro og tillid, et liv til glæde og gavn for os selv og mennesker omkring os. Amen.
MEDDELELSER
Søndag d. 11. februar er der fastelavnsgudstjeneste kl. 13 i Vilslev kirke ved Kevin Asmussen. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning og fastelavnsboller i Forsamlingshuset.
Mandag d. 5. februar kl. 19 er der sangaften i konfirmandstuen med musik af Dorte Grangård Olesen og Roll Præstegaard.
Torsdag d. 8. februar er der ikke morgengudstjeneste kl. 8 med konfirmanderne, da vi får besøg af Afrika in Touch, der vil fortælle om kristeligt arbejde i Afrika.
Kyndelmisse i Vilslev Kirke d. 4. februar 2018
Ole siger lidt om gudstjenesten, inden vi går i gang.
Præludium: Adagio fra Sonate nr. 3 i C-dur opus 5
Archangelo Corelli (1653-1713)
Udgangsbøn v. kirkesanger
1. salme 733 Skyerne gråne ( fra og med vers 3 )
Solosang: Vintersol bag mørke grene / tekst H. Lissner – musik Michael Bojesen
2. salme 4 Giv mig Gud en salmetunge
Læsning og prædiken + kirkebøn (lyset er slukket)
Kirkekoret: Guds nåde er en vintergæk / tekst Simon Grotrian – musik Jesper Gottlieb
3. salme 117 En rose så jeg skyde
Fadervor + velsignelse
4. salme Gå i mørket med lyset – Se bagsiden!
Udgangsbøn v. kirkesanger
Postludium: 2. sats -Allegro ( A. Corelli )
__________________
violin: Ole Steinmeier
cello: Roll Præstegaard
klaver: Dorte Grangård
solosang: Hanne Præstegaard
Vilslev og Hunderup Kirkekor
sognepræst: Ole Witte Madsen
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. (1 Mos 1)
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (Joh 1, 1-18) Amen.
Billedsprog om lys og mørke spiller en stor rolle i vort sprog, og det viser noget om, at de ikke bare er noget i det ydre, men at de også et blevet et symbol på noget andet, noget indre. Naturens mørke får vi kæmpet tilbage ved elektrisk lys, men det er jo en ny opfindelse. I mange århundreder har mørket fyldt meget – og måske mest – og der var ikke andet at gøre end at følge døgnets rytme. Sove i mørket og arbejde i lyset. Selvom samfundet har taget enorme skridt i retningen af et på mange måder oplyst samfund, så er er lys og mørke stadig et interessant modsætningsforhold, som vi også i dag lægger rum til her i kirken. Med kyndelmisse fejrer vi, at halvdelen af vinteren er gået. Vi går mod lysere tider!
Lyset går også imod os. Eller det kan vi i hvert fald sige meningsfuldt her i kirken, for Jesus gik på jorden som et mægtigt skinnende lys midt i vores mørke. Hvad var der mørkt i verden? Vi har jo lige hørt, at Gud skabte lyset, og at Han så, det var godt. Jo, Gud skabte lyset, og Han skabte mennesket. Desværre er der også et syndefald, hvor mennesket vendte sig væk fra Gud. Når man som Adam og Eva står ansigt til ansigt med Gud, så er det som at stirre mod solen. Syndefaldet medførte, at vi nu står med ryggen mod Gud og mod solen. Solen skinner på vores ryg, men vi tror, den slet ikke skinner.
Da Jesus kom til mennesker viste han dem, at Guds lys stadig skinner. Jesus fik mennesker til at vende sig om. At vende sig med ansigtet mod solen, så de igen kunne mærke Gudslysets livgivende og varmende stråler. Er det så mærkeligt, at folk blev jublende glade, når Jesus havde vist dem, at lyset stadig skinner på dem? Igen og igen hører vi om børn, kvinder, mænd med alverdens sygdomme og skavanker, der bliver ramt af dette Gudslys, og de reagerer spontant med jubel og glæde. Som en ko, der slippes løs på forårsgræsset efter en lang vinter, eller som et barn, der får lov til at slå sig løs i en slikbutik. Glæden ved at se Gudslyset er dog større end deres glæde.
Uanset hvor meget vi stræber og kæmper og forsøger, kan vi ikke selv vende os om mod dette lys. For lyset kommer til os. Både som stjernen over Betlehem, som Jesus og som dåb og nadver. Det handler nemlig ikke om, hvad vi kan præstere eller om, hvor flotte, rige og dygtige vi er. Nej, det handler alene om, hvorvidt vi tør give slip på al den kontrol, som vi har fyldt vort liv med. ”Kontrol” er blevet et mantra i dagens samfund; staten kontrollerer os, og vi kontrollerer hinanden. Ingen kan føle sig sikre; der er stikkere over alt og væggene har ører. Vi har brug for kontrol, fordi vi er bange og fulde af mistro. Mistro er bare én af konsekvenserne af syndefaldet. Vi stirrer ind i mørket, og tænker, at vi kan skabe lys ved at kontrollere mørket. Men i mørket er alle mennesker grå.
Vi kan kun opgive kontrol, hvis vi har tillid. Tillid som et barn viser sine forældre, tillid til, at forældrene vil sørge godt for barnet. Hvem ønsker ikke at sørge godt for sit barn eller sin bror, søster, forældre, venner, kammerater, landsmænd? At vise tillid er at tro på, at den anden har gode intentioner; at der ikke vil ske mig noget ondt. At vise mistillid er at frygte dårlige intentioner; frygter man dårlige intentioner, begynder man at ville kontrollere den andens motiver og hensigter.
Mistillid ødelægger alt. Mistillid er som at stikke en finger i stearinlysets flamme, for at sikre sig, at den er virkelig. Mistillid er at puste for hårdt til bålets gryende ild for at teste, om den kan antænde hele bålet. Mistillid er at teste sit barn i tide og utide, for at afprøve, om det kan få succes i livet. Mistillid er at tjekke og dobbelttjekke borgernes indkomster og udgifter for at fange dem, der snyder i systemet. Vi er så bange, og derfor gør vi hinanden mere ondt end godt.
Som lyset er Kristus kommet til jord. Han er et lys, der brænder klart, uden at fortære med sin flamme; Han antænder en gnist af tillid i hjertet, og gnisten sætter mennesker fri af frygt og mistillid. Netop fordi vort eget indre lys så let brænder ud, har vi brug for et lys og en gnist, der kommer ude fra. Og vi har brug for et lys, der brænder kraftigere og som holder længere, end vor egen gør. I begyndelsen skabte Gud lyset, og han så, at det var godt. Gudslyset kom til jord, og det er et lys, som mørket ikke kan få bugt med. Det er et lys, som fostrer tillid og aldrig mistillid. Lyset er Kristus, der går ind i menneskelivets mørke, for at vise, at der stadig skinner et lys kraftigere og klarere end nogen Betlehemsstjerne.
Når man er bange, frygtsom eller fyldt af mistillid vender man sig ind i sig selv bl.a. for at undgå at blive såret af andre. Det resulterer i egoisme og selvforelskelse. Man kigger i et spejl, og tror, spejlbilledet er mere virkeligt, end den nødlidende næste, der råber om hjælp fra en grøftekant. Kristus inviterer os til at vende os bort fra spejlet, til at vende om, til at se hen til dem, der stadig lever i et mørke af mistillid og utryghed. Et frygtsomt liv er et flygtigt liv. Et liv i tillid er et trygt og trofast liv.
Af frygt kan vi miste interessen for andre. Jesus kom til jord netop for at pege på, at andre har brug for os, og at vi har brug for andre. Gud elsker os så meget, at Han sendte sin Søn for at vise os vejen, sandheden og livet. Jesus elsker hvert menneske, og ønsker det bedste for enhver af os. Han ønsker at skabe lys i det mørke, der fylder og tynger i vort liv og vor verden. Han ønsker at tænde Gudslysets gnist hos os, så vi i tillid og uden frygt kan være til glæde og gavn for mennesker omkring os. Jesus selv levede for andre, og nu kalder han hver enkelt af os ud af vort livs mørke til et liv i tro og tillid, et liv til glæde og gavn for os selv og mennesker omkring os. Amen.
MEDDELELSER
Søndag d. 11. februar er der fastelavnsgudstjeneste kl. 13 i Vilslev kirke ved Kevin Asmussen. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning og fastelavnsboller i Forsamlingshuset.
Mandag d. 5. februar kl. 19 er der sangaften i konfirmandstuen med musik af Dorte Grangård Olesen og Roll Præstegaard.
Torsdag d. 8. februar er der ikke morgengudstjeneste kl. 8 med konfirmanderne, da vi får besøg af Afrika in Touch, der vil fortælle om kristeligt arbejde i Afrika.
Kyndelmisse i Vilslev Kirke d. 4. februar 2018
Ole siger lidt om gudstjenesten, inden vi går i gang.
Præludium: Adagio fra Sonate nr. 3 i C-dur opus 5
Archangelo Corelli (1653-1713)
Udgangsbøn v. kirkesanger
1. salme 733 Skyerne gråne ( fra og med vers 3 )
Solosang: Vintersol bag mørke grene / tekst H. Lissner – musik Michael Bojesen
2. salme 4 Giv mig Gud en salmetunge
Læsning og prædiken + kirkebøn (lyset er slukket)
Kirkekoret: Guds nåde er en vintergæk / tekst Simon Grotrian – musik Jesper Gottlieb
3. salme 117 En rose så jeg skyde
Fadervor + velsignelse
4. salme Gå i mørket med lyset – Se bagsiden!
Udgangsbøn v. kirkesanger
Postludium: 2. sats -Allegro ( A. Corelli )
__________________
violin: Ole Steinmeier
cello: Roll Præstegaard
klaver: Dorte Grangård
solosang: Hanne Præstegaard
Vilslev og Hunderup Kirkekor
sognepræst: Ole Witte Madsen
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. (1 Mos 1)
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (Joh 1, 1-18) Amen.
