Vi har jo alle set – og hørt dem. Små som store. De er hverken englebasser eller gode eksempler på, hvordan mennesker skal være over for hinanden. Lige fra deres spæde år i børnehaven har de ejerfornemmelser og er ikke bange for at skrige, råbe og slå hinanden og de voksne for at få deres vilje sat igennem. Ikke bare i børnehaven som små, men også i butikkerne som lidt større og på gader og stræder som unge og teenagere møder man ikke altid ligefrem pragteksemplarer af forbilleder, som vi kan hylde med statuer og lovprisninger. | 21. søndag efter Trinitatis (d. 9/11 2014) Læs Bibelteksterne til søndagen her 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik 2. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære 3. DDS 593: En hyrde glemmer fåret ej --- 4. DDS 675: Gud vi er i gode hænder 5. DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå 6. DDS 658: Når jeg er træt og trist |
Foruden børns uregerligheder og egoisme, slog det mig, at det barn, Jesus stillede i midten, sikkert havde løbet og leget, indtil Jesus trak det ind i flokken; det var sikkert en dreng, for pigerne kunne man godt forestille sig være hjemme hos deres mødre og hjælpe til med det huslige. Det var nok også en rask dreng, for Jesus helbredte de syge, og det er slet ikke på tale her.
Så vi har altså at gøre med en rask lille dreng, som Jesus trak ud af barndommens gadedrengestreger for uden videre at placere ham i en folkemængde af alvorlige granvoksne mænd og kvinder, der stod med undrende mine og alvorlige spørgsmål om, hvem der mon var den største i Himmeriget. Tænk på hvor ofte man som barn selv er krybet i skjul, når man pludselig skulle hilse på fremmede – og her nøjedes Jesus ikke med at puffe drengen i ryggen og undskylde ham hans naturlige generthed, drengen blev stillet midt i skaren og udpeget, ja, udråbt som et forbillede, et eksempel til nærmere undersøgelse for alle de kloge gamle, der pludselig havde fået flere spørgsmål på læben end de havde fået svar i ørerne. For Jesus besvarede slet ikke deres spørgsmål. Deres spørgsmål forudsatte nemlig, at de kom ind i Himmeriget, og det havde de allerede regnet med, da de stillede spørgsmålet – derfor sagde Jesus: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”
Hvad det overhovedet vil sige at komme ind i Himmeriget, har ikke fokus i dagens tekst. I stedet retter Jesus sit blik mod den måde, vi lever på. Man skal omvende sig og blive som barnet, siger han. Betyder det virkeligt, at man skal gå i barndom for at blive frelst? Skal vi fralægge os al ansvar, og undlade at gøre alt det, vi som voksne gør for at opretholde livet og samfundet? Det lille barn skal jo hverken tænke på arbejde, løn, afbetaling på bil og hus eller bekymre sig om at skaffe sig mad på bordet og tøj på kroppen. Tænk sig hvilken glæde det ville medføre blot at leve som børn igen! Sommeren var ligesom varmere dengang man var barn, og vinteren var sjovere, maden smagte bedre, livet var lettere og verden skønnere. Lidt mere fortryllende. Men efterhånden som man voksede til, forstummede eventyrene og drømmene blev blegere.
Eller ligger frelsen mon i barnets alder – den evige ungdom, som mange forsøger at erobre og eje ved bl.a. at fornægte deres egen alder eller at tale om ethvert stadie i livet som en ny ungdom. Creme og kure, kirurgi og helsekost forfører mange til at tro, de har fundet ungdommens kilde. Hvad medfører alderdommen andet end at alting kommer til at hænge og se træt ud, imens tiden langsomt men ulideligt sikkert tvinger vægten mere og mere over på det ene ben, man har stået med i graven, siden man blev født? De gamle, syge og demente puttes væk og gemmes af vejen – der er en grund til, at vi som samfund åbenbart skammer os over at have ældgamle og udslidte mennesker iblandt os. Der findes endda et udtryk om, at man kan ældes med ynde – hvilket blot betyder, at man ældes uden, at ungdommens glød viger fra kinderne og den livslette latter.
Disse overvejelser og tanker om barnet som et eksempel på det gode menneskeliv må afvises. Nej, barnet blev ikke et trukket frem som eksempel fordi det opfatter verden med en barnlig naivitet og ubekymrethed, eller fordi det er sundt og rask, eller fordi det er særligt velopdragent. Barnet blev ikke fremhævet, fordi det i sig selv besidder noget særligt. Det er ikke nærmere naturen eller Gud, bare fordi det er født senere end os andre. Men barnet skal fremhæves, fordi barnet er lille som et hjælpeløst får. Barnet ejer altså ikke særlige evner eller særlig indsigt, og netop derfor skal barnet fremhæves. Et barn lever de første år alene på sine forældres nåde og kærlighed – eller mangel på samme. Det er desværre ikke alle børn forundt at vokse op med gode forældre i sikre og rolige omgivelser. Vi ser desværre alt for ofte i land og by, at børn og forældre skuffer hinanden eller glæder hinanden alt efter, hvad livets luner byder på. Det er nemt at elske hinanden i medgang og fredelige tider, men når ufreden rammer og modgangen slår døren ind – hvem formår så at elske med hele sit hjerte, sit sind og sin styrke? Vores tro, håb og kærlighed til Gud og mennesker bevæger sig i bølger som om, vi alle var i samme båd, og båden befandt sig på et voldsomt oprørt hav – hele tiden vugger båden, og lader os om bord vakle mellem tro og tvivl. For ligesom barnet lever på sine forældres vilje, lever mennesker på Guds vilje, nåde, kærlighed.
Når der begås onde handlinger mod børn, mangler samfundet ikke anledning til med rette at stimle sammen i protester og fællesskaber i en god sags tjeneste. Børn kan ikke værge for sig, så andre må træde til. Lige så skrøbeligt som et barn er, lige så skrøbelige er mennesker uanset alder. Tvivlen og troen kan ramme børn og oldinge, unge og gamle, ansvarlige og uansvarlige. Som et lille barn er skrøbeligt og nemt kan gøres fortræd, sådan kan voksne mennesker også nemt gøres fortræd, hvor meget vi end øver os i at holde hovedet højt og smilet stift trods alverdens dårligdomme.
”Vel må der komme fald”, sagde Jesus, idet han godt kendte livets realiteter under syndens åg, hvorefter han fortsatte i en truende tone: ”men ve det mennesker, som bliver årsag til fald.” Herefter opremsede han nogle torturmetoder som fx at hugge sin hånd af eller rive sit øje ud, eller få en møllesten om halsen inden dykkerturen. Det der med at bringe til fald kan lyde underligt. Syndefaldet kender vi til, og selvom man nogle gange næsten ikke kan tro det, så er det faktisk muligt også at falde i denne verden.
Man kan falde for hinanden, falde i agtelse, falde på halen, falde ud, falde ind, falde hen og falde i søvn. At falde er en del af sproget, men selvom Jesus ikke nærmere forklarer, hvad han mener med at bringe et barn eller menneske til fald, så afslutter han dog sin tale med en kort lignelse om noget, som vi jyder kender til, nemlig får. En mand havde 100 får, og et af dem fór vild. Han lod de 99 blive tilbage for at lede efter dette ene. Manden er da en god hyrde, og skulle han lykkes med at finde det ene får, vil han glæde sig meget mere over dette ene får, end over de 99, der forblev troligt hos ham. De 99 får har tillid til deres hyrde, og de hænger ved ham dag og nat, fordi han yder dem beskyttelse mod de vilde dyr i bjergene. Men ét får skulle som et lille barn lige prøve noget andet, og spankulerede ud på eventyr som et skolebarn med en livlig fantasi. Når man sådan render rundt i sine egne tankers verden, kan man ende med at fare vild i den virkelige verden.
Det er dog ikke blot forbeholdt får og børn at løbe vildt omkring blændet af tanker og eventyrlyst mod stadig flere oplevelser i blind tiltro til ens egne evner og særlige talenter. Man skulle tro, vi havde øvet os på det hele barndommen igennem, for som voksne bliver vi mestre i at tænke os som selvstændige og gode mennesker, der nok skal kunne klare livets udfordringer på egen hånd. Hvem har man brug for, når alt går godt, og man lykkes med sine projekter i livet? Hvem andre end sig selv skylder man æren? Hvis man kun kan pege på sig selv som årsag til de gode ting i livet, hvem peger man så på, når de onde ting nådeløst indfinder sig? Står man alene i glæde og sejren, står man også alene i sorgen og tabet. Men som barnet er afhængigt af sine forældre – på godt og ondt – således er mennesker også afhængige af Guds vilje – på godt og ondt. Og lovet være Gud, at han er nådig og har sendt Jesus Kristus som den gode hyrde, der utrætteligt spejder efter de får, der fór vild og udmattet er truet med at falde omkuld. Amen.