I dag fejrer vi gudstjeneste udendørs, for udendørs var Jesus også, da han fór til himmels. Over os er himlen høj på solens stråler, under os er den sorte muld belagt med et grønt lag græs; det er forår, træerne springer ud og strækker deres grene op mod den livgivende sol; deres toppe bevæges af vinden, som er naturens usynlige hånd. Naturens farver viser os, at verden ikke er sort/hvid, og vi er herude, hvor vi ikke kan kontrollere vejret, men bare må tage imod regnens friskhed, solens varme, blæstens brise og fuglenes sang, for vi kan ikke overskue eller styre eller kontrollere alt, men må besinde os på, at i det store billede, er vi ganske små på grænsen til det ubetydelige. Tænk bare på, hvordan vi ser ud, når en astronaut ser på os ude fra rummet – eller når vi ser os selv på google earth.
Små er vi, og dog gavnlige. Det er ikke størrelsen, det kommer an på; thi ikke alt stort er godt. Se barer på myrerne; så små og undseelige, og dog med en byggeiver og virketrang, som skulle man tro, de blev betalt for det. Dyrene omkring os er fyldt af forår og bygger reder og opfostrer deres afkom, og forårets velsignelser fylder også os, så vinterens tungsind og tristhed smelter væk i forårssolens sommerstråler; måske er der en gryende forelskelse på vej hos en og anden, måske får vi mere mod på tilværelsen og samme virketrang som myren i tuen og fuglen i træet. Vi kan da håbe.
Kirkeligt set er der i dag tale om en af de dage, hvor vi samles til gudstjeneste om et emne, som kan være svær at finde hoved og hale i – nemlig Kristi Himmelfart – dvs. den dag, han fór til himmels. Siden har han ikke været på jorden, som dengang han levede iblandt os, og når han kommer igen, bliver det for at hente os hjem til sin Faders Paradis. Efter Jesu opstandelse i påsken besøgte han sine venner for at give dem mod på at leve et liv i tillid til Guds løfter; til trods for deres svigt og deres modløshed, fandt han frem til dem og viste dem sin kærlighed på ny.
Jesu liv var fyldt med underlige ting, som nok har fået folk til at snakke. Ikke nok med at hans mor påstod at være jomfru, da hun fødte Jesus, men Jesus selv påstod at være søn af selveste Gud og ikke nok med det, så gentog han det så meget, at man slog ham ihjel for at lukke munden på ham. Det er desværre stadig et effektivt middel, hvis man ikke gider forholde sig til, hvad folk siger. Men mennesker kan ikke lukke munden på Gud, så han oprejste sin søn og Jesus tog igen ordet. Det var ikke hvad som helst, han sagde til sine udvalgte, og det var ikke dagligdags smalltalk, men Jesus beordrede sine disciple ud i hele verden for at fortælle om Guds barmhjertighed og om en grænseløs kærlighed, som end ikke døden kunne træde under fode.
Jesus fór til himmels for at sidde ved vor Faders højre side; dér har han nemlig et godt overblik over alle verdens riger og lande, og derfra sendte han sin Ånd til jorden – som vi fejrer i pinsen. Hvis Jesus var blevet på jorden havde han kun kunnet hjælpe til ét sted af gangen, men i himlen kan han tilsyneladende være nærværende overalt på samme tid. Det er svært at forstå og begribe, men det er måske heller ikke alting, vi kan eller skal forstå. Nogle gange når vi til en grænse for, hvad vi kan forstå i kristendommen, men det skal dog ikke forhindre os i at leve i tro, håb og kærlighed – altså leve i troen på håbet om, at der er mere end nok med af Guds nåde og kærlighed til os alle.
Det er ikke sådan, at nogle er mere berettiget til at leve end andre, tværtimod står vi alle lige over for Gud og over for den eksistens, vi er plantet i. Vi har fået givet meget uden, at vi har gjort os fortjente til det, og så skylder vi at give meget videre. Man skal gøre meget, før man har gjort nok, og man skal gøre meget mere for at have givet mere, end man har modtaget. Vi har på forskellige måder fået skænket mange goder gaver i dette liv, og vi har fået talenter og muligheder for at gøre det gode for andre – hvorfor skulle vi så ikke gøre det?
Da Jesus fór til himmels stod disciplene og kiggede op og vidste ikke, hvad de skulle gøre, så Guds engle spurgte, hvorfor de dog stod og glanede mod himlen i stedte for at tage fat på det jævne og muntre virksomme liv på jord, som var deres egentlig opgave. Og så måtte de jo i gang.
Vi må også i gang, men uden at stresse eller jage afsted. For der er en tid til alt, der sker under himlen, og lige nu tager vi os tid til at være sammen, nyde overgange fra forår til sommer imens vi venter på pinsen. Vi synger salmer og beder bønner og lader Ånden give os, hvad vi har brug for, så vi kan leve videre som de mennesker, vi nu engang er skabt til at være.
Jesus sender Ånden af sted for at give os mod på tilværelsen og indgyde os håb om, at vi rent faktisk har en betydning, selvom vi kan føle os som myrer, der er uden betydning i det store billede. Selvom Jesus sidder i det høje og har overblikket over det store billede, så betyder hver enkelt af os uendeligt meget for ham. Vi er ikke bare en masse mennesker, men hver af os er unik – også i forhold til at give en hjælpende hånd i Guds Ånd.
For der er endnu mange steder i den globale verden, hvor budskabet om Guds kærlighed og barmhjertighed endnu ikke har fået rodfæste – og der er mange lokalt iblandt os, som enten har mistet troen, mistet håbet eller mistet kærligheden. Dem skylder vi at være med til at give ny tro, nyt håb og ny kærlighed. Vi kan så frøene, vi kan vande og pleje, men Gud selv må give væksten; og det er hans fortjeneste, når vi gang på gang kan vågne op til en ny dag og tænke: ”I dag vil jeg gerne leve, og jeg vil gerne gøre noget godt for andre.” For ligesom vi har fået, må vi også give.
Næstekærlighed er altså bare ikke et flot teologisk begreb, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, men det er praktisk hverdag – for livet leves tæt ved jorden, nær andre og her, hvor vi nu engang bor og er til. Jesus selv var som jordiske menneske begrænset til kun at kunne hjælpe ét sted af gangen; men i Himmelen kan han sidde som en kærlighedens hærfører, der sender sine tropper ud i en kamp mod ondskab og uretfærdighed. Det gælder især den uretfærdighed, at nogle er overladt til sig selv – uden at have nogle at elske og uden at blive elsket af andre. Forladt og alene i livet og i tilværelsen. Om man er ung eller gammel har vi alle et grundlæggende behov for et hjerterum både i himlen og på jorden. Det kan være svært at forholde sig til Guds kærlighed, så vi er udsendt af Jesus for at være hans ambassadører, hans medhjælpere i de konkrete situationer.
Så længe vi lever her iblandt hinanden kan vi begå mange fejl, og vi kan blive stressede og modløse, fordi det ikke går, som vi gerne vil. Også når vi forsøger at hjælpe andre. Hvem kan hjælpe den, der ikke vil have hjælp? Vi må indse, at vi ikke selv kan klare alting i livet, og at vi ikke har det store overblik. Det må vi tage alvorligt, så vi ikke knækker halsen i forsøget på at tage tilværelsens skæbne i vor egen hånd, for den er alt for tung for os. Til gengæld må vi bede om, at vi også må få hjælp af den hellige Ånd, så vi kan arbejde med vor hånd. Derom beder vi, når vi siger: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS Velkommen i den grønne lund, Højskolesangbog; 2. DDS 15 Op al den ting; 3. DDS 257: Vaj nu, Dannebrog på voven; --- 4. DDS 80: Tak og ære; 5. DDS ingen altergamg; 6. DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs
Små er vi, og dog gavnlige. Det er ikke størrelsen, det kommer an på; thi ikke alt stort er godt. Se barer på myrerne; så små og undseelige, og dog med en byggeiver og virketrang, som skulle man tro, de blev betalt for det. Dyrene omkring os er fyldt af forår og bygger reder og opfostrer deres afkom, og forårets velsignelser fylder også os, så vinterens tungsind og tristhed smelter væk i forårssolens sommerstråler; måske er der en gryende forelskelse på vej hos en og anden, måske får vi mere mod på tilværelsen og samme virketrang som myren i tuen og fuglen i træet. Vi kan da håbe.
Kirkeligt set er der i dag tale om en af de dage, hvor vi samles til gudstjeneste om et emne, som kan være svær at finde hoved og hale i – nemlig Kristi Himmelfart – dvs. den dag, han fór til himmels. Siden har han ikke været på jorden, som dengang han levede iblandt os, og når han kommer igen, bliver det for at hente os hjem til sin Faders Paradis. Efter Jesu opstandelse i påsken besøgte han sine venner for at give dem mod på at leve et liv i tillid til Guds løfter; til trods for deres svigt og deres modløshed, fandt han frem til dem og viste dem sin kærlighed på ny.
Jesu liv var fyldt med underlige ting, som nok har fået folk til at snakke. Ikke nok med at hans mor påstod at være jomfru, da hun fødte Jesus, men Jesus selv påstod at være søn af selveste Gud og ikke nok med det, så gentog han det så meget, at man slog ham ihjel for at lukke munden på ham. Det er desværre stadig et effektivt middel, hvis man ikke gider forholde sig til, hvad folk siger. Men mennesker kan ikke lukke munden på Gud, så han oprejste sin søn og Jesus tog igen ordet. Det var ikke hvad som helst, han sagde til sine udvalgte, og det var ikke dagligdags smalltalk, men Jesus beordrede sine disciple ud i hele verden for at fortælle om Guds barmhjertighed og om en grænseløs kærlighed, som end ikke døden kunne træde under fode.
Jesus fór til himmels for at sidde ved vor Faders højre side; dér har han nemlig et godt overblik over alle verdens riger og lande, og derfra sendte han sin Ånd til jorden – som vi fejrer i pinsen. Hvis Jesus var blevet på jorden havde han kun kunnet hjælpe til ét sted af gangen, men i himlen kan han tilsyneladende være nærværende overalt på samme tid. Det er svært at forstå og begribe, men det er måske heller ikke alting, vi kan eller skal forstå. Nogle gange når vi til en grænse for, hvad vi kan forstå i kristendommen, men det skal dog ikke forhindre os i at leve i tro, håb og kærlighed – altså leve i troen på håbet om, at der er mere end nok med af Guds nåde og kærlighed til os alle.
Det er ikke sådan, at nogle er mere berettiget til at leve end andre, tværtimod står vi alle lige over for Gud og over for den eksistens, vi er plantet i. Vi har fået givet meget uden, at vi har gjort os fortjente til det, og så skylder vi at give meget videre. Man skal gøre meget, før man har gjort nok, og man skal gøre meget mere for at have givet mere, end man har modtaget. Vi har på forskellige måder fået skænket mange goder gaver i dette liv, og vi har fået talenter og muligheder for at gøre det gode for andre – hvorfor skulle vi så ikke gøre det?
Da Jesus fór til himmels stod disciplene og kiggede op og vidste ikke, hvad de skulle gøre, så Guds engle spurgte, hvorfor de dog stod og glanede mod himlen i stedte for at tage fat på det jævne og muntre virksomme liv på jord, som var deres egentlig opgave. Og så måtte de jo i gang.
Vi må også i gang, men uden at stresse eller jage afsted. For der er en tid til alt, der sker under himlen, og lige nu tager vi os tid til at være sammen, nyde overgange fra forår til sommer imens vi venter på pinsen. Vi synger salmer og beder bønner og lader Ånden give os, hvad vi har brug for, så vi kan leve videre som de mennesker, vi nu engang er skabt til at være.
Jesus sender Ånden af sted for at give os mod på tilværelsen og indgyde os håb om, at vi rent faktisk har en betydning, selvom vi kan føle os som myrer, der er uden betydning i det store billede. Selvom Jesus sidder i det høje og har overblikket over det store billede, så betyder hver enkelt af os uendeligt meget for ham. Vi er ikke bare en masse mennesker, men hver af os er unik – også i forhold til at give en hjælpende hånd i Guds Ånd.
For der er endnu mange steder i den globale verden, hvor budskabet om Guds kærlighed og barmhjertighed endnu ikke har fået rodfæste – og der er mange lokalt iblandt os, som enten har mistet troen, mistet håbet eller mistet kærligheden. Dem skylder vi at være med til at give ny tro, nyt håb og ny kærlighed. Vi kan så frøene, vi kan vande og pleje, men Gud selv må give væksten; og det er hans fortjeneste, når vi gang på gang kan vågne op til en ny dag og tænke: ”I dag vil jeg gerne leve, og jeg vil gerne gøre noget godt for andre.” For ligesom vi har fået, må vi også give.
Næstekærlighed er altså bare ikke et flot teologisk begreb, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, men det er praktisk hverdag – for livet leves tæt ved jorden, nær andre og her, hvor vi nu engang bor og er til. Jesus selv var som jordiske menneske begrænset til kun at kunne hjælpe ét sted af gangen; men i Himmelen kan han sidde som en kærlighedens hærfører, der sender sine tropper ud i en kamp mod ondskab og uretfærdighed. Det gælder især den uretfærdighed, at nogle er overladt til sig selv – uden at have nogle at elske og uden at blive elsket af andre. Forladt og alene i livet og i tilværelsen. Om man er ung eller gammel har vi alle et grundlæggende behov for et hjerterum både i himlen og på jorden. Det kan være svært at forholde sig til Guds kærlighed, så vi er udsendt af Jesus for at være hans ambassadører, hans medhjælpere i de konkrete situationer.
Så længe vi lever her iblandt hinanden kan vi begå mange fejl, og vi kan blive stressede og modløse, fordi det ikke går, som vi gerne vil. Også når vi forsøger at hjælpe andre. Hvem kan hjælpe den, der ikke vil have hjælp? Vi må indse, at vi ikke selv kan klare alting i livet, og at vi ikke har det store overblik. Det må vi tage alvorligt, så vi ikke knækker halsen i forsøget på at tage tilværelsens skæbne i vor egen hånd, for den er alt for tung for os. Til gengæld må vi bede om, at vi også må få hjælp af den hellige Ånd, så vi kan arbejde med vor hånd. Derom beder vi, når vi siger: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS Velkommen i den grønne lund, Højskolesangbog; 2. DDS 15 Op al den ting; 3. DDS 257: Vaj nu, Dannebrog på voven; --- 4. DDS 80: Tak og ære; 5. DDS ingen altergamg; 6. DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs
