”Er vi der snart?”
Sådan har det lydt på bagsædet af bilen igennem mange år, når man har taget sine børn med på tur. Undervejs på en lang køretur skal man være opmærksom på både rastepladser og tankstationer, og som fører af bilen skal man helst undgå at bumpe ind i for mange andre bilister og naturens vilde dyr. ”Er vi der snart?” er et spørgsmål man stiller, når man ikke ved, hvor langt der er, eller ved, hvornår man skal ankomme. Man stiller spørgsmålet, når man keder sig, og ikke længere gider deltage i selve rejsen, men bare vil frem til målet.
Når man går sig en tur, som vi har gjort i dag, bevæger man sig igennem landskabet på en anden måde end med bil. Bilen er effektiv, når man skal hurtigt frem; at gå til fods er effektiv, hvis man gerne vil se og høre og tage turen skridt for skridt, uden at haste sig frem. Det er blevet meget populært at tage på pilgrimsvandringer både her i landet og især på Caminoen. På pilgrimsvandring lægges vægten på bøn, eftertænksomhed, selve den udmattende tur og ikke mindst stilhed – og derfor hedder vores tur ikke en pilgrimsvandring, men en kulturvandring eller lokalhistorisk vandring. Vi lægger nemlig vægten på at høre om det lokale, se kulturen og mærket naturen, og så at få snakket lidt med hinanden undervejs.
Vi begyndte i Hjortlund kirke, gik en tur og brugte sanserne i det lunefulde danske forårsvejr for nu igen at befinde os i en kirke. Området mellem Hjortlund og Vilslev er fyldt med kultur og lokale egnshistorier, men det gælder for det meste, at historierne hører fortiden til. I kirkerne befinder vi os dog så at sige inde i historien, for de ældgamle bygninger fra 1100-tallet er stadig i brug og besøges flittigt. Tænk sig, hvis murerne virkeligt havde ører eller endnu bedre: munde, så de kunne fortælle historierne fra de svundne tider; utallige har lagt deres vej forbi, talløse er blevet døbt herinde, konfirmeret, viet, begravet eller bisat, og jeg kan selv blive helt stille ved tanken om og følelsen af historiens vingesus, der rammer, når man forestiller sig kirkebygningens historie i forhold til sin egen historie.
Som sagt har mange allerede lagt deres veje forbi kirken både i Hjortlund og her i Vilslev, og mange flere vil utvivlsomt komme i fremtiden. Der er naturligvis kritiske røster rundt om i landet, som der ofte har været, røster imod folkekirke og religion, imod kristendom og troen på Gud. Alle røster til trods, står kirkerne her endnu og er stille, trodsige vidner om, at de kritiske røster endnu ikke har sejret. Hvad enten man er fortaler eller modstander, er vi dog alle her på jorden, vi er alle lige meget mennesker, selvom nogle hævder at være mere menneske end andre. Rundt om i landsbyerne kan vi se de hvidkalkede bygninger, der ligger som tegn på pagten mellem Gud og os – Gud har selv sagt, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.
Så længe vi lever, er vi på vandring. HC Andersen sagde som bekendt: ”at rejse er at leve”, men det giver også mening at sige, ”at leve er at rejse”, for selvom ikke hver dag er en spændende eventyrrejse til et eksotisk land, så indeholder hver dag muligheder for at møde ukendte personer, at se ting på en ny måde – og i dag har vi både bogstaveligt og billedligt været på rejse sammen. Vi begyndte i kirken for at få styrke til at gå vandringen, og vi slutter i kirken for at hvile ud efter turen. På den måde er vi omsluttet af de velsignende ord fra vor Fader i himlene.
Da Jesus var opstået fra de døde og havde spist sammen med sine disciple, fór han til himmels, og jeg synes det er et meget flot billede, evangelisten Lukas viser, når han skriver:” Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.” På nogle malerier ser man det øjeblik, og ser, hvordan Jesus bliver ved med at velsigne, selvom han løftes op mod himlen. Det må vi også tage til os; at vi lever under Frelserens velsignelse, at vi vandrer i Faderens nåde og at vi samles i Helligåndens fællesskab. Vi er altså ikke efterladt til en ukendt skæbne, men må forlade os på velsignelser og nåde, uanset hvilken vej vi går i livet; om vejen er lang eller kort, om den er belagt med roser eller torne. Når vi så trænger til styrke eller trænger til hvile, kan vi søge til kirken, hvor der er rasteplads for både sjæl og legeme. For vandre skal vi, det er vi skabt til, leve skal vi, for det er vores opgave, elske må vi, for ellers ville livet være tomhed og øde. Men hvile skal vi også, så vi atter med nyt gå-på-mod kan tage skridt på hver vores livs rejse. ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.” (DDS 752, vers 4: Morgenstund har guld i mund) Amen.
Bibeltekster til Krisit Himmelfartsdag
Salmer: 1. DDS 257: Vaj nu Dannebrog på voven; 2. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; --- prædiken; 3. DDS 251: Jesus, himmelfaren; 4. DDS 29: Spænd over os dit himmelsejl
Sådan har det lydt på bagsædet af bilen igennem mange år, når man har taget sine børn med på tur. Undervejs på en lang køretur skal man være opmærksom på både rastepladser og tankstationer, og som fører af bilen skal man helst undgå at bumpe ind i for mange andre bilister og naturens vilde dyr. ”Er vi der snart?” er et spørgsmål man stiller, når man ikke ved, hvor langt der er, eller ved, hvornår man skal ankomme. Man stiller spørgsmålet, når man keder sig, og ikke længere gider deltage i selve rejsen, men bare vil frem til målet.
Når man går sig en tur, som vi har gjort i dag, bevæger man sig igennem landskabet på en anden måde end med bil. Bilen er effektiv, når man skal hurtigt frem; at gå til fods er effektiv, hvis man gerne vil se og høre og tage turen skridt for skridt, uden at haste sig frem. Det er blevet meget populært at tage på pilgrimsvandringer både her i landet og især på Caminoen. På pilgrimsvandring lægges vægten på bøn, eftertænksomhed, selve den udmattende tur og ikke mindst stilhed – og derfor hedder vores tur ikke en pilgrimsvandring, men en kulturvandring eller lokalhistorisk vandring. Vi lægger nemlig vægten på at høre om det lokale, se kulturen og mærket naturen, og så at få snakket lidt med hinanden undervejs.
Vi begyndte i Hjortlund kirke, gik en tur og brugte sanserne i det lunefulde danske forårsvejr for nu igen at befinde os i en kirke. Området mellem Hjortlund og Vilslev er fyldt med kultur og lokale egnshistorier, men det gælder for det meste, at historierne hører fortiden til. I kirkerne befinder vi os dog så at sige inde i historien, for de ældgamle bygninger fra 1100-tallet er stadig i brug og besøges flittigt. Tænk sig, hvis murerne virkeligt havde ører eller endnu bedre: munde, så de kunne fortælle historierne fra de svundne tider; utallige har lagt deres vej forbi, talløse er blevet døbt herinde, konfirmeret, viet, begravet eller bisat, og jeg kan selv blive helt stille ved tanken om og følelsen af historiens vingesus, der rammer, når man forestiller sig kirkebygningens historie i forhold til sin egen historie.
Som sagt har mange allerede lagt deres veje forbi kirken både i Hjortlund og her i Vilslev, og mange flere vil utvivlsomt komme i fremtiden. Der er naturligvis kritiske røster rundt om i landet, som der ofte har været, røster imod folkekirke og religion, imod kristendom og troen på Gud. Alle røster til trods, står kirkerne her endnu og er stille, trodsige vidner om, at de kritiske røster endnu ikke har sejret. Hvad enten man er fortaler eller modstander, er vi dog alle her på jorden, vi er alle lige meget mennesker, selvom nogle hævder at være mere menneske end andre. Rundt om i landsbyerne kan vi se de hvidkalkede bygninger, der ligger som tegn på pagten mellem Gud og os – Gud har selv sagt, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.
Så længe vi lever, er vi på vandring. HC Andersen sagde som bekendt: ”at rejse er at leve”, men det giver også mening at sige, ”at leve er at rejse”, for selvom ikke hver dag er en spændende eventyrrejse til et eksotisk land, så indeholder hver dag muligheder for at møde ukendte personer, at se ting på en ny måde – og i dag har vi både bogstaveligt og billedligt været på rejse sammen. Vi begyndte i kirken for at få styrke til at gå vandringen, og vi slutter i kirken for at hvile ud efter turen. På den måde er vi omsluttet af de velsignende ord fra vor Fader i himlene.
Da Jesus var opstået fra de døde og havde spist sammen med sine disciple, fór han til himmels, og jeg synes det er et meget flot billede, evangelisten Lukas viser, når han skriver:” Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.” På nogle malerier ser man det øjeblik, og ser, hvordan Jesus bliver ved med at velsigne, selvom han løftes op mod himlen. Det må vi også tage til os; at vi lever under Frelserens velsignelse, at vi vandrer i Faderens nåde og at vi samles i Helligåndens fællesskab. Vi er altså ikke efterladt til en ukendt skæbne, men må forlade os på velsignelser og nåde, uanset hvilken vej vi går i livet; om vejen er lang eller kort, om den er belagt med roser eller torne. Når vi så trænger til styrke eller trænger til hvile, kan vi søge til kirken, hvor der er rasteplads for både sjæl og legeme. For vandre skal vi, det er vi skabt til, leve skal vi, for det er vores opgave, elske må vi, for ellers ville livet være tomhed og øde. Men hvile skal vi også, så vi atter med nyt gå-på-mod kan tage skridt på hver vores livs rejse. ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.” (DDS 752, vers 4: Morgenstund har guld i mund) Amen.
Bibeltekster til Krisit Himmelfartsdag
Salmer: 1. DDS 257: Vaj nu Dannebrog på voven; 2. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; --- prædiken; 3. DDS 251: Jesus, himmelfaren; 4. DDS 29: Spænd over os dit himmelsejl
