Endelig er vi nået frem til juleaften – eller måske skal vi hellere sige, at juleaften er nået frem til os; vi har jo ikke fået tiden til at gå hurtigere, men vi har ventet tålmodigt på det, der skulle komme. Juleaften har længe ligget ude i fremtiden, men imens uret har slået sine faste slag, er vi ganske enkelt blevet rykket nærmere og nærmere på, indtil vi nu står lige ved tærsklen til alt det hyggelige, der venter os hjemme i de varme og pyntede stuer. Ventetiden er ovre! – for denne gang. Næste år vil vi igen gå hele december og se frem mod juleaften.
Når vi åbner gaverne, får vi at se, om vore forventninger bliver indfriet; altså, om vi får det, vi har ønsket os. For mange år siden en julenat i Betlehem fik hele verden en gave fra Gud. Men levede gaven op til folks forventninger dengang? De ville have et tegn fra Gud. Et tegn, så de kunne tro, at Gud ikke havde forladt dem. Dengang ønskede man sig en stor og stærk konge, der kunne fjerne fjenderne fra Israel og gøre landet rigere og stærkere end alle andre. I stedet fik de et barn, der ikke var plads til, og som derfor blev vist hen til at ligge i et foddertrug i en lugtende stald, og de første gæster var nogle fattige hyrder. Sådan modtog verden altså himlens kongesøn. Englesangen over markerne og stjernen over stalden gjorde åbenbart ikke så stort et indtryk; i hvert fald blev Jesus ikke modtaget som en kærkommen og længe ventet gave, men han blev henvist til staldens krybbe. Der var altså ikke meget hygge over det dengang, selvom vores julekrybbe her i kirken nærmest gør det til det hyggeligste i verden. Det, der var uhyggeligt for Josef og Maria er nærmest blevet det hyggeligste eventyr for os. Sådan går det vel, når vi selv i kirken gør det hyggeligere. Fortællingen om Jesu fødsel er blevet en del af den hyggelige juleaften, som er indledt med 24 dages julekalender og små pakker til de heldige. Overdådighedsfesten strækker sig over langt tid, og kulminerer juleaften med juletræ og julegaver, julemad og julesange og -salmer! Al deres uhygge og utryghed dengang er med rette blevet til hygge og tryghed hos os.
Der er altså sket en omvæltning fra det uhyggelige til det hyggelige, og det er fint, men dog skal vi huske det gamle for at værdsætte det nye. Hvis vi kun stirrer på det nye, bedrager vi os selv og tror, at det nuværende ingen fortid eller forhistorie har. Men julen står ikke alene. Jesu fødsel strakte sig bagud i de gamle fortællinger om et folk, der længtes efter en stor konge, og Jesu fødsel peger frem mod påske. Kun fordi det blev påske for Jesus, kan vi fejre en jul, hvor sorg er til glæde vendt, og hvor himlen har vendt sig mod jorden så vi ikke længere skal strække hals eller gå med næsen i sky eller vende øjnene mod himlen for at opleve Gudsrigets nærvær. Det er nu til stede hos os her i Guds ord samt dåbens bad og nadverens bord.
Hyrderne gik fra markens kolde mørke til lysets varme. Det var midt i julenat, den mørkeste tid i døgnet, at Guds lys blev tændt som en lille flamme, der lyste nok til at lokke både hyrder fra marken og vise mænd fra Østerland til den lille stald i Betlehem. I en tid hvor mennesker længtes mod himlen, så længtes Gud mod jorden. Vi kan godt stadig længes efter det himmelske paradis, men Jesus viste os, at det er her på jorden, vi er skabt til at leve, og sat til at elske. Hvad der skete dengang i Betlehem lyder derfor også til os i dag.
I kristendommen vendes der op og ned på tingene. I mørket skinner lyset, i kulden udbredes varmen, kongen fødtes hos fattige, frelseren befinder sig blandt fortabte, de håbsløse får håb og de modløse mod, kærligheden skinner for ny til dem, der har mistet, og nådige ord lyder til dem, der bærer sorg og smerte i tanke og hjerte. Dem, der kom til stalden i Betlehem var folk, der ikke havde nok i sig selv; det var personer, der havde indset deres mangel i livet og derfor søgte et håb at leve på. Normalt blev en konge født på et prægtigt slot omgivet af tjenere og fornemme gæster; og kongens søn skulle vokse op fjernt fra almindelige mennesker for at kunne regere over sit jordiske rige, opkræve skatter og forsvare kongeriget mod indtrængende fjender. Men med Jesus er det omvendt; han blev født i en stald, og hans gæster var hyrder og fremmede, for han skulle ikke opvartes, men selv være tjener for mennesker; han kom for at opsøge dem, alle andre havde glemt. Han opkrævede ikke skatter eller førte politik, men han forlangte barmhjertighed og kærlighed af enhver – ja, han forlangte endda, at man skulle elske sine fjender!
Jesus er Guds kærlighed til os; og Jesus delte håb til mange, imens han levede på jorden. Kærlighed og håb er store gaver, og de er heldigvis umulige at pakke ind, for de skal udfoldes i livet med andre. Det største lys, der kan tændes for os, og som vi kan tænde for hinanden er netop gaver, der ikke kan pakkes ind – selv ikke, hvis vi havde gavepapir af glitrende guld og diamanter.
Kærligheden fra Gud til os var et levende menneske, og kærligheden mellem os må udleves i hjerterum, i tilgivelse og barmhjertighed. Det er store ord, og vi kan aldrig gøre det godt nok. Guds gave til os var vel næsten også for stor, hvis vi skal tænke på vores jyske hang til besindighed. Men hvad ville livet dog være, hvis ikke vi fik bare et lille lys i mørket, og smagte bare en lille smule kærlighed? Julenat lod Gud en dråbe af sin kærlighed lande hos os; og som en rose skød den frem af den frosne jord.
Julen er hjerternes tid, siges det, næsten som om, at alle andre tider ikke er hjerternes tid. Nogle gange kan man godt bekymre sig over, at hjerterne ofte er kolde det meste af året, og så er det da pudsigt, at hjerterne bliver varme i den kolde tid. Men sådan er det jo; i det dybeste mørke skinner selv det mindste lys allerklarest, og i den koldeste verden varmer den mindste smule barmhjertighed mest. Om der så er mange eller få gaver under juletræer, og om der står rigeligt eller lidt mad på bordet, og om man kan være sammen med sine kære, eller må savne nogle i aften, så må vi til hver en tid huske, at der engang blev tændt et lys, engang viste Gud sin kærlighed, og engang blev der talt nådige ord og udført barmhjertige gerninger mod enhver, der trængte til det. Det skete engang, og det sker for os i dag, for hver juleaften fejrer vi glædens, lysets og kærlighedens fødsel. I morgen, Juledag, skal vi høre, hvad det så betyder, at Gud julenat plantede en rose i vores verden, og derved lod den himmelske glæde være jordens gæst. Det er det enkle og sande julebudskab. Glædelig jul! Amen.
Læs prædikenteksterne til Juleaften
Salmer: 1. DDS 94: Det kimer nu; 2. DDS 78: blomstre som en rosengård; 3. DDS 120: Glade jul, dejlige jul ; --- ; 4. DDS 109: I denne søde juletid; 5. DDS 121: Dejlig er jorden – lyset slukkes
Når vi åbner gaverne, får vi at se, om vore forventninger bliver indfriet; altså, om vi får det, vi har ønsket os. For mange år siden en julenat i Betlehem fik hele verden en gave fra Gud. Men levede gaven op til folks forventninger dengang? De ville have et tegn fra Gud. Et tegn, så de kunne tro, at Gud ikke havde forladt dem. Dengang ønskede man sig en stor og stærk konge, der kunne fjerne fjenderne fra Israel og gøre landet rigere og stærkere end alle andre. I stedet fik de et barn, der ikke var plads til, og som derfor blev vist hen til at ligge i et foddertrug i en lugtende stald, og de første gæster var nogle fattige hyrder. Sådan modtog verden altså himlens kongesøn. Englesangen over markerne og stjernen over stalden gjorde åbenbart ikke så stort et indtryk; i hvert fald blev Jesus ikke modtaget som en kærkommen og længe ventet gave, men han blev henvist til staldens krybbe. Der var altså ikke meget hygge over det dengang, selvom vores julekrybbe her i kirken nærmest gør det til det hyggeligste i verden. Det, der var uhyggeligt for Josef og Maria er nærmest blevet det hyggeligste eventyr for os. Sådan går det vel, når vi selv i kirken gør det hyggeligere. Fortællingen om Jesu fødsel er blevet en del af den hyggelige juleaften, som er indledt med 24 dages julekalender og små pakker til de heldige. Overdådighedsfesten strækker sig over langt tid, og kulminerer juleaften med juletræ og julegaver, julemad og julesange og -salmer! Al deres uhygge og utryghed dengang er med rette blevet til hygge og tryghed hos os.
Der er altså sket en omvæltning fra det uhyggelige til det hyggelige, og det er fint, men dog skal vi huske det gamle for at værdsætte det nye. Hvis vi kun stirrer på det nye, bedrager vi os selv og tror, at det nuværende ingen fortid eller forhistorie har. Men julen står ikke alene. Jesu fødsel strakte sig bagud i de gamle fortællinger om et folk, der længtes efter en stor konge, og Jesu fødsel peger frem mod påske. Kun fordi det blev påske for Jesus, kan vi fejre en jul, hvor sorg er til glæde vendt, og hvor himlen har vendt sig mod jorden så vi ikke længere skal strække hals eller gå med næsen i sky eller vende øjnene mod himlen for at opleve Gudsrigets nærvær. Det er nu til stede hos os her i Guds ord samt dåbens bad og nadverens bord.
Hyrderne gik fra markens kolde mørke til lysets varme. Det var midt i julenat, den mørkeste tid i døgnet, at Guds lys blev tændt som en lille flamme, der lyste nok til at lokke både hyrder fra marken og vise mænd fra Østerland til den lille stald i Betlehem. I en tid hvor mennesker længtes mod himlen, så længtes Gud mod jorden. Vi kan godt stadig længes efter det himmelske paradis, men Jesus viste os, at det er her på jorden, vi er skabt til at leve, og sat til at elske. Hvad der skete dengang i Betlehem lyder derfor også til os i dag.
I kristendommen vendes der op og ned på tingene. I mørket skinner lyset, i kulden udbredes varmen, kongen fødtes hos fattige, frelseren befinder sig blandt fortabte, de håbsløse får håb og de modløse mod, kærligheden skinner for ny til dem, der har mistet, og nådige ord lyder til dem, der bærer sorg og smerte i tanke og hjerte. Dem, der kom til stalden i Betlehem var folk, der ikke havde nok i sig selv; det var personer, der havde indset deres mangel i livet og derfor søgte et håb at leve på. Normalt blev en konge født på et prægtigt slot omgivet af tjenere og fornemme gæster; og kongens søn skulle vokse op fjernt fra almindelige mennesker for at kunne regere over sit jordiske rige, opkræve skatter og forsvare kongeriget mod indtrængende fjender. Men med Jesus er det omvendt; han blev født i en stald, og hans gæster var hyrder og fremmede, for han skulle ikke opvartes, men selv være tjener for mennesker; han kom for at opsøge dem, alle andre havde glemt. Han opkrævede ikke skatter eller førte politik, men han forlangte barmhjertighed og kærlighed af enhver – ja, han forlangte endda, at man skulle elske sine fjender!
Jesus er Guds kærlighed til os; og Jesus delte håb til mange, imens han levede på jorden. Kærlighed og håb er store gaver, og de er heldigvis umulige at pakke ind, for de skal udfoldes i livet med andre. Det største lys, der kan tændes for os, og som vi kan tænde for hinanden er netop gaver, der ikke kan pakkes ind – selv ikke, hvis vi havde gavepapir af glitrende guld og diamanter.
Kærligheden fra Gud til os var et levende menneske, og kærligheden mellem os må udleves i hjerterum, i tilgivelse og barmhjertighed. Det er store ord, og vi kan aldrig gøre det godt nok. Guds gave til os var vel næsten også for stor, hvis vi skal tænke på vores jyske hang til besindighed. Men hvad ville livet dog være, hvis ikke vi fik bare et lille lys i mørket, og smagte bare en lille smule kærlighed? Julenat lod Gud en dråbe af sin kærlighed lande hos os; og som en rose skød den frem af den frosne jord.
Julen er hjerternes tid, siges det, næsten som om, at alle andre tider ikke er hjerternes tid. Nogle gange kan man godt bekymre sig over, at hjerterne ofte er kolde det meste af året, og så er det da pudsigt, at hjerterne bliver varme i den kolde tid. Men sådan er det jo; i det dybeste mørke skinner selv det mindste lys allerklarest, og i den koldeste verden varmer den mindste smule barmhjertighed mest. Om der så er mange eller få gaver under juletræer, og om der står rigeligt eller lidt mad på bordet, og om man kan være sammen med sine kære, eller må savne nogle i aften, så må vi til hver en tid huske, at der engang blev tændt et lys, engang viste Gud sin kærlighed, og engang blev der talt nådige ord og udført barmhjertige gerninger mod enhver, der trængte til det. Det skete engang, og det sker for os i dag, for hver juleaften fejrer vi glædens, lysets og kærlighedens fødsel. I morgen, Juledag, skal vi høre, hvad det så betyder, at Gud julenat plantede en rose i vores verden, og derved lod den himmelske glæde være jordens gæst. Det er det enkle og sande julebudskab. Glædelig jul! Amen.
Læs prædikenteksterne til Juleaften
Salmer: 1. DDS 94: Det kimer nu; 2. DDS 78: blomstre som en rosengård; 3. DDS 120: Glade jul, dejlige jul ; --- ; 4. DDS 109: I denne søde juletid; 5. DDS 121: Dejlig er jorden – lyset slukkes
