Indledning GT
Nu skal vi høre et afsnit fra Det Gamle Testamente, hvori vi hører den jødiske trosbekendelse om, at Gud er én Gud. Der findes kun én Gud, og det er ham, jøderne og vi kristne tror på.
Indledning NT
Nu skal vi høre et afsnit fra Paulus, hvor han skriver om Åndens gaver; altså talenter eller evner eller kundskab. Det er ved Guds egen ånd, altså Helligånden, at vi som kristne har forskellige åndelige talenter, men uanset hvor forskellige talenter og gaver vi har, så er Gud den samme.
Prædiken
Jesus var ikke bange for at blive upopulær. Især ikke når det skete, fordi han stod fast på sin tro og gjorde, hvad hans samvittighed bød ham. Han voksede op som jøde iblandt jøder, men hans tro var noget andet end det, de jødiske præster forkyndte og det, som de jødiske kloge mænd bestemte mht. regler og love for almindelige mennesker. Jesus var ikke uddannet i studier af jødernes skrifter eller fortolkninger, men hans visdom kom fra Gud. Jesus voksede op under jævne kår som søn af en tømrer og hjemmegående husmor, og han tjente til dagen og vejen ved at arbejde for føden. Han var så at sige én af folket, og når han talte, lyttede mange af de jævne, almindelige, fordi han talte til dem med ord, de forstod; ikke som de kloge og lærde, der talte hen over hovedet på dem med alle deres fine ord og henvisninger til den hellige skrift. Sådan kan vi præster også komme til at være alt for kloge i det vi vil sige for at være tro mod det vi skal være, når vi iklædes tjenestedragten, der var moderne beklædning i 1600-tallet. Nogle gange bliver vi præster for fine i klædning og tøj; fine og fremmede for dem, som møder op til en gudstjeneste for at bede, synge og lytte. Når det bliver for fint og fremmed for almindelige, jævne mennesker, så mister mange interessen. Og det er forståeligt nok, for hvorfor skulle man møde op og bruge tid på noget, man ikke forstår? Så kan Bibelens ord og præstens prædiken være nok så fin og flot formuleret, men hvad gavn har man af det? Styrker det Gudstroen, opstandelseshåbet eller næstekærligheden?
Derfor er det også så glædeligt i dag at høre om, hvordan Jesus selv bestemt ikke var fin i munden eller fremmed for folket, da han gik ind på den hellige plads foran templet og gik amok i hellig forargelse. Forestil jer et marked, som vi ser det i Brørup, på Korskroen eller ved Skibbroen i Ribe; masser af små border og boder, mange handlede, liv og glade dage, raslen med småmønter og håndslag og småsnak i massevis. Det skal der være plads til og gerne mange steder, men ikke på tempelpladsen, for dét sted var bygget til ære for Gud. Der kom man for at bede og ofre, for at tvinge tvivlen i knæ ved at høre præsternes bønner og velsignelser. Det sted var indviet til at være et sted for det åndelige, og sådan var det i begyndelsen. Men med tiden gik det, som det så ofte går, ”tider skifter og sæder mildnes”, og kulturen forandrede sig; det åndelige røg ud og det verdslige rykkede ind; troen blev køligere, efterhånden som man fik kolde kontanter i hænderne; eftertænksomhedens ro måtte gå fløjten for at livets flygtige urolighed kunne fylde og larme. Hvem gider have et sted, hvor man skal være rolige og eftertænksomme sammen, når nu det er sjovere og livligere med markeder, lam og løjer?
Jesus var ikke i tvivl. De jødiske præster og ledere havde svigtet deres ansvar ved at tillade sådan et gedemarked på det hellige område. Så først græd han over Jerusalem; denne hellige by, hvor store konger havde boet, for den måde, som Gud blev dyrket lidt halvlunket og livet blev levet med adspredelser, ville føre til byens undergang. Og så gik han ellers amok i retfærdig vrede og frustration på tempelpladsen for at rydde alt det væk, som kun lavede larm og støj, men hverken havde evighed i sig eller gav Guds fred til sorgfulde, søgende og urolige sjæle.
Når vi tænker på, hvordan Jesus levede, må vi altså især også huske denne episode. Han var ikke noget fromt lam, der bare lod sig føre rundt i manegen af folk; Jesus tog gerne tyren ved hornene og udfordrede dem, der havde ansvar og magt og som havde glemt deres Gudsfrygt og næstekærlighed. Hvis ikke de formåede at leve op til deres ansvar, trådte han gerne i karakter og trådte dem over deres fine tæer! Hvis ikke de kunne høre, måtte de føle. Det er befriende, at Jesus var sådan, for folkekirken og præstestanden kan godt blive noget tør og stiv i betrækket, så man kan undre sig over, hvor den livsånd er, der glæder og helbreder og skaber ro til tro. Men Ånden er her; ingen kan hindre den, hverken tørre præster eller en tung kirkelig institution. Ånden flyver, hvor hen den vil, og rører hjerter til at banke i tro på håb om glæde på trods af alt det, tilværelsen og mennesker byder os. Det er en trøst midt i en foranderlig verden, hvor vores egen verdensboble brister, når vi vore elskede mister. Vi er sat iblandt hinanden på måder, der for os er gåder. Men her skal vi leve, og her skal vi bo, og her skal vi udleve vores dåbshåb i tro. Vor tro er dog ej på hvad som helst, man vil kalde kristendom, men vores tro står til Ham, som engang væltede borde og boder for at ruske op i folks tro og liv. Han, som ikke bare gik gennem ild og vand men også gennem korsdød og opstandelse for sine syndige venner, så ingen skal efterlades uden nåde eller håb.
Han giver os noget, som vi ikke kan betale os fra eller købe os til; fred i sjælen, ro i samvittigheden og en glæde, der giver os mod til at tage fat igen på den tilværelse og det liv, der blev vores. Her står vi og kan ikke andet end at være noget for dem, vi er iblandt. Nogle gange skal vi være hjælpende hænder, andre gange skal vi være på tværs og ruske i folk og samfund, så vi ikke fyldes med ligegyldigt tidsfordriv, for vi skal fyldes af det, der flyder ind i evighed. Salmesangens klang vil synge i os længe efter at vi er gået fra gudstjenesten; og nogle ord vil dale dybt ned i hukommelsen og underbevidstheden og bryde frem, når de tunge, mørke dage drager hen over os og livet føles som en vandring i dybe, mørke dale. For Jesus er som solen og hans ord som glædesgløder, der vores håb og tro forsøder. Det virker derved, at han giver os ud af sin kærlighed. Som solen skinner på os og varmer os igennem på den dejligste sommerdag, sådan skinner den barmhjertiges kærlighed igennem sjæl og sind og tilgiver os den synd og uro, som han finder derind’. Det er altså grunden til, at mange dengang hang ved ham, og at mange stadig i dag ikke kan slippe ham, for her er mere, end vi kan finde ud omkring i alverdens glade vrimmel. Her er en trofast sjæleven, som går med os, hvor end vi skal hen; et menneske af Guds barmhjertighed, som lever af ånd og næstekærlighed. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
Meddelelser
VILSLEV: På lørdag den 14. august fejrer vi konfirmation af 9 unge her i kirken. Telegrammer og andre hilsener kan afleveres i kapellet lørdag fra kl. 9. Husk at hejse flaget, så vi i fællesskab kan fejre de unge på deres vej i livet.
På søndag skal vi høre om, at to mænd gik ind i templet for at bede. Den ene var retfærdig som en helgen, mens den anden var en værre synder. Den ene roser sig af ikke at være som den anden. Den ene beder med mange ord, mens den anden blev tom for ord. Hvem af dem holder Jesus med? Det skal vi høre på søndag den 15. august, hvor der er gudstjeneste i Hunderup Kirke kl. 11, hvor vi fejrer Hunderups guldkonfirmander. Vilslevs guldkonfirmander fejrer vi søndag den 22. august kl. 11. Søndag den 29. august kl. 10 fejrer vi konfirmation i Hunderup Kirke af 10 konfirmander.
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.