teologi&kultur
  • Forsiden
    • Foredrag
    • CV
  • Artikler
    • Prædikener
    • Historie
  • Blog
    • Igangværende projekter
  • Slægt og samfund i Børsmose
    • slægtsarbejde på facebook
  • Hunderup og Vilslev sogne
    • Kongeåpastoratet
    • Kirkestatistik
    • Sognekalender (Vilslev og Hunderup)
    • Velkommen til nye borgere
    • Præster >
      • Arendse Dyssel
    • Kirker
    • Kirkeblade
    • Knud Langs mindelund
  • Konfirmander
  • Kontakt

Prædiken: Jesus er livets tjener og kærlighedens træl

9/11/2022

0 Comments

 
Picture
"Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" Foto: Unsplash.
​

13. søndag efter Trinitatis, søndag den 11. september 2022 kl. 9.30 Gredstedbro, kl. 11 Hunderup SALMER: 1) 736: Den mørke nat; 2) 260: Du satte dig selv; 3) 365: Guds kærlighed ej grænse ved --- ; 4) 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5) 474: Jesus Krist, du gav mig livet; 6) 634: Du ved det nok mit hjerte
 
OBS: I Gredstedbro kun én læsning og dermed 2 salmer, Trosbekendelsen siges. Nadverritual B.
 
INTRO GT
Nu skal vi høre lidt fra en profet i GT, der hed Mika. Han overvejer med sig selv, hvordan han skal nærme sig Gud eller ære Gud, og han får svar på sine spørgsmål med det enkle svar, som vi stadig har godt af at høre. Gud siger direkte: ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”. Hør bare her:
 
INTRO NT
Nu skal vi høre et stykke fra Paulus, der i sit brev til sin gode ven Timotheus skrev nogle opløftende ting, som vi også har godt af at høre i dag. Paulus har ikke altid været kristen, for før han selv blev kristen, forfulgte han de kristne, fik dem fængslet og slået ihjel. Men Paulus så Jesus i et syn, der gjorde ham blind, og derefter omvendte han sig og blev en af de største forkyndere af kristendommen. Han endte endda med at dø for sin tro, da han blev halshugget.
 
PRÆDIKEN
I kender vel godt udtrykket ”curling-børn”? Det er de børn, hvis forældre fejer alle forhindringer af livets vej, så de nærmest kan danse på roser igennem tilværelsen. Forældrene mener der jo godt, for hvilken forældre vil ikke forkæle sit barn? Desværre vokser sådanne børn op og tror, at hele verden er deres legeplads, og at de kan opføre sig som om, ingenting har negative konsekvenser; som om, de ikke behøver tage ansvar for noget, ja, som om, at hele verden står til deres rådighed, og at de ikke selv behøver yde noget for nogen. Man kunne tro, at curling-børn er et moderne fænomen, men vi har jo lige hørt om en kvinde, der som en helt moderne kvinde går hen til Jesus for at tale sine voksne sønners sag. Det var ikke en lille tjeneste, hun bad om, men selve pladserne ved Jesu højre og venstre side i himmeriget. Større bliver det ikke. Hun kunne ikke nøjes med at bede om, at de måtte få et godt og velsignet liv på jord, eller en god stilling og et velbetalt job, skønne hustruer og børn, nej, hun ville helt op i himlen med sine to guldklumper og placere dem på lige fod med Vor Herre på den himmelske trone. Hun er virkelig et forbillede eller en helgen for nutidens curlingforældre! Hendes to sønner skulle rejse sig som to tårne; symboler på, hvad mænd kan opnå (når de har handlekraftige kvinder til at gå foran sig). I dag vil nogle af os tænke tilbage på de to tårne, der kaldtes World Trade Center, og som blev lagt i grus sammen med mange menneskeliv tilbage i 2001. Dengang blev terrorangrebet omtalt som et væsentligt angreb på et stort og stærkt symbol på hele den frie verden. Sådan er det med tårne; de rager op og kan ses langt omkring, og de er som kæmper, der har muligheden for at se ned på andre.
 
Både de fysiske tårne i World Trade Center og drømmen bag blev smadret af terrorister. Jesus er ikke terrorist, og han afviser sådan set hverken moderen eller de to sønner; han angreb dem ikke med usselhed og livsforagt deres drømme om at blive tårne, der kunne nå ind i himlen. I stedet prøver han at få dem til at overveje, hvad de beder om, ved at tale om det bæger, han skal drikke. Vi husker, at Jesus bad i Getsemane have natten mellem Skærtorsdag og Langfredag, fordi han var bange for at dø. Han bad til Gud vor Fader med sådan en inderlighed, der kun kan fremkomme i bøn, når man står ved tærsklen til sin egen undergang: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« (Matt 26,39). Det var alvorligt og meget menneskeligt med Jesu angst. Og hvem af disciplene havde Jesus så taget med ud i Getsemane Have for at støtte ham i den svære tid? Jo, det var lige netop de to Zebedæussønner. De var dog ikke bange, for de havde ingen anelser om fremtiden, så de faldt i søvn, mens Jesus bad sine bønner for at få nerverne i ro, så han kunne drikke det bæger, der blev hans død.
 
Det er altså ikke Guds Søn, der overfalder de to ambitiøse mænd, men det gjorde de andre ti disciple, der blev fyldt af vrede, for inderst inde ville de jo selv gerne have haft deres egen mor til at gå i forbøn for dem. Hvem ville ikke gerne have en plads ved den venstre og højre side af Jesus i himmeriget? Misundelse er en grim ting og af misundelse er mange gået til grunde i usunde længsler efter at blive og være meget andet end det, man er. Kun ved at hvile i sit kald og sin stand, kan man få fred med sig selv og sine medmennesker. Det vil sige, at man skal finde fred med sig selv i forhold til den, man er. Det gælder både bonden på marken, fabriksarbejderen, sygeplejersken og dronningen; for uanset om man har siddet på tronen i 70 år, som den nyligt afdøde Dronning Elizabeth, eller ”kun” 50 år som vor egen Dronning Margrethe II, så kan man kun holde ud at være ved sin tjans, hvis man finder fred ved det – og altså ikke hele tiden længes efter at være en anden eller være et andet sted. Zebedæussønnerne var i levende live og sikkert i deres bedste alder, da de længtes efter at få magtbeføjelser i himlen. Tøv nu lige en kende! Før vi indtræder i himlen er der jo altså et jordisk liv at leve, og det kan være svært nok. For hvad forlanger Gud af os; hvordan vil han gerne have, at vi lever? ” Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” (Mikas Bog 6,6-8). Med andre ord skal vi være her på jord, hvor vi jo lever, bor og tro.
 
Som Jesus siger, så er verden dog indrettet sådan, at de magtfulde misbruger deres magt; vi ved det godt, også fra vores danske andedam, hvor vi er på fornavn med statsministeren. Det er en gammel sandhed, at magt korrumperer, dvs. at vi forandrer os til det dårligere, hvis vi smager den søde saft af at have magt over andre. Sådan skal det ikke være i de kristne kirker, menigheder og fællesskaber. For her skal det vendes på hovedet. Den store skal ikke være storsnudet, men storsindet, og det bliver man lille af. For sådan gjorde Jesus selv; han som var søn af himlens hersker og den almægtige Gud, han blev en tjener for alle. Når vi i dag taler om ”at tjene”, så tænker man nærmest kun på, at det handler om at tjene penge. Og det er ærgerligt, for kærlighed til penge er roden til alt ondt. Tværtimod skal vi ikke fokusere på at tjene penge; vi skal ikke være en tjener for penge, dvs. at pengene skal ikke være vores herre eller gud. Vi har en Gud i himlen, og han er inderlig kærlighed. Derfor kom hans søn til jorden for at leve som livets tjener og kærlighedens træl/slave. Han gjorde og gav alt det gode han kunne, for at vi må finde en vej til at leve bedre. Det jordiske liv i dette øjeblik er sagens kerne i kristendom. Vores tro er ikke en flugt fra hverdagen for at komme ind i himlen, og vores håb er ikke at leve i et verdensfjernt eventyr eller i en skøn drøm.
 
I vores verden dør dronninger, og selv de største tårne falder i grus og bliver til støv. Menneskelivet er en skrøbelig størrelse, og derfor skal vi ikke gå igennem livet med ambitionernes rundsave på albuerne for at komme først frem ved at træde andre ned; tværtimod skal vi være bedre og indse, at som vi har fundet barmhjertighed ved Guds nåde, skal vi også lade os gribe af den kærlighed, så vi kan leve i frihed, frimodighed, fred og glæde – både med os selv; elske os som vi er, ligesom vi også skal elske vor næste. Vi må kysse livet, for det er en stor gave, og vi må gribe øjeblikket og muligheden for at andre også kan blive grebet af livets forunderlige storhed. Se, Gud har gjort det. Den mørke nat er forsvundet og dagen er kommet til; Jesus satte sig selv i vores nederstes sted, for Guds kærlighed kender ingen grænser; derfor hylder vi Jesus, vor frelser og ham, som kan få os til at finde fred med os selv og med det liv, der blev vores; Jesus Kristus gav os livet, ja, det ved vi, og vi ved det så dybt inde i hjertet, at nok er ondskaben stor og truende som en diabolsk Satan, men selvom fjenden er stor, så er Gud dog altid større, og derfor kan vi afsluttende sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 13. søndag efter Trinitatis. Amen.
 
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
 
MEDDELELSER
Gredstedbro:
  • Efter prædiken er der nadver og alle er velkomne.
  • Næste gudstjeneste er søndag den 18. september kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved – begge ved Katrine Gaub. Næste gudstjeneste her i Gredstedbro Kirke er søndag den 25. september kl. 11, hvor der både er afslutning af minikonfirmandforløbet samt høstgudstjeneste med gratis frokost. Frokosten skal man tilmeldes sig og det gøres til Katrine Gaub senest den 22. september.
 
Hunderup:
  • Efter prædiken er der nadver og alle er velkomne.
  • Efter gudstjenesten er der juice, te og kaffe samt småkager til alle, som har tid og lyst. 
  • Næste gudstjeneste er søndag den 18. september kl. 11, hvor vi begynder med høstgudstjeneste, hvorefter der er fernisering af de nye formidlingstavler her i kirken samt frokost og menighedsmøde i Samlingssalen. Frokosten er gratis, men man skal hente en spisebillet hos graveren.
Fælles:                                                                                         
Søndag den 11. september kl. 16 åbnes dørene i Vilslev Kirke til gratis koncert med Carl Nielsen-Kvintet (læs op fra kirkebladet)
 
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen. 
0 Comments



Leave a Reply.

    Arkiv

    February 2023
    January 2023
    December 2022
    November 2022
    October 2022
    September 2022
    August 2022
    July 2022
    June 2022
    May 2022
    April 2022
    March 2022
    February 2022
    January 2022
    December 2021
    November 2021
    October 2021
    September 2021
    August 2021
    July 2021
    June 2021
    May 2021
    April 2021
    March 2021
    February 2021
    January 2021
    December 2020
    November 2020
    October 2020
    August 2020
    July 2020
    June 2020
    May 2020
    April 2020
    March 2020
    February 2020
    January 2020
    December 2019
    November 2019
    October 2019
    September 2019
    August 2019
    July 2019
    June 2019
    May 2019
    April 2019
    March 2019
    February 2019
    January 2019
    December 2018
    November 2018
    October 2018
    September 2018
    August 2018
    July 2018
    June 2018
    May 2018
    April 2018
    March 2018
    February 2018
    January 2018
    December 2017
    November 2017
    October 2017
    September 2017
    August 2017
    July 2017
    June 2017
    May 2017
    April 2017
    March 2017
    February 2017
    January 2017
    December 2016
    November 2016
    October 2016
    September 2016
    August 2016
    July 2016
    June 2016
    May 2016
    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    August 2013
    June 2013
    April 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012

Powered by Create your own unique website with customizable templates.