teologi&kultur
  • Forsiden
    • Foredrag
    • CV
  • Artikler
    • Prædikener
    • Historie
  • Blog
    • Igangværende projekter
  • Slægt og samfund i Børsmose
    • slægtsarbejde på facebook
  • Hunderup og Vilslev sogne
    • Kongeåpastoratet
    • Kirkestatistik
    • Sognekalender (Vilslev og Hunderup)
    • Velkommen til nye borgere
    • Præster >
      • Arendse Dyssel
    • Kirker
    • Kirkeblade
    • Knud Langs mindelund
  • Konfirmander
  • Kontakt

Prædiken: I skal ikke være bange. Der er plads nok i Guds rige

5/8/2022

0 Comments

 
Picture
Køerne græsser bekymringsløst en forårseftermiddag på Børnetoften, Vilslev. Foto: Ole Witte Madsen den 8. maj 2022
Søndag den 8. maj er det 3. søndag efter Påske (II), kl. 9.30 Hunderup (kirkekaffe), kl. 11 Vilslev. I kirkebladet er der annonceret, at der kl. 8 - 12.30 er udstilling i Vilslev Kirke af de ting, vi har fundet ved metaldetektorkurset. Efter gudstjenesten i Vilslev har jeg desuden møde med seniorkonfirmanderne i konfirmandstuen indtil kl. 13.
SALMER 408 Nu ringer alle klokker mod sky - 218 Krist stod op af døde - 307 Gud Helligånd, vor igenføder --- 379 Der er en vej, som verden ikke kender - 342 Nu ved jeg vej til Himmerig - 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
  
INTRO GT
Vi skal nu fra Det gamle Testamente høre lidt om Moses. Inden Moses blev den store leder og førte israelerne fra fangenskab i Egypten og ud på en 40 år lang pilgrimsvandring, så var han selv flygtet fra Egypten som morder og levede som fårehyrde. En dag ser han noget mærkeligt: En brændende tornebusk, og han får at vide, at han ikke er den, han tror, han er. Han tror, han er egypter, adoptivsøn til Farao, men i virkeligheden stammer han fra slaverne. Og han finder ud af, at israelitterne eller jøderne har et særligt forhold til deres Gud – et forhold, som Moses selv får lov at opleve på nærmeste hold.
 
INTRO NT
Nu skal vi fra Det nye Testamente høre om nogle apostle, som brugte tiden på at helbrede syge, og det fik dem straks i vanskeligheder. Men helbredelserne var jo bevis på, at Jesus var langt mere end bare et klogt menneske. Der var helbredelse i hans navn. Det var der ikke i noget andet menneskenavn.
 
PRÆDIKEN
Der tales meget om stigende energipriser og udsigten til energikrise, og mange ønsker at skifte fra olie og gas til bl.a. jordvarme og fjernvarme, men måske skulle vi hellere skifte til hjertevarme? Man siger, at hvor der er hjerterum er der husrum, så egentligt burde der aldrig blive problemer med at have husrum nok til alle mennesker. Som man siger i forsamlingshuset: Ryk en balle, så er der plads til alle! Tænk, hvis hjemløshed og husnød kunne løses så enkelt, så nemt og så ligetil.
 
Hjertevarme er desuden grøn energi, klimavenlig og bæredygtigt; hvorfor har vi ikke noget mere af det? Det er kun sagt halvt i spøg, for når vi i dag hører Jesus fortælle om, at hans faders hus har mange boliger, så skal vi ikke straks begynde at spekulere på varmeregningen eller klimabelastende opvarmningsmateriale – eller om olien og gassen stammer fra nationer, vi ikke bryder os om. Der er tale om andet og mere end det konkrete. For hvad er det nu, der giver mest husrum og mest medmenneskelig varme. Ja, det er jo hjertet. Hjertet er ikke kun et symbol på kærlighed men også på barmhjertighed. Og det er netop barmhjertighed, der er det særlige kendetegn ved vores Fader og hans søn Jesus og den hellige Ånd.
 
Jeg slog ordet barmhjertighed op i ordbogen for at se, om der var mere forståelige ord og hverdagsord, der kunne forklare og tydeliggøre, hvad barmhjertighed er. Ord i nærheden af barmhjertighed er: menneskelighed, godhed, omsorg og at lade nåde gå for ret. På sin vis er det gamle ord, men vi forstår godt, hvor det bærer henad, for vi ser jo tydelige eksempler på det modsatte: Umenneskelighed, ondskab, apati og ligegyldighed. Forleden aften markerede vi befrielsen da vi samledes i Vilslev Kirke den 4. maj til aftensang og lystænding. Det er 77 år siden, at de nazistiske tropper overgav sig og det meste af Danmark blev atter et frit land efter 5 års hjertekold og umenneskelig besættelse. Krigene rundt om i verden, (om det så gælder krige mellem fodsoldater eller i cyberspace, eller krige på højt politisk plan eller krige mellem bander og organisationer – for slet ikke at nævne de krige, der viser sig som skænderier og uenigheder mellem enkeltpersoner) viser, at der i mange af os ligger en kerne, der nem kan blomstre op til strid, splid og splittelse. Det sker oftere, end vi bryder os om på det personlige plan, men når det sker blandt magtens mennesker, får det fatale konsekvenser for den jævne borger. Kort sagt: Vi har det svært ved altid at vise rummelighed, mangfoldighed og barmhjertighed. Vi sætter grænser og opretholder skel; ikke kun for at beskytte os selv, men også for at lukke andre ude. Sådan må det vel være i vores verden, hvis vi skal være realistiske. Vi kan jo ikke redde hele verden, siger nogle, og man må jo bare spørge, om de har prøvet?
 
At have hjertevarme og udvise barmhjertighed er Jesus’ spidskompetence. Da han blev korsfæstet, kiggede han på de hjertekolde soldater og religiøse magtmennesker med bedrøvelse, og bad: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Han tilgav sine bødler og dem, der svigtede og forrådte ham, så han på korset blev ensom og alene, hængt op, forladt og forhadt. Havde han haft et menneskeligt sind som mange andre, så ville der nok ikke have været plads i Bibelen til alle de eder og forbandelser, han ville have råbt og skreget og skældt ud med. Men Jesus var udelukkende kærlighed og barmhjertighed, og han svarede ikke med forbandelser men med tilgivelse og velsignelse. Hans hjertevarme godhed vendte sig aldrig til umenneskelig ondskab, selvom han må have følt sig enormt skuffet over, hvordan folk tog forholdt sig til hans budskab, hans tro, håb og kærlighed. Vi kan umuligt gøre ham kunsten efter, for ingen af os er syndfrie, men Gud har en evig barmhjertighed for sådan nogle som os, og det finder jeg stor glæde over og trøst ved.
 
Jesus gik ad en vej, som verden ikke kender, men han viser os vejen og indbyder os til at gå den; en vej i tilgivelse og barmhjertighed. Hvorfor skal vi gå den vej? Bliver vi berømte, rige eller smukke? Næh, men livet vil blomstre omkring os og inde i os ligesom det forår, der i denne tid kæmper for at få overtaget. Se bare på bøgens lysegrønne blade, på dyrenes forårskådhed, på sollysets forvandlende kraft og magt. Der er forår i at gå ad den vej, som også Moses blev ført ind på derude i ørkenen for længe siden. For hvad er det, der kan brænde uden at fortære? Det er det bedste, vi har blandt mennesker, og vi har endda opkaldt en dansk ret efter det: Brændende kærlighed. Det var også af en opflammende kærlighed, der viste sig i omsorg og godhed, at apostlene lagde hænderne på de syge, så de blev helbredt ved den Ånd, der løber som forårssaft igennem alle, der tror og håber på barmhjertighed.
 
Der er plads nok til alle i Guds rige; et rige, der begynder her på jorden iblandt os; et rige der udbredes igennem tro og håb og kærlighed, og som viser sig i omsorg, godhed og medmenneskelighed. Vi skal derfor ikke være bange, for som Jesus selv sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig”. Glædelig 3. søndag efter Påske. Amen.
 
LOVPRISNING
​Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
 
KIRKEBØN Lad os alle bede: Kære Gud, tak for dagen, vi fik lov at vågne til; for de grå skyer og den lyse morgensol, der tittede frem; tak for luften, vi indånder, for vinden i ansigtet, for lyden af andre menneskers stemmer. Vi beder for dem, der ved dåben er blevet podet ind på dit livstræ fuld af optimisme og trøst, livsvild energi og kærlighed. Lad flere finde frem til døbefonten og høre de løfterige ord fra dig om, at du aldrig vil lade en af dine mindste gå alene gennem livet. Vi beder for de unge, som lider under en alt for alvorlig verden; vi beder for dem, der rammes af frygt og angst og mismod – vær nær ved dem og lade dem mærke, at du med varme og opmærksomhed altid er deres Far og frelser. Vi beder for alle, der rammes af krigens rædsler; send os ud med hjælp til enhver ukrainer og russer, syrer og afghaner og alle andre, der trænger til vores hjælp, og som kommer til vort land for at finde ly for bomberegn. Velsign os alle med din hånd og lad os alle finde nyt gå på mod til trofast at kæmpe for det gode liv. Amen.
 
MEDDELELSER
Den kommende tid sker der meget.
VILSLEV: Ja, vi er faktisk begyndt. I dag er der udstilling af de ting, som blev fundet, da vi havde metaldetektorkursus den 21. april. Hvert stykke metal gemmer på en historie, men nogle historier er selvfølgelig mere spændende end andre, og nogle ting er mere værdifulde end andre. Det arkæologisk set bedste fund er et stykke af en fibel eller fibula; det stammer fra vikingetiden og er et spænde eller en sikkerhedsnål. Desuden er der kugle fra forladere og bly fra fiskere. Og en halv hegnspæl. Og et jernrør. Og mønter. Jo jo, kom og kig og lad fantasien løbe!
 
BEGGE: Torsdag den 12. maj kl. 19 er der i Vilslev Kirke Hit med salmen. Der kommer 8 personer fra Vilslev og Hunderup menighedsråd, som vil fortælle lidt om en salme, de holder af, og så skal vi synge salmerne. Efter salmesangen i kirken går vi over i konfirmandstuen, hvor der er kaffe og varme hveder.
 
Fredag den 13. maj er det Store Bededag, og der forestår jeg gudstjenester kl. 9.30 i Vilslev med nadver og kirkekaffe og kl. 11 i Hjortlund, hvor der serveres varme hveder.
 
Søndag den 15. maj forestår Katrine Gaub gudstjenester kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Hunderup.
 
Hver onsdag kl. 10-12 er der sammenkomster om kaffe og hyggesnak i Sognehuset. Alle er velkomne. Man møder bare op og bliver så budt velkommen af de andre, der er samlet for at være sammen og hyggesnakke. Man er velkommen til at deltage de onsdage, hvor man synes, man har tid og lyst.
 
BEGGE: Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne.
 
HUNDERUP: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
 
APOSTOLSK VELSIGNELSE: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
 

0 Comments



Leave a Reply.

    Arkiv

    February 2023
    January 2023
    December 2022
    November 2022
    October 2022
    September 2022
    August 2022
    July 2022
    June 2022
    May 2022
    April 2022
    March 2022
    February 2022
    January 2022
    December 2021
    November 2021
    October 2021
    September 2021
    August 2021
    July 2021
    June 2021
    May 2021
    April 2021
    March 2021
    February 2021
    January 2021
    December 2020
    November 2020
    October 2020
    August 2020
    July 2020
    June 2020
    May 2020
    April 2020
    March 2020
    February 2020
    January 2020
    December 2019
    November 2019
    October 2019
    September 2019
    August 2019
    July 2019
    June 2019
    May 2019
    April 2019
    March 2019
    February 2019
    January 2019
    December 2018
    November 2018
    October 2018
    September 2018
    August 2018
    July 2018
    June 2018
    May 2018
    April 2018
    March 2018
    February 2018
    January 2018
    December 2017
    November 2017
    October 2017
    September 2017
    August 2017
    July 2017
    June 2017
    May 2017
    April 2017
    March 2017
    February 2017
    January 2017
    December 2016
    November 2016
    October 2016
    September 2016
    August 2016
    July 2016
    June 2016
    May 2016
    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    August 2013
    June 2013
    April 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012

Powered by Create your own unique website with customizable templates.