Alteret i Vilslev ved høstgudstjenesten den 2. oktober 2022. Foto: Ole Witte Madsen
16. søndag efter Trinitatis, søndag den 2. oktober 2022, kl. 9.30 Hjortlund, kl. 11 Vilslev (høstgudstjeneste)
HJORTLUND KL. 9.30: Klokkeringning Præludium Indgangsbøn v. kirkesanger Salme nr. 754 Se, nu stiger solen af havets skød Hilsen (-”og med din ånd!”) Kollekt (”Amen”) Læsning Trosbekendelsen SYNGES Salme før prædiken 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud Evangelielæsning (”Gud være lovet…”) og prædiken Kirkebøn, meddelelser og apostolske velsignelse Salme 224 Stat op, min sjæl, i morgengry Fadervor (INGEN KORSVAR) Velsignelsen (”3 x Amen”) Salme 51: Jeg er i Herrens hænder Udgangsbøn v. kirkesanger Postludium
VILSLEV: 1. salme 729 Nu falmer skoven 2. salme 728 Du gav mig o Herre 3. salme 731 Nu står der skum fra bølgetop prædiken 4. salme 224: Stat op min sjæl i morgengry - altergang: 477 Som korn fra mange marker 5. salme 730 Vi pløjed og vi så’de
INTRO GT
Fra GT skal vi nu høre et stykke fra en salme, der blev skrevet af Kong David. Han kalder sig Salmisten. Stykket handler om, at Gud kender os fuldstændigt, ja, endda bedre, end vi kender os selv. Gud er alle steder, og det kan være irriterende men også meget betryggende. Gud holder os fast i livet såvel som i døden. Hør blot hvad Salmisten skriver:
* INTRO NT
Fra NT skal vi nu høre et stykke fra et brev, som Paulus skrev til menigheden i den rige, græske havneby Korinth. Der er også en by på Fyn, der heder Korinth, men det er vist en senere opfindelse. Afsnittet i brevet handler om død og liv og om, at døden kom ind i menneskelivet ved Adam og det evige liv kom ind i menneskelivet ved Jesus. Paulus går lidt i selvsving, men pointen er, at ved Jesus Kristus er der evigt liv for os, og at døden skal bekæmpes som den sidste fjende. Hør blot, hvad apostlen Paulus skriver i sit første brev til menigheden i Korinth:
PRÆDIKEN
De stærke kvinder i Bibelen kommer endelig til orde her, hvor først Martha og så Maria beklager sig til Jesus. Havde han blot været der, var deres bror Lazarus ikke død, siger de kort efter hinanden. Desværre ved vi ikke, hvilken sygdom Lazarus døde af, men vi ved, at alle mennesker død, og nogle gange sker det ganske pludseligt. Måske tænkte de to kvinder på, at Jesus før havde helbredt nogle syge, og at han kunne have helbredt Lazarus, så længe han blot var i live, om det så kun var med det yderste af neglespidserne. Men Lazarus døde, og derfor modtages Jesus også med klage og skuffelse af de to kvinder. Martha er en handlekraftig kvinde, der lader sig tale til rette af Jesus, mens Maria er i sine følelser vold og begynder at græde. Så græder også de andre omkring Maria, og Jesus selv begynder at græde – så stor er sorgen over, at Lazarus er død. Nu skulle der handles, og igennem tårestrømme får de stenen væltet fra indgangen til graven, så lugten af død stod ud derfra, og gav folk kvalme. Liget af den døde Lazarus havde ligget lå derinde på fjerdedagen. Jesus bad en kort bøn til vores himmelske far for at vise, at hans mirakler sker ved Guds ånd. Og så kaldte han på Lazarus med et råb, der nåede helt ind i dødsrigets mørke gravkammer og nåede den dødes ører dér, hvor intet menneskes stemme kan nå ind, og hvor intet øre kan høre. Vaklende kom den genfødte ud af graven, genopstået til det jordiske liv, og Jesus befalede, at dødsklæderne skulle fjernes, for de var tegn på dødens fængselslænker; Jesus havde sat ham fri. Så kan I ellers nok tro, folk omvendte sig og begyndte at tro på Jesus. Han havde gjort det umulige og hevet en død frem til livet igen. De havde jo set det med deres egne øjne. Hvad var der at tvivle på?
Mange mennesker verden over har oplevet at få hjertestop og er blevet bragt tilbage til livet, og selvom de har været væk i flere minutter, har ingen været død i fire dage for så igen at føle hjertet banke og blodet suse. Det blev påskemorgen for Lazarus, og det blev forår med solskin og vågenhedens rus. Det er lidt vildt, at vi sidder en søndag formiddag på kirkebænkene herinde i en dansk folkekirke år 2022 og hører om denne episode fra dengang, Jesus gik rundt på sine to kødelige ben gik og udførte mirakler, der overstiger alt, hvad lægevidenskaben kan i dag. Selvfølgelig må vi tænke, at det er for langt ude, at det er for godt til at være sandt, eller at Bibelens forfattere har været fulde af løgn eller alkohol - eller skæve på sjov tobak, som det nogle gange hævdes af ateister og andet godtfolk. Rundt om kirken har vi en kirkegård fuld af døde mennesker, der ikke er blevet bragt tilbage til dette liv. Hvor ønskeligt det kunne være at få sine nære og kære igen, så ville det da også være helt igennem forfærdeligt, hvis alle de døde blev bragt tilbage til live. Tænk bare på, hvor meget varme og el, de ville bruge!
Når Jesus opvækkede Lazarus, så var det for at bevise, at han altså ikke bare var en tømrersøn fra Nazareth. Jesus var langt mere, ja, både fuldstændigt menneske og fuldstændigt Gud. Altså 200% Det er ufatteligt, selvfølgelig, og umuligt at forstå - for det handler om tro. Det er ikke kun i vore dage, at vi har det svært med tro. Også på Jesu tid havde folk det svært, for at tro er jo at håbe på noget, der ikke kan ses, ikke kan røres ved; det er noget luftigt noget, og hvis vi forsøger at forstå troen med vores hjerner, så mislykkes det naturligvis. Tro sidder i hjertet, for med hjertet håber vi – det ved vi jo godt, når vi med medfølelse ønsker det bedste for hinanden. Vi håber, det går godt for hende og for ham, men det er jo ikke et håb, vi går rundt med i hjernen som en fornuftig ting at fylde hovedet med; nej, vi fylder hjertet med håb for os selv, hinanden og ikke mindst det samfund og den verden vi lever i. Uden håb går det ikke. For så bliver det hele håbløst, og så er vi for alvor på spanden. Men vi er nogle mærkværdige skabninger. Det håbløse er såmænd ganske tillokkende, for vi er jo syndige væsner. Der sidder en trang i os til at se på trafikuheld, snakke og sladre om menneskers ulykke, og uha hvor kan man smalltalke meget med sidemanden om egen og andres dårligdomme, sygdom og skavanker. Det fylder meget, alt det håbløse, selvfølgelig gør det det, men når vi synes, håbet dør ud og barnetro bliver til tvivl om Gud, så lander vi dér, hvor der nok er flest: I en virkelighed, hvor vi græder over os selv og hinanden og tænker mest: Hvis Gud eller Jesus eller Ånden blot havde været her, så….! Min engelsklærer i folkeskolen plejede at sige: ”Hvis og hvis min røv er spids”, og selvom det ikke er pænt sprog, så forstår vi jo godt, at vi ikke kan fylde hovedet med hvis’er – for det medfører bare søvnløse nætter, stress, frustration og dårlig stemning. Alligevel kan vi nok egentlig ikke gøre andet end at fylde vores liv med alt det, vi gør, men så er det jo så fint, at Jesus kommer med det, vi ikke kan finde hos os selv: Et håb. Det kunne han levere dengang og det leverer han i dag; hvor skulle vi ellers få et håb fra i disse tider. Han er jo Messias, Kristus, den salvede, søn af den himmelske konge og hersker; igennem sine næstekærlighedsgerninger og sin jordnære Gudstro fik han velfortjent royal titel, som ingen kunne tage fra ham.
Selvom vi i disse dage og tider fejrer høst og efterår, så skal vi efter prædiken synge en påskesalme, for som Lazarus blev vækket, blev også Jesus selv, og sådan skal også vi engang kaldes ud af dødens drømmeløse søvn for at stå op i morgengry. Tænk sig, en ny morgen, en mageløs solopgang, et liv i evighed fyldt af himmelsk kærlighed. Et forår, hvor alting får nyt liv, og hvor vi også pumpes fulde af genskabt fylde som fra skabelsens første gnist. Håb. Vi har brug for det, ikke som en tilflugt væk fra denne verden for at drømme os hen i noget hinsides, men håbet skal vi bruge her og nu på denne jord. For der er grund nok til at tvivle på Gud, på hinanden og os selv. Tvivl bryder ned, men håbet bygger op; tvivlen bringer død, mens håb bringer liv. Derfor må vi bede Gud om, at vi må blive løst af alle de bånd og lænker, der binder os i dødvande, så vi kan gå frit enhver til sit og stole på Guds nåde. Kun som frie kan vi afsluttende sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 16. søndag efter Trinitatis. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
MEDDELELSER
Hjortlund:
Vilslev:
Fælles:
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
HJORTLUND KL. 9.30: Klokkeringning Præludium Indgangsbøn v. kirkesanger Salme nr. 754 Se, nu stiger solen af havets skød Hilsen (-”og med din ånd!”) Kollekt (”Amen”) Læsning Trosbekendelsen SYNGES Salme før prædiken 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud Evangelielæsning (”Gud være lovet…”) og prædiken Kirkebøn, meddelelser og apostolske velsignelse Salme 224 Stat op, min sjæl, i morgengry Fadervor (INGEN KORSVAR) Velsignelsen (”3 x Amen”) Salme 51: Jeg er i Herrens hænder Udgangsbøn v. kirkesanger Postludium
VILSLEV: 1. salme 729 Nu falmer skoven 2. salme 728 Du gav mig o Herre 3. salme 731 Nu står der skum fra bølgetop prædiken 4. salme 224: Stat op min sjæl i morgengry - altergang: 477 Som korn fra mange marker 5. salme 730 Vi pløjed og vi så’de
INTRO GT
Fra GT skal vi nu høre et stykke fra en salme, der blev skrevet af Kong David. Han kalder sig Salmisten. Stykket handler om, at Gud kender os fuldstændigt, ja, endda bedre, end vi kender os selv. Gud er alle steder, og det kan være irriterende men også meget betryggende. Gud holder os fast i livet såvel som i døden. Hør blot hvad Salmisten skriver:
* INTRO NT
Fra NT skal vi nu høre et stykke fra et brev, som Paulus skrev til menigheden i den rige, græske havneby Korinth. Der er også en by på Fyn, der heder Korinth, men det er vist en senere opfindelse. Afsnittet i brevet handler om død og liv og om, at døden kom ind i menneskelivet ved Adam og det evige liv kom ind i menneskelivet ved Jesus. Paulus går lidt i selvsving, men pointen er, at ved Jesus Kristus er der evigt liv for os, og at døden skal bekæmpes som den sidste fjende. Hør blot, hvad apostlen Paulus skriver i sit første brev til menigheden i Korinth:
PRÆDIKEN
De stærke kvinder i Bibelen kommer endelig til orde her, hvor først Martha og så Maria beklager sig til Jesus. Havde han blot været der, var deres bror Lazarus ikke død, siger de kort efter hinanden. Desværre ved vi ikke, hvilken sygdom Lazarus døde af, men vi ved, at alle mennesker død, og nogle gange sker det ganske pludseligt. Måske tænkte de to kvinder på, at Jesus før havde helbredt nogle syge, og at han kunne have helbredt Lazarus, så længe han blot var i live, om det så kun var med det yderste af neglespidserne. Men Lazarus døde, og derfor modtages Jesus også med klage og skuffelse af de to kvinder. Martha er en handlekraftig kvinde, der lader sig tale til rette af Jesus, mens Maria er i sine følelser vold og begynder at græde. Så græder også de andre omkring Maria, og Jesus selv begynder at græde – så stor er sorgen over, at Lazarus er død. Nu skulle der handles, og igennem tårestrømme får de stenen væltet fra indgangen til graven, så lugten af død stod ud derfra, og gav folk kvalme. Liget af den døde Lazarus havde ligget lå derinde på fjerdedagen. Jesus bad en kort bøn til vores himmelske far for at vise, at hans mirakler sker ved Guds ånd. Og så kaldte han på Lazarus med et råb, der nåede helt ind i dødsrigets mørke gravkammer og nåede den dødes ører dér, hvor intet menneskes stemme kan nå ind, og hvor intet øre kan høre. Vaklende kom den genfødte ud af graven, genopstået til det jordiske liv, og Jesus befalede, at dødsklæderne skulle fjernes, for de var tegn på dødens fængselslænker; Jesus havde sat ham fri. Så kan I ellers nok tro, folk omvendte sig og begyndte at tro på Jesus. Han havde gjort det umulige og hevet en død frem til livet igen. De havde jo set det med deres egne øjne. Hvad var der at tvivle på?
Mange mennesker verden over har oplevet at få hjertestop og er blevet bragt tilbage til livet, og selvom de har været væk i flere minutter, har ingen været død i fire dage for så igen at føle hjertet banke og blodet suse. Det blev påskemorgen for Lazarus, og det blev forår med solskin og vågenhedens rus. Det er lidt vildt, at vi sidder en søndag formiddag på kirkebænkene herinde i en dansk folkekirke år 2022 og hører om denne episode fra dengang, Jesus gik rundt på sine to kødelige ben gik og udførte mirakler, der overstiger alt, hvad lægevidenskaben kan i dag. Selvfølgelig må vi tænke, at det er for langt ude, at det er for godt til at være sandt, eller at Bibelens forfattere har været fulde af løgn eller alkohol - eller skæve på sjov tobak, som det nogle gange hævdes af ateister og andet godtfolk. Rundt om kirken har vi en kirkegård fuld af døde mennesker, der ikke er blevet bragt tilbage til dette liv. Hvor ønskeligt det kunne være at få sine nære og kære igen, så ville det da også være helt igennem forfærdeligt, hvis alle de døde blev bragt tilbage til live. Tænk bare på, hvor meget varme og el, de ville bruge!
Når Jesus opvækkede Lazarus, så var det for at bevise, at han altså ikke bare var en tømrersøn fra Nazareth. Jesus var langt mere, ja, både fuldstændigt menneske og fuldstændigt Gud. Altså 200% Det er ufatteligt, selvfølgelig, og umuligt at forstå - for det handler om tro. Det er ikke kun i vore dage, at vi har det svært med tro. Også på Jesu tid havde folk det svært, for at tro er jo at håbe på noget, der ikke kan ses, ikke kan røres ved; det er noget luftigt noget, og hvis vi forsøger at forstå troen med vores hjerner, så mislykkes det naturligvis. Tro sidder i hjertet, for med hjertet håber vi – det ved vi jo godt, når vi med medfølelse ønsker det bedste for hinanden. Vi håber, det går godt for hende og for ham, men det er jo ikke et håb, vi går rundt med i hjernen som en fornuftig ting at fylde hovedet med; nej, vi fylder hjertet med håb for os selv, hinanden og ikke mindst det samfund og den verden vi lever i. Uden håb går det ikke. For så bliver det hele håbløst, og så er vi for alvor på spanden. Men vi er nogle mærkværdige skabninger. Det håbløse er såmænd ganske tillokkende, for vi er jo syndige væsner. Der sidder en trang i os til at se på trafikuheld, snakke og sladre om menneskers ulykke, og uha hvor kan man smalltalke meget med sidemanden om egen og andres dårligdomme, sygdom og skavanker. Det fylder meget, alt det håbløse, selvfølgelig gør det det, men når vi synes, håbet dør ud og barnetro bliver til tvivl om Gud, så lander vi dér, hvor der nok er flest: I en virkelighed, hvor vi græder over os selv og hinanden og tænker mest: Hvis Gud eller Jesus eller Ånden blot havde været her, så….! Min engelsklærer i folkeskolen plejede at sige: ”Hvis og hvis min røv er spids”, og selvom det ikke er pænt sprog, så forstår vi jo godt, at vi ikke kan fylde hovedet med hvis’er – for det medfører bare søvnløse nætter, stress, frustration og dårlig stemning. Alligevel kan vi nok egentlig ikke gøre andet end at fylde vores liv med alt det, vi gør, men så er det jo så fint, at Jesus kommer med det, vi ikke kan finde hos os selv: Et håb. Det kunne han levere dengang og det leverer han i dag; hvor skulle vi ellers få et håb fra i disse tider. Han er jo Messias, Kristus, den salvede, søn af den himmelske konge og hersker; igennem sine næstekærlighedsgerninger og sin jordnære Gudstro fik han velfortjent royal titel, som ingen kunne tage fra ham.
Selvom vi i disse dage og tider fejrer høst og efterår, så skal vi efter prædiken synge en påskesalme, for som Lazarus blev vækket, blev også Jesus selv, og sådan skal også vi engang kaldes ud af dødens drømmeløse søvn for at stå op i morgengry. Tænk sig, en ny morgen, en mageløs solopgang, et liv i evighed fyldt af himmelsk kærlighed. Et forår, hvor alting får nyt liv, og hvor vi også pumpes fulde af genskabt fylde som fra skabelsens første gnist. Håb. Vi har brug for det, ikke som en tilflugt væk fra denne verden for at drømme os hen i noget hinsides, men håbet skal vi bruge her og nu på denne jord. For der er grund nok til at tvivle på Gud, på hinanden og os selv. Tvivl bryder ned, men håbet bygger op; tvivlen bringer død, mens håb bringer liv. Derfor må vi bede Gud om, at vi må blive løst af alle de bånd og lænker, der binder os i dødvande, så vi kan gå frit enhver til sit og stole på Guds nåde. Kun som frie kan vi afsluttende sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 16. søndag efter Trinitatis. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
MEDDELELSER
Hjortlund:
- Næste gudstjeneste er søndag den 9. oktober kl.9.30 i Gredstedbro med kirkekaffe og kl. 11 i Jernved – begge ved Katrine Gaub.
Vilslev:
- Efter prædiken er der nadver og alle er velkomne.
- Efter gudstjenesten er der kaffe, så vi kan nyde al den flotte pynt. Stor tak til Kongeådal Husholdningsforening som har fyldt kirken med efterårs- og høstpynt til i dag.
Fælles:
- Kan du lide at synge sammen med andre? Mandag den 3. oktober kl. 19 begynder sangaftenerne igen i Vilslev konfirmandstue. Organist Dorte Grangård Olesen og Roll Præstegaard står for det, og vi synger fra den nye højskolesangbog.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
