”Vi er dem, de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab...” sådan lyder begyndelsen på en sang af Kim Larsen, der har braget igennem mange højtalere. I sangen stillede han sig på samme side som samfundets tabere; dem, som alle taler om, men som ingen taler med. Sangen har en god melodi og hænger ligesom fast, når først man har lyttet til den.
| Men hvem synger egentlig med på sangen? Er det ikke netop alle os, der ikke synes at være tabere? Mon Kim Larsen faktisk har skrevet en sang, som får mange af os til at stille op på tabernes side, når vi synger med på den nemme lyrik? Selvom man til daglig måske ikke tænker, at man er en del af det dårlige selskab, så kan man pludselig høre sig selv synge med. Normalt ønsker man ikke at være en del af det dårlige selskab, og der er da også en tendens til, at man stræber mere og mere efter det gode selskab, det gode liv, det gode arbejde og i det hele taget at få det bedste ud af livet, inden vi skal herfra. Det dårlige selskab er noget dårligt, det siger sig selv. Et ordsprog lyder, at ”hvor godtfolk er, kommer godtfolk til”, men det betyder så også, at hvor skidtfolk er, kommer skidtfolk til. Det dårlige selskab er en klub for dem, der ikke er gode nok. Ikke gode nok til deres arbejde, ikke gode nok i sociale sammenhænge, ikke gode nok som forældre eller venner eller kærester. Der er også skidtfolk, der drikker for mange øl, ryger for mange smøger og ser for meget TV, imens livet passerer forbi. De er dem, vi andre ikke gider lege med, for de har en svag karakter og en billig fantasi. | Salmer: Søndag d. 12. oktober er det 17. søndag efter Trinitatis. Læs Bibelteksterne her Hunderup kl. 9.30 (dåb) 1. DDS 749: I østen stiger solen op 2. DDS 448: Fyldt af glæde 3. DDS 49: Ingen er så tryg i fare 4. DDS 320: Midt iblandt os er Guds rige (Laubs melodi) 5. DDS 266: Mægtigste Kriste, menighedens Herre Vilslev kl. 11 1. DDS 3: Lovsynger Herren 2. DDS 32: Hvo ikkun lader Herren råde 3. DDS 389: Guds rige evangelium 4. DDS 320: Midt iblandt os er Guds rige (Laubs melodi) 5. DDS 266: Mægtigste Kriste, menighedens Herre *Ved altergang synger vi DDS 439: O, du Guds lam + DDS 476: Kornet som dør i jorden |
Der findes altså tydeligvis et skel mellem os og dem. Vi sidder fx her i kirken, og de andre sidder her ikke. Vi sidder trygt og godt og vi forsumper ikke – og vi frygter ikke krig, død og ødelæggelse. Vi er på mange måder priviligerede i forhold til mange andre på jordkloden. Men også imellem os herinde er der forskelle. Nogle af os er mænd, andre er kvinder. Nogle har børn, andre har ikke. Vi er alle forskellige fra hinanden. Der er mig, og der er dig. Vi er ikke ens, men en af de få ting, vi har tilfælles er, at vi er mennesker. Jeg er ikke mere eller mindre menneske end du, og vi herinde er ikke mere eller mindre mennesker end dem udenfor.
Det er netop dét Jesus tog fat i, da han gik omkring i Jerusalem for 2000 år siden og tilbragte en hel del tid i dårligt selskab. Han var hverken mere eller mindre menneske end dem, han mødte på sin vej, om det så var en utro kvinde, en syg mand eller de mange syndere, der flokkedes om ham for at høre hans nådefulde ord i en tid, hvor der kun var hån, spot og fordømmelse til overs for dem, som livet ikke rigtig lykkedes for. Man tænkte, at mange selv var skyld i deres sygdom og elendighed, deres økonomiske vanskeligheder og dårlige liv. Jesus forsøgte ikke at ændre samfundet ovenfra med reformer og politiske slogans, men han gik som menneske rundt omkring og besøgte dem, der tog imod ham. Jesus var det gode selskab, og mange ville gerne være i selskab med ham. Og det gode ved ham var, at han ikke havde nok i sig selv; han kunne jo bare have sat sig i et kloster og været hengivet i bøn og afskårethed fra verden; men i stedet gik han hele tiden ud blandt mennesker og hjem til lige netop dem, mange anså for at være dårligt selskab. Hvor skidtfolk var, kom godtfolk til. Jesus vendte tingene på hovedet. Og han blev kritiseret for det af mange af de kloge, som nok vidste, hvem der var det gode og det dårlige selskab. Mange afskar sig fra at være i selskab med toldere og syndere, fordi de ikke ville ses i dårligt selskab, og fordi de ville fremstå som dem, der ikke havde noget i klemme. De afskyede dem, som Jesus ledte efter.
Jesus ledte efter syge og syndere for at gøre rask og retfærdig. Og når han fandt dem, der godt vidste, at de var dårligt selskab, kaldte han på dem, fordi han ville have selskab med dem. Disse mennesker var der ikke så mange andre, der ville have selskab med. Hvor mange andre havde råbt af dem for at få dem til at gå væk, kaldte Jesus dem til sig.
Også vi er kaldet til fællesskab med Jesus. I dåben bliver vi en del af Guds kirke på jord, og omkring nadverbordet spiser vi sammen på lige fod med hinanden, og det er selveste Jesus, der indbyder os til nadveren. Han har kaldet, og vi har fulgt efter. Det er nemt at forskanse sig bag kirkens tykke murer, hvorfra man kan føle sig bedre end andre eller i hvert fald tænke, at det er godt, man ikke er en del af det dårlige selskab. Men så må vi huske, at det jo netop er dem i det dårlige selskab, vi som kristne er kaldet til at bede for, at elske og at gøre godt imod. Ligesom Jesus gang på gang gik ind at spise sammen med syndere og toldere, er kristne vidt omkring kaldet til at være til glæde og gavn for andre mennesker.
”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere”, spurgte de skriftkloge og farisæerne. De skriftkloge og farisæerne var kloge mænd, der havde brugt det meste af deres liv med næsen i bøgerne for at studere og blive klogere på deres tro , der havde så mange love og regler, forskrifter og forordninger. Og de stillede spørgsmålet til Jesu elever; måske turde de ikke spørge Jesus selv, eller måske ville de så tvivl blandt eleverne. Men selv eleverne forstod ikke deres lærer. Jesus måtte selv svare for sig, og svaret er enkelt: fordi toldere og syndere har brug for ham, der gør rask og retfærdig.
Omvendt kunne man spørge: Hvorfor spiste toldere og syndere med Jesus? De må have hørt om ham; rygtet om Jesus spredte sig som en løbeild, man har hældt benzin på. Mon alle disse toldere og syndere, som Jesus sad til bords med, tænkte om sig selv, at de var syge og uretfærdige, og derfor havde brug for Jesu velsignelse? Vi ved det ikke. Tolderne og synderne komme ikke til orde i dagens evangelietekst. Måske nød de Jesu selskab, fordi han ikke opdelte dem i toldere og syndere eller fordømte dem i deres skam og vanære. Han spiste sammen med dem. Bum! Alle de retfærdige og raske i selskabet havde jo ikke brug for Jesu undergerninger eller velsignende ord og nådegerninger. De var så at sige i sikker havn, og ved hvert måltid med syndere og toldere drog Jesus ligesom ud på det åbne hav for om muligt at redde flere i land af dem, der var i havsnød.
Men hvordan vidste Jesus, hvem der er syg og uretfærdig, når man ikke kan se det i det ydre? Og hvordan kan vi vide det? Faktisk er det ikke nødvendigt på forhånd at vide, hvem der er synder og uretfærdig; ligesom Jesus gjorde godt mod alle og takkede ja til både at spise god mad og drikke dejlig vin hos såvel sine elever som hos toldere, syndere og de andre udstødte, skal også vi hver dag kaste os ud i livet på en sådan måde, at vi er til glæde og gavn for enhver, vi møder på vor vej. Jesus skelnede ikke; dvs. han vurderede ikke, om hans image tog skade af at han spiste sammen med bestemte mennesker. Men han gjorde godt mod alle mennesker og på den måde velsignede han enhver, der havde brug for at blive set på med nådige øjne.
Mange har fulgt efter Jesus, når han kaldte, og mange har af ren og skær taknemmelighed over Jesu godhed gjort meget godt for andre mennesker. Vi er alle sammen lige meget mennesker, og derfor må vi være tålmodige med hinanden. Vi må være barmhjertige mod hinanden, fordi ikke alle kan lige meget; vi må gøre godt imod hinanden, så vi også selv kan forvente, at folk går det gode mod os; og vi må bede for hinanden, at vi forbliver ydmyge over for den erfaring, at vi som mennesker er i den samme båd; en båd, der på forskellige måder er i havsnød, og som Jesus drager ud for at få i sikker havn. Amen.
