Jesus med sine disciple. Maleri af Andrei Mironov, 2016. Kilde: Wikimedia Commons.
Sidste søndag efter helligtrekonger (II), Søndag den 6. februar kl. 9.30 i Vilslev + kirkekaffe og kl. 11 i Hunderup SALMER: 289: Nu bede vi den Helligånd 330: Du, som ud af intet skabte 332: På Jerusalem det ny — 476: Kornet som dør i jorden 800: Må Herren lyse for din fod (salmebogstillægget Lysets utålmodighed - 165 salmer) 557: Her vil ties, her vil bies, melodi: A. P. Berggreen 1854 Salme nr. 800 synes 2 gange, da den (stadig er ny for menigheden). Begge steder synger vi trosbekendelsen. I Vilslev er nadverritual A uden korsvar undervejs, og i Hunderup følger vi nadverritual B med 1. vers af O, du Guds lam. Efter gudstjenesten i Vilslev er der kirkekaffe.
INTRO GT
I dag skal vi høre et afsnit fra profeten Esajas. Han forudser, hvad der skal ske til sidst. Ved den tid skal Guds bjerg vise sig højt op over alle andre bjerge. På det bjerg skal templet ligge på toppen. Templet er ligesom en kirke, og grunden til at den skal ligge højt oppe er naturligvis, at huset skal kunne ses fra alle verdens hjørner. Alle folk fra hele jorden skal nemlig drage op til Guds bjerg, og han skal undervise alle mennesker i en ny måde at leve på nemlig i retfærdighed og fred. Derfor skal det, man bruger til krig, smedes om til det, man bruger til at dyrke med – dyrke såvel vingårde som fællesskaber, nationers velfærd og stolthed, ja, velfærd for de arme, fattige, syge – og endelig skal alle få et godt liv.
INTRO NT
Nu skal vi høre fra det brev, Paulus skrev til kirken i Kolossæ i det nuværende Tyrkiet. Det handler om, at hvad der engang var hemmeligt for de fleste mennesker, nu er blevet kendt for alle. Det handler om Kristus. Før han blev født, var der kun meget få, der kendte ham, men efter sin fødsel, sit liv, sin død og opstandelse, blev Jesus kendt ud over hele jorden og især blandt os hedninger langt mod nord for Israel, har Jesus Kristus og hans budskab haft store, positive betydninger i vores samfund.
PRÆDIKEN
Det er da sjovt, at Jesus ikke formår det der med at formidle sit budskab på en nem og forståelig måde. Han starter med at snakke om Menneskesønnen, så man tænker: ”Hvem er det?” og straks går han videre til at snakke om korn, der skal sås; liv og død og afkast, for så at gå videre til at snakke om at elske eller hade sit liv og om at følge efter Jesus. Derefter taler han om sine forvirrede følelse, inden Gud bryder ind med sin tordenrøst, så folk tror, at torden og engle og Gud lyder ens, inden Jesus springer videre til at snakke om dommedag og om verdens fyrste og – som prikken over i’et: sin egen død. Bum – og bombastisk! … Kunne I heller ikke følge med?
Jeg har jo forberedt mig til i dag ved bl.a. at læse teksten flere gange - langsomt, men stakkels jer, som hører den for første gang i dag; jeg forstår godt, hvis I føler jer forvirrede og ikke helt forstår, hvad der lige skete her.
Det er ikke nemt, for der er så mange ting på spil på én gang, og selvom vi er vant til at zappe mellem flere ting og endda multitaske og have flere bold i luften, så er evangelieteksten bare så mættet med indhold, at det næsten føles som et forsøg på at få os til at føle os dumme. Er det det, vi skal tage med os herfra i dag? At vi er for dumme til at forstå, hvad Jesus sagde her i Johannesevangeliets kapitel 12? At vi er for dumme til at være kristne? Det er da ikke så fedt, og jeg tror nu heller ikke, at det er meningen. Hvis Jesus gerne ville have os til at føle os dumme, så kunne han jo bare have give os en bunker lektier på et niveau langt over vores. Ligesom eleverne føler, at det gøres i nogle skoler, hvor elevernes niveauer hele tiden skal højnes, for de skal blive bedre til at læse, regne og skrive end alle verdens andre elever, for vi lever jo i et konkurrencesamfund, ik? Og hvis eleven ikke kan følge med, så må der en diagnose til, for det er jo ikke modellen, der fejler noget men bare eleverne, den er galt med. Pyha. Stakkels elever. Jesus var dog ikke en lærer på den måde, og at være kristen er ikke en konkurrence. Jesus dunkede altså ikke sine venner i hovedet med, at de var (for) dumme. Det er slet ikke det, det handlede om. Det handlede ikke om, hvorvidt hans venner og følgere forstod, hvad der skulle ske, men det handler om, at Jesus ved, hvad der skal ske, og at han nok skal tage sig af det, andre ikke kan gøre.
Han sagde jo egentlig kun noget om, hvem han er, og hvad han skal gøre med sit liv og sin død. Og så blandede Gud sig lige lidt for at sige, at Jesus havde rigtig nok fat i det, så folks tvivl lige kunne lære at holde lidt mund. Men det er da ironisk, at når Gud endelig taler med sin mægtige røst – hvilket han jo sjældent gør – så kigger folk sig forvirrede omkring, imens nogle naturvidenskabeligt anlagte skabsateister straks erklærer, at det bare er torden! Mens andre mere søgende og spirituelle disciple føler og mener, at det er en engel, der talte fra det hinsides. Ingen gættede på Gud; ikke andre end Jesus, for han kender jo himlens hemmeligheder lige så godt som menneskesjælens dybder.
Hvad er det så, Jesus skal gøre med sit liv og sin død? Jo, altså, han sammenligner sig selv med et hvedekorn, men det kunne også have været en kartoffel, for meningen er, at når man putter et korn eller en kartoffel i jorden, så sker der det, at det, man har lagt i jorden langsomt nedbrydes af forskellige biologiske processer samtidigt med, at der vokser noget andet op. Fra det ene korn kommer der et strå op, som sætter flere korn på et aks. Det ene bliver til flere. Ligesom én kartoffel i jorden langsomt går til grunde samtidigt med at flere kartofler vokser frem. Sådan skal også Jesus gå til grunde, lægges i jorden og dermed give kraft og liv og vækst til mange. Det er slet ikke så mystisk, når vi tænker over det på den måde. Det kan godt være, vi ikke kan forklare alle de biologiske processer, der ligger bag, at ét korn bliver til mange, og det kan godt være, vi ikke kan forklare de teologiske detaljer og åndelige hemmeligheder i, hvordan Jesu død kunne blive til liv for mange. Sådan er det bare.
Jesus gav virkelig sig selv, ligesom en kartoffel giver sig selv for sine små nye kartofler. Vi er Jesu små, nye kartofler, og vi får næring ved den kartoffel, der nedbrydes. Nu kunne en jo indvende, at Jesus jo ikke blev helt nedbrudt ligesom en kartoffel, der formulder, for han opstod og fór til himmels. Det er sandt, at man ikke kan lave en 1 til 1 sammenligning, men som en moderkartoffel gav han os dog nadveren, hvori vi spiser hans kød og drikker hans blod for at få næring. Troen, håbet og kærligheden skal have næring, ligesom markens afgrøder og havens blomster. Ligesom hvert et menneskebarn skal have næring for at få mulighed for, mod på og lyst til at leve. Hvis ikke den ene kartoffel lægges i jorden og går til, kommer der ikke flere kartofler. Men nu er der mange kartofler, mange disciple og mange kristne.
Noget må sås, før der kan komme afgrøder; før noget kan høstes, må noget dyrkes frem. Hvis man vil høste guldmedaljer eller hæder, gode karakterer, et godt omdømme eller respekt og indflydelse, så man må gøre noget for det. Intet kommer af sig selv. Og dog, det er ikke helt sandt. Sjovt nok skal ingen lære at være dovne; det er noget medfødt, men mange skal lære at dyrke deres talent og lære at få deres evner til at give udbytte og afkast. Hvis man intet gør ved en mark, så gror den efter i ukrudt. Det behøver man ikke så i sin mark. Det vidste også den – her i sognet – berømte sognepræst Knud Lang, som i 1760’erne fik bragt nogle artikler i et økonomisk magasin, og som jeg bruger en del fritid på at pløje mig igennem. Det er vel i sig selv noget af en bedrift at en præst forstår sig så godt på økonomi, at han kunne få sine tanker og artikler bragt i et økonomisk magasin. Knud Lang var både landmand og præst – det misunder jeg ham ikke – så han havde bogstaveligt talt en finger i jorden og gjorde sig erfaringer med, hvad der virkede i forhold til, hvordan jorden skulle passes og plejes og dyrkes. Og han indså hurtigt, at ukrudt ikke behøver at blive sået af menneskehænder, for det kommer helt at sig selv. Ukrudt blev også kaldt onde urter, for det kvalte og ødelagde dyrkningen af korn. Ligesom ukrudt på marken er der også mange slags ukrudt, der kommer til mennesker, uden at det sås af os eller andre. Hvorfra kommer f.eks. sygdom, sorg, modgang, synd og tvivl? Disse onde slags ukrudt skal holdes nede, og det gøres bl.a. ved at give næring til de gode urter og afgrøder, som vi gerne vil have i vores liv nemlig tro, håb og kærlighed. Bedre ting findes ikke; hele livets mening er ganske enkelt kærlighed.
For at kærlighed lagde Jesus sig som et hvedekorn i dødens muld for at give liv til mange, og af kærlighed giver forældre deres børn langt mere, end de fortjener; af kærlighed bærer vi over med hinanden, fordi vi ved, at ukrudt skal bekæmpes ved at fokusere på det gode. Den gode Gud giver os næring til at kæmpe for det bedre ved at give os en ny morgen, give os venner og familier, give os helbred og gå på mod. Lad os tage det med her fra denne gudstjeneste. Glædelig sidste søndag efter Helligtrekonger. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Søndag den 13. februar er der gudstjeneste kl.9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup – ved mig. Det skulle have været Katrine, men da min vinterferie er blevet aflyst, kan jeg lige så godt arbejde. Vi skulle have været på tur til Iran for at besøge min svigerinde, men Iran har p.t. lukket for indrejser fra bl.a. Danmark. Så vi håber, der er bedre muligheder til efteråret.
Husk at benytte jer af den demokratiserende salmevalgskasse. I kan nemlig være med til at præge, hvad vi skal synge ved gudstjenesterne, og det gør I ved at skrive jeres ønsker på en seddel og lægge den i kassen ved udgangen. Så tager Dorte og jeg jeres ønsker med i planlægningen.
Vilslev I dag er der både altergang og kirkekaffe, og menighedsrådet har besluttet, at fra marts vil der kun være altergang, når der også er kirkekaffe ved gudstjenesterne kl. 9.30. Vi beholder altergangen ved alle gudstjenester kl. 11. Det kan man læse mere om i det kirkeblad, der kommer ud i postkasserne i slutningen af februar.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
INTRO GT
I dag skal vi høre et afsnit fra profeten Esajas. Han forudser, hvad der skal ske til sidst. Ved den tid skal Guds bjerg vise sig højt op over alle andre bjerge. På det bjerg skal templet ligge på toppen. Templet er ligesom en kirke, og grunden til at den skal ligge højt oppe er naturligvis, at huset skal kunne ses fra alle verdens hjørner. Alle folk fra hele jorden skal nemlig drage op til Guds bjerg, og han skal undervise alle mennesker i en ny måde at leve på nemlig i retfærdighed og fred. Derfor skal det, man bruger til krig, smedes om til det, man bruger til at dyrke med – dyrke såvel vingårde som fællesskaber, nationers velfærd og stolthed, ja, velfærd for de arme, fattige, syge – og endelig skal alle få et godt liv.
INTRO NT
Nu skal vi høre fra det brev, Paulus skrev til kirken i Kolossæ i det nuværende Tyrkiet. Det handler om, at hvad der engang var hemmeligt for de fleste mennesker, nu er blevet kendt for alle. Det handler om Kristus. Før han blev født, var der kun meget få, der kendte ham, men efter sin fødsel, sit liv, sin død og opstandelse, blev Jesus kendt ud over hele jorden og især blandt os hedninger langt mod nord for Israel, har Jesus Kristus og hans budskab haft store, positive betydninger i vores samfund.
PRÆDIKEN
Det er da sjovt, at Jesus ikke formår det der med at formidle sit budskab på en nem og forståelig måde. Han starter med at snakke om Menneskesønnen, så man tænker: ”Hvem er det?” og straks går han videre til at snakke om korn, der skal sås; liv og død og afkast, for så at gå videre til at snakke om at elske eller hade sit liv og om at følge efter Jesus. Derefter taler han om sine forvirrede følelse, inden Gud bryder ind med sin tordenrøst, så folk tror, at torden og engle og Gud lyder ens, inden Jesus springer videre til at snakke om dommedag og om verdens fyrste og – som prikken over i’et: sin egen død. Bum – og bombastisk! … Kunne I heller ikke følge med?
Jeg har jo forberedt mig til i dag ved bl.a. at læse teksten flere gange - langsomt, men stakkels jer, som hører den for første gang i dag; jeg forstår godt, hvis I føler jer forvirrede og ikke helt forstår, hvad der lige skete her.
Det er ikke nemt, for der er så mange ting på spil på én gang, og selvom vi er vant til at zappe mellem flere ting og endda multitaske og have flere bold i luften, så er evangelieteksten bare så mættet med indhold, at det næsten føles som et forsøg på at få os til at føle os dumme. Er det det, vi skal tage med os herfra i dag? At vi er for dumme til at forstå, hvad Jesus sagde her i Johannesevangeliets kapitel 12? At vi er for dumme til at være kristne? Det er da ikke så fedt, og jeg tror nu heller ikke, at det er meningen. Hvis Jesus gerne ville have os til at føle os dumme, så kunne han jo bare have give os en bunker lektier på et niveau langt over vores. Ligesom eleverne føler, at det gøres i nogle skoler, hvor elevernes niveauer hele tiden skal højnes, for de skal blive bedre til at læse, regne og skrive end alle verdens andre elever, for vi lever jo i et konkurrencesamfund, ik? Og hvis eleven ikke kan følge med, så må der en diagnose til, for det er jo ikke modellen, der fejler noget men bare eleverne, den er galt med. Pyha. Stakkels elever. Jesus var dog ikke en lærer på den måde, og at være kristen er ikke en konkurrence. Jesus dunkede altså ikke sine venner i hovedet med, at de var (for) dumme. Det er slet ikke det, det handlede om. Det handlede ikke om, hvorvidt hans venner og følgere forstod, hvad der skulle ske, men det handler om, at Jesus ved, hvad der skal ske, og at han nok skal tage sig af det, andre ikke kan gøre.
Han sagde jo egentlig kun noget om, hvem han er, og hvad han skal gøre med sit liv og sin død. Og så blandede Gud sig lige lidt for at sige, at Jesus havde rigtig nok fat i det, så folks tvivl lige kunne lære at holde lidt mund. Men det er da ironisk, at når Gud endelig taler med sin mægtige røst – hvilket han jo sjældent gør – så kigger folk sig forvirrede omkring, imens nogle naturvidenskabeligt anlagte skabsateister straks erklærer, at det bare er torden! Mens andre mere søgende og spirituelle disciple føler og mener, at det er en engel, der talte fra det hinsides. Ingen gættede på Gud; ikke andre end Jesus, for han kender jo himlens hemmeligheder lige så godt som menneskesjælens dybder.
Hvad er det så, Jesus skal gøre med sit liv og sin død? Jo, altså, han sammenligner sig selv med et hvedekorn, men det kunne også have været en kartoffel, for meningen er, at når man putter et korn eller en kartoffel i jorden, så sker der det, at det, man har lagt i jorden langsomt nedbrydes af forskellige biologiske processer samtidigt med, at der vokser noget andet op. Fra det ene korn kommer der et strå op, som sætter flere korn på et aks. Det ene bliver til flere. Ligesom én kartoffel i jorden langsomt går til grunde samtidigt med at flere kartofler vokser frem. Sådan skal også Jesus gå til grunde, lægges i jorden og dermed give kraft og liv og vækst til mange. Det er slet ikke så mystisk, når vi tænker over det på den måde. Det kan godt være, vi ikke kan forklare alle de biologiske processer, der ligger bag, at ét korn bliver til mange, og det kan godt være, vi ikke kan forklare de teologiske detaljer og åndelige hemmeligheder i, hvordan Jesu død kunne blive til liv for mange. Sådan er det bare.
Jesus gav virkelig sig selv, ligesom en kartoffel giver sig selv for sine små nye kartofler. Vi er Jesu små, nye kartofler, og vi får næring ved den kartoffel, der nedbrydes. Nu kunne en jo indvende, at Jesus jo ikke blev helt nedbrudt ligesom en kartoffel, der formulder, for han opstod og fór til himmels. Det er sandt, at man ikke kan lave en 1 til 1 sammenligning, men som en moderkartoffel gav han os dog nadveren, hvori vi spiser hans kød og drikker hans blod for at få næring. Troen, håbet og kærligheden skal have næring, ligesom markens afgrøder og havens blomster. Ligesom hvert et menneskebarn skal have næring for at få mulighed for, mod på og lyst til at leve. Hvis ikke den ene kartoffel lægges i jorden og går til, kommer der ikke flere kartofler. Men nu er der mange kartofler, mange disciple og mange kristne.
Noget må sås, før der kan komme afgrøder; før noget kan høstes, må noget dyrkes frem. Hvis man vil høste guldmedaljer eller hæder, gode karakterer, et godt omdømme eller respekt og indflydelse, så man må gøre noget for det. Intet kommer af sig selv. Og dog, det er ikke helt sandt. Sjovt nok skal ingen lære at være dovne; det er noget medfødt, men mange skal lære at dyrke deres talent og lære at få deres evner til at give udbytte og afkast. Hvis man intet gør ved en mark, så gror den efter i ukrudt. Det behøver man ikke så i sin mark. Det vidste også den – her i sognet – berømte sognepræst Knud Lang, som i 1760’erne fik bragt nogle artikler i et økonomisk magasin, og som jeg bruger en del fritid på at pløje mig igennem. Det er vel i sig selv noget af en bedrift at en præst forstår sig så godt på økonomi, at han kunne få sine tanker og artikler bragt i et økonomisk magasin. Knud Lang var både landmand og præst – det misunder jeg ham ikke – så han havde bogstaveligt talt en finger i jorden og gjorde sig erfaringer med, hvad der virkede i forhold til, hvordan jorden skulle passes og plejes og dyrkes. Og han indså hurtigt, at ukrudt ikke behøver at blive sået af menneskehænder, for det kommer helt at sig selv. Ukrudt blev også kaldt onde urter, for det kvalte og ødelagde dyrkningen af korn. Ligesom ukrudt på marken er der også mange slags ukrudt, der kommer til mennesker, uden at det sås af os eller andre. Hvorfra kommer f.eks. sygdom, sorg, modgang, synd og tvivl? Disse onde slags ukrudt skal holdes nede, og det gøres bl.a. ved at give næring til de gode urter og afgrøder, som vi gerne vil have i vores liv nemlig tro, håb og kærlighed. Bedre ting findes ikke; hele livets mening er ganske enkelt kærlighed.
For at kærlighed lagde Jesus sig som et hvedekorn i dødens muld for at give liv til mange, og af kærlighed giver forældre deres børn langt mere, end de fortjener; af kærlighed bærer vi over med hinanden, fordi vi ved, at ukrudt skal bekæmpes ved at fokusere på det gode. Den gode Gud giver os næring til at kæmpe for det bedre ved at give os en ny morgen, give os venner og familier, give os helbred og gå på mod. Lad os tage det med her fra denne gudstjeneste. Glædelig sidste søndag efter Helligtrekonger. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Søndag den 13. februar er der gudstjeneste kl.9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup – ved mig. Det skulle have været Katrine, men da min vinterferie er blevet aflyst, kan jeg lige så godt arbejde. Vi skulle have været på tur til Iran for at besøge min svigerinde, men Iran har p.t. lukket for indrejser fra bl.a. Danmark. Så vi håber, der er bedre muligheder til efteråret.
Husk at benytte jer af den demokratiserende salmevalgskasse. I kan nemlig være med til at præge, hvad vi skal synge ved gudstjenesterne, og det gør I ved at skrive jeres ønsker på en seddel og lægge den i kassen ved udgangen. Så tager Dorte og jeg jeres ønsker med i planlægningen.
Vilslev I dag er der både altergang og kirkekaffe, og menighedsrådet har besluttet, at fra marts vil der kun være altergang, når der også er kirkekaffe ved gudstjenesterne kl. 9.30. Vi beholder altergangen ved alle gudstjenester kl. 11. Det kan man læse mere om i det kirkeblad, der kommer ud i postkasserne i slutningen af februar.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
