I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden samt dyr og mennesker, han satte alting på plads og satte grænser og rammer for hele skabningen, og til slut hvilede han på den syvende dag, på sabbatten, der for os kristne holdes her om søndagen. Historien om Guds hviledag har givet anledning til mange stridigheder igennem tiden, fordi nogle har draget en konklusion fra, hvad Gud gjorde til, hvad vi skal gøre. Idet Gud hvilede på dén dag, og indstiftede den til hviledag for mennesker, så har nogle taget sagen i egen hånd for at ville håndhæve, at vi med vold og magt skulle hvile; på dén dag måtte man hverken gøre noget godt eller ondt. I kan måske huske, hvordan butikker har holdt søndagslukket, så gaderne har ligget øde hen. I Hans Kirks bog 'Fiskerne', der udspiller sig i en tid ikke så fjernt fra vores, forsøgte de selvbestaltede udvalgte Guds hellige at pådutte andre deres mening om, at søndag skulle være hviledag, helliget til at læse i Bibelen og være sammen med familien. På Jesu tid var det farisæerne og de skriftkloge, der klogede sig på skriften og satte strenge regler for, hvordan andre skulle leve.
Der har aldrig været mangel på personer, der vil gøre livet strengt og hårdt for andre ved at pådutte dem deres egne anskuelser om, hvordan man bedst kan leve et godt liv. Det hellige liv kan man se hos dem, der går særligt meget op i at gøre sig til over for andre ved i det ydre altid at gøre det rigtige. Jesus gør op med de selvhellige. For det første helbredte han en mand, og spurgte de tilstedeværende, om det var tilladt at gøre det gode på hviledagen. Hvis man nu har et barn, der er i livsfare, må man så hjælpe barnet? Farisæerne kunne ikke svare, for så ville de blive fanget i deres eget spil. Men svaret ligger ellers lige til højrebenet: Selvfølgelig skal man hjælpe et menneske i nød, uanset hvilken ugedag der er tale om.
Så blev pladserne fordelt. Jesus fik sat farisæerne på plads. Og den syge blev rask og fik en ny plads i livet og fællesskabet. Omkring bordet stimlede folket sammen for at få de bedste pladser. Da Jesus så det, gjorde han opmærksom på, at enhver må kende sin plads såvel ved bordet som i livet. Det var ikke en småborgerlig opsang om bordskik, nej, det stikker langt dybere. Vi kan kæmpe om pladserne omkring bordet og de gode pladser i livet, og mange kæmper uden skrupler med rundsave på albuerne for at sikre sig gode pladser. Det er dem, der hovmoder sig til at tro, at de er mere værd end andre, og at de svagere er mindre værd og derfor fint kan nøjes med dårligere pladser ved livets bord. Til disse ydmygede og svage sagde Jesus fra Skaberen selv ordene: ”Min ven, sæt dig højere op!”
Søndagen har sin faste plads i ugens kalender som dagen, hvor vi kan samles til gudstjeneste i løbet af året. I løbet af året fejrer vi højtiderne jul, påske og pinse, fordi det hører sig til i en kristen kirke, og så fejrer vi den fjerde højtid, høst, fordi vi er danske. Sådan kan kultur og evangelium gå hånd i hånd. På den måde har alt sin plads til rette tid på rette sted. Og vi finder tid ved gudstjenesterne og højtiderne til selv at blive sat på plads i skaberværket og livsværket.
Og i dag er det på sin plads at fejre høstgudstjeneste. Det er i dag en festdag; men ikke sådan at vi skåler i champagne eller beruser os i øl og sjove anekdoter, men kulturhøjtiden fejrer vi med en pyntet kirke, kirkekorets medvirken, og salmerne synger vi af hjertet imens tankerne går til høsten i det ganske land. Og for en stund behøver vi ikke tænke på landbrugets trange kår, mælkepriser eller randzoner, men vi kan i fællesskab glæde os over, at jorden stadig giver afgrøder af forskellig art, så vi får mere end rigeligt af det daglige brød.
Inde i storbyerne giver det ikke altid mening at fejre høstgudstjeneste, fordi høsten forekommer dem så fjernt og på en måde unaturligt. For mange er landbruget blevet et politisk betændt anliggende, som man jo dårligt kan markere ved at fejre gudstjeneste. Men herude på landet langt mod vest er lugten af landbrug dog aldrig langt borte, og enhver af os har i ny og næ måttet væbne os med tålmodighed, når de store landbrugsmaskiner har krævet deres plads på de små veje. Der skal være plads til dem og os, sådan er det, når man bor i et land, hvis vækst og historie hviler på landbruget og dyrkningen af de mange marker.
Det siges, at landmanden altid har travlt, og det er forståeligt, når man blandt andet skal høste imellem de lunefulde byger, der driver over landet i tide og utide. For den travle og den ambitiøse er hvile næsten ligefrem et skældsord, og effektivitet har da også ramt denne del af vort samfund. Hvile er en fjende af effektiv produktivitet, men selv den stærkeste karl og dygtigste landmand eller -kvinde har brug for hvile. Sådan er vores natur; uden mad og hvile og drikke duer vi simpelthen ikke. Vi skal kende vores plads i livet som de mennesker, vi er.
Og som vi er, lever vi på jorden med hinanden – både til hverdag og til højtid. Høsten er en fejring af livet og lyset imens vi går med sikre stormskridt ind i efterårets vintermørke. Med os tager vi i fællesskab minderne om sommerens varme og høstens frugter. Vi har fundet sammen i dag for at huske på høstens betydning og på naturens gang, som vi følger. Foruden årets kalender følger vi også kirkens kalender, der byder på højtider og ganske normale hverdage – ligesom livet selv.
Fra naturen ved vi, at alting har sin plads i skaberværket, og i kirken lærer vi at kende vores plads i livet iblandt hinanden under Guds nåde og barmhjertighed. Og selvom naturen kan være ubarmhjertig og hård, så livet går skævt eller høsten slår fejl, lyder nådige ord fra Skaberen selv igennem Jesus Kristus om, at vi må finde vores rette plads. Ikke en plads vi kan tilkæmpe eller tilrane os, men som Gud selv tilregner og giver til os ved at sige: ”Min ven, sæt dig højere op.” Amen.
Prædikentekster til 17. søndag efter Trinitatis
Salmer: Præludium: “Gud gir os livet”, Steen Kaalø, mel. Bent Fabrcius-Bjerre
1. DDS 729: Nu falmer skoven
2. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære
3. DDS 730: Vi pløjed og vi så’de
---
4. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted
5. DDS koret: “Livets sejerskrans” tekst og musik Hans Thimes Christiansen
6. DDS 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
Postludium: “Almagts Gud, velsignet vær!”
Der har aldrig været mangel på personer, der vil gøre livet strengt og hårdt for andre ved at pådutte dem deres egne anskuelser om, hvordan man bedst kan leve et godt liv. Det hellige liv kan man se hos dem, der går særligt meget op i at gøre sig til over for andre ved i det ydre altid at gøre det rigtige. Jesus gør op med de selvhellige. For det første helbredte han en mand, og spurgte de tilstedeværende, om det var tilladt at gøre det gode på hviledagen. Hvis man nu har et barn, der er i livsfare, må man så hjælpe barnet? Farisæerne kunne ikke svare, for så ville de blive fanget i deres eget spil. Men svaret ligger ellers lige til højrebenet: Selvfølgelig skal man hjælpe et menneske i nød, uanset hvilken ugedag der er tale om.
Så blev pladserne fordelt. Jesus fik sat farisæerne på plads. Og den syge blev rask og fik en ny plads i livet og fællesskabet. Omkring bordet stimlede folket sammen for at få de bedste pladser. Da Jesus så det, gjorde han opmærksom på, at enhver må kende sin plads såvel ved bordet som i livet. Det var ikke en småborgerlig opsang om bordskik, nej, det stikker langt dybere. Vi kan kæmpe om pladserne omkring bordet og de gode pladser i livet, og mange kæmper uden skrupler med rundsave på albuerne for at sikre sig gode pladser. Det er dem, der hovmoder sig til at tro, at de er mere værd end andre, og at de svagere er mindre værd og derfor fint kan nøjes med dårligere pladser ved livets bord. Til disse ydmygede og svage sagde Jesus fra Skaberen selv ordene: ”Min ven, sæt dig højere op!”
Søndagen har sin faste plads i ugens kalender som dagen, hvor vi kan samles til gudstjeneste i løbet af året. I løbet af året fejrer vi højtiderne jul, påske og pinse, fordi det hører sig til i en kristen kirke, og så fejrer vi den fjerde højtid, høst, fordi vi er danske. Sådan kan kultur og evangelium gå hånd i hånd. På den måde har alt sin plads til rette tid på rette sted. Og vi finder tid ved gudstjenesterne og højtiderne til selv at blive sat på plads i skaberværket og livsværket.
Og i dag er det på sin plads at fejre høstgudstjeneste. Det er i dag en festdag; men ikke sådan at vi skåler i champagne eller beruser os i øl og sjove anekdoter, men kulturhøjtiden fejrer vi med en pyntet kirke, kirkekorets medvirken, og salmerne synger vi af hjertet imens tankerne går til høsten i det ganske land. Og for en stund behøver vi ikke tænke på landbrugets trange kår, mælkepriser eller randzoner, men vi kan i fællesskab glæde os over, at jorden stadig giver afgrøder af forskellig art, så vi får mere end rigeligt af det daglige brød.
Inde i storbyerne giver det ikke altid mening at fejre høstgudstjeneste, fordi høsten forekommer dem så fjernt og på en måde unaturligt. For mange er landbruget blevet et politisk betændt anliggende, som man jo dårligt kan markere ved at fejre gudstjeneste. Men herude på landet langt mod vest er lugten af landbrug dog aldrig langt borte, og enhver af os har i ny og næ måttet væbne os med tålmodighed, når de store landbrugsmaskiner har krævet deres plads på de små veje. Der skal være plads til dem og os, sådan er det, når man bor i et land, hvis vækst og historie hviler på landbruget og dyrkningen af de mange marker.
Det siges, at landmanden altid har travlt, og det er forståeligt, når man blandt andet skal høste imellem de lunefulde byger, der driver over landet i tide og utide. For den travle og den ambitiøse er hvile næsten ligefrem et skældsord, og effektivitet har da også ramt denne del af vort samfund. Hvile er en fjende af effektiv produktivitet, men selv den stærkeste karl og dygtigste landmand eller -kvinde har brug for hvile. Sådan er vores natur; uden mad og hvile og drikke duer vi simpelthen ikke. Vi skal kende vores plads i livet som de mennesker, vi er.
Og som vi er, lever vi på jorden med hinanden – både til hverdag og til højtid. Høsten er en fejring af livet og lyset imens vi går med sikre stormskridt ind i efterårets vintermørke. Med os tager vi i fællesskab minderne om sommerens varme og høstens frugter. Vi har fundet sammen i dag for at huske på høstens betydning og på naturens gang, som vi følger. Foruden årets kalender følger vi også kirkens kalender, der byder på højtider og ganske normale hverdage – ligesom livet selv.
Fra naturen ved vi, at alting har sin plads i skaberværket, og i kirken lærer vi at kende vores plads i livet iblandt hinanden under Guds nåde og barmhjertighed. Og selvom naturen kan være ubarmhjertig og hård, så livet går skævt eller høsten slår fejl, lyder nådige ord fra Skaberen selv igennem Jesus Kristus om, at vi må finde vores rette plads. Ikke en plads vi kan tilkæmpe eller tilrane os, men som Gud selv tilregner og giver til os ved at sige: ”Min ven, sæt dig højere op.” Amen.
Prædikentekster til 17. søndag efter Trinitatis
Salmer: Præludium: “Gud gir os livet”, Steen Kaalø, mel. Bent Fabrcius-Bjerre
1. DDS 729: Nu falmer skoven
2. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære
3. DDS 730: Vi pløjed og vi så’de
---
4. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted
5. DDS koret: “Livets sejerskrans” tekst og musik Hans Thimes Christiansen
6. DDS 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
Postludium: “Almagts Gud, velsignet vær!”
