Jernved kl. 11
1) 726: Gak ud min sjæl
2) 14 Tænk, at livet koster livet
3) Vi finder fred i kirken (kopiark) Iben Krogsdal
---
4) 323 Kirken den er et gammelt hus
5) 69,5-6: Du fødtes på jord
6) 453: Vort løsen er vor tro og dåb
Vilslev kl. 19 (sangark)
1) 726: Gak ud min sjæl
2) 14 Tænk, at livet koster livet
3) Den lange lyse sommerdag, Lars Busk Sørensen
---
4) 323 Kirken den er et gammelt hus
5) 786 Nu går solen sin vej
INTRO GT
Jeremias var en almindelig mand, da Gud kaldte på ham og ansatte ham til at være profet, dvs. et talerør blandt folk. Jeremias var ikke selv nogen stor eller dygtig taler, men det gjorde nu ikke Gud noget, for han lagde sine egne ord i munden på ham og sendte ham ud blandt folket. Jeremias blev budbringer, ligesom også Jesus blev det og enhver kristen og præst lige siden er blevet budbringere for Guds budskaber.
INTRO NT
Det kristne hus er bygget af levende sten, og den første sten var Jesus; dén sten blev lagt som hovedhjørnesten, som alle andre sten lægges efter. Siden hen er mange andre sten blevet føjet til i den bygning, vi kalder kirken, og hvor Peter selv kom til at spille en stor rolle, ligesom hver enkel kristen lige siden er blevet bygget ind. Før der stod kirker af døde sten, blev kirken bygget af levende sten i en kirkebygning, der holdes sammen af ånd og sandhed, hvor mørtlen er dåb og hvor funktionen er håb. Håb især for dem, der før ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet og fået barmhjertighed.
PRÆDIKEN
Hvordan har I det?
De seneste par dage har jeg tænkt meget over det spørgsmål, fordi man desværre tit bruger det som smalltalk, men egentligt kunne det jo være rart at vide, om folk er okay. At vi har det godt. Det kan godt være, man ikke selv kan gøre den store forskel for den anden, men man kan altid lytte; og det kan sandelig også være meget værd. Hvis altså man sætter tid af til det og lige kan parkere alle de ting, man så gerne selv vil snakke om. Hvordan vi har det, hænger også sammen med, hvad der er vigtigt for os. Vi behøver ikke sidde og tænke længe over, hvad vi mener er vigtigt for os, for vi kan bare gå ind på bankkontoen og se, hvad vi har brugt penge på de sidste par måneder. Hvad fylder i regnskabet? Det er afslørende. Hvor meget spenderer vi på vores sundhed, lykke og glæde? Vore venner og vores familie? Kirken? Underholdning, sjov og ballade? Nødhjælp?
Vi forsøger hver især at opbygge en tilværelse, hvor der er mere glæde end sorg, og det gøres på lige så mange forskellige måder, som der er mennesker her i sognet. Vi er forskellige, og dog er vi samlet her i dag til denne gudstjeneste. Hvad er så kirkens, kristendommens og troens rolle i forhold til vores glæde og lykke? I dagens Bibeltekster hører vi om, at Jesus blev lagt som den vigtigste sten i det byggeri, der kaldes en kirke, og som består af levende mennesker, der samles om det kristne håb i troen på Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Dengang var kirken altså et fællesskab af personer, som delte livet med hinanden, bekymrede sig om hinanden og som delte sorger og glæder med hinanden; de hjalp hinanden, hvis den ene manglede penge eller mad eller omsorg. Med tiden blev denne menneskelige kirkebygning til en stenhård bygning af kolde sten, der rejste sig i landskabet som en tavs kæmpe med en skinnende hvid facade nærmest som et stykke kridt i det grønne eller en stjerne i muldet. Kirkebygningen, som vi kender den, lægger rum til en mangfoldighed af arrangementer og danner især ramme om sammenkomster ved nogle af de store begivenheder i vore liv lige fra dåb til konfirmation, vielse og endelig begravelse. I Danmark ligger der et par tusinde kirkebygninger spredt ud over kongerigets jorder, og omkring 75% af befolkningen er medlem af folkekirken. Alligevel fylder kristendommen ikke så meget på den måde i det daglige imellem os; Jesus Kristus som frelser og forsoner er ikke noget, vi sådan går og snakker om. Hvorfor skulle vi dog det? Vi er jo stiltiende enige om, at kristendommen er den særligt bærende og betydningsfulde værdi, der ligger som et fundament under vores kultur; dog er troen i højere grad stivnet og blevet tradition, ligesom kirken ikke længere så meget er en levende menighed, som det er en fysisk bygning vi kan gå ind og ud af, lige præcist som vi ønsker/gider og har behov for. Selvom de fleste af medlemmerne dog ikke synes at have det behov hver søndag.
Som fysisk bygning er kirken interessant, for vi har mange fysiske bygninger i vores samfund, og vi bruger dem på mange forskellige måder, men ingen bygning er som kirken. I de mange andre bygninger i samfundet kan vi købe diverse ting, men her får vi noget, som vi ikke kan få andre steder. De bygninger, vi bruger mest og holder mest af, kalder vi vores hjem. Et hjem er kendetegnet ved at være et rart sted at være; trygt, lunt og godt. Der er wifi, en blød sofa og snacks. Man kender sit hjem, ved automatisk hvor tingene er; sproget derhjemme, form og indretning er ikke fremmed for en – sådan som det kan være i kirken især for dem, der ikke så tit kigger ind og er med.
Den fysiske kirkebygning og den levende menighed er åben for alle. Men bygningen har også den åbenlyse indretning, at man kan lukke døren efter sig og lukke sig inde dér – og lukke andre ude. Vi har da hørt om folk rundt om i landets kirker, der er blevet enten lukket inde eller ude, fordi de automatiske dørlåse er slået til. Langt værre er det dog, hvis man med fuldt overlæg lukker sig inde for at lukke andre ude, så døren bliver en skillevæg mellem os og de andre. Så kan man lave sin egen lille klub med alle de rigtige personer, meninger og holdninger, og så kan man sidde herinde, uberørte af byens travlhed og trafikkens tunge brus, og hygge sig med at klappe hinanden på skulderen. Det ligger selvfølgelig langt fra, hvad Jesus havde i tankerne om en kirke, og jeg er da heller ikke sikker på, at han vil komme tilbage og synes, at det er supergodt, at vi bruger 100.000 kr. på at kalke kirken eller et par millioner på et orgel eller at sætte den gamle stenbygning i stand. (Og her må man gerne indskyde, at Jesus jo ikke var medlem af folkekirken, ja, han var hverken præst eller menighedsrådsformand.) Men tænk lidt over, hvad man kunne gøre med de mange penge, hvis man ikke skulle vedligeholde mursten, men faktisk kunne hjælpe menigheden med mad, tøj, omsorg osv.
Vi siger ofte nok i kirken, at Gud er kærlighed, og at vi er kaldet til at praktisere denne guddommelige kærlighed i vores jordnære virkelige verden. Men er vi kommet for langt væk fra det kald? Godt nok lyder trosbekendelsen fra vore læber, men er det andet og mere end en remse, vi har lært ved konfirmationsforberedelsen, eller er den fyldt med ånd og sandhed som hos Peter? Giver vi bygningen for meget og menigheden for lidt? Den stolte kirkebygning må jo ikke blive en nekrolog eller gravsten over kristendommen i Danmark. Det bliver den, hvis Gud er sendt på museum eller død for os, dvs. hvis tradition erstatter tro, og hvis tilgivelsen bliver et af de fine ord, der kun hører høres om søndagen i kirken. Hvis Gud derimod får plads i vores liv og ånden lever i vores menighed; hvis Hans budskab om barmhjertighed virkelig betyder noget for os til hverdag og fest, på søgn, søn- og helligdage, så bliver kirken faktisk en barmhjertighedsbygning på Herrens mark, ligesom der oprettes lazaretter og nødhjælpstelte i krigszoner og (natur)katastrofeområder. Det er ikke for krads at sige, at både vi som menighed og kirken som stenbygning har én funktion og et formål: nemlig at styrke tro, kærlighed og håb.
Det er ved at gribe håbet, at vi bliver håbefulde og får lyst til livet. Håb kan man ikke indfange i et glas, som var det en sommerfugl, man vil holde for sig selv, for håb må, skal og vil deles med andre. Der vokser fællesskab og sammenhold ud af det. Håb, der indfanges i glas og ramme eller i et lukket kirkerum ender med at dø; lugten af dødt håb er deprimerende, og dér ender vi, hvis Satans lokkende stemme fører os på afveje. Derfor er det også omsonst, hvis kirken som organisation lukker sig om sig selv med for meget administration af en fysisk bygning, der med tiden er stivnet og tager tid og penge fra at gøre det, som vi er døbt og kaldet til: nemlig at forkynde og lære om Jesu Kristi kærlighed. På den anden side kan man dog sige, at det hus, vi bruger så mange penge på, må også betyde noget særligt; kristendommen er nok ikke så ilde stedt, måske? I det gamle kirkerum kan vi samles til bekendelse og tro på det håb der er større. Vi favnes og rummes og vores synder løses på jorden som i himlen, og her bindes vi sammen af troens kærlighedsbånd på det jævne og ind i evigheden.
Håb er det eneste, der holder, for uden håb kan vi ikke holde til livet og uden håb holder vi det ikke ud. Derfor er et liv dybest, smukkest, sandest og mest velsignet, når vi samles i tro på Gud og i kærlighedens omsorg og tilgivelse af os selv og hinanden. Og så håber jeg, at I har det godt, og at vi alle får en dejlig sommer. Glædelig 5. søndag efter Trinitatis. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede. (- Trinitatis søndag - I - 1995 (Joh. 3,1-15) 42-B Mogens Agerbo) Ja, lovet være du, vor Gud, fordi du blander dig i vores liv med dit rige, din kærlighed og dit håb. Kom til os - både om natten og om dagen - og giv os den mening at leve på, som vi aldrig kan skabe os selv. Kom til os med din tiltale og dit svar på vore uudtalte spørgsmål - så også vi kan blive medborgere i dit rige og medarbejdere på din kærlighed. Skab din levende kirke midt iblandt os - og lad den arbejde som din forlængede arm, så vi kan få løftet vore øjne og opdage, at livet er fuldt af dig - lige uden for vor dør. Send os ud i verden som dine medarbejdere og lad os sprede kærlighed, tro og håb. Vi beder dig særligt for dem, der ikke har kræfter eller overskud til at løfte sine øjne, fordi hverdagen stiller for mange krav og koster
for mange kræfter. Vi beder dig for de syge, de ensomme, de forladte, de efterladte og alle, der mangler livsfornødenheder som kærlighed, mad, arbejde, fred, glæde og tryghed. Vi beder dig for alle med magt til at ændre på verdens grundvilkår: giv dem overskud til at give mere, end de får. Kom til os, Gud - i vor uforstand. AMEN.
MEDDELELSER
Næste gudstjenester her i pastoratet er søndag den 24. juli kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Vilslev – begge ved Katrine Gaub.
Fra i morgen, mandag den 18. juli til og med søndag den 7. august holder jeg sommerferie, og i den tid passer Katrine Gaub embedet.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.