teologi&kultur
  • Forsiden
    • Foredrag
    • CV
  • Artikler
    • Prædikener
    • Historie
  • Blog
    • Igangværende projekter
  • Slægt og samfund i Børsmose
    • slægtsarbejde på facebook
  • Hunderup og Vilslev sogne
    • Kongeåpastoratet
    • Kirkestatistik
    • Sognekalender (Vilslev og Hunderup)
    • Velkommen til nye borgere
    • Præster >
      • Arendse Dyssel
    • Kirker
    • Kirkeblade
    • Knud Langs mindelund
  • Konfirmander
  • Kontakt

Prædiken: Gå da frit

4/4/2021

0 Comments

 
Picture
Mandag den 5. april 2021 kl. 11 Gredstedbro, Anden Påskedag (I)
 
LITURGI Anden påskedag
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 234: Som forårssolen morgenrød
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”)
+ prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 408, v.1-3: Nu ringe alle klokker mod sky
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen) 
Postludium (kun musik)
 
Prædiken
Når man sidder i et hus uden varme, så er det ligegyldigt, om man har metervis af brænde, hvis ikke man har noget at tænde en gnist med, så den kan gløde i træet, flamme op og give varme. Hvis man er i nød eller lider, er det også ligegyldigt, om man er omgivet af tusinde mennesker, hvis ingen har kærlighedens glød i hjertet eller har mulighed for at hjælpe. Et koldt og tørt stykke brænde eller et fornuftigt og pænt menneske er der ikke meget ved, hvis ikke der er en glød eller gnist, der kan få hele brændestykket eller mennesket til at brænde og sprede sin varme og kærlighed; og ganske enkelt være til glæde og gavn.  
 
Da Jesus var opstået, var hans disciple spredt for alle vinde. De var chokerede og flygtede; nogle gemte sig i deres huse, andre tog videre til byerne rundt om Jerusalem. De havde åbenbart taget grueligt fejl ved at tro, at Jesus var den, de skulle vente på; at han døde på korset forladt, foragtet og forarmet, var for mange et bevis på, at han ikke var den, der var kommet til jord for at redde dem. De ville derfor væk fra Jerusalem og troens nederlag, de ville gå nye veje og måske finde noget nyt at sætte deres tillid til. Disciplene spredtes som bange får uden en hyrde.
 
I dag tager vi med på den tur, to af hans disciple gik mod Emmaus; en by, som man ikke umiddelbart kan finde på et landkort over Israel, men det er heller ikke det vigtige. Det vigtige er at forstå, at disciplene var på vej langt væk fra Jerusalem, fra den korsfæstede og gravlagte Jesus. Da Jesus var stået op fra de døde, var han ikke længere bundet af fysikkens naturlige love, så han dukkede op på vejen og gik sammen med dem, for efter 3 dages gravfred og dødsstilhed, trængte han til selskab. De to disciple trængte også til selskab, for de var chokerede over at Jesus var blevet korsfæstet, og det var blevet rystede over, at kvinderne iblandt dem havde sagt, at de havde set engle, og at Jesus var opstået – eller i hvert fald lå han ikke længere i graven. De to disciple tænkte nok, at de andre disciple var ved at blive vanvittige; for hvem ser engle, og hvad mente de med at Jesus var opstået fra de døde? Af frygt for at blive fanget i en sekt af vanvittige kvinder og mænd, der så engle, drog de to disciple afsted; langt væk ville de for at få en fornuftig luftforandring. Alligevel fyldte det meget i deres hoveder og hjerter, at Jesus var død. De var så bedrøvede, at de ikke engang kunne skjule det for ham, der slog følge med dem. Sorgen havde lagt sig som et slør over deres øjne, så selvom de så og så, kunne de i virkeligheden intet se.
 
Det var ikke svært for Jesus at forstå, hvad de to disciple følte, men han var alligevel skuffet over, at de stadig ikke havde fattet det, han igennem flere år havde undervist dem i: At Jesus skulle lide døden og opstå efter 3 dage for derved at redde enhver fra død og undergang.  Så efter at have skældt dem ud for deres tvivl og vantro, begyndte han igen at undervise dem, som han havde gjort så mange gange før. Undervisningen varede hele den lange vej, indtil de nåede frem, men der var også meget at fortælle, når man begynder at fortælle om Guds frelserplan lige fra Moses. Heldigvis huskede disciplene deres gode manerer og bød Jesus indenfor til aftensmåltidet. Da han tog brødet og velsignede det, huskede de pludseligt på deres sidste aften sammen; Skærtorsdag med påskemåltid, hvor Jesus gav dem sit legeme og blod. Sorgen faldt fra deres øjne, troen brændte i deres hjerte som længsel og håb: Sandelig, Jesus var opstået, og han sad jo lige dér! I dét sekund, hvor de følte opklaring og afklaring, forsvandt Jesus; da var hans mission lykkedes, for som en gode hyrde fik han igen de to får hjem i folden.

Jeg synes, det er skønt at høre, at Jesus på den måde gik ud af graven for at genoptage sit arbejde med at samle sin lille flok, der skulle sendes ud i hele verden og fortælle, at livet havde vundet over døden. Hvor ville jeg ønske, at Jesus på samme måde kom tydeligt til enhver, der fortvivlet var ved at komme på afveje eller vildveje. Så kunne han tale troens ord til trøst og opmuntring, så ingen skulle komme til at leve et hovedløst eller hjerteløst liv. Nu skal jeg jo ikke bedømme Jesus på, om han gør sit arbejde godt nok, men når jeg ser, hvad der sker i vores samfund her lokalt og verdenssamfundet globalt, ville jeg inderligt ønske, at Jesus troppede op hos ledere her i landet og over hele jorden og talte dem til ydmyg tro og barmhjertig fornuft. Tænk, hvis bare de magtfulde i verden ville få omsorgsfulde hjerter, der brændte af medlidenhed og barmhjertighed med de syge, fattige og udstødte. Verdens elendighed skyldes ikke, at verden mangler ressourcer eller penge, men der savnes virkelig en næstekærlig villighed til handling hos dem, der har den jordiske magt til at gøre en sand forskel. Men måske er det hos verdens ledere som hos de to disciple, at deres øjne er lukkede, så de ikke ser Jesus, eller kan mærke den brændende tro, hans ord vækker i hjertet?
 
Dengang Jesus stod op fra de døde, gik han ikke til verdens ledere, konger og kejsere, men han gik til sine gamle venner, de forskræmte disciple. For forandring begynder nede fra, fra det jævne, almindelige folk; hos dem går der nemlig ikke politik i tingene; vi lever jo nær ved jorden, tæt ved hinanden, og det er i hverdagens relationer, at buddet fra Jesus virkelig kan udfoldes i oprigtighed: Du skal elske din næste som dig selv. Buddet er stadig det samme, som da han levede, for opstandelsen ændrede ikke Jesus, men Jesus ændrede døden. Den mistede al sin magt, og dens lænker brast; dødsporten var sparket op, og solen fra Paradishaven skinnede ned i dødsriget. Vi skal ikke være bange for døden, og vi skal heller ikke være bange for at leve. Vi går ad mange veje, og nogle gange flakker vi om og kommer på vildspor. Så håber jeg, Jesus også slår følge med os, og henter os tilbage. Og i disse tider, hvor vi ikke kan nyde nadver ved alterbordet, håber jeg, at Jesus vil aflægge os besøg i hver vort hjem og bryde brødet med os, så vi kan (ind)se og tro, at Jesus brød ud af dødens skød for vores skyld.  
 
Lad os derfor leve med frimodighed og glæde over det liv, vi har fået skænket; over den dag, vi vågnede op til – ja, endda over det sne, der daler ned over os denne Anden Påskedag. For med glæde kan vi bekæmpe utryghed, ensomhed, sorg og bekymringer både hos os selv og hinanden. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan elske hinanden, dvs. vandre sammen, bryde brødet med hinanden, hjælpe hinanden, række en hånd, låne et øre, lægger skulder til og i det hele taget være der for hinanden. Sværere er det ikke. Næstekærlighed er ikke en uoverkommelig eksamen, men det er at leve et hverdagsliv i tro og fasthed mod de gaver og opgaver, vi får betroet af Gud og mennesker. Så, ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde, da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud til det vil på allerbedste måde.” Glædelig påske. Amen.
 
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
 
+ kirkebøn Lad os alle bede: Kære Gud. Du som er lys og liv. Vi beder dig ræk os troen på at du, ligesom du væltede den store sten fra graven påskemorgen, vil vælte de store sten fra, i vores mørke, så vi kan følge Kristus ud af gravens mørke imod liv og fællesskab. Vi beder dig, vær tilstede som fornyende og forvandlende kraft i alle verdens brændpunkter og der hvor formørkelse hærger som krig, ødelæggelse og frygt for terror. Vær lys hos mennesker på flugt og velsignelse for alle der lever under forbandede vilkår. Vi beder dig, vær nær de mennesker, som har det svært. Dem som er ensomme, og dem som har fået revet gulvtæppet væk under sig af sygdom og død. Vær grunden under vores fødder trøst i vores hjerter og håb i vores hænder. Vær hos alle der har magt. Må de bruge den med visdom fra dig og i kærlighed til mennesker.  Vær hos din kirke her og ud over hele jorden. Lad de håbets sten fra den tomme grav, være de sten, som vi træder på, når vi går ud herfra som ambassadører for dit håb og din evige glæde. Amen. (skrevet af Hanne Jul Jakobsen, APRIL 19, 2017)
 
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er søndag den 11. april kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Hunderup – begge ved mig. Det er fortsat en god idé at tilmelde sig gudstjenesterne, og det kan man gøre hos mig.
 
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
 
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden:  Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
0 Comments



Leave a Reply.

    Arkiv

    February 2023
    January 2023
    December 2022
    November 2022
    October 2022
    September 2022
    August 2022
    July 2022
    June 2022
    May 2022
    April 2022
    March 2022
    February 2022
    January 2022
    December 2021
    November 2021
    October 2021
    September 2021
    August 2021
    July 2021
    June 2021
    May 2021
    April 2021
    March 2021
    February 2021
    January 2021
    December 2020
    November 2020
    October 2020
    August 2020
    July 2020
    June 2020
    May 2020
    April 2020
    March 2020
    February 2020
    January 2020
    December 2019
    November 2019
    October 2019
    September 2019
    August 2019
    July 2019
    June 2019
    May 2019
    April 2019
    March 2019
    February 2019
    January 2019
    December 2018
    November 2018
    October 2018
    September 2018
    August 2018
    July 2018
    June 2018
    May 2018
    April 2018
    March 2018
    February 2018
    January 2018
    December 2017
    November 2017
    October 2017
    September 2017
    August 2017
    July 2017
    June 2017
    May 2017
    April 2017
    March 2017
    February 2017
    January 2017
    December 2016
    November 2016
    October 2016
    September 2016
    August 2016
    July 2016
    June 2016
    May 2016
    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    August 2013
    June 2013
    April 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012

Powered by Create your own unique website with customizable templates.