teologi&kultur
  • Forsiden
    • Foredrag
    • CV
  • Artikler
    • Prædikener
    • Historie
  • Blog
    • Igangværende projekter
  • Slægt og samfund i Børsmose
    • slægtsarbejde på facebook
  • Hunderup og Vilslev sogne
    • Kongeåpastoratet
    • Kirkestatistik
    • Sognekalender (Vilslev og Hunderup)
    • Velkommen til nye borgere
    • Præster >
      • Arendse Dyssel
    • Kirker
    • Kirkeblade
    • Knud Langs mindelund
  • Konfirmander
  • Kontakt

Prædiken: Forsag alt - undtaget kærligheden

6/26/2022

0 Comments

 
Picture
Et stykke af Vilslev Altertavle. Foto: Ole Witte Madsen, søndag den 26. juni 2022
​

2. søndag efter Trinitatis, Søndag den 26. juni 2022 kl. 9.30 Vilslev (uden nadver). 410: Som tørstige hjort monne skrige 330: Du, som ud af intet skabte 598 O Gud du ved og kender --- 604: Det koster mer' end man fra først betænker 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige
 
INTRO GT
Nu skal vi høre fra profeten Jeremias, der tydeligvis havde en dårlig periode i sit liv, for han starter med at beklage sig over, at han blev født! Der er fjendskab i luften, had og forfølgelser, og Jeremias ønsker kun at Gud griber ind og redder ham. Vi hører ikke kun Jeremias’ klage, men også Guds svar: Han lover at redde Jeremias og siger bl.a.: ” for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt”. Så skal jeg bede jer rejse jer:
 
INTRO NT
Nu skal vi høre et stykke fra Johannes Åbenbaring, der er det sidste skrift i Det nye Testamente og således den sidste bog i hele Bibelen. I afsnittet hører vi om menigheden, altså kirken, i byen Laodikea, der lå i den sydvestlige del af Tyrkiet. Problemet med menigheden er, at den er rig på penge men kold på barmhjertighed. Kærlighed til penge er roden til alt ondt, og det betyder, at kærlighed til alt andet end penge, nemlig Gud og vor næste, er roden til alt godt. Så skal jeg bede jer rejse jer:
 
PRÆDIKEN
Jeg er glad for at have hørt og læst disse tekster fra Bibelen i dag, for de er kradse og de stikker i ørene og river i næsen. De er det modsatte af sovepiller, for her tales imod vores almindelige tanker og indstillinger, og netop derved har vi mulighed for at høre, tænke og lære noget nyt. Det er ubehageligt at høre Jesus sige, at man skal hade sin far og mor og hustru og børn og brødre og søstre. Vi er ikke vant til hans hårde tale, for Folkekirken kan som regel næsten ikke få nok af at tale om kærlighed, og nogle gange bliver det altså en omgang kvalmende sødsuppe. Kærlighed er på mange måder et misforstået ord, der bruges i mange sammenhænge, men misbrug ophæver ikke brug, og derfor skal vi stadig holde fast i kærligheden – når altså det forstås sådan, som Jesus forkyndte.
 
Sven Ove Gade var chefredaktør for Ekstra Bladet i 24 år, har arbejdet på Politiken og har skrevet en række bøger, blandt andet ”Tag et brækmiddel” (2006). Bogen er hans tanker om folkekirken og missionsbefalingen, altså den befaling Jesus giver sine disciple om, at de skal gå ud i hele verden for at døbe folk og oplære dem til at holde alt det, som han (Jesus) har befalet. Missionsbefalingen har man snublet noget over i visse folkekirkelige kredse, fordi man jo helst ikke vil træde nogen over tæerne eller sige, at noget er sandhed og andet er løgn. Det har andre grupper i folkekirken dog haft meget glæde af. Nogle lader sjældent en lejlighed gå deres næse forbi, hvis de ser muligheden for at få en god diskussion i gang.
 
Sven Ove Gade fik inspiration til bogens titel fra Søren Kierkegaard, der rettede en heftig kritik imod folkekirken. ”Tag et brækmiddel” skrev han (i Øieblikket, nr. 1, 1855[1]), så folk i kirken kunne brække det usunde og fordærvelige op og derved rense kristentroen for alt det, der bare er fyld og ligegyldigheder. Kierkegaard og Sven Ove Gades kritik går på, at folkekirken ikke skal være en interesseorganisation for præster og biskopper, men at deres liv burde afspejle evangeliet om kærlighed. I stedet satser man på det ydre: dyr påklædning, udsmykning og retorik. Sådan så Kierkegaard kritisk på folkekirken tid i slutningen af 1800-tallet. Sven Ove Gade syntes, det også så sådan ud midt i 00’erne, og måske er der stadig brug – måske ikke ligefrem et brækmiddel, men så i hvert fald et kritisk eftersyn af den kirke, som vi kalder folkekirken. Folket er rigtig nok medlemmer af den, men næsten ingen bruger kirken i hverdagens almindelige søndage. Og det er såmænd forståeligt nok, for her i kirken hører vi ofte nogle tekster fra Bibelen, som hverken er rare at høre på eller muntre, sjove eller forståelige at lytte til. Ligesom i dag. I dag taler Jesus ikke om direkte om kærlighed til Gud og vor næste; ikke om fred på jord og salighed til de undertrykte og fattige. Her kan ikke prædikes med brug af floskler. Tværtimod er hans ord nærmest en forudsigelse af alle dem, der troede så meget, at de døde af det. Der fandtes i fordums tid en mængde meget ærværdige kvinder og mænd, som satte deres tro højere end deres slægt. De gik i døden for de fremmede, udsatte, fattige og udstødte. Tag nu Johannes Døberen, som netop er fejret med Sankthansbål og hygge. Han døde, fordi han satte sandheden højere end sit eget liv. Og Lucia, den unge jomfru med lys i hjertet og en krone på hovedet, som vi elsker at fejre med hyggeligt Luciaoptog og en sankta-lucia-sang af børnestemmer. Hun blev dræbt, fordi hun havde større kærlighed til dem, der gemte sig i mørke afkroge; og hun satte sit liv på spil og svigtede sådan set sin familie, fordi hun ikke kunne tåle at se de fattige mangle brød og lys og håb. Flere kunne nævnes. Mange flere. Men vi kan tydeligt se pointen.
​
Man kan ikke med god samvittighed kalde sig kristen eller en discipel af Jesus, hvis man ikke også sætter handling bag ordene og troen. Og troen går ikke på at opretholde et religiøst system for enhver pris. Jesus var ikke fanatisk eller fundamentalist; han kan ikke bruges som argument for terrorisme. Han hadede ikke sin egen mor, Maria, det kan vi jo se i Bibelen, men han brugte det følelsesladede ord HAD, for at vække hele folkeskaren af deres halvsøvnige måde at følge efter ham på.
 
Vi må aldrig blive låst fast – hverken i sociale relationer eller institutionelle konstellationer – på en sådan måde, at vi ikke kan træde til for at hjælpe den, der i øjeblikket har brug for det. Systemet må aldrig stå over mennesket. Folkekirken må aldrig blive en urørlig, ubevægelig størrelse, der ikke kan forandres. Tværtimod. Kirken skal, ligesom den levende Kristus, række ud mod enhver, også selvom folk gi’r afslag på den fremstrakte hånd; og også selvom man mødes af hårdhjertethed, af latterliggørelse og hån. Vores livsopgave er ikke at leve på bekostning af andre, men at bekoste os selv på andre.
 
Nogle har været klar til at give afkald på alt deres eget for at gøre det rigtige, det gode, det sande og det skønne i dét afgørende øjeblik. Sådan er man en discipel af Jesus. Og det er man med et personligt ansvar, for troen er en privatsag, som er mellem hver enkelt af os, vores samvittighed og vores Far i himlen. Den far, der også siger: ”De skal angribe dig men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser og redder dig (…) Jeg redder dig fra de ondes magt.” (Jeremias 15,15-21)
 
Når vi altså skal tage et brækmiddel, så er det for at vi kan få renset ud af alt det religiøse fyld i os og i kirken og så vi kan se, at i bund og grund står vi tilbage i et direkte forhold til den nådige Gud, som har magten over liv og død, og som sender os ud i den store verden og den lille hverdag for at være hans forlængede arme af kærlighed, nærvær, omsorg og barmhjertighed. Vi skal ikke være lunkne, men hjertevarme; vi skal være snilde og snarrådige og have både hoved og hjerte med i livet, så tilværelsen hverken bliver hovedløst eller hjerteløst. Vi skal være salt. Det gi’r smag! For kirke, for kristendom, for Guds hjertesag. Amen.
 
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
 
KIRKEBØN – Lad os alle bede!
2. søndag efter trin. - II - 1994 (Luk. 14,25-35) (Mogens Agerbo)
Gud, vi beder dig: Giv os liv, når vore egne kræfter er for små, når vort mod er forsvundet, og når vor kærlighed ikke slår til. Giv os styrke til at indse, at vi ikke er så store, som vi gerne vil gøre os selv til. Giv os tro, så vi kan leve med denne indsigt - i en verden, hvor man bliver set ned på, når man ikke har noget at vise frem. Giv os mod, Gud, til at gå ud i verden og være små; gør os til dine sendebud i en verden, der savner kærlighed og overskud til at kunne indse sine mangler. Vis os, at du er med os - og vil følges med os helt til verdens ende; og lær os at give denne gave fra os til andre, så din kærlighed kan blive spredt overalt. Giv kræfter til de stærke, så de bliver i stand til at indse deres svagheder. Giv din kærlighed til alle, der har fået magt til at regere. Giv dit liv til alle, der ikke kan få øje på livet - giv mod til de modløse og håb til de håbløse. Betal du livets pris for alle os, der ikke kan betale den selv. AMEN.
 
MEDDELELSER
Katrine Gaub holder ferie fra i morgen og 3 uger frem, så i den tid passer jeg biksen. Et nyt kirkeblad for september, oktober, november er så småt på vej, og der er meget at se frem til med koncerter, foredrag og gudstjenester for børn og voksne.
 
På søndag står jeg for gudstjenesterne kl. 11 i Hjortlund og kl. 19 udendørs i Hunderup i parken med træmændene og den lille sø. Man bedes tage en klapstol eller et tæppe med samt en kaffekurv, hvis man gerne vil blive og nyde en sommeraften i et skønt område.
 
Ellers sker der jo ikke så meget i løbet af juli måned. Skoleferien og andres ferier lægger lidt en dæmper på det hele. Men det er også vigtigt at komme lidt ud, komme lidt væk, trække stikket, trække vejret og sænke skuldrene.  
 
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.


[1] http://sks.dk/Oi1/txt.xml#ss137
0 Comments



Leave a Reply.

    Arkiv

    February 2023
    January 2023
    December 2022
    November 2022
    October 2022
    September 2022
    August 2022
    July 2022
    June 2022
    May 2022
    April 2022
    March 2022
    February 2022
    January 2022
    December 2021
    November 2021
    October 2021
    September 2021
    August 2021
    July 2021
    June 2021
    May 2021
    April 2021
    March 2021
    February 2021
    January 2021
    December 2020
    November 2020
    October 2020
    August 2020
    July 2020
    June 2020
    May 2020
    April 2020
    March 2020
    February 2020
    January 2020
    December 2019
    November 2019
    October 2019
    September 2019
    August 2019
    July 2019
    June 2019
    May 2019
    April 2019
    March 2019
    February 2019
    January 2019
    December 2018
    November 2018
    October 2018
    September 2018
    August 2018
    July 2018
    June 2018
    May 2018
    April 2018
    March 2018
    February 2018
    January 2018
    December 2017
    November 2017
    October 2017
    September 2017
    August 2017
    July 2017
    June 2017
    May 2017
    April 2017
    March 2017
    February 2017
    January 2017
    December 2016
    November 2016
    October 2016
    September 2016
    August 2016
    July 2016
    June 2016
    May 2016
    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    August 2013
    June 2013
    April 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012

Powered by Create your own unique website with customizable templates.