Søndag den 14. februar kl. 9.30 i Hunderup og kl. 13 i Vilslev. Fastelavns søndag (I)
LITURGI
1) Klokkeringning
2) Præludium
3) Nådeshilsen v. præsten
4) Læsning af NT-teksten
5) Trosbekendelse (siges i fællesskab)
6) orgel + solosang 441 v. 1+3+6: Alle mine kilder
7) Evangelium (med korsvar v. Hanne)
8) orgel + solosang 70 v. 1+2+4: Du kom til vor runde jord
9) Prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
10) orgel + solosang 696: Kærlighed er lysets kilde
11) Fadervor
12) Velsignelse (med korsvar v. Hanne)
13) Postludium
Prædiken Ved døbefonten
I dag vil jeg i min prædiken komme ind på nogle af denne særlige dags mange forskellige temaer. Det er jo Fastelavns søndag, og vi har lige hørt om dengang, Jesus blev døbt. Det er såmænd også denne dag, at mange fejrer en romantisk Valentinsdag. Desuden er det vinter på en måde, som vi sjældent oplever, og coronaen hærger stadig. Der er sandelig nok at tage fat på, så jeg vil begynde med grunden til, at vi er samlet til andagt.
Vi begynder med grundlæggeren af kristendom og med ham, som er centrum for vores tro, og med dét tegn (dåben) vi har fået på vores nye aftale med Gud. Da Jesus blev døbt, fortalte Gud åbent om, at Jesus er hans elskede søn. Guds kærlighedserklæring gjaldede ud af himlen. Det blev tydeligt for enhver, der var til stede ved dåben, at Jesus var en ganske særlig mand. Og Jesus selv måtte stå ved, at han ikke længere blot var manden Jesus, men at han også var Guds Søn! Han havde med dåben fået et officielt mærke på sig; et vandmærke af Guds kærlighed; et mærke, der satte sig fast med vand, og som er blevet udbredt som et symbol og frelsermærke for os alle på, at vi som døbte er i et særligt kærlighedsfællesskab med Jesus. Da Jesus var blevet dyppet ned i flodens klare vand og døbt, steg han op og gik han i gang med at være Guds Søn; det vil sige, at han blev frelser for fortabte og det betyder, at han begyndte at leve udelukkende af tro og kærlighed. Han helbredte syge, tilgav synder, hjalp de søgende, sultne og sørgende. Ikke mindst hjalp han mennesker med at tro på den almægtige og nådige Gud, som er vores himmelske far.
Det var naturligvis en kamp for Jesus at leve på den måde, hvor han satte troen på Gud øverst i sit liv sammen med kærlighed til sine medmennesker. Af kærlighed til mennesker troede han på Gud og af tro på Gud elskede han sine medmennesker. Tro og kærlighed kan ikke adskilles. Fordi Jesus levede sådan, blev han af hårdhjertede mennesker dømt til at lide en forfærdelig død på korset. Det var og er uforståeligt, at mennesker både dengang og nu reagerer med så hård afvisning på Guds ønske om, at hans omsorg må nå ud og ind til alle mennesker. Men sådan er synden: Den ødelægger alt det gode, Gud sender til os.
Fordi Jesus levede så uselvisk og døde uden at miste troen på Gud eller kærligheden til mennesker, blev han oprejst påskedag. Men han levede ikke et nemt liv, for et liv i trofast næstekærlighed er enormt opslidende. Jesus tog nogle derfor gange ud i en ørken eller op på et bjerg for at slippe for larm og mennesker og bare være alene. Derude eller deroppe spiste han ikke noget og drak ikke noget, men han forholdt sig roligt og fastede for at få ro i krop og sind. På samme måde som menneskemylder og livslarm kan forstyrre os, fordi vi ikke får ro til tro, sådan kan også mad og drikke nogle gange forstyrre os, så vi slet ikke kan lytte til Gud. Mennesket lever ikke at brød (eller fastelavnsboller!) alene, og derfor er der en god pointe i at faste fra bl.a. mad og andre opmærksomhedskrævende og forstyrrende ting i kortere eller længere perioder, så man i stedet kan fordybe sig i Bibellæsning, bøn eller salmesang. Det var meget almindeligt førhen, og fastelavn er sådan set en periode, hvor man faster fra noget, for i stedet at fordybe sig selv og sine tanker i den kristne tro, Bibellæsning, salmesang og bøn. Man faster for at forberede sig til noget, og fastelavn er begyndelsen på fastetiden og forberedelsestiden indtil påske. I påsken hører vi om kampen mellem liv og død, had og kærlighed, og det tema har eksisteret lige så længe som mennesker. Nogle har brugt døden som skræmmemiddel, men som kristne skal vi ikke være bange for døden.
Sådan tænkte også de kristne, der levede for flere hundrede år siden, og derved kommer vi frem til Valentin. Valentin var en mand, som levede i 200-tallet; han var døbt; han var kristen, og han var en præst i Italien i tiden under det store Romerrige. Ifølge historierne om ham, viede han i hemmelighed unge kvinder og mænd, så mændene slap for at gøre tjeneste i den romerske hær. Det ville den romerske kejser naturligvis ikke finde sig i, så Valentin fik valget: At han enten kunne fornægte kristendommen og beholde sit hoved, eller at han kunne beholde kristendommen og miste sit hoved. Valentin hverken kunne eller ville fornægte sin kristne tro og kaste sig på knæ for kejseren som en hadefuld afgud, så han gav gerne afkald på sit hoved – han beholdt jo sit hjerte! Når mange i dag fejrer Valentins dag med osende romantik, så skyldes det altså den mand, der for 1900 år siden ikke ville lade verdenshadet vinde over Kristus-kærligheden. Hovedet faldt, men hjertet bestod; fornuften svinger sværdet, men troen holder sig til hjertet. Derfor er symbolet på kærlighed et hjerte.
Denne fastelavns søndag kan vi desværre ikke samles til vore traditionelle fastelavnsfester med tøndeslagning og hygge, og nogle bliver ensomme bag mundbind og afstandskrav, albuehilsener og virtuelle fællesskaber. Derfor vil jeg opfordre til, at vi efter andagten tager et par hjerter med herfra i dag, som vi giver videre til andre. Man kan skrive en hilsen på dem; man kan lægge hjertet i postkassen, hænge det op som pynt uden for et hus osv. Når vi bruger fantasien kan vi godt sende en kærlig hilsen til hinanden uden at overtræde de forskellige restriktioner eller sprede smitte. Det er ikke corona-smitte, vi skal sprede, men en glædelig tanke og kærlighed; ikke nødvendigvis en romantisk kærlighed, men den kærlighed som Jesus også delte ud til alle, der manglede, og han mættede dem med kærlighed og slukkede deres tørst. Her i vinterens kulde er der mange, der fryser i ensomme stuer og ufrivillig alenetid; andre har forfrysninger i hjertet af skuffelser over livet; hos andre igen er troen og håbet blevet kølet ned, fordi livet har givet for stor modgang og smerte.
Derfor må vi gøre noget, for vi er døbte med håbets tegn og frelsermærke. Vi skal række ud / det siger Gud. Række ud og varme / de fattige og arme. Vi skal turde leve med det håb / vi fik i vor dåb. Et håb, der sender os derud / hvor mennesker har brug for Gud. Hvor kulden knuger krop og sind / hvor mørket er tungt, og lyset vil ind. For hvor sygdom, synd og sorgen nager / der skal vi elske vor næste, så det Gud behager. Glædelig fastelavn. Amen.
lovprisning (i fællesskab)
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
kirkebøn - lad os alle bede
Vor far, du, som er livets og kærlighedens kilde. Øs op til os, så vi ikke skal tørste efter et godt liv, og så vi ikke skal mangle kærlighed. Ved vores dåb blev vi overøst med håb; lad håbet spire i os som tro, så vi kan vokse og leve i den kærlighed, der rækker ud / med budskab fra Gud. Fjern frygten og angsten fra vore hjerter, gør os glade for at leve og for at være her i kirken. Gør os glade for at kunne elske og selv blive elsket. Jesus, red og frels os hver dag og hver gang, vi fortaber os i alt det, der hverken glæder mennesker eller Gud. Vi er fulde af vand, men skab vandet om til vin, så vi kan leve med saft og smag. Gode Helligånd, styrk vores hånd og livsånd, så vi kan stå imod modgang og altid må finde trøst i tro, håb og kærlighed. Amen.
meddelelser
Fra i morgen og til og med 1. marts holder jeg ferie. Katrine Gaub træder i mit sted ved andagter og kirkelige handlinger. Søndag den 21. februar står hun får andagt kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Hjortlund kirker. Søndag den 28. februar står hun for andagter kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Vilslev kirker. Vil man sikre sig pladser til andagterne bør man tilmelde sig enten via hjemmesiden eller hos Katrine.
Der er et nyt kirkeblad på vej i trykkeriet, og jeg håber, det hurtigt kommer derfra, så det kan blive delt ud til jer alle. Der er ikke så mange arrangementer, men der er forskellige opbyggelige artikler.
Husk efter andagten at tage et par hjerter med jer ud i hverdagen.
apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
LITURGI
1) Klokkeringning
2) Præludium
3) Nådeshilsen v. præsten
4) Læsning af NT-teksten
5) Trosbekendelse (siges i fællesskab)
6) orgel + solosang 441 v. 1+3+6: Alle mine kilder
7) Evangelium (med korsvar v. Hanne)
8) orgel + solosang 70 v. 1+2+4: Du kom til vor runde jord
9) Prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
10) orgel + solosang 696: Kærlighed er lysets kilde
11) Fadervor
12) Velsignelse (med korsvar v. Hanne)
13) Postludium
Prædiken Ved døbefonten
I dag vil jeg i min prædiken komme ind på nogle af denne særlige dags mange forskellige temaer. Det er jo Fastelavns søndag, og vi har lige hørt om dengang, Jesus blev døbt. Det er såmænd også denne dag, at mange fejrer en romantisk Valentinsdag. Desuden er det vinter på en måde, som vi sjældent oplever, og coronaen hærger stadig. Der er sandelig nok at tage fat på, så jeg vil begynde med grunden til, at vi er samlet til andagt.
Vi begynder med grundlæggeren af kristendom og med ham, som er centrum for vores tro, og med dét tegn (dåben) vi har fået på vores nye aftale med Gud. Da Jesus blev døbt, fortalte Gud åbent om, at Jesus er hans elskede søn. Guds kærlighedserklæring gjaldede ud af himlen. Det blev tydeligt for enhver, der var til stede ved dåben, at Jesus var en ganske særlig mand. Og Jesus selv måtte stå ved, at han ikke længere blot var manden Jesus, men at han også var Guds Søn! Han havde med dåben fået et officielt mærke på sig; et vandmærke af Guds kærlighed; et mærke, der satte sig fast med vand, og som er blevet udbredt som et symbol og frelsermærke for os alle på, at vi som døbte er i et særligt kærlighedsfællesskab med Jesus. Da Jesus var blevet dyppet ned i flodens klare vand og døbt, steg han op og gik han i gang med at være Guds Søn; det vil sige, at han blev frelser for fortabte og det betyder, at han begyndte at leve udelukkende af tro og kærlighed. Han helbredte syge, tilgav synder, hjalp de søgende, sultne og sørgende. Ikke mindst hjalp han mennesker med at tro på den almægtige og nådige Gud, som er vores himmelske far.
Det var naturligvis en kamp for Jesus at leve på den måde, hvor han satte troen på Gud øverst i sit liv sammen med kærlighed til sine medmennesker. Af kærlighed til mennesker troede han på Gud og af tro på Gud elskede han sine medmennesker. Tro og kærlighed kan ikke adskilles. Fordi Jesus levede sådan, blev han af hårdhjertede mennesker dømt til at lide en forfærdelig død på korset. Det var og er uforståeligt, at mennesker både dengang og nu reagerer med så hård afvisning på Guds ønske om, at hans omsorg må nå ud og ind til alle mennesker. Men sådan er synden: Den ødelægger alt det gode, Gud sender til os.
Fordi Jesus levede så uselvisk og døde uden at miste troen på Gud eller kærligheden til mennesker, blev han oprejst påskedag. Men han levede ikke et nemt liv, for et liv i trofast næstekærlighed er enormt opslidende. Jesus tog nogle derfor gange ud i en ørken eller op på et bjerg for at slippe for larm og mennesker og bare være alene. Derude eller deroppe spiste han ikke noget og drak ikke noget, men han forholdt sig roligt og fastede for at få ro i krop og sind. På samme måde som menneskemylder og livslarm kan forstyrre os, fordi vi ikke får ro til tro, sådan kan også mad og drikke nogle gange forstyrre os, så vi slet ikke kan lytte til Gud. Mennesket lever ikke at brød (eller fastelavnsboller!) alene, og derfor er der en god pointe i at faste fra bl.a. mad og andre opmærksomhedskrævende og forstyrrende ting i kortere eller længere perioder, så man i stedet kan fordybe sig i Bibellæsning, bøn eller salmesang. Det var meget almindeligt førhen, og fastelavn er sådan set en periode, hvor man faster fra noget, for i stedet at fordybe sig selv og sine tanker i den kristne tro, Bibellæsning, salmesang og bøn. Man faster for at forberede sig til noget, og fastelavn er begyndelsen på fastetiden og forberedelsestiden indtil påske. I påsken hører vi om kampen mellem liv og død, had og kærlighed, og det tema har eksisteret lige så længe som mennesker. Nogle har brugt døden som skræmmemiddel, men som kristne skal vi ikke være bange for døden.
Sådan tænkte også de kristne, der levede for flere hundrede år siden, og derved kommer vi frem til Valentin. Valentin var en mand, som levede i 200-tallet; han var døbt; han var kristen, og han var en præst i Italien i tiden under det store Romerrige. Ifølge historierne om ham, viede han i hemmelighed unge kvinder og mænd, så mændene slap for at gøre tjeneste i den romerske hær. Det ville den romerske kejser naturligvis ikke finde sig i, så Valentin fik valget: At han enten kunne fornægte kristendommen og beholde sit hoved, eller at han kunne beholde kristendommen og miste sit hoved. Valentin hverken kunne eller ville fornægte sin kristne tro og kaste sig på knæ for kejseren som en hadefuld afgud, så han gav gerne afkald på sit hoved – han beholdt jo sit hjerte! Når mange i dag fejrer Valentins dag med osende romantik, så skyldes det altså den mand, der for 1900 år siden ikke ville lade verdenshadet vinde over Kristus-kærligheden. Hovedet faldt, men hjertet bestod; fornuften svinger sværdet, men troen holder sig til hjertet. Derfor er symbolet på kærlighed et hjerte.
Denne fastelavns søndag kan vi desværre ikke samles til vore traditionelle fastelavnsfester med tøndeslagning og hygge, og nogle bliver ensomme bag mundbind og afstandskrav, albuehilsener og virtuelle fællesskaber. Derfor vil jeg opfordre til, at vi efter andagten tager et par hjerter med herfra i dag, som vi giver videre til andre. Man kan skrive en hilsen på dem; man kan lægge hjertet i postkassen, hænge det op som pynt uden for et hus osv. Når vi bruger fantasien kan vi godt sende en kærlig hilsen til hinanden uden at overtræde de forskellige restriktioner eller sprede smitte. Det er ikke corona-smitte, vi skal sprede, men en glædelig tanke og kærlighed; ikke nødvendigvis en romantisk kærlighed, men den kærlighed som Jesus også delte ud til alle, der manglede, og han mættede dem med kærlighed og slukkede deres tørst. Her i vinterens kulde er der mange, der fryser i ensomme stuer og ufrivillig alenetid; andre har forfrysninger i hjertet af skuffelser over livet; hos andre igen er troen og håbet blevet kølet ned, fordi livet har givet for stor modgang og smerte.
Derfor må vi gøre noget, for vi er døbte med håbets tegn og frelsermærke. Vi skal række ud / det siger Gud. Række ud og varme / de fattige og arme. Vi skal turde leve med det håb / vi fik i vor dåb. Et håb, der sender os derud / hvor mennesker har brug for Gud. Hvor kulden knuger krop og sind / hvor mørket er tungt, og lyset vil ind. For hvor sygdom, synd og sorgen nager / der skal vi elske vor næste, så det Gud behager. Glædelig fastelavn. Amen.
lovprisning (i fællesskab)
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
kirkebøn - lad os alle bede
Vor far, du, som er livets og kærlighedens kilde. Øs op til os, så vi ikke skal tørste efter et godt liv, og så vi ikke skal mangle kærlighed. Ved vores dåb blev vi overøst med håb; lad håbet spire i os som tro, så vi kan vokse og leve i den kærlighed, der rækker ud / med budskab fra Gud. Fjern frygten og angsten fra vore hjerter, gør os glade for at leve og for at være her i kirken. Gør os glade for at kunne elske og selv blive elsket. Jesus, red og frels os hver dag og hver gang, vi fortaber os i alt det, der hverken glæder mennesker eller Gud. Vi er fulde af vand, men skab vandet om til vin, så vi kan leve med saft og smag. Gode Helligånd, styrk vores hånd og livsånd, så vi kan stå imod modgang og altid må finde trøst i tro, håb og kærlighed. Amen.
meddelelser
Fra i morgen og til og med 1. marts holder jeg ferie. Katrine Gaub træder i mit sted ved andagter og kirkelige handlinger. Søndag den 21. februar står hun får andagt kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Hjortlund kirker. Søndag den 28. februar står hun for andagter kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Vilslev kirker. Vil man sikre sig pladser til andagterne bør man tilmelde sig enten via hjemmesiden eller hos Katrine.
Der er et nyt kirkeblad på vej i trykkeriet, og jeg håber, det hurtigt kommer derfra, så det kan blive delt ud til jer alle. Der er ikke så mange arrangementer, men der er forskellige opbyggelige artikler.
Husk efter andagten at tage et par hjerter med jer ud i hverdagen.
apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
