”Kun en tåbe frygter ikke havet”, siger man, for havet kan sandelig være et farligt sted. Om sommeren er havet og stranden dog som regel et sted for hygge og badning og dejlige, lune aftener, og måske tager man på en sejltur derude på havet eller rundt blandt Danmarks øer; det siges at være både en stor oplevelse og en dejlig tur. Men når havet viser sig fra sin grumme side, når stormen suser, og bølgerne rejser sig for at erobre kyster, så er det på tide at søge ly og sikkerhed. Mange både er kæntret derude på det åbne vand, og mange søfolk er igennem tiden forsvundet i bølgen blå.
En dag gik Jesus om bord på en båd, fordi han skulle fra den ene kyst til den anden. Det var nemmere end at gå en lang vej uden om. Det havde været en hård dag med mange snakke, helbredelser og andre gerninger, som Frelseren skulle gøre for sit folk. Han fandt sig et sted på båden, hvor han lagde sig til rette og blev vugget i søvn. Disciplene sad rundt om i båden og snakkede eller var stille alt efter, hvilken stemning der kom over dem, alt imens båden kom længere ud fra den ene kyst, og længere ud på den åbne sø. Skyerne trak sig sammen og vinden tog til, og med ét rejste vandet sig i bølger, der truede og terroriserede og hånede de små mænd i båden; skubbede den omkring, smed spandevis af koldt vand i deres forskræmte ansigter og lod hånt om, at de var i samme båd som Guds søn. Alt blev kaos. Søen var mægtig i alt sit frembrusende væsen, og vandet piskede så skummet sprøjtede og dens vildhed og grusomhed fik disciplene til at tænke, om de mon skulle opleve deres sidste time dér midt på den åbne sø uden mulighed for at blive reddet, og uden mulighed for et sidste gensyn eller et sidste farvel med dem, de havde kær.
De vendte sig forskræmte til ham, der før havde vist sig at kunne gøre nogle forunderlige ting; de vækkede ham af den søvn han sov så ganske uberørt af situationen, og han stod op og kiggede undrende på dem. ”Hvorfor er I bange?”, spurgte han med anklagende stemme. I det øjeblik forstod de, at de jo havde tvivlet på ham. Hos dem i deres båd sov Guds søn, og så var de bange for, at søens vand ville blive deres overmand. Da tvivlen var blæst bort og de vågnede af deres vildfarelse, forekom tanken dem at være latterlig. Hvem skulle dog kunne true Guds egen søn og hans følgere? Jesus stod op og stillede sig med blikket ud over søens oprørte vande, og han truede ad naturens kaotiske elementer, så skaberværket faldt til ro. De blev frelst fra døden og tvivlen, men alligevel undrede mange sig over, at han kunne styre naturens stærke kræfter.
Pointen i denne lille historie er, at disciplene og Jesus var i samme båd, og at Jesus havde magten til at skåne sine disciple fra undergang. Hvad der var en virkelig hændelse for dem, står for os som et billede på, hvordan Jesus arbejdede dengang og stadig arbejder i dag. Billedet af båden i de oprørte vande er nemlig et billede på vores liv og tilværelse.
Sammen med konfirmanderne har jeg her i ugen arbejdet med Stormen på søen, og de skulle klippe og klistre; det blå karton var søen og på den skulle de klistre deres båd. Rundt om båden i alt det blå skulle de skrive alle de ting, som de var bange for, og som de frygtede i deres liv og daglige tilværelse. For det oprøre hav er nemlig et symbol eller billede på det uvejr, vi selv nogle gange kan opleve, når sygdommen rejser sig som en knusende bølge eller når modgangens kolde vinde truer med at vælte os; når vi fejler eller gør dumme ting; når venskaber går i stykker, når kærligheden brister eller når frygten for døden og angsten for alt det ukendte vender op og ned på alt det, vi troede var sikkert i vores eksistens. Når vore følelser er i oprør, er det næsten som om, de bølger op og ned. Nogle gange kan tilværelsen synes som om, den rejser sig i al sin grusomhed og vælde for at opsluge os i sit sorte, trøstesløse dyb. Selvom vi til dagligt padler rundt i vores båd og synes, det går ganske fint, så kan det alt sammen ændres på et kort øjeblik. Tilværelsen er usikker, men det skal ikke gøre os bange for at leve i glæde og tillid til Jesus.
Vi befinder os nemlig ikke alene i hvert vort lille skib. Her i kirken kaldes dét store rum, hvor menigheden sidder, for kirkeskibet, og det er en smuk symbolik. Ligesom Noa samlede en flok mennesker på sin ark, sådan samles vi også herinde i skibet for at finde sikker grund i en tilværelse, hvor bølgerne nogle gange slår højt. Som menighed er vi i samme båd, og derfor kunne Paulus skrive, at vi skal elske hinanden og hjælpe hinanden her i båden, når tvivlen skvulper under os og troen vakler. Kærlighedens hemmelighed er nemlig, at den gør tilværelsen tålelig og glædelig. At vi er i én og samme båd betyder også, at vi altid er på vej igennem vores tilværelse; vi er draget ud fra den ene kyst med kurs mod den anden.
Også i vores skib er Jesus med. Nogle gange virker det som om han sover, og så kan vi føle os ganske forladte og overladte til vores egen skæbne og frygt for forlis; men når tvivlen griber om vort hjerterod, så er der én, som vi kan gå henimod: Ham, der kan stilne stormen og få det oprørte vand bragt i ro. Ja, vi tvivler, Herre! Vi er jo dog kun mennesker; men træd du Guds søn op imod alt det, som vi ikke magter, og vær du den frelser for os, som vi har brug for. Gør vor tilværelses storm stille og gør vores livs hav rolig. Giv os mod til at sejle videre lidt endnu. Giv mig Gud en salmetunge, så for dig, jeg ret kan sjunge af glæde og fryd for din nåde og fred. Amen.
Søndag den 3. februar kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Vilslev, 4. søndag efter Helligtrekonger (I)
Salmer: DDS 557: Her vil ties - DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn - DDS 150: Mit hjerte er så bange – prædiken - DDS 4: Giv mig Gud en salmetunge - DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte - DDS 696: Kærlighed er lysets kilde
Meddelelser
En dag tog Jesus nogle af sine disciple (Peter og Jakob og Johannes) med op på et højt bjerg. Pludselig blev han forvandlet, hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset. Store profeter fra gamle dage trådte frem for ham, og Peter blev ellevild og ville straks bygge hytter, så de kunne bo sammen dér. Men med ét var det herlige syn væk, og alting så ud, som det plejede. Jesus tog sine venner med ned fra bjerget, og hvad det så har for os at betyde skal vi høre mere om til gudstjeneste søndag den 10. februar kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen // kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup v. Ole
Gredstedbro
Præ– og postludium
Vilslev
På torsdag åbner vi igen dørene til samtalecafé i Vilslev præstegård, hvor vi mødes over en kop kaffe og snakker om et teologisk emne. På torsdag drøfter vi spørgsmålet: Hvordan ville vi mon have reageret på Jesus, hvis vi havde levet, da han gik på jorden?
En dag gik Jesus om bord på en båd, fordi han skulle fra den ene kyst til den anden. Det var nemmere end at gå en lang vej uden om. Det havde været en hård dag med mange snakke, helbredelser og andre gerninger, som Frelseren skulle gøre for sit folk. Han fandt sig et sted på båden, hvor han lagde sig til rette og blev vugget i søvn. Disciplene sad rundt om i båden og snakkede eller var stille alt efter, hvilken stemning der kom over dem, alt imens båden kom længere ud fra den ene kyst, og længere ud på den åbne sø. Skyerne trak sig sammen og vinden tog til, og med ét rejste vandet sig i bølger, der truede og terroriserede og hånede de små mænd i båden; skubbede den omkring, smed spandevis af koldt vand i deres forskræmte ansigter og lod hånt om, at de var i samme båd som Guds søn. Alt blev kaos. Søen var mægtig i alt sit frembrusende væsen, og vandet piskede så skummet sprøjtede og dens vildhed og grusomhed fik disciplene til at tænke, om de mon skulle opleve deres sidste time dér midt på den åbne sø uden mulighed for at blive reddet, og uden mulighed for et sidste gensyn eller et sidste farvel med dem, de havde kær.
De vendte sig forskræmte til ham, der før havde vist sig at kunne gøre nogle forunderlige ting; de vækkede ham af den søvn han sov så ganske uberørt af situationen, og han stod op og kiggede undrende på dem. ”Hvorfor er I bange?”, spurgte han med anklagende stemme. I det øjeblik forstod de, at de jo havde tvivlet på ham. Hos dem i deres båd sov Guds søn, og så var de bange for, at søens vand ville blive deres overmand. Da tvivlen var blæst bort og de vågnede af deres vildfarelse, forekom tanken dem at være latterlig. Hvem skulle dog kunne true Guds egen søn og hans følgere? Jesus stod op og stillede sig med blikket ud over søens oprørte vande, og han truede ad naturens kaotiske elementer, så skaberværket faldt til ro. De blev frelst fra døden og tvivlen, men alligevel undrede mange sig over, at han kunne styre naturens stærke kræfter.
Pointen i denne lille historie er, at disciplene og Jesus var i samme båd, og at Jesus havde magten til at skåne sine disciple fra undergang. Hvad der var en virkelig hændelse for dem, står for os som et billede på, hvordan Jesus arbejdede dengang og stadig arbejder i dag. Billedet af båden i de oprørte vande er nemlig et billede på vores liv og tilværelse.
Sammen med konfirmanderne har jeg her i ugen arbejdet med Stormen på søen, og de skulle klippe og klistre; det blå karton var søen og på den skulle de klistre deres båd. Rundt om båden i alt det blå skulle de skrive alle de ting, som de var bange for, og som de frygtede i deres liv og daglige tilværelse. For det oprøre hav er nemlig et symbol eller billede på det uvejr, vi selv nogle gange kan opleve, når sygdommen rejser sig som en knusende bølge eller når modgangens kolde vinde truer med at vælte os; når vi fejler eller gør dumme ting; når venskaber går i stykker, når kærligheden brister eller når frygten for døden og angsten for alt det ukendte vender op og ned på alt det, vi troede var sikkert i vores eksistens. Når vore følelser er i oprør, er det næsten som om, de bølger op og ned. Nogle gange kan tilværelsen synes som om, den rejser sig i al sin grusomhed og vælde for at opsluge os i sit sorte, trøstesløse dyb. Selvom vi til dagligt padler rundt i vores båd og synes, det går ganske fint, så kan det alt sammen ændres på et kort øjeblik. Tilværelsen er usikker, men det skal ikke gøre os bange for at leve i glæde og tillid til Jesus.
Vi befinder os nemlig ikke alene i hvert vort lille skib. Her i kirken kaldes dét store rum, hvor menigheden sidder, for kirkeskibet, og det er en smuk symbolik. Ligesom Noa samlede en flok mennesker på sin ark, sådan samles vi også herinde i skibet for at finde sikker grund i en tilværelse, hvor bølgerne nogle gange slår højt. Som menighed er vi i samme båd, og derfor kunne Paulus skrive, at vi skal elske hinanden og hjælpe hinanden her i båden, når tvivlen skvulper under os og troen vakler. Kærlighedens hemmelighed er nemlig, at den gør tilværelsen tålelig og glædelig. At vi er i én og samme båd betyder også, at vi altid er på vej igennem vores tilværelse; vi er draget ud fra den ene kyst med kurs mod den anden.
Også i vores skib er Jesus med. Nogle gange virker det som om han sover, og så kan vi føle os ganske forladte og overladte til vores egen skæbne og frygt for forlis; men når tvivlen griber om vort hjerterod, så er der én, som vi kan gå henimod: Ham, der kan stilne stormen og få det oprørte vand bragt i ro. Ja, vi tvivler, Herre! Vi er jo dog kun mennesker; men træd du Guds søn op imod alt det, som vi ikke magter, og vær du den frelser for os, som vi har brug for. Gør vor tilværelses storm stille og gør vores livs hav rolig. Giv os mod til at sejle videre lidt endnu. Giv mig Gud en salmetunge, så for dig, jeg ret kan sjunge af glæde og fryd for din nåde og fred. Amen.
Søndag den 3. februar kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Vilslev, 4. søndag efter Helligtrekonger (I)
Salmer: DDS 557: Her vil ties - DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn - DDS 150: Mit hjerte er så bange – prædiken - DDS 4: Giv mig Gud en salmetunge - DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte - DDS 696: Kærlighed er lysets kilde
Meddelelser
En dag tog Jesus nogle af sine disciple (Peter og Jakob og Johannes) med op på et højt bjerg. Pludselig blev han forvandlet, hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset. Store profeter fra gamle dage trådte frem for ham, og Peter blev ellevild og ville straks bygge hytter, så de kunne bo sammen dér. Men med ét var det herlige syn væk, og alting så ud, som det plejede. Jesus tog sine venner med ned fra bjerget, og hvad det så har for os at betyde skal vi høre mere om til gudstjeneste søndag den 10. februar kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen // kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup v. Ole
Gredstedbro
Præ– og postludium
Vilslev
På torsdag åbner vi igen dørene til samtalecafé i Vilslev præstegård, hvor vi mødes over en kop kaffe og snakker om et teologisk emne. På torsdag drøfter vi spørgsmålet: Hvordan ville vi mon have reageret på Jesus, hvis vi havde levet, da han gik på jorden?
