Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en af de mere kendte fortællinger fra Det Ny Testamente. Meget forståeligt, for i lignelsen er det helt klart og tydeligt, hvem der er god og ond, og pointen står lysende tilbage: Vi skal huske at hjælpe vores næste. Så enkelt kan det siges, hvis altså livet og verden var enkel og ligetil. Den lovkyndige citerede det dobbelte kærlighedsbud fra det gamle testamente, og sådan ved vi, at buddet er meget gammel og grundlæggende, og at man som jøde havde pligt til i sin styrke at tage sig af den svage. Paulus udfoldede i sit brev til Galaterne dette med næstekærligheden ved at understrege, at det dog ikke er ved gerninger, at vi frelses eller bliver gjort retfærdige over for Gud, men at det alene sker ved troen på Kristus, der driver os til at gøre gode gerninger. Man kunne jo nemt forfalde til at tro og hævde, at kun de gode mennesker, altså dem, der altid gør meget for andre også er dem, der har fortjent Guds nåde. Sådan er det dog ikke. Guds nåde gives ødsel og gratis allerede før vi har gjort noget, og at tro handler om at forlade sig på Jesu ord om, at frelsen gives og ikke er noget, man kan tilkæmpe sig som et diplom for et særligt godt, religiøst og humanistisk levned.
Lignelsen har mange lag. Man kan spejle sig i lignelsens forskellige personer, fx se sig som de religiøse personer præsten og levitten, der godt ser den nødlidende, men hastigt går forbi, eller se sig som den nødlidende, der ser andre gå fordi, eller man kan se sig som den barmhjertige samaritaner, der har mod og overskud til at hjælpe. Det er ikke så bekvemt at se sig som dem, der bare går fordi og tilsyneladende er ligeglade, og det er heller ikke så bekvemt eller rart at se sig som en, der ligger forslået og ikke kan klare sig selv. Vi vil jo gerne kunne svinge os op til at hævde om os selv, at vi hver især er barmhjertige.
Det er nødvendigt med et større kendskab til lignelsens personer for at få mere udbytte af dybden i lignelsen. Den lovkyndige, der spørger Jesus, er en lærd jødisk mand, der har helt styr på Moseloven, ikke bare de ti bud, men alle 613 forbud og påbud, der findes i loven. Han kender loven forfra og bagfra, og for ham består jødedommen i at gøre noget konkret i verden for på den måde at vise over for Gud og mennesker, at han er en god jødisk mand. Derfor spørger han, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. At elske Gud Herren og sin næste er han helt med på – det kender han fra loven. Underligt nok synes han at kunne overkomme det! Det er ikke kærligheden til Gud og næsten, han som sådan undrer sig over, men han tænkte på, hvem hans næste egentlig var? Det virker som om, han stod på spring for lige også at klare dén sag, så hans evige salighed kunne være vel forvaret. Så nemt blev det dog ikke.
Lignelsen begynder med et overfald, der åbenbart forekom mange af. Det var ikke en overraskelse for tilhørerne. Man har et offer, nogle forbrydere, der slipper væk, og ind på scenen kommer tre forskellige personer. Først optræder en jødisk præst. Han arbejdede ved templet i Jerusalem og var velanset blandt folket. Efter ham fulgte en levit, der var en meget gammel præsteslægt, der gik tilbage til Moses. Af begge religiøse og velansete jødiske mænd måtte man forvente, at deres tro ville byde dem at elske deres næste og handle derefter, så kærlighedsbuddet ikke kun var søde ord i deres mund, der kunne fortrylle deres tilhørere. Men de var åbenbart mere optaget af at ofre i templet, og havde ikke blik eller hjerte for at udvise barmhjertighed i nødens stund.
Overraskelsen i lignelsen er samaritaneren, der i forhold til levitten og præsten blev betragtet med foragt som en vantro jøde. Af sådan en ville man ikke forvente meget, og da slet ikke, at han ville hjælpe en jøde i nød. Samaritanerne og jøderne havde kun onde øjne til overs for hinanden, og hvis der havde være samaritanere blandt tilhørerne, da Jesus fortalte sin lignelse, ville de nok også have undret sig over, at han hjalp en jøde. De to folk var ærkefjender fra gammel tid, og man skal alligevel gå meget over sin egen grænse for at hjælpe en fjende. Samaritaneren gjorde kun lige tilpas, hvad der var påkrævet for at manden ikke døde. Det var ikke sådan, at han gjorde urealistisk meget godt eller slog sig op som en anden Martin Luther King med en stor drøm om at forandre verden. Nej, samaritaneren gjorde i dét øjeblik, hvad der var nødvendigt for den anden.
”Gå du hen og gør ligeså!” sagde Jesus til den lovkyndige, og så hører vi ikke mere. Den lovkyndige måtte ud fra sin samvittighed selv finde ud af, hvordan han så skulle leve fremover. På samme måde befinder vi os her i kirken, hvor både levitter, præster og samaritanere er forsamlet, og bare rolig her er plads til alle, og ingen bliver fordømt – ligesom hverken præsten eller levitten fordømmes i lignelsen. Den udstødte og udskældte samaritaner blev dagens helt, men vi skal ikke bilde os ind, at vi alle er barmhjertige samaritanere. For det første er det de færreste her i forsamlingen, der er udstødte som en samaritaner, og for det andet skal vi netop ikke lægge fokus på gerningerne, hvor gode de end er. Lignelsen rummer nemlig mere dybde.
Vi forsøger ganske vist i vores selvrealiserende overskudskonkurrence at være noget, vi ikke er, og derved påtage os en ophøjet rolle, mere som barmhjertig end som samaritaner, så vi kan lægge billeder på facebook af vores inspirerende – men selvfede – godhed og særlige humanistiske næstekærlighedssindelag. Hvis lignelsens budskab blot var at kristendom er ren og skær etik, fordi vi alle er lige over for skaberen, så er kristendom blot en religion som mange andre, hvor mennesker forsøger at skaffe sig adgang til et paradis, og vi kunne lige så godt sælge kirkebygningerne, nedlægge folkekirken og blive godhedsapostle. Den sande barmhjertige samaritaner, der hjælper os, når vi selv er nødlidende uanset, om vi selv har været barmhjertige samaritanere eller hårdhjertede levitter og præster, er den person, vi samles om søndag efter søndag: Jesus Kristus. Jesus viser os ved sin offergerning i påsken en langt større barmhjertighed, end nogen samaritaner nogensinde ville kunne gøre.
Vi kan ikke lide at høre det, fordi sandheden er ilde hørt, men sagen er blot, at vi faktisk er som den nødlidende, der lå forslået og forladt, overladt til sig selv og sin egen død. Hvilken nød er vi da i? Man kunne nemt opremse jordiske former for nød: økonomisk krise, flygtningekrise, klimakrise, krise i parforhold og familien og meget andet. Vores fjendeland er dog ikke krige og vold som i lignelsen, men tvivl og håbets trængsel. Sagen er, at vi er åndeligt nødstedte, fordi verden overfalder os og efterlader os døende. Kristi velgerning er at læge vore sår, så vi kan leve i glæde med håb om livets salighed trods jordens foragt for mennesker. Derved bliver kirken som det herberg, hvor den nødlidende blev bragt hen og plejet; her plejer vi med dåbens vand til syndernes forladelse og nadver til fællesskab med hinanden. Amen.
Prædikentekst til 13. søndag efter Trinitatis.
Salmer: 1. DDS 745: Vågn op og slå på dine strenge; 2. DDS 613: Herre du vandrer forsoningens vej; 3. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; --- ; 4. DDS 676: Guds fred er mer end englevagt; 5. DDS 468, v. 3-4: O Jesus, på din alterfod; 6. DDS 697: Herre jeg vil gerne takke
Lignelsen har mange lag. Man kan spejle sig i lignelsens forskellige personer, fx se sig som de religiøse personer præsten og levitten, der godt ser den nødlidende, men hastigt går forbi, eller se sig som den nødlidende, der ser andre gå fordi, eller man kan se sig som den barmhjertige samaritaner, der har mod og overskud til at hjælpe. Det er ikke så bekvemt at se sig som dem, der bare går fordi og tilsyneladende er ligeglade, og det er heller ikke så bekvemt eller rart at se sig som en, der ligger forslået og ikke kan klare sig selv. Vi vil jo gerne kunne svinge os op til at hævde om os selv, at vi hver især er barmhjertige.
Det er nødvendigt med et større kendskab til lignelsens personer for at få mere udbytte af dybden i lignelsen. Den lovkyndige, der spørger Jesus, er en lærd jødisk mand, der har helt styr på Moseloven, ikke bare de ti bud, men alle 613 forbud og påbud, der findes i loven. Han kender loven forfra og bagfra, og for ham består jødedommen i at gøre noget konkret i verden for på den måde at vise over for Gud og mennesker, at han er en god jødisk mand. Derfor spørger han, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. At elske Gud Herren og sin næste er han helt med på – det kender han fra loven. Underligt nok synes han at kunne overkomme det! Det er ikke kærligheden til Gud og næsten, han som sådan undrer sig over, men han tænkte på, hvem hans næste egentlig var? Det virker som om, han stod på spring for lige også at klare dén sag, så hans evige salighed kunne være vel forvaret. Så nemt blev det dog ikke.
Lignelsen begynder med et overfald, der åbenbart forekom mange af. Det var ikke en overraskelse for tilhørerne. Man har et offer, nogle forbrydere, der slipper væk, og ind på scenen kommer tre forskellige personer. Først optræder en jødisk præst. Han arbejdede ved templet i Jerusalem og var velanset blandt folket. Efter ham fulgte en levit, der var en meget gammel præsteslægt, der gik tilbage til Moses. Af begge religiøse og velansete jødiske mænd måtte man forvente, at deres tro ville byde dem at elske deres næste og handle derefter, så kærlighedsbuddet ikke kun var søde ord i deres mund, der kunne fortrylle deres tilhørere. Men de var åbenbart mere optaget af at ofre i templet, og havde ikke blik eller hjerte for at udvise barmhjertighed i nødens stund.
Overraskelsen i lignelsen er samaritaneren, der i forhold til levitten og præsten blev betragtet med foragt som en vantro jøde. Af sådan en ville man ikke forvente meget, og da slet ikke, at han ville hjælpe en jøde i nød. Samaritanerne og jøderne havde kun onde øjne til overs for hinanden, og hvis der havde være samaritanere blandt tilhørerne, da Jesus fortalte sin lignelse, ville de nok også have undret sig over, at han hjalp en jøde. De to folk var ærkefjender fra gammel tid, og man skal alligevel gå meget over sin egen grænse for at hjælpe en fjende. Samaritaneren gjorde kun lige tilpas, hvad der var påkrævet for at manden ikke døde. Det var ikke sådan, at han gjorde urealistisk meget godt eller slog sig op som en anden Martin Luther King med en stor drøm om at forandre verden. Nej, samaritaneren gjorde i dét øjeblik, hvad der var nødvendigt for den anden.
”Gå du hen og gør ligeså!” sagde Jesus til den lovkyndige, og så hører vi ikke mere. Den lovkyndige måtte ud fra sin samvittighed selv finde ud af, hvordan han så skulle leve fremover. På samme måde befinder vi os her i kirken, hvor både levitter, præster og samaritanere er forsamlet, og bare rolig her er plads til alle, og ingen bliver fordømt – ligesom hverken præsten eller levitten fordømmes i lignelsen. Den udstødte og udskældte samaritaner blev dagens helt, men vi skal ikke bilde os ind, at vi alle er barmhjertige samaritanere. For det første er det de færreste her i forsamlingen, der er udstødte som en samaritaner, og for det andet skal vi netop ikke lægge fokus på gerningerne, hvor gode de end er. Lignelsen rummer nemlig mere dybde.
Vi forsøger ganske vist i vores selvrealiserende overskudskonkurrence at være noget, vi ikke er, og derved påtage os en ophøjet rolle, mere som barmhjertig end som samaritaner, så vi kan lægge billeder på facebook af vores inspirerende – men selvfede – godhed og særlige humanistiske næstekærlighedssindelag. Hvis lignelsens budskab blot var at kristendom er ren og skær etik, fordi vi alle er lige over for skaberen, så er kristendom blot en religion som mange andre, hvor mennesker forsøger at skaffe sig adgang til et paradis, og vi kunne lige så godt sælge kirkebygningerne, nedlægge folkekirken og blive godhedsapostle. Den sande barmhjertige samaritaner, der hjælper os, når vi selv er nødlidende uanset, om vi selv har været barmhjertige samaritanere eller hårdhjertede levitter og præster, er den person, vi samles om søndag efter søndag: Jesus Kristus. Jesus viser os ved sin offergerning i påsken en langt større barmhjertighed, end nogen samaritaner nogensinde ville kunne gøre.
Vi kan ikke lide at høre det, fordi sandheden er ilde hørt, men sagen er blot, at vi faktisk er som den nødlidende, der lå forslået og forladt, overladt til sig selv og sin egen død. Hvilken nød er vi da i? Man kunne nemt opremse jordiske former for nød: økonomisk krise, flygtningekrise, klimakrise, krise i parforhold og familien og meget andet. Vores fjendeland er dog ikke krige og vold som i lignelsen, men tvivl og håbets trængsel. Sagen er, at vi er åndeligt nødstedte, fordi verden overfalder os og efterlader os døende. Kristi velgerning er at læge vore sår, så vi kan leve i glæde med håb om livets salighed trods jordens foragt for mennesker. Derved bliver kirken som det herberg, hvor den nødlidende blev bragt hen og plejet; her plejer vi med dåbens vand til syndernes forladelse og nadver til fællesskab med hinanden. Amen.
Prædikentekst til 13. søndag efter Trinitatis.
Salmer: 1. DDS 745: Vågn op og slå på dine strenge; 2. DDS 613: Herre du vandrer forsoningens vej; 3. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; --- ; 4. DDS 676: Guds fred er mer end englevagt; 5. DDS 468, v. 3-4: O Jesus, på din alterfod; 6. DDS 697: Herre jeg vil gerne takke
