Drømmen om rigdom kender vi godt, for den lever i bedste velgående. Længslen efter rigdom og berømmelse sættes i fokus med diverse shows og TV-udsendelser. Opfyldes drømmen kan man leve et liv i sus og dus, og med til drømmen om rigdom og berømmelse hører tilsyneladende garantien om lykke og et liv uden bekymringer.
Fra dagens evangelietekst læste jeg, at Jesus som så ofte før er ude at vandre med sine disciple, da en ung mand pludselig kommer ind i flokken. Man kan genkende ham på lang afstand, for han ligner ikke de andre. Han er fra det bedre, jødiske borgerskab i byen, og har sikkert en lang og fin uddannelse. Den unge mand er klædt i dyre klæder, og kvinderne kigger efter ham i smug. Jesu disciple kigger misundeligt og mistroisk på ham med deres barkede næver i lommerne på deres gamle og støvede tøj. Der bliver stille omkring Jesus, da den unge mand med en ungdommelig lethed og friskhed stiller det spørgsmål, som alle tænkte på, men som ingen turde spørge om. ”hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?” Jesus er ikke overrasket, for unge mænd har ofte en simpel frimodighed. Den unge mand skar ind til benet. Der var ingen tid til høflighedsfraser eller længere indlæg. Spørgsmålet blev stillet lige så kort og kontant som han selv var.
Jesus betænkte sig da heller ikke et øjeblik ved at svare, at man skal overholde de ti bud for at få evigt liv. Man skulle ellers tro, at det svar ville skræmme de fleste væk, især når man kender Jesu tendens til hele tiden at gøre budene så nådesløse, at intet menneske kan holde dem. Men den unge mand lod sig ikke kue. Han havde som en god jøde holdt de ti bud helt fra barnsben, og han kunne dem udenad. Han var åbenbart en rigtig mors dreng; sådan én, der hverken stak en hvid løgn eller stjal et æble fra naboens have. Han kunne således sætte et flueben ud for ”evigt liv”, for det havde han jo erhvervet sig ved at holde budene. Hvad mere kunne han så opnå? Er evigt liv ikke det højeste, største og bedste, man kan ønske sig? Er det ikke en form for belønning for et godt og sandt etisk korrekt liv? Den unge mand ville have mere; hans grådighed lod sig ikke nøje med hans store verdslige rigdom og evigt liv i det hinsides. Mere vil have mere, og med pokeransigt spurgte han igen Jesus: ”Hvad mangler jeg så?” som om, han ved at have holdt budene var det perfekte menneske; et ideal for menneskeheden; én, man måtte se op til og hylde som forbillede og arketype på alle mennesker. Men intet menneske er perfekt, så Jesus siger: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Den unge mand kunne ikke købe sig til at følge Jesus, der var nemlig intet medlemskontingent i discipelskabet. Men Jesus lover altså den unge mand fuldkommenhed, hvis han altså bare sælger og dermed giver afkald på alt, hvad han ejer og giver det til fattige. Og i stedet for en tilværelse som en rig, ung mand, stiller Jesus ham i udsigt at blive en fattig tjener for mennesker. Det er faktisk noget, den unge mand godt kan gøre – i teorien. For det er nemt at sige og at høre, men det er svært for ham at gøre.
Den unge mand er formodentlig vokset op i et hjem, hvor rigdom var ligeså naturligt som det at trække vejret. Hans tilgang til Jesus viser noget om hans tilgang til livet; der er ingen ydmyghed, men manden ved, hvad han vil have. Han ved præcist, hvilken kone, han vil have, hvordan hans hus skal indrettes, hvilket arbejde han vil have og hvilke venner, der er værd at holde fast i – og han får det som regel, som han vil have det. Et karrieremenneske, ville han kaldes nu om dage. Sådanne mennesker respekterer man, for de kommer frem i livet; de er aldrig tilfredse med det, de har, men stræber efter mere i deres hjertes grådighed. Livets skole lærer dem, at grådighed er godt – for dem. Den unge mand er ikke rig uden grund. Hvordan han er blevet rig fortælles ikke, men han er meget glad for det. At være rig er blevet hans kendemærke i verden; han er en vigtig person, for han er jo rig. Han kan købe sig de bedste ting i verden; de bedste læger, de bedste klæder, de største gaver og den bedste bekymringsløshed.
Og så dog; noget må have bekymret ham, siden han er gået til Jesus. Han har indset, at han ikke kan købe evigt liv. Måske var han så velhavende, at han skulle bruge mere end ét liv til at nyde hele sin formue. For et par søndage siden fortalte Jesus lignelsen om den fortabte søn, der af sin endnu levende far modtog sin del af arven og løb hjemmefra som en ung tyr, grådig på livet og lysterne, for at løbe hornene af sig i storbyen. Han ender dog i svinestien, hvor han angrer sit liv i de grådige og umættelige lysters vold, hvorefter han vender om og vender hjem og modtages af faderens åbne arme. For den fortabte søn var der en grænse; han havde lært en vigtig lektie om rigdom her i livet. Da den unge, rige mand i dag går bort fra Jesus, er det med sænket hoved og et bedrøvet hjerte. Han havde mødt sin grænse: han kunne ikke opgive sin jordiske formue og rigdom, og stoltheden faldt til jorden med et brag, for den afslørede hans selvbedrag. Den unge mands rigdom var blevet hans afgud, og dermed havde han hele sit liv brudt det allerførste af de ti bud: ”Du må ikke have andre guder”, men selvbedraget indser han først nu; at svært for ham at skille sig af med sin rigdom.
Ofte er denne historie om den unge, rige mand blevet hevet frem som et argument imod velstand og rigdom blandt kristne. Man peger på de velhavende præster og kirkens guldbelagte lysestager og siger, det er et ukristeligt frås og en uetisk ødselhed. ”Disse stager og bægere kunne være solgt for mange penge og givet til de fattige.” Og så stirrer kritikerne sig blinde på de penge, som de kritiserer andre for at have stirret sig blinde på. Sagen er dog blot, at Jesus ikke fokuserer på penge. For ham er det lige meget, om man er rig eller fattig i forhold til det jordiske. Er du millionær – fred med det. Er du ludfattig – fred med det. Kolde kontanter er netop kolde, og det bør ikke være et anliggende for varme hjerter af kød og blod. Et menneskes værdi afgøres i Jesu øjne ikke af, om regnskabets tal er røde eller sorte. Jesus peger på noget fundamentalt, som den unge, rige mand havde overset eller var blevet blind for i al sin rigdom og velstand. At han først og fremmest er et menneske ligesom os andre. Jesus vil have den unge mand og disciplene til at opdage menneskers hjælpeløshed og Guds godhed.
Vores nutidig synes at ligne den unge, rige mand. De finansielle skandaler truer med at vælte velfærdslæsset. Økonomiske vismænd er stolte mennesker, der blindt følger kong Mammons tryllefløjte væk fra al menneskelighed og ud over den skrænt, alle kan se tusind mil i forvejen, men da ingen tør gå imod strømmen bliver det en solidarisk strækmarch imod den visse død og elendighed. Måske forestiller man sig, at apostlen Peter ved Himmerigets perleport er blevet udskriftet med en revisor og regnskabsfører. Det er en gammelkendt sandhed i vores verden, at der ikke er frihed i fattigdom, men mange er blevet bedraget til at tro, at penge derimod giver frihed og alt det gode i livet. Man kan ikke købe venner, kærlighed og en sand tro, men man kan købe noget der ligner. Penge er blevet den gud, der fører stolte mennesker på afveje. Man siger, penge er roden til alt ondt, men det er ikke hele sandheden. Ligesom det ikke er våben, men mennesker, der dræber, sådan er det heller ikke pengene i sig selv, men menneskers dyrkelse af dem, der er sagens kerne. Jesus peger således ikke på den rige, unge mands mange penge, men på hans forhold til sin velstand. Den unge mand satte al sin tillid til sin velstand. Velstanden blev hans et og alt; om natten spekulerede han på sin jordiske skat og om dagen arbejde han på at øge sin rigdom. Han arbejdede sikkert glad og gerne langt mere, end han behøvede, for så kunne han i de stille aftenstimer tænkte på de dejlig mange ting, han kunne købe.
Vi får ikke at høre, hvad den unge, velhavende mand vælger efter sin samtale med Jesus, men straks da han er gået, falder disciplene over Jesus. De kan ikke fordøje hans ord; de er for skrappe – selv for hans trofaste disciple. Frygt og hjælpeløshed griber dem igen, og de tænker på, om de nu har gjort sig fortjente til det evige liv; om de har overholdt alle bud og givet afkald på deres mange små dagligdags-afguder. Og de spørger bævende: ”Hvem kan så blive frelst?” Her bliver Jesus tavs et øjeblik. Disciplene har fulgt ham i langt tid, og de har hørt mange af hans ord og set mange af hans undergerninger – alligevel har de åbenbart ikke forstået ret meget af det hele. Og så siger han noget, der kunne lyde forfærdeligt, men som er nådefulde ord: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”
Jesus prikker dermed nådigt hul i den boble, som disciplene regnede for at være den sande verden. De var begyndt at følge efter Jesus, for han var en god og rar mand, der sagde kloge ord og gjorde gode gerninger. Men til tider sagde han også nogle ting, der skræmte dem. Fx at penge og rigdom kunne blive den afgud, der spærrede for vejen til frelse. Spørgsmålet bliver da, hvad eller hvem man sætter sin lid til; hvem man stoler på; hvor man regner med ens lykke, liv og glæde stammer fra. Den unge mand stoler på sig selv og sin velstand; han er sin egen lykkes smed, men Jesus peger på, at Gud er kilden til alt det gode i vort liv. Og med den erkendelse skal man lade sig være det menneske, man er her på jord, og lade Gud nådigt gøre det, der er umuligt for os, nemlig frelsen. Amen.
