Søndag den 19. september 2021, 16. søndag efter Trinitatis (I).
kl. 9.30 i Vilslev Kirke. 408: Nu ringer alle klokker mod sky 636: Midt i al det meningsløse 41: Lille Guds barn --- 148: Ånden opgav enkesønnen 477: Som korn fra mange marker 39: Synes det i kors og pine, mel: A. P. Berggreen 1852 –
Gredstedbro kl. 11 745: Se, nu stiger solen , melodi: Oluf Ring omkring 1915 15: Op, al den ting , melodi: Fra tjekkisk sangbog 1576 784: Altid frejdig , melodi: C. E. F. Weyse 1838 prædiken 41: Lille Guds barn , melodi: Dansk folkemelodi 1814 412, v. 4-5: Som vintergrene, melodi: Walter Bjerborg 1961 787: Du, som har tændt , melodi: Erik Sommer 1981 OBS: Trosbekendelsen siges, hvorefter vi synger: "Lad verden ej..."
INTRO GT
Job var en mand, som havde alt i overflod og han var en meget rig og velsignet mand. Han troede på Gud af hele sit hjerte. Han mistede alt fordi Djævelen ville afprøve Jobs tro. Da Job sidder i askebunken og skraber sine sår med potteskår, fortvivler han over sin skæbne, som vi her skal høre.
INTRO NT
Modsat Job blev Paulus aldrig modløs eller fortvivlet, selvom han igen og igen blev stenet, hånet, mobbet, slået og forfulgt fordi han forkyndte kristendommen. Paulus tror nemlig, at når han selv er svag, så er Gud stærk, og når hele verden vender sig imod Paulus, så lovsynger han Jesus og priser ham højt, fordi Jesus i sin kærlighed er mest hos dem, der er modløse, fortvivlede og fortabte.
PRÆDIKEN
Siden jeg blev far til min datter, har jeg altid været bange for, at hun en morgen ville ligge død i sengen, når jeg går ind for at tage hende op. Jeg kan ikke forestille mig noget, der ville kunne ryste mig i så forfærdelig grad, som hvis Benedicte en dag døde fra mig. Selvom navlestrengen til hendes mor blev klippet ved fødslen, findes der dog endnu en navlestreng af en anden slags, der binder hende til mig og naturligvis også til hendes mor. En navlestreng af samhørighed, fællesskab, familie – ja, kærlighed. Så tæt knyttet er forældre og deres barn, at barnets død ville være som at få et sløvt sværd stukket langsomt igennem hjertet. Det er naturligvis en almindelig opfattelse, at børn ikke skal dø før deres forældre, men vi lever desværre uden for Paradiset, hvor det forfærdelige engang imellem sker. Tilbage i tiden skete det ret ofte, at forældre mistede deres børn ved fødslen eller i de første år efter deres fødsel, men selvom børnedødeligheden efterhånden ikke er ret høj, så rammer døden alligevel børn, og tilbage står mange – ikke mindst forældrene – i en næsten ubærlig sorg. Jeg ønsker ikke at gøre jer deprimerede denne søndag formiddag, men når nu vi har hørt om en enke, der mistede sin søn, så skal vi ikke være kolde i hjertet og tænke, at det jo skete for mange år siden, eller at det jo ikke sker i dag. Tværtimod skal vi forstå, hvor dyb en tragedie det var for den kvinde, som ikke havde andre i sit liv end hendes eneste søn, som blev ramt af døden. Da hun mistede ham, mistede hun alt, og med sine sidste kræfter gik hun fortvivlet ved ligbåren ud til gravstedet velvidende, at hun nok selv kort efter skulle samme vej. Hjertet var revet ud af hende ved sønnens død; hendes mand var også borte, så hvem skulle hun dele sin smerte med? Hvem ville kunne trøste hende? En stor skare fulgte med hende, for drengens død påvirkede også dem. For selvom døden den dag ramte naboen og ikke dem selv, var det dog alligevel forfærdeligt, at et lille, uskyldigt menneskebarn skulle dø. Ingen ved, hvad han døde af, og alle vandrede indadvendte i deres sorg som et sorgfuldt og grædende følge fuld af forundring over, at livet skal være så skrøbeligt og uretfærdigt.
Imens de gik indhyllede i deres triste sorg, kom Jesus hen til dem, og gik hen til moren og sagde: ”Græd ikke!” Man græder jo, når sorgen er stor; det er naturligt og forløsende og sundt at give tårerne frit løb, men når Jesus standsede tårerne, så var det fordi, han ville vende den store sorg til endnu større glæde. Og han vækkede drengen fra dødens søvn som om, han bare rejste et barn op, der var snublet og faldet på vejen. Sådan er livets Herre, mægtig i al stilfærdighed. Når jeg læser om den hændelse, bliver jeg glad på kvindens vegne, men straks efter bliver jeg trist ved tanken om alle de andre børn, der blev og bliver taget fra deres forældre i hjem over hele verden. Døden holder sig ikke tilbage for alder, kultur eller samfund og går stadig på lumsk rov iblandt os. Ingen er fredet, og Jesus opvækker ikke længere de døde til nyt liv. Men Jesus ønsker ikke, at vi skal blive triste eller blive hængende ved tanken om døden, der hærger i vores verden. Tværtimod har han jo med det mirakel vist, at den, der hører til Jesus, ikke skal være bange for døden. Ja, døden kommer til os på måder, vi ikke kender, men selvom døden vil ramme, må den ikke lamme vores tro, håb og kærlighed. Javist skal vi græde over tab af dem, vi mister, men Jesus er livets Gud og herre over alting; han har magten. Den lille drengs opvækkelse fra de døde er en forsmag på det, der skete i påsken, hvor Jesus selv døde og blev opvakt til livet.
Nu kunne man jo indvende nogle ting. Hvordan kan Gud dog lade små børn dø? Hvilken magt har Gud egentligt, når han ikke forhindrer børn i at dø? Hvad skal vi egentligt bruge Gud til, når vi alligevel skal gennemleve lidelse og engang dø måske på en forfærdelig langtrukken og lidelsesfuld måde? Sådan kan man indvende, for vore kirkegårde er jo tavse vidner om, at døden vinder i dette liv. Det er endnu ikke lykkedes nogen at vinde over døden eller undslippe – altså, ingen andre end Jesus, som kun undslap ved at leve syndfrit i tro, håb og kærlighed, indtil han ikke havde liv eller ånde i sit legeme. Hvordan kunne Gud dog lade sin egen søn dø? Det kunne han, fordi Jesus gjorde det frivilligt. Han så at døden havde magt i verden, og at mennesker var bange for døden. Derfor levede han for at vise, at døden ikke er stor og mægtig, men en ussel gnalling, der stjæler glæden, myrder stakler og berøver livsånden fra mennesker, når vi mindst venter det. Vi dør af at leve, ak ja, sådan har det været – altid. Lige fra det første menneske trak vejret første gang vidste man, at det engang også ville ånde ud en sidste gang.
I den første del af min prædiken har jeg kun talt om alt det, vi jo godt ved. Men der er mere at sige, og derfor kommer vi til kirke. Livet er stadig livet værd; ja, det er så meget værd, at Jesus frivilligt gik fra sit ubekymrede evige liv i himlens evigt lyse sale ned i menneskekroppens forgængelighed for at leve et menneskeliv og dø en jordisk død. Mange ville nok hellere vælge den anden vej og flygte mod himlens sikre havn, hvor der hverken er sygdom, smerte, synd eller sorg. Vi er dog skabt til at leve og sat her for at elske, for det er jo her på jord, vi lever, bor og tror. Vi kan ikke styre livet i de store træk, men når vi elsker Gud og vor næste og er åbne for også at modtage kærligheden fra Gud og mennesker, så er livet værd at klamre sig til og leve. For at elske er også at tilgive, og når vi dødelige kommer til kirke og er mere eller mindre angste og fortvivlede over, at vore nære og kære en dag skal dø; når vi kommer herind som Guds børn for at søge lidt tryghed i en utryg og usikker tilværelse, hvor livet føles skrøbeligt, så tager Han imod os og rækker os den tilgivelse og sjælefred, som ingen kan give sig selv. En dag skal vi dø, ja, men alle andre dage skal vi leve. Og når vi lever med kærlighed, så kan vi aldrig komme helt galt afsted. Lev derfor fuldt ud i tillid til mennesker og tro på Gud. Så bliver livet så stort, at vi må fyldes af glæde og taknemmelighed over den nye dag vi fik og de mennesker, vi fik lov at være iblandt. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.
Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.
Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.
Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen.
Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.
Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.
Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.
Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.
Meddelelser
Vilslev: På søndag den 26. september er der gudstjenester kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev, hvor vi fejrer høstgudstjeneste med kirkekor. Kl. 13 indbyder menighedsrådet til reception i Vilslev Forsamlingshus for at fejre organist Dorte Grangård Olesen og graver Jørn Thorlund Friis, som begge ar 25-års jubilæum ved kirken. Man skal tilmelde sig hos Arne Kruse – se kirkebladet for mere info.
Gredstedbro:
På søndag den 26. september er der gudstjenester kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved ved Katrine Gaub.
I dag fejrer vi guldkonfirmanderne, dvs. dem, der var unge og i det stive puds da de blev konfirmeret for 50 år siden. Jeg vil bede guldkonfirmanderne rejse sig, og så vil jeg læse navnene: …
Tillykke med guldet!
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
kl. 9.30 i Vilslev Kirke. 408: Nu ringer alle klokker mod sky 636: Midt i al det meningsløse 41: Lille Guds barn --- 148: Ånden opgav enkesønnen 477: Som korn fra mange marker 39: Synes det i kors og pine, mel: A. P. Berggreen 1852 –
Gredstedbro kl. 11 745: Se, nu stiger solen , melodi: Oluf Ring omkring 1915 15: Op, al den ting , melodi: Fra tjekkisk sangbog 1576 784: Altid frejdig , melodi: C. E. F. Weyse 1838 prædiken 41: Lille Guds barn , melodi: Dansk folkemelodi 1814 412, v. 4-5: Som vintergrene, melodi: Walter Bjerborg 1961 787: Du, som har tændt , melodi: Erik Sommer 1981 OBS: Trosbekendelsen siges, hvorefter vi synger: "Lad verden ej..."
INTRO GT
Job var en mand, som havde alt i overflod og han var en meget rig og velsignet mand. Han troede på Gud af hele sit hjerte. Han mistede alt fordi Djævelen ville afprøve Jobs tro. Da Job sidder i askebunken og skraber sine sår med potteskår, fortvivler han over sin skæbne, som vi her skal høre.
INTRO NT
Modsat Job blev Paulus aldrig modløs eller fortvivlet, selvom han igen og igen blev stenet, hånet, mobbet, slået og forfulgt fordi han forkyndte kristendommen. Paulus tror nemlig, at når han selv er svag, så er Gud stærk, og når hele verden vender sig imod Paulus, så lovsynger han Jesus og priser ham højt, fordi Jesus i sin kærlighed er mest hos dem, der er modløse, fortvivlede og fortabte.
PRÆDIKEN
Siden jeg blev far til min datter, har jeg altid været bange for, at hun en morgen ville ligge død i sengen, når jeg går ind for at tage hende op. Jeg kan ikke forestille mig noget, der ville kunne ryste mig i så forfærdelig grad, som hvis Benedicte en dag døde fra mig. Selvom navlestrengen til hendes mor blev klippet ved fødslen, findes der dog endnu en navlestreng af en anden slags, der binder hende til mig og naturligvis også til hendes mor. En navlestreng af samhørighed, fællesskab, familie – ja, kærlighed. Så tæt knyttet er forældre og deres barn, at barnets død ville være som at få et sløvt sværd stukket langsomt igennem hjertet. Det er naturligvis en almindelig opfattelse, at børn ikke skal dø før deres forældre, men vi lever desværre uden for Paradiset, hvor det forfærdelige engang imellem sker. Tilbage i tiden skete det ret ofte, at forældre mistede deres børn ved fødslen eller i de første år efter deres fødsel, men selvom børnedødeligheden efterhånden ikke er ret høj, så rammer døden alligevel børn, og tilbage står mange – ikke mindst forældrene – i en næsten ubærlig sorg. Jeg ønsker ikke at gøre jer deprimerede denne søndag formiddag, men når nu vi har hørt om en enke, der mistede sin søn, så skal vi ikke være kolde i hjertet og tænke, at det jo skete for mange år siden, eller at det jo ikke sker i dag. Tværtimod skal vi forstå, hvor dyb en tragedie det var for den kvinde, som ikke havde andre i sit liv end hendes eneste søn, som blev ramt af døden. Da hun mistede ham, mistede hun alt, og med sine sidste kræfter gik hun fortvivlet ved ligbåren ud til gravstedet velvidende, at hun nok selv kort efter skulle samme vej. Hjertet var revet ud af hende ved sønnens død; hendes mand var også borte, så hvem skulle hun dele sin smerte med? Hvem ville kunne trøste hende? En stor skare fulgte med hende, for drengens død påvirkede også dem. For selvom døden den dag ramte naboen og ikke dem selv, var det dog alligevel forfærdeligt, at et lille, uskyldigt menneskebarn skulle dø. Ingen ved, hvad han døde af, og alle vandrede indadvendte i deres sorg som et sorgfuldt og grædende følge fuld af forundring over, at livet skal være så skrøbeligt og uretfærdigt.
Imens de gik indhyllede i deres triste sorg, kom Jesus hen til dem, og gik hen til moren og sagde: ”Græd ikke!” Man græder jo, når sorgen er stor; det er naturligt og forløsende og sundt at give tårerne frit løb, men når Jesus standsede tårerne, så var det fordi, han ville vende den store sorg til endnu større glæde. Og han vækkede drengen fra dødens søvn som om, han bare rejste et barn op, der var snublet og faldet på vejen. Sådan er livets Herre, mægtig i al stilfærdighed. Når jeg læser om den hændelse, bliver jeg glad på kvindens vegne, men straks efter bliver jeg trist ved tanken om alle de andre børn, der blev og bliver taget fra deres forældre i hjem over hele verden. Døden holder sig ikke tilbage for alder, kultur eller samfund og går stadig på lumsk rov iblandt os. Ingen er fredet, og Jesus opvækker ikke længere de døde til nyt liv. Men Jesus ønsker ikke, at vi skal blive triste eller blive hængende ved tanken om døden, der hærger i vores verden. Tværtimod har han jo med det mirakel vist, at den, der hører til Jesus, ikke skal være bange for døden. Ja, døden kommer til os på måder, vi ikke kender, men selvom døden vil ramme, må den ikke lamme vores tro, håb og kærlighed. Javist skal vi græde over tab af dem, vi mister, men Jesus er livets Gud og herre over alting; han har magten. Den lille drengs opvækkelse fra de døde er en forsmag på det, der skete i påsken, hvor Jesus selv døde og blev opvakt til livet.
Nu kunne man jo indvende nogle ting. Hvordan kan Gud dog lade små børn dø? Hvilken magt har Gud egentligt, når han ikke forhindrer børn i at dø? Hvad skal vi egentligt bruge Gud til, når vi alligevel skal gennemleve lidelse og engang dø måske på en forfærdelig langtrukken og lidelsesfuld måde? Sådan kan man indvende, for vore kirkegårde er jo tavse vidner om, at døden vinder i dette liv. Det er endnu ikke lykkedes nogen at vinde over døden eller undslippe – altså, ingen andre end Jesus, som kun undslap ved at leve syndfrit i tro, håb og kærlighed, indtil han ikke havde liv eller ånde i sit legeme. Hvordan kunne Gud dog lade sin egen søn dø? Det kunne han, fordi Jesus gjorde det frivilligt. Han så at døden havde magt i verden, og at mennesker var bange for døden. Derfor levede han for at vise, at døden ikke er stor og mægtig, men en ussel gnalling, der stjæler glæden, myrder stakler og berøver livsånden fra mennesker, når vi mindst venter det. Vi dør af at leve, ak ja, sådan har det været – altid. Lige fra det første menneske trak vejret første gang vidste man, at det engang også ville ånde ud en sidste gang.
I den første del af min prædiken har jeg kun talt om alt det, vi jo godt ved. Men der er mere at sige, og derfor kommer vi til kirke. Livet er stadig livet værd; ja, det er så meget værd, at Jesus frivilligt gik fra sit ubekymrede evige liv i himlens evigt lyse sale ned i menneskekroppens forgængelighed for at leve et menneskeliv og dø en jordisk død. Mange ville nok hellere vælge den anden vej og flygte mod himlens sikre havn, hvor der hverken er sygdom, smerte, synd eller sorg. Vi er dog skabt til at leve og sat her for at elske, for det er jo her på jord, vi lever, bor og tror. Vi kan ikke styre livet i de store træk, men når vi elsker Gud og vor næste og er åbne for også at modtage kærligheden fra Gud og mennesker, så er livet værd at klamre sig til og leve. For at elske er også at tilgive, og når vi dødelige kommer til kirke og er mere eller mindre angste og fortvivlede over, at vore nære og kære en dag skal dø; når vi kommer herind som Guds børn for at søge lidt tryghed i en utryg og usikker tilværelse, hvor livet føles skrøbeligt, så tager Han imod os og rækker os den tilgivelse og sjælefred, som ingen kan give sig selv. En dag skal vi dø, ja, men alle andre dage skal vi leve. Og når vi lever med kærlighed, så kan vi aldrig komme helt galt afsted. Lev derfor fuldt ud i tillid til mennesker og tro på Gud. Så bliver livet så stort, at vi må fyldes af glæde og taknemmelighed over den nye dag vi fik og de mennesker, vi fik lov at være iblandt. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.
Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.
Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.
Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen.
Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.
Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.
Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.
Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.
Meddelelser
Vilslev: På søndag den 26. september er der gudstjenester kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev, hvor vi fejrer høstgudstjeneste med kirkekor. Kl. 13 indbyder menighedsrådet til reception i Vilslev Forsamlingshus for at fejre organist Dorte Grangård Olesen og graver Jørn Thorlund Friis, som begge ar 25-års jubilæum ved kirken. Man skal tilmelde sig hos Arne Kruse – se kirkebladet for mere info.
Gredstedbro:
På søndag den 26. september er der gudstjenester kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved ved Katrine Gaub.
I dag fejrer vi guldkonfirmanderne, dvs. dem, der var unge og i det stive puds da de blev konfirmeret for 50 år siden. Jeg vil bede guldkonfirmanderne rejse sig, og så vil jeg læse navnene: …
Tillykke med guldet!
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
