Stædig som et æsel havde Jesus sat sig for at tage ind til Jerusalem. Han ved godt, at der kun venter ham påskens begivenheder med disciplenes svigt, og at han kan se frem til piskning og korsfæstelse. I den by, hvor Guds tempel lå så flot og hvor alverdens hjerter håbede på Guds indgriben i verden, skulle Guds søn gå sine sidste skridt, forladt og alene i en sorg og smerte, som ingen før eller siden kunne kende hos sig selv. Men den tid, den sorg. I dag ridder han som ydmyg konge på et æsel ind til sine bødler. Palmegrene lægger man på vejene, for den røde løber baner han selv med sit blod Langfredag på sin vej til Golgata.
| I dag ridder han stille og roligt som en ydmyg tjener og stædigt som en stor konge ind til Jerusalem for at spise sit sidste måltid med sine venner, de tolv han havde udvalgt tre år før denne rejse. I tre år havde de oplevet meget sammen; de største mirakler og de største følelsesudsving. Hans venner havde aldrig før vaklet så meget mellem tro og tvivl som i de tre år, og selv ikke på denne glædelige dag kunne de slippe for den hviskende stemme for deres øre om, at Jesus da umuligt kunne være den frelser, man havde ventet på. Jo nærmere, Guds rige kom i verden, desto højere hviskede denne tvivlende stemme og råbte vantroen ind i vennernes ører, så de hverken kunne sanse eller samle, men kun vakle frem, som var de berusede af dårlig vin. | Klik og læs Bibeltekster til Første Søndag i Advent DDS 74: Vær velkommen DDS 84: Gør døren høj DDS 80: Tak og ære være Gud DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand DDS 192, v. 7: Hil dig, frelser og forsoner DDS 87, v 1: Det første lys |
Mange konger har igennem tiden ladet sig se højt til hest, ranke og i statslige klæder idet de ridder over grænser eller ind i byer for at blive beundret og lovprist af deres undersåtter – den jævne mand på gaden. Hesten sikrer, at kongen kan skue ud over sine landsmænd, og hesten er et statsligt og flot dyr, man ikke skal gå i vejen for. Hesten er igennem tiden blevet brugt til at bære ledere på slagmarken og andre steder, hvor den stærke mand skal hyldes, elskes – og frygtes – og hvor man forventer en stærk leder og fører af folket. En konge til fods er et latterligt syn, og en konge på et æsel bliver dømt ude som en nar og en klovn, som ingen vil gå i skyttegraven for. Men det er netop som en ydmyg konge på et æsel, at Jesus red igennem den store skare af mennesker, der takkede ham og hyldede ham fordi, han ønskede at være deres konge ved at være deres tjener. Hvilke konger i denne verden har vandret som Jesus og gjort vel mod enhver? Det står lysende klart som en stjerne på en vinterhimmel, at der med Jesus skete noget fuldstændigt nyt i verden.
Det er i dag Første Søndag i Advent. I dag begynder et nyt kirkeår. Kirkeåret er kirkens kalender, og selvom kalenderen begynder på samme måde hvert år, så er det nye år dog nyt ved, at det ikke før har været, og vi har ikke før oplevet det. I et kirkeår skal vi først høre om julens budskab; for det var i en ubetydelig stald i Betlehem, at verdenshistoriens – ja, universets – største mirakel skulle finde sted; det var her omgivet af dyr og fattige mennesker, at Gud blev født i verden som det lille barn, Jesus. Mange af os kan huske, at det har været den første søndag i advent mange gange. Mange vil også kunne huske de Bibeltekster, der læses op i den forbindelse. År efter år har de samme Bibeltekster lydt i landets kirker. Og så kan man spørge: Hvad er der nyt ved det?
Når fjernsynets reklamer viser os noget nyt, de vil sælge, så er det som regel noget, vi ikke før har set. Nyt mad, nyt legetøj, nyt tøj eller andre nye produkter, som de påstår kan vore liv bedre og nemmere. De lokker og taler godt for sig, så mange tror, de har brug for netop disse produkter. Især ved juletid bombarderes vi med reklamer til julegaveidéer, og allerede i oktober oplyser juletræskæderne butiksvinduerne i gaderne, der ellers præges af den snigende vinters kulde og mørke. Og så kan man gå rundt som Den Lille Pige med Svovlstikkerne og se ind på de varme, glødende lyskæder og ønske sig, at man blot kunne varme sig ved noget af dette farverige lys. En julenat i Betlehem blev der dog tændt et lys, der stråler langt mere end alverdens flotte julelyskæder. Det nye ligger i det gamle; som at finde et gammelt fotoalbum og på ny glæde sig over at se de kendte ansigter, eller en morgen glæde sig over en ny dag, eller igen og igen glæde sig over, at gamle venner dukker op på nye måder i ens liv nu og her. De gamle fortællinger om Jesu fødsel lyder altså på den samme måde for vore øre, men det nye er, hvordan vi forstår dem og modtager dem dér, hvor vi nu står i vore liv. Og så kan man sige, at et produkt, der er så gammelt som Bibelens fortællinger og stadig kan høres på ny, er mange gange bedre end produkter, der hele tiden skal være nye. Det altid nye er flygtigt; det altid gamle kan derimod altid opleves på nye måder. Der er mange gamle traditioner og måder at være til på, som vi gentager igen og igen. Gentagelse fremmer forståelsen for dybden. Første gang er den sværeste, men efterhånden som man gentager noget, får det en ny vinkel og man får mere indblik i det og får mere ud af det. Derfor giver det god mening at have et kirkeår, der kører i ring ligesom også naturen har sin egen rytme, der er så uforståeligt gammel.
Ordet advent betyder komme, og der er fire adventssøndage i tiden før, det bliver juleaften. Kirkeåret begynder altså med en ventetid på ham, der kommer; det er en tid for os at forberede os i. Men hvad og hvem er det vi venter på? År efter år går vi igennem adventstiden forud for juleaften. Det er en ventetid, og vi bruger tid forskelligt til bl.a. at være sammen med familien, at gå til gudstjeneste, at høre julemusik og gå til julefrokost. Ventetiden er lang, og man kan vænne sig til at vente, så man nærmest kommer til at tro, at det, man venter på, egentligt aldrig kommer. Det kan være svært nok at bevare tålmodigheden, når man skal vente hos lægen eller vente på bussen, men vi ved, at både lægen og bussen kommer engang. Og så er det med at bruge ventetiden som man nu engang bedst kan. Sådan er det også, når vi venter på julen eller på andre ting i vore liv. Ja, måske kan man sige, at vi altid venter på noget. Der er altid noget at se frem til, noget i fremtiden, vi glæder os til. Ventetiden kan man så bruge på at forberede sig, så man dog i det mindste har noget at give sig til, indtil dagen kommer, hvor forventningens glæde bliver indfriet.
Jesus blev for 2.000 år siden født én gang for alle, så det er ikke sådan, at vi år efter år skal vente på, at han bliver født i en stald i Betlehem. Vores ventetid bliver derfor en tid til eftertanke og refleksion over, hvad hans fødsel egentlig betyder. Julenat kom Gud til jorden som et menneske. Da Jesus blev født, mødte både hyrder og vise mænd fra Østerland op i stalden for at tilbede ham, imens han endnu var spæd. Han blev født i en ussel stald blandt dyrenes lugte, som om han blev født på en fattiggård. Tænk sig, at den almægtige Gud, himmelens og jordens skaber, lod sig føde sådan et sted! Og så endda af en ugift kvinde. Man kunne ellers have forventet, at Gud ville komme anstigende i al sin himmelske vældes pomp og pragt, med englekor, basuner og trompeter imens naturen skælvede og dommedagen syntes nær. Men menneskers forventninger blev gjort til skamme, og han lod sig nærmest ubemærket føde i en stald og ikke prægtigt palads. Der var intet, mennesker kunne gøre fra eller til – Maria var klar til at føde, og naturens gang tager ikke hensyn til menneskes omgivelser. Da Jesus var blevet voksen, begyndte han ikke at samle sig en hær omkring sig eller forsøge at optræde med myndighed som var han en kong Gulerod. Nej, for Jesus er livet jordnær, og han var altid nærmest dem, der var nærmest jorden; de syge, udstødte, og dem, der var overladt til sig selv. Hvilken anden konge ville gøre sådan?
Den konge, som folkene hilste på og ærede med palmegrene, var en ny slags konge, som man ikke før havde set mage til, og hans kongerige er af en anden slags, end de kongeriger, man kender andre steder fra. Førhen skulle mennesker gøre sig fortjente til at møde Gud ved at rense deres hjerter, og forberede sig på alle tænkelige måder. Det var enormt vanskeligt at blive ren nok til at søge opad til Gud i den altid så fjerne himmel. Men julenat trådte Gud selv frem i verden på en ny måde, nemlig i form af sin søn Jesus. Når mennesker ikke kunne komme til Gud, måtte Gud komme til mennesker. Og det er lige præcis dét adventstiden handler om; at Gud langsomt men sikkert kommer til jorden, til mennesker i form af Jesus Kristus, og at Guds rige dermed langsomt og stædigt som et æsel bryder frem på jorden til fred og velsignelse for enhver.
Salmen, vi skal synge efter prædiken, er skrevet af reformatoren Martin Luther. For Luther var det vigtigt at gøre opmærksom på, at vi mennesker ikke i os selv kan række vore hænder helt op til Guds himmel, men at vi alene må vente og lade Gud komme os i møde i form af Jesus. Han kommer mennesker i møde overalt, hvor fortællingerne om julenatten lyder. Hvor ordene lyder, kan der tændes håb i livets mørke. Det er meget passende, at julen ligger her midt i den danske vinters mørkeste tid, for det er midt i det dybeste mørke, at Gud tændte sit lys i verden med et spædbarn. Meget ydmyg, stille og rolig men alligevel det største, der nogensinde i verdens og universets historie har fundet sted. På den måde begyndte Jesus sit virke i vores verden ved at begynde ligesom vi alle begyndte vort liv: med at være et hjælpeløst spædbarn, ganske afhængig af vore forældres kærlighed. Amen.
Det er i dag Første Søndag i Advent. I dag begynder et nyt kirkeår. Kirkeåret er kirkens kalender, og selvom kalenderen begynder på samme måde hvert år, så er det nye år dog nyt ved, at det ikke før har været, og vi har ikke før oplevet det. I et kirkeår skal vi først høre om julens budskab; for det var i en ubetydelig stald i Betlehem, at verdenshistoriens – ja, universets – største mirakel skulle finde sted; det var her omgivet af dyr og fattige mennesker, at Gud blev født i verden som det lille barn, Jesus. Mange af os kan huske, at det har været den første søndag i advent mange gange. Mange vil også kunne huske de Bibeltekster, der læses op i den forbindelse. År efter år har de samme Bibeltekster lydt i landets kirker. Og så kan man spørge: Hvad er der nyt ved det?
Når fjernsynets reklamer viser os noget nyt, de vil sælge, så er det som regel noget, vi ikke før har set. Nyt mad, nyt legetøj, nyt tøj eller andre nye produkter, som de påstår kan vore liv bedre og nemmere. De lokker og taler godt for sig, så mange tror, de har brug for netop disse produkter. Især ved juletid bombarderes vi med reklamer til julegaveidéer, og allerede i oktober oplyser juletræskæderne butiksvinduerne i gaderne, der ellers præges af den snigende vinters kulde og mørke. Og så kan man gå rundt som Den Lille Pige med Svovlstikkerne og se ind på de varme, glødende lyskæder og ønske sig, at man blot kunne varme sig ved noget af dette farverige lys. En julenat i Betlehem blev der dog tændt et lys, der stråler langt mere end alverdens flotte julelyskæder. Det nye ligger i det gamle; som at finde et gammelt fotoalbum og på ny glæde sig over at se de kendte ansigter, eller en morgen glæde sig over en ny dag, eller igen og igen glæde sig over, at gamle venner dukker op på nye måder i ens liv nu og her. De gamle fortællinger om Jesu fødsel lyder altså på den samme måde for vore øre, men det nye er, hvordan vi forstår dem og modtager dem dér, hvor vi nu står i vore liv. Og så kan man sige, at et produkt, der er så gammelt som Bibelens fortællinger og stadig kan høres på ny, er mange gange bedre end produkter, der hele tiden skal være nye. Det altid nye er flygtigt; det altid gamle kan derimod altid opleves på nye måder. Der er mange gamle traditioner og måder at være til på, som vi gentager igen og igen. Gentagelse fremmer forståelsen for dybden. Første gang er den sværeste, men efterhånden som man gentager noget, får det en ny vinkel og man får mere indblik i det og får mere ud af det. Derfor giver det god mening at have et kirkeår, der kører i ring ligesom også naturen har sin egen rytme, der er så uforståeligt gammel.
Ordet advent betyder komme, og der er fire adventssøndage i tiden før, det bliver juleaften. Kirkeåret begynder altså med en ventetid på ham, der kommer; det er en tid for os at forberede os i. Men hvad og hvem er det vi venter på? År efter år går vi igennem adventstiden forud for juleaften. Det er en ventetid, og vi bruger tid forskelligt til bl.a. at være sammen med familien, at gå til gudstjeneste, at høre julemusik og gå til julefrokost. Ventetiden er lang, og man kan vænne sig til at vente, så man nærmest kommer til at tro, at det, man venter på, egentligt aldrig kommer. Det kan være svært nok at bevare tålmodigheden, når man skal vente hos lægen eller vente på bussen, men vi ved, at både lægen og bussen kommer engang. Og så er det med at bruge ventetiden som man nu engang bedst kan. Sådan er det også, når vi venter på julen eller på andre ting i vore liv. Ja, måske kan man sige, at vi altid venter på noget. Der er altid noget at se frem til, noget i fremtiden, vi glæder os til. Ventetiden kan man så bruge på at forberede sig, så man dog i det mindste har noget at give sig til, indtil dagen kommer, hvor forventningens glæde bliver indfriet.
Jesus blev for 2.000 år siden født én gang for alle, så det er ikke sådan, at vi år efter år skal vente på, at han bliver født i en stald i Betlehem. Vores ventetid bliver derfor en tid til eftertanke og refleksion over, hvad hans fødsel egentlig betyder. Julenat kom Gud til jorden som et menneske. Da Jesus blev født, mødte både hyrder og vise mænd fra Østerland op i stalden for at tilbede ham, imens han endnu var spæd. Han blev født i en ussel stald blandt dyrenes lugte, som om han blev født på en fattiggård. Tænk sig, at den almægtige Gud, himmelens og jordens skaber, lod sig føde sådan et sted! Og så endda af en ugift kvinde. Man kunne ellers have forventet, at Gud ville komme anstigende i al sin himmelske vældes pomp og pragt, med englekor, basuner og trompeter imens naturen skælvede og dommedagen syntes nær. Men menneskers forventninger blev gjort til skamme, og han lod sig nærmest ubemærket føde i en stald og ikke prægtigt palads. Der var intet, mennesker kunne gøre fra eller til – Maria var klar til at føde, og naturens gang tager ikke hensyn til menneskes omgivelser. Da Jesus var blevet voksen, begyndte han ikke at samle sig en hær omkring sig eller forsøge at optræde med myndighed som var han en kong Gulerod. Nej, for Jesus er livet jordnær, og han var altid nærmest dem, der var nærmest jorden; de syge, udstødte, og dem, der var overladt til sig selv. Hvilken anden konge ville gøre sådan?
Den konge, som folkene hilste på og ærede med palmegrene, var en ny slags konge, som man ikke før havde set mage til, og hans kongerige er af en anden slags, end de kongeriger, man kender andre steder fra. Førhen skulle mennesker gøre sig fortjente til at møde Gud ved at rense deres hjerter, og forberede sig på alle tænkelige måder. Det var enormt vanskeligt at blive ren nok til at søge opad til Gud i den altid så fjerne himmel. Men julenat trådte Gud selv frem i verden på en ny måde, nemlig i form af sin søn Jesus. Når mennesker ikke kunne komme til Gud, måtte Gud komme til mennesker. Og det er lige præcis dét adventstiden handler om; at Gud langsomt men sikkert kommer til jorden, til mennesker i form af Jesus Kristus, og at Guds rige dermed langsomt og stædigt som et æsel bryder frem på jorden til fred og velsignelse for enhver.
Salmen, vi skal synge efter prædiken, er skrevet af reformatoren Martin Luther. For Luther var det vigtigt at gøre opmærksom på, at vi mennesker ikke i os selv kan række vore hænder helt op til Guds himmel, men at vi alene må vente og lade Gud komme os i møde i form af Jesus. Han kommer mennesker i møde overalt, hvor fortællingerne om julenatten lyder. Hvor ordene lyder, kan der tændes håb i livets mørke. Det er meget passende, at julen ligger her midt i den danske vinters mørkeste tid, for det er midt i det dybeste mørke, at Gud tændte sit lys i verden med et spædbarn. Meget ydmyg, stille og rolig men alligevel det største, der nogensinde i verdens og universets historie har fundet sted. På den måde begyndte Jesus sit virke i vores verden ved at begynde ligesom vi alle begyndte vort liv: med at være et hjælpeløst spædbarn, ganske afhængig af vore forældres kærlighed. Amen.
