Prolog: Kirkebygning.
Det er tungt, at døden er i vores levende, mangfoldige verden og dagligdag. I dag markeres Alle Helgen i landets sognekirker som en mindedag for dem, der er døde i sognet siden sidste Alle Helgen. Sorgen får dog heldigvis ikke al pladsen ved denne gudstjeneste. Vi holder nemlig gudstjeneste med frimodig glæde for at byde dødens magt trods, og vi samles altså i dag i protest mod dødens hærgen i vores skrøbelige liv. At samles til gudstjeneste Alle Helgen er at samles til protest imod dødens virke og væren i vores verden. Vi fornægter altså ikke livets realiteter, og kirkebygningen er rejst for at danne ramme om det hele menneske med alle vore følelser, tro, håb og fortvivlende tanker. Det er her, livet sættes under evangeliets belysning. Evangeliets ord lyder for hele tiden på ny at give os tro, håb og kærlighed. Tro på at Jesus er Guds søn og verdens frelser, håb om at døden ikke er det sidste, der er at sige om os, og kærlighed til i tro og håb at leve med hinanden iblandt hinanden, indtil vi ikke længere lever. Ved enhver begravelse og bisættelse lyder i alle kirker de samme ord, når de tre skovfulde jord lander på kisten. Disse tre skovlfulde jord leder tankerne hen på dåbens ord, hvor tre håndfulde vand knytter den døbte til håbet om livets land. Ved dåben blev vi døbt til Kristi død, og vi får derved del i håbet om at også opstå ligesom han gjorde.
Den første skovlfuld jord ledsages af sætningen: ”Af jord er du kommet”, for vi er skabt i Guds billede som mennesker i kød og blod. Vi er som støv med ånd, for af jord er vi dannet. Vi har slægtskab med det muld, vi træder under fode, og vi lever af mad, der kommer fra jord til bord. Her på jorden tikker livets ur for os, og imens livet går sin gang, er der tid til glæde, tid til sorg, og livet leves på godt og ondt. Alt kan ramme os af det gode og onde, og vi kan ramme hinanden med onde såvel som gode ord og gerninger. Lige så vel som livet findes her i tiden, findes også døden i vores verden. Dødens hærgen til trods er vi skabt til livet; vi er skabt for at leve, skabt til at leve for at elske og skabt til at elske for at håbe og tro. Det er her på jorden, det sker. Livet udfoldes med glæde og kærlighed, med savn, sorg og smerte. Det er nemt at vende det blinde øje til verden og længes efter himlen, men så forråder vi Guds mening med at skabe os til at leve et jordisk liv. Vi er som mennesker bundet til jorden.
Den anden skovlfuld jord ledsages af sætningen: ”Til jord skal du blive”, for alt, der findes, skal engang forfalde og forgå. Vi kender det fra naturen, hvor alt, der vokser, gror og lever engang vil dø væk, visne hen og formulde bort. Man siger, at det eneste vi kan være sikre på her i livet er, at vi engang skal dø. Der er en tid til at leve, indtil der ikke længere er tid. Så er vores tid inde til at Guds tid begynder. En dag rinder tiden ud for os, og den dag finder vi os stående ved randen af vores eksistens og ved kanten af vores grav. Vi kan kun stå med undren over, at nogle tages bort inden de får gang i livet, imens andre blot venter på dødens befrielse fra et liv i lidelse. Lige fra Adam og Eva til os i dag går en historie om synd og syndefald, om forfald og frafald, om adskillelse mellem Gud og mellem mennesker. En dag skilles vi ikke blot fra hinanden men også fra selve livet. Man kan vælge at leve i frygt for at dø, i frygt for at adskilles, med tankerne kredsende om, hvad man dør af eller hvordan man skal forlade dette liv – eller man kan vælge at tage livet på sig og holde sig nutiden for øje, og forsøge at leve som menneske blandt mennesker. En grav bliver vores sidste hvilested, men med tiden vil selv graven glemmes og forsvinde. Tiden vil viske os væk fra jordens overflad, men selvom vi bliver glemt af mennesker, huskes vi dog af Gud, med et navn indskrevet i livets bog, som vi synger i den sidste salme.
Den tredje skovlfuld jord ledsages af sætningen: ”Af jord skal du igen opstå”, for det er vort håb, som vi døbes til at leve på. I mange aviser og bøger er det i langt tid blevet diskuteret, hvordan vi dog skulle forstå Jesu – og dermed vores egen – opstandelse. Hvordan man vil kunne forstå det, som menneskeligt hverken kan forstås eller forklares, er mig en gåde, men ikke desto mindre har mange ment meget om sagen. Da Jesus opstod fra de døde ødelagde han dødens magt over verden og over os. Nu fik vi et håb om, at døden ikke er det sidste, der er at sige om os, selvom vi stadig er dødelige. Håbet om Jesu opstandelse blev fremlagt af engle ved hans grav, og de første, der hørte ordene, var kvinder; opstandelseshåbet er altså engleord i kvindemund. At tro på dette håb er ikke logisk, ikke rationelt, ikke videnskabeligt underbygget; og dog er dette håb det, der er mest værd at håbe på og leve på. Livet er for levende, og lad os dog leve, for døden kommer tids nok.
Epilog: Kirkegården.
Rundt om kirken ligger kirkegården. Vi går forbi mange gravsten, der gemmer på vidt forskellige livsskæbner, når vi er vej ind i kirkebygningen, der igennem tiden har dannet ramme om mange dåb og begravelser. Tårer af glæde og tårer af sorg er faldet herinde i livets forskellige situationer. Kirken ligger så at sige på dødens skueplads, men alligevel fejrer vi livet og glæden til trods for sorgen, smerten, savnet. Vi samles for at mindes, for at tage afsked og for at gå ud herfra med Guds velsignelse til at leve videre, om vi så skal smile gennem sorgens tårer og dødens tunge savn. På kirkegården er der i tidens løb blevet sat mange sten over disse afdøde bortgangne. Stenene står med navn og årstal, og nogle gange med et citat eller vers. Hvem har glæde af disse udskårne sten? Det har især de pårørende, der får et sted at mindes den, der er gået bort. Et minde om livet på dødens skueplads. Alle skal vi dø, og derfor skal vi leve; sat her på jorden i kald og stand til at virke og være, som vi nu hver især kan. Amen.
Prædikentekster til Alle helgen søndag
1. DDS 551: Der er en vej som vi alle går alene; 2. DDS 571: Den store hvide flok vi se; 3. DDS 573: Helgen her og helgen hisset; --- ; 4. DDS 441: Alle mine kilder; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
Det er tungt, at døden er i vores levende, mangfoldige verden og dagligdag. I dag markeres Alle Helgen i landets sognekirker som en mindedag for dem, der er døde i sognet siden sidste Alle Helgen. Sorgen får dog heldigvis ikke al pladsen ved denne gudstjeneste. Vi holder nemlig gudstjeneste med frimodig glæde for at byde dødens magt trods, og vi samles altså i dag i protest mod dødens hærgen i vores skrøbelige liv. At samles til gudstjeneste Alle Helgen er at samles til protest imod dødens virke og væren i vores verden. Vi fornægter altså ikke livets realiteter, og kirkebygningen er rejst for at danne ramme om det hele menneske med alle vore følelser, tro, håb og fortvivlende tanker. Det er her, livet sættes under evangeliets belysning. Evangeliets ord lyder for hele tiden på ny at give os tro, håb og kærlighed. Tro på at Jesus er Guds søn og verdens frelser, håb om at døden ikke er det sidste, der er at sige om os, og kærlighed til i tro og håb at leve med hinanden iblandt hinanden, indtil vi ikke længere lever. Ved enhver begravelse og bisættelse lyder i alle kirker de samme ord, når de tre skovfulde jord lander på kisten. Disse tre skovlfulde jord leder tankerne hen på dåbens ord, hvor tre håndfulde vand knytter den døbte til håbet om livets land. Ved dåben blev vi døbt til Kristi død, og vi får derved del i håbet om at også opstå ligesom han gjorde.
Den første skovlfuld jord ledsages af sætningen: ”Af jord er du kommet”, for vi er skabt i Guds billede som mennesker i kød og blod. Vi er som støv med ånd, for af jord er vi dannet. Vi har slægtskab med det muld, vi træder under fode, og vi lever af mad, der kommer fra jord til bord. Her på jorden tikker livets ur for os, og imens livet går sin gang, er der tid til glæde, tid til sorg, og livet leves på godt og ondt. Alt kan ramme os af det gode og onde, og vi kan ramme hinanden med onde såvel som gode ord og gerninger. Lige så vel som livet findes her i tiden, findes også døden i vores verden. Dødens hærgen til trods er vi skabt til livet; vi er skabt for at leve, skabt til at leve for at elske og skabt til at elske for at håbe og tro. Det er her på jorden, det sker. Livet udfoldes med glæde og kærlighed, med savn, sorg og smerte. Det er nemt at vende det blinde øje til verden og længes efter himlen, men så forråder vi Guds mening med at skabe os til at leve et jordisk liv. Vi er som mennesker bundet til jorden.
Den anden skovlfuld jord ledsages af sætningen: ”Til jord skal du blive”, for alt, der findes, skal engang forfalde og forgå. Vi kender det fra naturen, hvor alt, der vokser, gror og lever engang vil dø væk, visne hen og formulde bort. Man siger, at det eneste vi kan være sikre på her i livet er, at vi engang skal dø. Der er en tid til at leve, indtil der ikke længere er tid. Så er vores tid inde til at Guds tid begynder. En dag rinder tiden ud for os, og den dag finder vi os stående ved randen af vores eksistens og ved kanten af vores grav. Vi kan kun stå med undren over, at nogle tages bort inden de får gang i livet, imens andre blot venter på dødens befrielse fra et liv i lidelse. Lige fra Adam og Eva til os i dag går en historie om synd og syndefald, om forfald og frafald, om adskillelse mellem Gud og mellem mennesker. En dag skilles vi ikke blot fra hinanden men også fra selve livet. Man kan vælge at leve i frygt for at dø, i frygt for at adskilles, med tankerne kredsende om, hvad man dør af eller hvordan man skal forlade dette liv – eller man kan vælge at tage livet på sig og holde sig nutiden for øje, og forsøge at leve som menneske blandt mennesker. En grav bliver vores sidste hvilested, men med tiden vil selv graven glemmes og forsvinde. Tiden vil viske os væk fra jordens overflad, men selvom vi bliver glemt af mennesker, huskes vi dog af Gud, med et navn indskrevet i livets bog, som vi synger i den sidste salme.
Den tredje skovlfuld jord ledsages af sætningen: ”Af jord skal du igen opstå”, for det er vort håb, som vi døbes til at leve på. I mange aviser og bøger er det i langt tid blevet diskuteret, hvordan vi dog skulle forstå Jesu – og dermed vores egen – opstandelse. Hvordan man vil kunne forstå det, som menneskeligt hverken kan forstås eller forklares, er mig en gåde, men ikke desto mindre har mange ment meget om sagen. Da Jesus opstod fra de døde ødelagde han dødens magt over verden og over os. Nu fik vi et håb om, at døden ikke er det sidste, der er at sige om os, selvom vi stadig er dødelige. Håbet om Jesu opstandelse blev fremlagt af engle ved hans grav, og de første, der hørte ordene, var kvinder; opstandelseshåbet er altså engleord i kvindemund. At tro på dette håb er ikke logisk, ikke rationelt, ikke videnskabeligt underbygget; og dog er dette håb det, der er mest værd at håbe på og leve på. Livet er for levende, og lad os dog leve, for døden kommer tids nok.
Epilog: Kirkegården.
Rundt om kirken ligger kirkegården. Vi går forbi mange gravsten, der gemmer på vidt forskellige livsskæbner, når vi er vej ind i kirkebygningen, der igennem tiden har dannet ramme om mange dåb og begravelser. Tårer af glæde og tårer af sorg er faldet herinde i livets forskellige situationer. Kirken ligger så at sige på dødens skueplads, men alligevel fejrer vi livet og glæden til trods for sorgen, smerten, savnet. Vi samles for at mindes, for at tage afsked og for at gå ud herfra med Guds velsignelse til at leve videre, om vi så skal smile gennem sorgens tårer og dødens tunge savn. På kirkegården er der i tidens løb blevet sat mange sten over disse afdøde bortgangne. Stenene står med navn og årstal, og nogle gange med et citat eller vers. Hvem har glæde af disse udskårne sten? Det har især de pårørende, der får et sted at mindes den, der er gået bort. Et minde om livet på dødens skueplads. Alle skal vi dø, og derfor skal vi leve; sat her på jorden i kald og stand til at virke og være, som vi nu hver især kan. Amen.
Prædikentekster til Alle helgen søndag
1. DDS 551: Der er en vej som vi alle går alene; 2. DDS 571: Den store hvide flok vi se; 3. DDS 573: Helgen her og helgen hisset; --- ; 4. DDS 441: Alle mine kilder; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
