Dagens prædiken handler om længsel. Der er så meget, vi kan stræbe efter og længes efter; især på det jævne og af det jordiske kan vi stræbe efter et godt liv og en rolig tilværelse. Medierne fortæller os om en masse personer, der stræber efter karriere og penge, magt og berømmelse. Nogle får succes, andre falder i fiasko. Det er benhårdt og unådigt, men alligevel tiltaler det mange at forsøge den vej i livet. Bestræbelserne på at opnå noget materielt dækker som regel over længslen efter noget andet og dybere i tilværelsen såsom at blive accepteret, afholdt, elsket. Der er så mange, der længes efter noget, de endnu ikke har, og mange søger efter noget andet end det, de kan finde her i kirken, selvom vi her ikke er bange for de store spørgsmål: Hvem er tilfreds med tilværelsen? Hvem har fred med sig selv og hos hvem banker hjertet uden frygt for at miste eller uden håb om at få? Sjælen sulter og tørster og længes, men hvem kan mætte den?
På mange kors er indsat bogstaverne INRI – der er forkortelser for de latinske ord (Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum), der betyder, at Jesus er fra Nazaret, og blev anset for at være jødernes konge. Indskriften blev oprindelig sat på korset, da Jesus blev henrettet, men jøderne var ikke tilfredse med den indskrift, for det var den romerske håndlanger Pontius Pilatus, der havde fået skiltet sat op. Jøderne mente dog ikke, at Jesus var deres konge, men det mente mange andre. Og i begyndelsen af sit virke gav Jesus da også udtryk for, at han kun var sendt som frelser for jøderne. Men en dag skete der noget, som ændrede situationen. Jesus mødte en kvinde.
Hun var ikke en jødisk kvinde, men en kvinde fra kana’ans folk, som var gamle ærkefjender af det jødiske folk. Derfor værdigede Jesus som jøde hende ikke et blik. Han afviste hende hårdt og kaldte hende en hund, men da han lyttede til hendes ord, hørte han hendes tro. Hun brystede sig ikke af sin store tro eller gjorde indsigelser imod at være en sølle hund, men hun accepterede sin plads og ydmygede sig for sin datters skyld. Man skal nok være mor eller forældre for at kunne forstå kvindens handling. Det var ikke af stolthed eller hovmod eller et krav om retten til at blive helbredt, men hun kom til Jesus for at bønfalde ham om hjælp – hun havde ingen andre at gå til. Hun bad ikke længe eller med store ord, men råbte ud af sin nød: ”Forbarm dig over mig” – hun håbede altså, at Jesus også havde nåde nok til hende, selvom hun var fremmed og foragtet og forvist. Og Jesus forbarmede sig over hende og lod den lille hund få af smulerne fra bordet.
Der er mange ting på spil i dagens evangelietekst. Det skurer jo nok i ørerne, at Jesus kaldte en kvinde for en lille hund – især lyder det mærkeligt i vores politisk-korrekte samfund, der for nogle dage siden fejrede kvindernes internationale kampdag. Kvinders rettigheder er jævnligt på den politiske dagsorden, især mht. lige løn, barsel og karriere. Kvinder er skam ikke små hunde! Men små hunde gør højest, og den kana’anæiske kvinde slap ikke sit håb til Jesus, men fandt sig i ydmygelsen og ydmygede sig endda endnu mere, da hun kastede sig ned for hans fødder.
Sådanne ydmygende handlinger kan vi have svært ved. Hvem af os ville ydmyge sig? Det ligger bestemt ikke i vores kultur, at vi skal ydmyge os over for hinanden, men at vi i stedet skal tage ansvar og ære for vores liv, og at vi skal være stolte af dem, vi nu engang er blevet til. (Dog ikke alt for stolte, for så titter Janteloven frem.) Hvem af os ville ydmyge os over for Gud? Jeg tror, de fleste af os ville være klar til at kaste os for en andens fødder, hvis vi indser, at vi ikke har andre muligheder, og at der ikke findes håb andre steder. Når først vi står over for at miste noget, vi har uendeligt kært eller dyrebart, eller når vi står over for muligheden for at opnå noget, vi længe har drømt om, er vi klar til at gå længere, end man umiddelbart kunne forestille sig. Det er åbenbart i længslen efter håb, at troen vokser; troen på, at der er en frelser, som vil forbarme sig over os i vores nød, vores forventning og vores mangel.
Når Jesus ikke med det samme forbarmer sig over kvinden, kan det betyde forskellige ting; måske ville han teste hende; afprøve hendes tro. Eller måske ville han simpelthen ikke hjælpe hende. Vi kan ikke vide, hvorfor han afviste hende, når han trods alt endte med at hjælpe hende og befri hende og datteren fra deres nød. Måske er det også et udsagn om, at selvom vi råber i nød og længsel om hjælp og nåde, føles det ikke altid som om, Gud hører vore bønner og klager. Jeg har altid misundt dem, der fik lov at møde Jesus, da han vandrede på jorden, for i dag må vi tage til takke med ordene om, at Jesus stadig forbarmer sig over jøder såvel som jyder. Vi lytter til evangeliet, når søndagens tekster læses og præsten prædiker - men kan vi tro uden at tvivle?
Jeg begyndte med at sige, at denne prædiken ville handle om længsel. Og jeg må sige, at den også slutter i længsel, for så længe vi lever, længes vi. Moderens datter blev helbredt, men de vendte tilbage til et hverdagsliv, der stadig skulle fungere – og på et tidspunkt ville datteren blive giftet bort og selv få børn – hun ville leve et liv med drømme, håb og ønsker. Livets veje ligger foran os som ukendte stier, og undervejs på vandringen opdager vi, at vi snart længes efter det ene snart det andet; vor længsel er en drivkraft, men vor længsel kan også være et fængsel.
Al vor søgen, al vor længsel, alle vore følelsers fængsel og hjertets trængsler må derfor engang imellem få luft, når alting samles i det råb på håb, at Gud selv vil gribe ind i vore liv og nådigt forbarme sig over os. Det høre og bønhøre Gud ved Jesus Kristus. Amen.
Bibeltekster
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 5: O, havde jeg dog tusind tunger; 3. DDS 410: Som tørstige hjort; ---; 4. DDS 158: Kvindelil! din tro er stor; 5. DDS 467,5-7: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 753: Gud, du som lyset og dagen oplod
På mange kors er indsat bogstaverne INRI – der er forkortelser for de latinske ord (Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum), der betyder, at Jesus er fra Nazaret, og blev anset for at være jødernes konge. Indskriften blev oprindelig sat på korset, da Jesus blev henrettet, men jøderne var ikke tilfredse med den indskrift, for det var den romerske håndlanger Pontius Pilatus, der havde fået skiltet sat op. Jøderne mente dog ikke, at Jesus var deres konge, men det mente mange andre. Og i begyndelsen af sit virke gav Jesus da også udtryk for, at han kun var sendt som frelser for jøderne. Men en dag skete der noget, som ændrede situationen. Jesus mødte en kvinde.
Hun var ikke en jødisk kvinde, men en kvinde fra kana’ans folk, som var gamle ærkefjender af det jødiske folk. Derfor værdigede Jesus som jøde hende ikke et blik. Han afviste hende hårdt og kaldte hende en hund, men da han lyttede til hendes ord, hørte han hendes tro. Hun brystede sig ikke af sin store tro eller gjorde indsigelser imod at være en sølle hund, men hun accepterede sin plads og ydmygede sig for sin datters skyld. Man skal nok være mor eller forældre for at kunne forstå kvindens handling. Det var ikke af stolthed eller hovmod eller et krav om retten til at blive helbredt, men hun kom til Jesus for at bønfalde ham om hjælp – hun havde ingen andre at gå til. Hun bad ikke længe eller med store ord, men råbte ud af sin nød: ”Forbarm dig over mig” – hun håbede altså, at Jesus også havde nåde nok til hende, selvom hun var fremmed og foragtet og forvist. Og Jesus forbarmede sig over hende og lod den lille hund få af smulerne fra bordet.
Der er mange ting på spil i dagens evangelietekst. Det skurer jo nok i ørerne, at Jesus kaldte en kvinde for en lille hund – især lyder det mærkeligt i vores politisk-korrekte samfund, der for nogle dage siden fejrede kvindernes internationale kampdag. Kvinders rettigheder er jævnligt på den politiske dagsorden, især mht. lige løn, barsel og karriere. Kvinder er skam ikke små hunde! Men små hunde gør højest, og den kana’anæiske kvinde slap ikke sit håb til Jesus, men fandt sig i ydmygelsen og ydmygede sig endda endnu mere, da hun kastede sig ned for hans fødder.
Sådanne ydmygende handlinger kan vi have svært ved. Hvem af os ville ydmyge sig? Det ligger bestemt ikke i vores kultur, at vi skal ydmyge os over for hinanden, men at vi i stedet skal tage ansvar og ære for vores liv, og at vi skal være stolte af dem, vi nu engang er blevet til. (Dog ikke alt for stolte, for så titter Janteloven frem.) Hvem af os ville ydmyge os over for Gud? Jeg tror, de fleste af os ville være klar til at kaste os for en andens fødder, hvis vi indser, at vi ikke har andre muligheder, og at der ikke findes håb andre steder. Når først vi står over for at miste noget, vi har uendeligt kært eller dyrebart, eller når vi står over for muligheden for at opnå noget, vi længe har drømt om, er vi klar til at gå længere, end man umiddelbart kunne forestille sig. Det er åbenbart i længslen efter håb, at troen vokser; troen på, at der er en frelser, som vil forbarme sig over os i vores nød, vores forventning og vores mangel.
Når Jesus ikke med det samme forbarmer sig over kvinden, kan det betyde forskellige ting; måske ville han teste hende; afprøve hendes tro. Eller måske ville han simpelthen ikke hjælpe hende. Vi kan ikke vide, hvorfor han afviste hende, når han trods alt endte med at hjælpe hende og befri hende og datteren fra deres nød. Måske er det også et udsagn om, at selvom vi råber i nød og længsel om hjælp og nåde, føles det ikke altid som om, Gud hører vore bønner og klager. Jeg har altid misundt dem, der fik lov at møde Jesus, da han vandrede på jorden, for i dag må vi tage til takke med ordene om, at Jesus stadig forbarmer sig over jøder såvel som jyder. Vi lytter til evangeliet, når søndagens tekster læses og præsten prædiker - men kan vi tro uden at tvivle?
Jeg begyndte med at sige, at denne prædiken ville handle om længsel. Og jeg må sige, at den også slutter i længsel, for så længe vi lever, længes vi. Moderens datter blev helbredt, men de vendte tilbage til et hverdagsliv, der stadig skulle fungere – og på et tidspunkt ville datteren blive giftet bort og selv få børn – hun ville leve et liv med drømme, håb og ønsker. Livets veje ligger foran os som ukendte stier, og undervejs på vandringen opdager vi, at vi snart længes efter det ene snart det andet; vor længsel er en drivkraft, men vor længsel kan også være et fængsel.
Al vor søgen, al vor længsel, alle vore følelsers fængsel og hjertets trængsler må derfor engang imellem få luft, når alting samles i det råb på håb, at Gud selv vil gribe ind i vore liv og nådigt forbarme sig over os. Det høre og bønhøre Gud ved Jesus Kristus. Amen.
Bibeltekster
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 5: O, havde jeg dog tusind tunger; 3. DDS 410: Som tørstige hjort; ---; 4. DDS 158: Kvindelil! din tro er stor; 5. DDS 467,5-7: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 753: Gud, du som lyset og dagen oplod
