Da jeg gik i folkeskolen, blev jeg nogle gange drillet og mobbet. Det var ikke så rart. Nogle gange skete det ved, at de andre sang en sang om mig. Den hed ”Ole sad på en knold og sang” – måske kender I den? I mange år hadede jeg den sang, fordi den mindede mig om drillerierne i skolen. Men efterhånden begyndte jeg at lytte til teksten, og det er jo faktisk en skøn og vemodig sang. Den handler om en dreng, der vogter får, men som har en længsel efter at komme ud at se verden. Han ville ikke bare sidde på en jordknold og holde øje med fårene, nej, han ville ud på de syv verdenshave og se alverdens store byer og opleve alverdens forskellige sprog og kulturer. Hans længsel efter at flytte hjemmefra og opleve den store verden er meget almindelig, og måske kan vi genkende den fra os selv: Længslen efter noget andet end det, vi har.
Længslen efter noget andet udtrykkes på forskellige måder. Nogle skifter job, nogle skifter ægtefælle, nogle skifter hjemland, nogle skifter skole eller landsby eller noget helt andet. Længslen efter forandring ligger dybt i os; selvom nogle foretrækker de store forandringer og nogle foretrækker de små ændringer. Vi har en fornemmelse af hele tiden at være på vej, og HC Andersen sagde det måske meget rammende, med sit udtryk: ”At rejse er at leve”. Vi kan forstå hans udtryk sådan, at hvis man ikke rejser, hvis man ikke forandrer sig, hvis man ikke udvikler sig eller skifter snart det ene så den andet – ja, så lever man slet ikke. Og det er da en frygtelig tanke for den, der gerne vil leve! Inden for arbejdsmiljøer tales der om, at man tit of ofte skal se på udviklingen af sine kompetencer. Man må endelig ikke bare være til eller bare være på arbejde; ”thi evig stilstand er død”. Men hele tiden at rejse og hele tiden at være på vej et sted hen gør os rodløse og bange for at slå os til ro og lade os nøjes med det, vi har og det, vi har fået givet. Der er så meget, vi skal nå – men kan vi nå hinanden?
Der findes et sted, som står i modsætning til alle disse udviklingstendenser og trangen til fornyelse. I kan nok gætte, at stedet er kirken; for som vi sang i den første salme, så er dette sted ”uberørt af byens travlhed”, for her tænker vi ikke så meget på fornyelse som på fordybelse. Til gudstjeneste sådan en søndag formiddag er der ikke meget ”gang i den”; det er ikke de digitale apparater eller sociale medier, der fylder og tager vores opmærksomhed, men her er ro og tid til eftertanke – og det har man ikke altid, når man hele tiden skal være på vej videre i sit liv på vej mod de drømme, der altid ligger længere fremme. Her i kirken tør vi godt være stille sammen, vi behøver ikke hele tiden have høj musik i ørerne og larm omkring os; her behøver ikke ske en helt masse – for hvor verden omkring byder på det hurtige og det flygtige, byder kirken og gudstjenesten på en snert af evighed. I mange hundrede år har kirkebygningen ligget her i Vilslev som en kæmpe, umoderne bygning midt i et samfund, der har forandret sig voldsomt siden 1100-tallet, hvor de første sten til kirken blev lagt. Der ligger mange andre bygninger i Vilslev og Jedsted og omegn, men kirkebygningen har i hele sin levetid været noget særligt og haft en særlig betydning. Den er ikke et hjem, selvom man kan føle sig hjemme her, og selvom den er bygget til mennesker, kan vi tænke, at den er ligesom en fold til en flok får. Ligesom får har brug for en fold, en indhegning, sådan har også vi brug for rammer omkring vores liv og eksistens, så vi holdes på plads i tilværelsen af andre end os selv.
For vi er altid på vej; både på vej til nye områder af livet, nye kompetencer, nye veje i tilværelsen – på vej til nye græsgange. Somme tider er det længslen somme tider er det frygten, der driver os af sted mod det nye. Frygten for at gå glip af noget og længslen efter at opleve noget andet. Netop fordi vi altid er på vej, og vi af længsel og af nysgerrighed bruger vore fødder, kan vi risikere at fare vild i livet og gå ad veje, der bringer os mere sorg end glæde.
Som ung tænker vi måske ikke så meget over, hvad livet kan bringe, men som forældre og som voksen ved vi, at vores verden kan ramle om ørerne på os; vi har følt sorg og vi har følt os fortabte både i forhold til Gud og i forhold til hinanden. Det kan føles som om, vi falder ud af livets gode rammer, når venskaber går i stykker eller kærligheden bliver kold; og nogle gang må vi indse, at uanset hvad vi gør, kan vi føle os så fortabte som får, der bare står og glor og gumler og ikke tænker mere om verden end det, de kan sanse og føle.
Livet er en skrøbelig størrelse, og når vi nu ikke formår at gro fast – vi er jo ikke træer, men hele tiden er på vej, så er det jo vigtigt, at vi har nogle rum, der altid er åbne for os. Åbne, når vi har brug for trøst og tryghed en stund, så vi atter kan vende tilbage til det pulserende liv med opgaver og ansvar. Her står kirken som ”en helle midt i larmen”, her er plads til mange, for Gud har hjerterum til både store og små, unge og gamle, tykke og tynde. Her må vi være som enfoldige får i en fold; vi skal ikke bevise noget over for Gud, vi skal ikke først vise os fra vores bedste side eller retfærdiggøre, at vi går til kirken; for her må vi være som vi er – og være indhegnet af Guds gode løfter for os om velsignelse i medgang og modgang, og med Jesus som vores hyrde. En trofast hyrde, der drager ud for at samle os op, når vi falder; en hyrde, der rejser os, når vi synker sammen; en hyrde, der frelser os, når vi føler os fortabte for Gud og hver mand. Så må vi da leve og tro hver især som vi bedst kan, og så må vi have frimodighed til at gå ud i livet med håbet om, at Gud holder sin hånd over os og under os, så vi aldrig i evighed falder uden for hans nådige fold. Amen.
Prædikentekster til 2. søndag efter påske
Salmer: 1. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 2. DDS 70: Du kom til vor runde jord; --- (prædiken); 3. DDS 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede; --- (tale til konfirmander); 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 69: Du fødtes på jord; 6. DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner
Længslen efter noget andet udtrykkes på forskellige måder. Nogle skifter job, nogle skifter ægtefælle, nogle skifter hjemland, nogle skifter skole eller landsby eller noget helt andet. Længslen efter forandring ligger dybt i os; selvom nogle foretrækker de store forandringer og nogle foretrækker de små ændringer. Vi har en fornemmelse af hele tiden at være på vej, og HC Andersen sagde det måske meget rammende, med sit udtryk: ”At rejse er at leve”. Vi kan forstå hans udtryk sådan, at hvis man ikke rejser, hvis man ikke forandrer sig, hvis man ikke udvikler sig eller skifter snart det ene så den andet – ja, så lever man slet ikke. Og det er da en frygtelig tanke for den, der gerne vil leve! Inden for arbejdsmiljøer tales der om, at man tit of ofte skal se på udviklingen af sine kompetencer. Man må endelig ikke bare være til eller bare være på arbejde; ”thi evig stilstand er død”. Men hele tiden at rejse og hele tiden at være på vej et sted hen gør os rodløse og bange for at slå os til ro og lade os nøjes med det, vi har og det, vi har fået givet. Der er så meget, vi skal nå – men kan vi nå hinanden?
Der findes et sted, som står i modsætning til alle disse udviklingstendenser og trangen til fornyelse. I kan nok gætte, at stedet er kirken; for som vi sang i den første salme, så er dette sted ”uberørt af byens travlhed”, for her tænker vi ikke så meget på fornyelse som på fordybelse. Til gudstjeneste sådan en søndag formiddag er der ikke meget ”gang i den”; det er ikke de digitale apparater eller sociale medier, der fylder og tager vores opmærksomhed, men her er ro og tid til eftertanke – og det har man ikke altid, når man hele tiden skal være på vej videre i sit liv på vej mod de drømme, der altid ligger længere fremme. Her i kirken tør vi godt være stille sammen, vi behøver ikke hele tiden have høj musik i ørerne og larm omkring os; her behøver ikke ske en helt masse – for hvor verden omkring byder på det hurtige og det flygtige, byder kirken og gudstjenesten på en snert af evighed. I mange hundrede år har kirkebygningen ligget her i Vilslev som en kæmpe, umoderne bygning midt i et samfund, der har forandret sig voldsomt siden 1100-tallet, hvor de første sten til kirken blev lagt. Der ligger mange andre bygninger i Vilslev og Jedsted og omegn, men kirkebygningen har i hele sin levetid været noget særligt og haft en særlig betydning. Den er ikke et hjem, selvom man kan føle sig hjemme her, og selvom den er bygget til mennesker, kan vi tænke, at den er ligesom en fold til en flok får. Ligesom får har brug for en fold, en indhegning, sådan har også vi brug for rammer omkring vores liv og eksistens, så vi holdes på plads i tilværelsen af andre end os selv.
For vi er altid på vej; både på vej til nye områder af livet, nye kompetencer, nye veje i tilværelsen – på vej til nye græsgange. Somme tider er det længslen somme tider er det frygten, der driver os af sted mod det nye. Frygten for at gå glip af noget og længslen efter at opleve noget andet. Netop fordi vi altid er på vej, og vi af længsel og af nysgerrighed bruger vore fødder, kan vi risikere at fare vild i livet og gå ad veje, der bringer os mere sorg end glæde.
Som ung tænker vi måske ikke så meget over, hvad livet kan bringe, men som forældre og som voksen ved vi, at vores verden kan ramle om ørerne på os; vi har følt sorg og vi har følt os fortabte både i forhold til Gud og i forhold til hinanden. Det kan føles som om, vi falder ud af livets gode rammer, når venskaber går i stykker eller kærligheden bliver kold; og nogle gang må vi indse, at uanset hvad vi gør, kan vi føle os så fortabte som får, der bare står og glor og gumler og ikke tænker mere om verden end det, de kan sanse og føle.
Livet er en skrøbelig størrelse, og når vi nu ikke formår at gro fast – vi er jo ikke træer, men hele tiden er på vej, så er det jo vigtigt, at vi har nogle rum, der altid er åbne for os. Åbne, når vi har brug for trøst og tryghed en stund, så vi atter kan vende tilbage til det pulserende liv med opgaver og ansvar. Her står kirken som ”en helle midt i larmen”, her er plads til mange, for Gud har hjerterum til både store og små, unge og gamle, tykke og tynde. Her må vi være som enfoldige får i en fold; vi skal ikke bevise noget over for Gud, vi skal ikke først vise os fra vores bedste side eller retfærdiggøre, at vi går til kirken; for her må vi være som vi er – og være indhegnet af Guds gode løfter for os om velsignelse i medgang og modgang, og med Jesus som vores hyrde. En trofast hyrde, der drager ud for at samle os op, når vi falder; en hyrde, der rejser os, når vi synker sammen; en hyrde, der frelser os, når vi føler os fortabte for Gud og hver mand. Så må vi da leve og tro hver især som vi bedst kan, og så må vi have frimodighed til at gå ud i livet med håbet om, at Gud holder sin hånd over os og under os, så vi aldrig i evighed falder uden for hans nådige fold. Amen.
Prædikentekster til 2. søndag efter påske
Salmer: 1. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 2. DDS 70: Du kom til vor runde jord; --- (prædiken); 3. DDS 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede; --- (tale til konfirmander); 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 69: Du fødtes på jord; 6. DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner
