Den danske natur vrimler med dyr og småkravl, og de er på hver deres måde uhyre interessante. Myren kan bære op til 50 gange sin egen kropsvægt (det ville jeg nødigt prøve!), og sneglen flytter på sin vis aldrig hjemmefra. Ræven har sin hule, hvor den sover rævesøvn og udtænker snedige planer for, hvordan den kan fange de høns, der klukker og skrukker, når foråret forbarmer sig over det vinterforfrosne land. I dag vil jeg henlede opmærksomheden på en lille springende fyr, der har en ganske særlig måde at klare vinteren på. Når frøen går i hi, sænker den sit stofskifte, og dens hjerte slår langsommere; ja, faktisk kan nogle frøer endda tåle at fryse helt til is, uden at de dør af det, og når så varmen bølger frem, tør de op og kvækker glad i håb om, at insekterne også er kommet ud af deres vinterskjul. Naturen er fantastisk, og jo mere vi fordyber os i den, desto mere må vi ære Gud for hans underfulde skaberevne.
Nu skal denne prædiken dog ikke udvikle sig til undervisning i biologi eller naturlære, men i dagens sammenhæng er den frosne frø interessant. Den er et naturligt væsen, og den føler naturens gang i sit indre – bogstaveligt talt. Nedfryses om vinteren og optøs om foråret, og lever frejdigt videre! Naturen er en del af os, og nogle gange sammenligner vi endda mennesker med dyr; vi kan æde som et svin, vi kan være stædige som æsler, og vi kan være stille som mus. Visse personer har som frøen evnen til at kunne lade deres følelser og sind nedkøle, og de synes at være blevet så iskolde, at deres hjerter da burde smelte her i den forsigtige forårsvarme. Det sker dog ikke altid.
Apostlen Peter formåede at tø nogle op med sin varme tale om Helligåndens kraft og gerning; de omvendte sig, tøede op og blev døbt. De fik en flammende tro med glæde og livslyst, og de begyndte at leve på en helt anden måde, ja, det var næsten som om, de var blevet genfødt til et nyt liv. Sådan modtog man ikke ordene fra Jesus; tværtimod stillede folk sig op som en mur af is omkring ham, og de begyndte med deres sylespidse istapper at prikke til ham med spørgsmål om, hvornår foråret ville komme til dem? De kunne føle kulden, og de ville gerne have foråret, men de følte intet forår. Og det var pudsigt, for Gudssolens forårsstråler stod midt iblandt dem, og strålede med en glans af Guds nåde og barmhjertighed. Disse iskolde folk er som dem, der ikke kan se skoven for bare træer.
Hvor Peter ikke behøvede at sende ret meget forårsforkyndelse ud blandt folket, før alle begyndte at tø og spire med en nyfødt glæde, så stod Jesus over for de hårdkogte, eller nærmere: de bundfrosne; dem, der troede, at de var varme, men som i virkeligheden var tykfrossent som indlandsis. Mod så hårde hjerter taler selv Guds søn forgæves; men alligevel taler han, fordi de iskolde hjerter ikke skal vinde over det gryende forår. Dér stod Jesus, der var Guds søn og verdens frelser – og folket forstod intet, så intet, hørte intet og talte kun de tvivlende ord: Bevis, hvem du er, så vi kan tro dig! Hvad kan overbevise den, der ikke ser noget som helt som et bevis?
”Imod dumhed kæmper selv guder forgæves”, lyder et gammelt ordsprog, men selvom han vidste det, gav Jesus ikke op. Han ville endnu engang forsøge at blæse sin livgivende forårsvarme ind i deres istillukkede øre i håb om, at der bare ville slippe en bitte solstråle ind i deres formørkede sind. Han begyndte at tale om noget, de forstod sig på: fårene ude på marken. Alle ved, at fårene ikke går rundt alene derude, men at der er en hyrde for at holde opsyn med dem. Igen sammenlignes mennesker med dyr, og Jesus sammenligner sine disciple og venner med fårene derude. De får kender deres hyrde, og de stoler på ham. Sådan stoler også Jesu disciple på ham, og de forventer at få hjælp fra ham, når nøden opstår. Fårene lever i forventninger til hyrden, i håb om, at hyrden kun vil gøre det gode for dem. Skulle et får forvilde sig væk fra flokken, ja, så er det hyrdens opgave at finde det og hente det hjem igen.
Jesus er sådan en hyrde, der hele tiden er ude at lede efter får, der har forvildet sig væk. Nogle sidder fast i krat, andre sidder fast i mudder, andre igen kan bare ikke finde ud af at følge med flokken. Jesus har som hyrde nok at se til, når vi er hans får. Men Gud ske tak og lov for, at når vi nu engang er som får – at Jesus da er vores hyrde. Så kan vi vandre trygt igennem livet, og håbe at vi bliver fundet, selvom vi skulle fare vild. Dette med at fare vild i livet kan ske i alle aldre, og hører ikke kun ungdommen til. ”Ungdommen nutildags” er et udtryk, vi siger samtidigt med, at vi ryster let på hovedet, men ungdommen er såmænd slet ikke slemmere, end den altid har været, og mine konfirmander gør det glimrende – både som konfirmander og som unge mennesker i en helt anderledes tid, end dengang vi andre var konfirmander. Her i kirken er vi samlet, unge og gamle, og foråret kommer stille og roligt; de små blomster bebuder, at foråret er på vej, og ordene i dag bebuder, at Kristus følger med på hver vores vej. Lad foråret optø os, så vi ligesom frøerne kan hoppe videre og kvække med livets lyst og glædens røst. I Jesu navn. Amen.
Bibeltekster til Anden søndag efter Påske
Salmer: Salmer: 1. DDS 672: Jeg ved på hvem, jeg bygger; 2. DDS 51: Jeg er i Herrens hænder; 3. DDS 76: op, thi dagen nu frembryder; --- ; 4. DDS 667: Skulle jeg dog være bange; 5. DDS 469, v. 6-7: Så går nu sjælens højtid an; 6. DDS 484: Du, som vejen er og livet
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste søndag d. 22. april kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor vi fejrer guldkonfirmander.
Vilslev: Til i dag har vi inviteret en særlig gruppe, nemlig jer, der fejrer 50-året for jeres konfirmation d. 28. april 1968. I år har vi konfirmation søndag d. 29. april, hvor 11 unge skal konfirmeres – og vi håber, at konflikten mellem arbejdsgiver og offentligt ansatte bliver løst, så vi kan fejre konfirmation med både musik, lys og varme. I dag fejrer vi jer, og det vil sige, at I her efter gudstjenesten går i konfirmandstuen for at skåle med hinanden og snakke lidt om tiden, der er gået. For det er nok sket lidt forskelligt de sidste 50 år. Jeg skal bede guldkonfirmanderne rejse sig, og så vil jeg læse jeres navne.
Nu skal denne prædiken dog ikke udvikle sig til undervisning i biologi eller naturlære, men i dagens sammenhæng er den frosne frø interessant. Den er et naturligt væsen, og den føler naturens gang i sit indre – bogstaveligt talt. Nedfryses om vinteren og optøs om foråret, og lever frejdigt videre! Naturen er en del af os, og nogle gange sammenligner vi endda mennesker med dyr; vi kan æde som et svin, vi kan være stædige som æsler, og vi kan være stille som mus. Visse personer har som frøen evnen til at kunne lade deres følelser og sind nedkøle, og de synes at være blevet så iskolde, at deres hjerter da burde smelte her i den forsigtige forårsvarme. Det sker dog ikke altid.
Apostlen Peter formåede at tø nogle op med sin varme tale om Helligåndens kraft og gerning; de omvendte sig, tøede op og blev døbt. De fik en flammende tro med glæde og livslyst, og de begyndte at leve på en helt anden måde, ja, det var næsten som om, de var blevet genfødt til et nyt liv. Sådan modtog man ikke ordene fra Jesus; tværtimod stillede folk sig op som en mur af is omkring ham, og de begyndte med deres sylespidse istapper at prikke til ham med spørgsmål om, hvornår foråret ville komme til dem? De kunne føle kulden, og de ville gerne have foråret, men de følte intet forår. Og det var pudsigt, for Gudssolens forårsstråler stod midt iblandt dem, og strålede med en glans af Guds nåde og barmhjertighed. Disse iskolde folk er som dem, der ikke kan se skoven for bare træer.
Hvor Peter ikke behøvede at sende ret meget forårsforkyndelse ud blandt folket, før alle begyndte at tø og spire med en nyfødt glæde, så stod Jesus over for de hårdkogte, eller nærmere: de bundfrosne; dem, der troede, at de var varme, men som i virkeligheden var tykfrossent som indlandsis. Mod så hårde hjerter taler selv Guds søn forgæves; men alligevel taler han, fordi de iskolde hjerter ikke skal vinde over det gryende forår. Dér stod Jesus, der var Guds søn og verdens frelser – og folket forstod intet, så intet, hørte intet og talte kun de tvivlende ord: Bevis, hvem du er, så vi kan tro dig! Hvad kan overbevise den, der ikke ser noget som helt som et bevis?
”Imod dumhed kæmper selv guder forgæves”, lyder et gammelt ordsprog, men selvom han vidste det, gav Jesus ikke op. Han ville endnu engang forsøge at blæse sin livgivende forårsvarme ind i deres istillukkede øre i håb om, at der bare ville slippe en bitte solstråle ind i deres formørkede sind. Han begyndte at tale om noget, de forstod sig på: fårene ude på marken. Alle ved, at fårene ikke går rundt alene derude, men at der er en hyrde for at holde opsyn med dem. Igen sammenlignes mennesker med dyr, og Jesus sammenligner sine disciple og venner med fårene derude. De får kender deres hyrde, og de stoler på ham. Sådan stoler også Jesu disciple på ham, og de forventer at få hjælp fra ham, når nøden opstår. Fårene lever i forventninger til hyrden, i håb om, at hyrden kun vil gøre det gode for dem. Skulle et får forvilde sig væk fra flokken, ja, så er det hyrdens opgave at finde det og hente det hjem igen.
Jesus er sådan en hyrde, der hele tiden er ude at lede efter får, der har forvildet sig væk. Nogle sidder fast i krat, andre sidder fast i mudder, andre igen kan bare ikke finde ud af at følge med flokken. Jesus har som hyrde nok at se til, når vi er hans får. Men Gud ske tak og lov for, at når vi nu engang er som får – at Jesus da er vores hyrde. Så kan vi vandre trygt igennem livet, og håbe at vi bliver fundet, selvom vi skulle fare vild. Dette med at fare vild i livet kan ske i alle aldre, og hører ikke kun ungdommen til. ”Ungdommen nutildags” er et udtryk, vi siger samtidigt med, at vi ryster let på hovedet, men ungdommen er såmænd slet ikke slemmere, end den altid har været, og mine konfirmander gør det glimrende – både som konfirmander og som unge mennesker i en helt anderledes tid, end dengang vi andre var konfirmander. Her i kirken er vi samlet, unge og gamle, og foråret kommer stille og roligt; de små blomster bebuder, at foråret er på vej, og ordene i dag bebuder, at Kristus følger med på hver vores vej. Lad foråret optø os, så vi ligesom frøerne kan hoppe videre og kvække med livets lyst og glædens røst. I Jesu navn. Amen.
Bibeltekster til Anden søndag efter Påske
Salmer: Salmer: 1. DDS 672: Jeg ved på hvem, jeg bygger; 2. DDS 51: Jeg er i Herrens hænder; 3. DDS 76: op, thi dagen nu frembryder; --- ; 4. DDS 667: Skulle jeg dog være bange; 5. DDS 469, v. 6-7: Så går nu sjælens højtid an; 6. DDS 484: Du, som vejen er og livet
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste søndag d. 22. april kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor vi fejrer guldkonfirmander.
Vilslev: Til i dag har vi inviteret en særlig gruppe, nemlig jer, der fejrer 50-året for jeres konfirmation d. 28. april 1968. I år har vi konfirmation søndag d. 29. april, hvor 11 unge skal konfirmeres – og vi håber, at konflikten mellem arbejdsgiver og offentligt ansatte bliver løst, så vi kan fejre konfirmation med både musik, lys og varme. I dag fejrer vi jer, og det vil sige, at I her efter gudstjenesten går i konfirmandstuen for at skåle med hinanden og snakke lidt om tiden, der er gået. For det er nok sket lidt forskelligt de sidste 50 år. Jeg skal bede guldkonfirmanderne rejse sig, og så vil jeg læse jeres navne.
