Med Pinsen er vi nået frem til den tredje store højtid i kirken. Til jul spiser vi and og flæsk, til påske spiser vi lam, til pinse spiser vi fisk. Og vi drikker naturligvis de gode drikke, der hører sig til hver højtid efter smag og behag. Sådan er danskere kristne. Vi husker med maven, og siden med hjertet og så med hovedet. Mavefornemmelsen har en stor værdi, såvel når man står henne i den lokale og skal handle aftensmad, som når man skal have den store tegnebog op af lommen. Mavefornemmelsen er en hjertesag, og det er lige til at få hovedpine af. For hvad maven gerne vil have er sjældent godt for hjertet, og hovedet har så til opgave at mægle mellem de to. Hvis maven får lov at bestemme alt, får man hurtigt kvalme og fordøjelsesbesvær. Får hjertet lov at bestemme alt, ja, så kan man sukke og klage alle sine dage af smerte over følelserne i livet. Men får hovedet lov at bestemme med sin stenhårde logik og ubarmhjertige fornuft, så må både mave og hjerte tage benene på nakken, så de ikke bliver truet til tavshed.
Følelser og fornuft støder mange gange sammen i forsøget på at overtale os til at træffe et bestemt valg; men de bedste valg synes nok alligevel at blive truffet, når man har lyttet til såvel følelser som fornuft, og på en måde finder et kompromis. Man kan være i sine følelsers vold, og såmænd også være fanget af en kølig rationalisme. Sådan tumler vi igennem vores eksistens, og tænker hele tiden ud fra os selv, og det vi er – for vi kan ikke andet.
Budskaberne fra Bibelen taler dog ikke ud fra os; men dér hører vi om noget andet – noget uden for os selv. Noget guddommeligt, ja, selveste Gud, der taler til os med sine nådefulde ord. Jesus levede Gud ind i verden for og med sine udvalgte apostle, og siden hen gjorde de det samme for mange andre. Sådan har budskabet om Jesus spredt sig ud over hele jorden, og selvom ordene er nådefulde og barmhjertige, er kristne stadig mennesker, der gør gode og onde gerninger. Vi kan ikke andet, så længe vi lever her på jorden. Og man kan enten undre sig over alt det onde på en jord så god, eller man kan undre sig over alt det gode på en jord så ond. I hvert fald er paradiset endnu ikke vores at betræde, selvom Guds rige er kommet os nær i Jesus Kristus, såvel i hans ord som gerning.
Apostlene oplevede noget skelsættende stort og mystisk, da Helligånden gav dem glødende tunger at tale glædende med om Jesus og det glædelige budskab fra ham. Fyldt af glæde over livets under stod de dér blandt alverdens fremmede mennesker og talte på sprog, de aldrig havde lært. Talegaven var dog ikke deres at eje, og lige så pludseligt som de kunne tale på andre sprog, lige så pludseligt kunne de igen kun tale på deres eget sprog. Historien om Babelstårnet runger i baghovedet; dengang forvirrede Gud folkene ved at lade dem få forskellige sprog, så de ikke kunne forstå hinanden, men pinsedag skete noget særligt. Det var ikke sådan, at der nu kun var ét sprog igen, men det samme budskab blev meddelt på mange sprog. Budskabet er ét, sprogene er mange. Vi behøver ikke ét sprog, for det er ikke os, det kommer an på. Sprogenes mangfoldighed forblev altså uberørt, men apostlene forstod, at budskabet ikke kun gjaldt for dem, der talte samme sprog som dem selv. Budskabet skulle ud på ethvert sprog, så alle der ville høre, skulle have mulighed for det uden først at lære et nyt sprog. Siden hen har dette under bevirket, at præsterne i kirken under reformationen for 500 år siden er gået fra at tale latin til at tale dansk, og at der igen og igen skrives nye salmer og at Bibelen oversættes til et mere nutidigt sprog. Det danske sprog har forandret sig igennem mange hundrede år, og det gamle danske kan være lige så uforståeligt som latin. Apostlene blev brugt som redskaber til at vise, at evangeliet hele tiden må tales på et sprog, som mennesker forstår. Sproget er levende, når det får lov at udfolde sig, men sproget er dødt, hvis ikke det bærer et budskab med sig.
Pinsen er som sagt den tredje højtid i kirken. Julen er nem at forholde sig til; Det er Jesu fødselsdag, og det er nu engang meget hyggeligt og fredeligt alt sammen, selvom det lyder mystisk, at Gud blev menneske. Påsken derimod er sværere at forholde sig til, selvom vi får flere fridage til at samles med familie og venner. Med påsken holder fejres opstandelsen og det evige liv, men hvorfor var det nu lige, at Jesus skulle dø – og kan det nu også passe, at han virkeligt opstod fra de døde?
Julefortællingen kan kun lige glide ned med ris a la mande, men påskefortællingen er sejt og senet som kød fra et gammelt får, og i pinsen går det i fisk; det er som om, fornuften siger stop. Først fór Kristus til himmels, og så kom Helligånden til jorden og satte apostlenes tunger i brand, så de talte på fremmede sprog. Hvis man søger efter bevis på, at det er sket, som skrevet står, så søger man forgæves fra nu og til dommedag. Der er ingen fysiske rester tilbage af Jesus på jorden, og hvor meget Helligånden end brændte igennem med budskabet dengang, så har den ikke efterladt sig ét eneste afsvedet hår. Og alligevel prædiker vi budskabet som dét, der er mest værd at tro på i hele verden og af alle ting. Det er et glædeligt budskab fra Gud til os: at vi ikke er efterladte her på jorden, at vi ikke er overladt til os selv, at vi ikke er skabt for at gå undergang og forfald i møde. Gud elsker verden og ønsker kun at se alle mennesker være glade for at leve i troen på håbet om, at livet har mening for Gud. Det var altså af kærlighed, at Jesus skulle gå så grueligt meget igennem for at bane en vej for os fra jord til himmel. Han gik i forvejen, så vi har en guide; én, vi kan følge efter.
Pinsen kaldes kirkens fødselsdag; den dag fødtes menigheden. Dengang opstod fællesskabet omkring evangeliet, for idet apostlene talte glædeligt med glødende tunger, da blev evangeliet hørt af mange på mange sprog fra mange lande; da blev de udvalgte apostle blevet døbt med ånden og fik til gave og opgave at gå ud i hele verden med det glædelige budskab. De blev kaldt ud af deres eget for at blive kaldt sammen om noget andet. De blev kaldt ud af deres egen livsfortælling om dem selv, for at blive sat ind i fortællingen med andre. Kirken skal altså forstås som forsamlingen af dem, der forlader sig på håbet om, at Jesu budskab er sandt; budskabet om, at der er frelse for fortabte.
Modsat de gamle indbyggere i Babel, forstod apostlene, at det ikke gjaldt om at bygge et hus til himlen, for selvom pinsen kan lyde som det mest højtravende i kirken, så er højtiden den mest jordnære: Ånden kom til vores jord! Det er hernede, det sker! Apostlene blev ikke stående stirrende mod himlen, hvor Jesus var faret op, men vendte tilbage til det daglige liv. Alt det særlige, de havde oplevet med Jesus fulgte dem som minder i deres helt almindelige liv. De havde ikke behov for at bygge høje tårne for at nå ind i himlen, for himlen var af sig selv kommet dem nær som liv, kraft og daglig glæde. Ikke at de forstod alt, de havde oplevet, men de troede på det, håbede, at det var sandt; og derved kunne de leve i frimodighed og dø, hvor tungt det så end måtte blive for dem.
Det er ikke kun pinse herinde i kirken, men også naturen derude ulmer af oplysning og oplivelse efterhånden som foråret med det lange ben foran træder over i den danske sommer. Pinsen er farverig. Kirkens pinse og naturens pinse belyser hinanden; se, vinteren er ovre, noget nyt bliver til! Opfyldte af forårets saft springer træerne ud, og varmen lokker dyrene frem af deres hi og skjul. Fuglene vender hjem igen, og deres legende fuglestemmer lyder over land og by med en frimodighed som om, de ville erobre hele naturen med deres charme. Og tænk sig, Guds nåde strømmer imod os såvel i kirken som i naturen uden, at vi kan gøre fra eller til. Om vi så sover hele vinteren igennem eller arbejder i døgndrift, så kommer foråret så sagte, som den skal eller vil, og også budskabet fra fjerne egne og gamle dage kommer og lyder, når det kan og vil, og vi kan kun tage imod og varmes ved såvel solens som evangeliets glød og glæde.
Som naturen således også med pinsen. Pinsen fremkom for apostlene for årtusinde siden, men er nået frem til os i dag, uanset hvad vi har gjort af gode eller onde gerninger frem til nu. Som fuglene kvidrer, prædiker præsten frimodigt videre, men uden Åndens gerning ville ordene være tomme. Helligåndens gerning og arbejde er det samme for apostlene dengang som for os i dag. Den gør fortidens Bibelske beretninger levende i vores nutid som noget, der angår os og vort liv. Vi kan med fornemmelse i maven, hjertet eller fornuftens tanke forsøger at forholde os til det og udgrunde, hvad det hele dog skal betyde, eller vi kan forlade os på budskabet, der har overlevet alle historiens tider og alle menneskers modstand. Budskabet lyder stadig og giver mening i en verden, der kan synes både ond, kaotisk og uretfærdig – såvel på det store verdensplan som på det personlige plan. Budskabet lyder, at der altid er mere håb og kærlighed, end vi tør tro – og end vi ved. Amen.
Bibeltekster til dagen
Salmer: 1. DDS 725: Det dufter lysegrønt; 2. DDS 335: Flammerne er mange, lyset er et; 3. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; ---; 4. DDS 298: Helligånden trindt på jord; 5. DDS ingen altergang; 6. DDS 696: Kærlighed er lysets kilde
Følelser og fornuft støder mange gange sammen i forsøget på at overtale os til at træffe et bestemt valg; men de bedste valg synes nok alligevel at blive truffet, når man har lyttet til såvel følelser som fornuft, og på en måde finder et kompromis. Man kan være i sine følelsers vold, og såmænd også være fanget af en kølig rationalisme. Sådan tumler vi igennem vores eksistens, og tænker hele tiden ud fra os selv, og det vi er – for vi kan ikke andet.
Budskaberne fra Bibelen taler dog ikke ud fra os; men dér hører vi om noget andet – noget uden for os selv. Noget guddommeligt, ja, selveste Gud, der taler til os med sine nådefulde ord. Jesus levede Gud ind i verden for og med sine udvalgte apostle, og siden hen gjorde de det samme for mange andre. Sådan har budskabet om Jesus spredt sig ud over hele jorden, og selvom ordene er nådefulde og barmhjertige, er kristne stadig mennesker, der gør gode og onde gerninger. Vi kan ikke andet, så længe vi lever her på jorden. Og man kan enten undre sig over alt det onde på en jord så god, eller man kan undre sig over alt det gode på en jord så ond. I hvert fald er paradiset endnu ikke vores at betræde, selvom Guds rige er kommet os nær i Jesus Kristus, såvel i hans ord som gerning.
Apostlene oplevede noget skelsættende stort og mystisk, da Helligånden gav dem glødende tunger at tale glædende med om Jesus og det glædelige budskab fra ham. Fyldt af glæde over livets under stod de dér blandt alverdens fremmede mennesker og talte på sprog, de aldrig havde lært. Talegaven var dog ikke deres at eje, og lige så pludseligt som de kunne tale på andre sprog, lige så pludseligt kunne de igen kun tale på deres eget sprog. Historien om Babelstårnet runger i baghovedet; dengang forvirrede Gud folkene ved at lade dem få forskellige sprog, så de ikke kunne forstå hinanden, men pinsedag skete noget særligt. Det var ikke sådan, at der nu kun var ét sprog igen, men det samme budskab blev meddelt på mange sprog. Budskabet er ét, sprogene er mange. Vi behøver ikke ét sprog, for det er ikke os, det kommer an på. Sprogenes mangfoldighed forblev altså uberørt, men apostlene forstod, at budskabet ikke kun gjaldt for dem, der talte samme sprog som dem selv. Budskabet skulle ud på ethvert sprog, så alle der ville høre, skulle have mulighed for det uden først at lære et nyt sprog. Siden hen har dette under bevirket, at præsterne i kirken under reformationen for 500 år siden er gået fra at tale latin til at tale dansk, og at der igen og igen skrives nye salmer og at Bibelen oversættes til et mere nutidigt sprog. Det danske sprog har forandret sig igennem mange hundrede år, og det gamle danske kan være lige så uforståeligt som latin. Apostlene blev brugt som redskaber til at vise, at evangeliet hele tiden må tales på et sprog, som mennesker forstår. Sproget er levende, når det får lov at udfolde sig, men sproget er dødt, hvis ikke det bærer et budskab med sig.
Pinsen er som sagt den tredje højtid i kirken. Julen er nem at forholde sig til; Det er Jesu fødselsdag, og det er nu engang meget hyggeligt og fredeligt alt sammen, selvom det lyder mystisk, at Gud blev menneske. Påsken derimod er sværere at forholde sig til, selvom vi får flere fridage til at samles med familie og venner. Med påsken holder fejres opstandelsen og det evige liv, men hvorfor var det nu lige, at Jesus skulle dø – og kan det nu også passe, at han virkeligt opstod fra de døde?
Julefortællingen kan kun lige glide ned med ris a la mande, men påskefortællingen er sejt og senet som kød fra et gammelt får, og i pinsen går det i fisk; det er som om, fornuften siger stop. Først fór Kristus til himmels, og så kom Helligånden til jorden og satte apostlenes tunger i brand, så de talte på fremmede sprog. Hvis man søger efter bevis på, at det er sket, som skrevet står, så søger man forgæves fra nu og til dommedag. Der er ingen fysiske rester tilbage af Jesus på jorden, og hvor meget Helligånden end brændte igennem med budskabet dengang, så har den ikke efterladt sig ét eneste afsvedet hår. Og alligevel prædiker vi budskabet som dét, der er mest værd at tro på i hele verden og af alle ting. Det er et glædeligt budskab fra Gud til os: at vi ikke er efterladte her på jorden, at vi ikke er overladt til os selv, at vi ikke er skabt for at gå undergang og forfald i møde. Gud elsker verden og ønsker kun at se alle mennesker være glade for at leve i troen på håbet om, at livet har mening for Gud. Det var altså af kærlighed, at Jesus skulle gå så grueligt meget igennem for at bane en vej for os fra jord til himmel. Han gik i forvejen, så vi har en guide; én, vi kan følge efter.
Pinsen kaldes kirkens fødselsdag; den dag fødtes menigheden. Dengang opstod fællesskabet omkring evangeliet, for idet apostlene talte glædeligt med glødende tunger, da blev evangeliet hørt af mange på mange sprog fra mange lande; da blev de udvalgte apostle blevet døbt med ånden og fik til gave og opgave at gå ud i hele verden med det glædelige budskab. De blev kaldt ud af deres eget for at blive kaldt sammen om noget andet. De blev kaldt ud af deres egen livsfortælling om dem selv, for at blive sat ind i fortællingen med andre. Kirken skal altså forstås som forsamlingen af dem, der forlader sig på håbet om, at Jesu budskab er sandt; budskabet om, at der er frelse for fortabte.
Modsat de gamle indbyggere i Babel, forstod apostlene, at det ikke gjaldt om at bygge et hus til himlen, for selvom pinsen kan lyde som det mest højtravende i kirken, så er højtiden den mest jordnære: Ånden kom til vores jord! Det er hernede, det sker! Apostlene blev ikke stående stirrende mod himlen, hvor Jesus var faret op, men vendte tilbage til det daglige liv. Alt det særlige, de havde oplevet med Jesus fulgte dem som minder i deres helt almindelige liv. De havde ikke behov for at bygge høje tårne for at nå ind i himlen, for himlen var af sig selv kommet dem nær som liv, kraft og daglig glæde. Ikke at de forstod alt, de havde oplevet, men de troede på det, håbede, at det var sandt; og derved kunne de leve i frimodighed og dø, hvor tungt det så end måtte blive for dem.
Det er ikke kun pinse herinde i kirken, men også naturen derude ulmer af oplysning og oplivelse efterhånden som foråret med det lange ben foran træder over i den danske sommer. Pinsen er farverig. Kirkens pinse og naturens pinse belyser hinanden; se, vinteren er ovre, noget nyt bliver til! Opfyldte af forårets saft springer træerne ud, og varmen lokker dyrene frem af deres hi og skjul. Fuglene vender hjem igen, og deres legende fuglestemmer lyder over land og by med en frimodighed som om, de ville erobre hele naturen med deres charme. Og tænk sig, Guds nåde strømmer imod os såvel i kirken som i naturen uden, at vi kan gøre fra eller til. Om vi så sover hele vinteren igennem eller arbejder i døgndrift, så kommer foråret så sagte, som den skal eller vil, og også budskabet fra fjerne egne og gamle dage kommer og lyder, når det kan og vil, og vi kan kun tage imod og varmes ved såvel solens som evangeliets glød og glæde.
Som naturen således også med pinsen. Pinsen fremkom for apostlene for årtusinde siden, men er nået frem til os i dag, uanset hvad vi har gjort af gode eller onde gerninger frem til nu. Som fuglene kvidrer, prædiker præsten frimodigt videre, men uden Åndens gerning ville ordene være tomme. Helligåndens gerning og arbejde er det samme for apostlene dengang som for os i dag. Den gør fortidens Bibelske beretninger levende i vores nutid som noget, der angår os og vort liv. Vi kan med fornemmelse i maven, hjertet eller fornuftens tanke forsøger at forholde os til det og udgrunde, hvad det hele dog skal betyde, eller vi kan forlade os på budskabet, der har overlevet alle historiens tider og alle menneskers modstand. Budskabet lyder stadig og giver mening i en verden, der kan synes både ond, kaotisk og uretfærdig – såvel på det store verdensplan som på det personlige plan. Budskabet lyder, at der altid er mere håb og kærlighed, end vi tør tro – og end vi ved. Amen.
Bibeltekster til dagen
Salmer: 1. DDS 725: Det dufter lysegrønt; 2. DDS 335: Flammerne er mange, lyset er et; 3. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; ---; 4. DDS 298: Helligånden trindt på jord; 5. DDS ingen altergang; 6. DDS 696: Kærlighed er lysets kilde
