Indledning til Esajas-teksten
Esajas var en profet, der levede for omkring 3.000 år siden i Israel. Han arbejde som profet var at lytte til Gud og fortælle Guds ord videre til kongen og borgerne i Israel. I dagens afsnit hører vi om, hvordan Esajas takker Gud, fordi han må være et redskab i Herrens tjeneste; også selvom folk reagerer med vold på det budskab, Esajas har at bringe dem.
Indledning til Apostlenes Gerninger
Apostlenes Gerninger er et skrift i Det nye Testamente, der handler om tiden efter, at Jesus er opstået og faret til himmels. Skriftet handler altså om apostlenes liv og gerninger, og det går ikke stille for sig. I dagens afsnit skal vi høre om Stefanus, der måtte dø for sin kristne tro; én, der dør for sin tro, kalder vi en martyr – ordet betyder ’vidne’. Stefanus blev den første kristne, der døde for sin tro, og vi skal høre om ham lige midt i julehyggen, for at vi ikke skal blive alt for magelige og bekvemmelige. Sandheden er, at verden ikke tåler Guds budskab om kærlighed.
Prædiken
Det er skønt at have roser i haven; de skinner ligefrem med deres forskellige farver imellem alt det grønne, og de drager både mennesker og insekter til sig, når de folder knoppen ud med skønne dufter og lokker forelskede til at stikke sig på deres stive torne. De skønneste roser har stiveste torne, og er man uforsigtig bliver fingeren hurtigt lige så rød som de blodrøde rosenblade. Rosen er et yndet symbol i kristendommen, netop fordi den har de silkebløde blade og de stikkende torne. Rosen er et symbol på kærlighed, og som vi ved kan kærligheden på samme tid både være silkeblød og stikkende. Silkeblød og dragende sød er kristendommen, når vi hygger os juleaften og synger om Jesus-barnets uskyldige fødsel i Betlehemsstalden. Men stikkende er kristendommen, når vi i dag hører om Stefanus, der stenes til døde pga. sin tro, og når vi hører Jesus tale så hårdt om ufred og splid, splittelse og om at elske ham mere end noget andet. Hyggedagene er forbi, når vores juleglæde på den måde ødelægges og smadres af den hårde dom, der fældes over os.
At lytte til Jesu ord i dag er at stikke sig hårdt i fingeren på en rosentorn, men smerten er en sund modgift til den dovenskab og bekvemmelighed, vi så nemt kan blive lullet ind i, når dagene går med fest og gaver, højt humør og ubekymrethed. Vi skal kaldes tilbage til virkeligheden! Derfor samles vi i dag her i kirken for at få alvoren tilbage i det håb, vi har til Jesus. Vi håber ikke bare på hygge, men på frelse; ikke bare på glæde for os selv, men især for andre. Kristendommens budskab er ikke flødeskum eller hyggenusseføleri, men først en benhård afsløring af verden – og Jesus taler som et tveægget sværd, der skærer igennem alt for at få sandhedens barmhjertige budskab ud. Det er kirkens opgave og grund til at åbne dørene til gudstjeneste.
Kirken er derfor et kritisk forum i forhold til vort samfund og måde at leve på; Vi kan bare se på Jesus; han var fattig, havde altid tid nok til sine medmennesker; altid med tid nok og mod nok til at tro på Gud, altid levede han med livets hastighed og en engels tålmodighed. På den måde bliver han hele tiden en torn i øjet på, hvordan vi lever i samfund og fællesskab. Dette Jesusbarn blev født i en stald; dog ikke som et dyr blandt dyr, men i et fredens fattige rum, ligesom de første mennesker i Edens have med fred blandt dyr, fattig eller - ikke i hvert fald ikke overfaldet af materiel rigdom, men tværtimod rig på himlens vælde og menneskers nærhed. Kristendommen rummer en stor kilde til modkultur. Det er derfor fantastisk, at folkekirken endnu lever og består med næsten 75% af den danske befolkning som medlemmer, især når vi hører Jesus tale, som han gør i dag. Hvorfor ønsker han sådan et had og fjendskab og så stor ufred mellem familiemedlemmer?
Jesus er som en rose med silkebløde blade og et budskab om kærlighed, som virker dragende; men hans torne er stikkende og fortæller, at vi ikke kan elske vor næste som os selv, hvis vi kun elsker os selv og dem, vi ligner og allerede holder af; hvis vi kun elsker vores familie og venner, så opfylder vi ikke det, vi er blevet døbt til. Vores kærlighed må og skal altid række videre end til vore egne. Stefanus var en mand, der gjorde meget for at nå længere ud end til sine venner og familie, og han endte med gladeligt at opgive sit liv for at vidne om sin tro på Gud. Det blev en meget udbredt tendens i den første kristne tid, hvor mange døde for deres tro; og det opgav gladeligt deres liv, for de var sikre på, at de kom direkte ind i himlen. Nogle af de første kristne var endda så optaget af at dø og komme i himlen, at de selv provokerede til at blive dræbt; og kirkens mere besindige ledere måtte simpelthen tale med store ord, for at få kristne til at holde op med den måde at gøre andre til mordere i deres selvmordslignende forsøg på at vinde kapløbet til himmeriget. Det lyder heldigvis vanvittigt for os, selvom vi stadig kan høre om folk, der er villige til at dø for deres sag og religion – og endda trækker andre med sig ind i døden. Det har aldrig været god kristendom at slå andre ihjel for at opnå en plads i himmeriget.
Når Jesus taler så hårdt om, at der skal blive splittelse i familier, så handler det om, at man af kærlighed ikke må give nogle forrang frem for andre; Guds kærlighed er retfærdig, dvs. at man ikke må sætte sin familie eller sin elskede højere end den fattige, fremmede og flygtningen eller fjenden. Så radikal er Jesus’ kærlighedsbudskab. På den ene side er det et smukt budskab, fordi det gør os alle lige i forhold til hinanden; på den anden side er det umuligt for os. Vi skelner hele tiden mellem mennesker, og vi kan ikke få vore hjerter eller hænder til at gøre som Jesus; vi kan ikke bære hans kors eller gå hans vej. Det vil være hykleri at forsøge.
Tværtimod må vi bære vort eget kors, bære vores egen skæbne, bære vore egne valg, fejl og mangler, men også vore egne håb og kærlighedsglæder og –sorger. Jeg ved godt, at vi så aldrig bliver Jesus værdige; men vi kan ikke klatre op ad stigen til himlen. Der var jo en grund til, at Jesus blev født på vores jord, og at han selv trak Himmeriget ned i øjenhøjde med os. Hernede på det jævne må vi nyde hans silkebløde rosenblades venlige ord om, at der er tilgivelse af enhver, der angrer og glæde til enhver, der sørger. De stikkende torne forsvinder ikke, og ligesom vi i dag stikker os på hans ord, fordi han har høje forventninger til os, sådan skal vi mange gange stikke os på kristendommen; på den måde holdes vi på dupperne og synker ikke ned i dovenskabens ligegladhed eller mangel på interesse for andres ve og vel.
Der er mange andre at bede for og gøre kærlighedens gerninger for end vore egne og vore elskede. Rundt om i verden forfølges mange pga. deres tro, politiske overbevisning og deres seksualitet. Især kristne er de mest forfulgte i de muslimske områder, men for nyligt har vi også oplevet et voksende jødehad i Danmark og had mod muslimer ser og hører vi jævnligt blandt danske politikere. Skal vi forvente løn som retfærdige, må vi også være retfærdige og leve med en kærlighed, der omfatter både vore venner og vore fjender uden at vi skelner. Det betyder, at vi uden at brokke os gør det gode mod dem, der ikke fortjener vores velvilje eller godgørenhed. Budskabet ”Du skal elske din næste som dig selv” er nemt at tilslutte sig, når det gælder dem, vi godt kan lide; men kærligheden rækker videre – altid videre og længere ud.
Vi skal bringe håbet til de håbløse, om de er muslimer, jøder eller ateister; vi skal gå med troen i hjertet og give nødhjælp til de nære og fjerne; vi skal gøre godt mod fattige, fængslede, flygtninge og fremmede. Og når vi fejler i at gøre alt det gode, så skal vi krybe til krybben og korset og se på såvel det lille klukleende spædbarn og den korsfæstede Herre. Falde på knæ og bede om tilgivelse for alt det, vi ikke var; alt det, vi ikke fik gjort eller sagt: Tilgiv os Herre, vi kan ikke leve op til at elske, som du gjorde. Vær du et spædbarn for os i tvivlens øjeblikke; vær du korsfæstet for os i vore stolte øjeblikke. Giv os ydmyghed og lær os retfærdighed. Døm os ikke alt for hårdt.
Jesus er en rose; silkebløde glædesord om kærlighed til alle, med torne der stikker og gør ondt. Fra den dag vi døbes, holder vi rosen i vore hænder, så vi både kan indsnuse duften og mærke tornenes stik. Det er kristendommens glæde og sorg, som vi må leve med hver en dag, indtil vi optages ind i Guds velbehag. Da skal roserne blomstre alle vegne, med silkebløde blade og skønne dufte - dog uden stikkende torne. Glædelig jul. Amen.
Lovprisning
Lov og tak, og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Lad os alle bede. Kære Gud, vort himmelske lys på jord / lad os juble over dit glædelige ord / at kristendom for syndere og hedninge til jorden kom / for at frelse os og redde os fra andres og vores egen dom. / Jesus lyste for mange engang / lad ham også bliver vores håbslys og glædessang / vi længes efter tro, håb og kærlighed, så tak at du selv kom helt herned. / Helligånd, du er vor livskraft / og for vores tro en livgivende saft. / Gud, giv os din styrke og mod / til at stå det onde imod. / Vær du lys for vore fødder / giv vor tro dybere rødder. / Lad håb og kærlighed nå alle mennesker fra evighed og til evighed. / Amen.
MEDDELELSER
Søndag den 29. december holder Katrine Gaub gudstjeneste i Vilslev kl. 11 og i Gredstedbro en kort andagt kl. 13.15 før julefesten i sognehuset. Tirsdag den 31. december holder hun gudstjeneste kl. 15 i Gredstedbro, og onsdag den 1. januar holder jeg gudstjeneste kl. 16.30 i Hunderup, hvor vi ønsker hinanden godt nytår med et glas champagne og kransekage.
Mandag den 30. december kl. 19.30 åbnes Hunderup Kirke til fællessang af Benny Andersens sange samt koncert af Den Blå Bogs Orkester, som spiller musik fra Højskolesangbogen.
Indsamling til børnesagens fællesråd
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fælleskab være med os alle. Amen.