Knapt har vi fejret juleaften med Jesus-barnets fødsel og hygge i familiens skød og juletræets glød, før vi skal beskæftige os med denne voldsomme historie om Stefanus – på dansk: Stefan - , der blev martyr, idet han døde for sin tro. I en tid, hvor vi ellers kun hører om islamiske martyrer, der f.eks. ved selvmordsbomber tager andre med sig i døden, er det så meget desto vigtigere at høre om den kristne form for martyr. Stefanus er ifølge traditionen den første kristne, der døde for sin tro, og dér har vi et stærkt billede på, hvad kristendom er i sin grundidé: selvopofrelse.
Imens terrorister i voldsomme umenneskelige angreb gerne ofrer uskyldige børn og voksne og ikke sparer sig selv for dødens hærgen for at bringe frygt og hævn i et hadefuldt raseri mod alt, hvad de ikke kan lide, lod Stefanus sig stene for sin tro uden at gøre modstand. Han var altså klar til at opgive sit liv for at være loyal mod sin tro på Kristus. Hvem af os kan være lige så skråsikre som Stefanus? Han var næppe frygtløs, men havde alligevel mod på at møde verdens uretfærdighed, fordi han havde et håb om, at livet nok skulle sejre på trods af død og undergang. I den kristne tr er der altid håb om liv trods død, frelse trods synd og glæde trods sorg. Den kristne tro er trodsig, for den håber på mere end erfaring kan fortælle os.
I de første par hundrede år i den tidlige kristendoms historie var de kristne forfulgte i Romerriget – både af romerrne og jøderne, og de blev på forskellige måder fanget og tortureret og slået ihjel – for kristendom var ikke tilladt som religion i det rige, hvor kejseren skulle tilbedes som en gud. Jøderne fik lov at være jøder, for deres religion var gammel, men da kristendommen opstod som en ny tro i det romersk-erobrede område, blev besættelsesmagten bange for at der var tale om en modstandsbevægelse, der ville kæmpe imod romerne. Det nyttede ikke, at de kristne forsøgte at forsvare sig ved at påpege, at Jesu rige ikke var jordisk, eller at de kristne både skulle betale skat til kejseren og give deres liv til Gud. Romerne stod fast, og den ene kejser efter den anden blev mere og mere voldsom i forfølgelser og nedslagtninger af kristne. Underligt nok var der i samme periode store vækkelser, tusindvis blev døbt og omvendt til kristendom, selvom der var dødsstraf for det.
Men de kristne var klar til at ofre sig, og det blev ligefrem velanset at blive martyr fordi man tænkte, at martyrere var nogle særligt hellige eller gode kristne. Det fik nogle kristne til ligefrem at gå hen til romerske soldater og provokere dem, så de kunne blive slået ihjel. De troede, at de dermed enten kom direkte i Paradis eller i hvert fald blev rost for deres stærke tro. I den romersk-katolske kirke begyndte man at dyrke disse særligt hellige personer, man kaldte dem helgener – på latin: sankt – og da kristendom blev lovlig og omkring år 300 blev statsreligion i Romerriget, blev hver dag i ugen tildelt en helgen.
Med reformationen i 1500-tallet gik Martin Luther dog imod tanken om, at nogle kristne skulle fremhæves som særligt hellige frem for andre kristne, der ikke havde været så heldige at dø for deres tro. Luther mente, at vi igennem dåben bliver stillet lige over for Gud. Selvom nogle udøver deres tro på én måde og andre på en anden måde, er hovedsagen for Luther dog bare, at man skal tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Det er altså ikke mere kristent eller helligt eller fromt at dø for sin tro, end det er at leve hver dag helt jordnært uden at skilte med sin kristendom. Troen er en hjertesag, en sag mellem vores håb og Guds dåb.
Martyriet er skrap kost her i den danske og ret fredelige julehyggetid, men selvom kristendom – og tro som sådan - er en privatsag, vil mange alligevel gerne bestemme, hvad vi skal mene og tro og have indflydelse på, hvordan vi skal leve og bo. Engang var det romerske kejsere og jødiske præster, nu er det politikere, der med reguleringer vil sætte rammer for vores liv, og ateister gør grin med vores tro, imens islamister spreder skræk og rædsel. Når vi går til gudstjeneste, gør vi stille oprør imod både dem, der hader kristendom og dem, der bare søger egen magt.
Historien om Stefanus er også en fortælling om, hvad der sker, når Guds kærlighed møder verden. Kærlighed søger ikke magt over andre, ønsker ikke at gøre andre fortræd eller skade andre, men pga. kærlighed lod Stefanus sig stene, og Jesus lod sig korsfæste. For kærlighed handler om at give ud af sig selv, handler om at ofre sig og ikke om at rage til sig, handler ikke om at sikre sig. Kærlighed er altid på usikker grund, for af kærlighed bringer man sig selv i spil uden at være sikker på at vinde. Gud kunne være blevet i sikkerhed i sin himmel, men valgte at komme sit skaberværk så nær, at han kunne dø af det. Jesus gik ikke sejrssikkert frem i verden; mange afviste ham og gjorde grin med ham, og til sidst blev han slået ihjel. Sådan afviser også mange i dag det kristne budskab og forsøger at finde sikkerhed i dem selv, i deres tro på egne evner og tro på egen magt, men deres håb rækker ikke ud over dem selv, så når de møder modgang – hvem kan de så vende sig til?
Den helt afgørende forskel mellem os kristne og mange andre er det spinkle håb, der har så stor betydning. Et håb om, at der altid er mere at sige, Et håb, som mange griner ad og gør grin med, for vores håb bygger ikke på erfaring. Vi har jo ikke set et menneske opstå fra de døde, men vi tror, det er sandt. Derfor kunne Stefanus gå frimodigt i døden, for han hvilede i troen på, at døden ikke ville sejre. Og derfor kan vi frit på hver vores måde leve vort daglige liv, fordi vi tror, at vi alle som døbte har vores plads at udfylde i livet og i verden og i Guds plan. Vi er ikke skabt for at dø, men for at leve og elske under Guds nåde og velsignelse. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 122: Den yndigste rose er funden (8 vers); 2. DDS 131: Blåt vælded lys frem (5 vers); 3. DDS 129: Julebudet til dem, der bygge (4 vers); ---; 4. DDS 128: Søde Jesus, jule-fyrste (6 vers) mel: Genève; 5. DDS 117: En rose så jeg skyde (3 vers); 6. DDS 118: Julen har englelyd (3 vers)
Imens terrorister i voldsomme umenneskelige angreb gerne ofrer uskyldige børn og voksne og ikke sparer sig selv for dødens hærgen for at bringe frygt og hævn i et hadefuldt raseri mod alt, hvad de ikke kan lide, lod Stefanus sig stene for sin tro uden at gøre modstand. Han var altså klar til at opgive sit liv for at være loyal mod sin tro på Kristus. Hvem af os kan være lige så skråsikre som Stefanus? Han var næppe frygtløs, men havde alligevel mod på at møde verdens uretfærdighed, fordi han havde et håb om, at livet nok skulle sejre på trods af død og undergang. I den kristne tr er der altid håb om liv trods død, frelse trods synd og glæde trods sorg. Den kristne tro er trodsig, for den håber på mere end erfaring kan fortælle os.
I de første par hundrede år i den tidlige kristendoms historie var de kristne forfulgte i Romerriget – både af romerrne og jøderne, og de blev på forskellige måder fanget og tortureret og slået ihjel – for kristendom var ikke tilladt som religion i det rige, hvor kejseren skulle tilbedes som en gud. Jøderne fik lov at være jøder, for deres religion var gammel, men da kristendommen opstod som en ny tro i det romersk-erobrede område, blev besættelsesmagten bange for at der var tale om en modstandsbevægelse, der ville kæmpe imod romerne. Det nyttede ikke, at de kristne forsøgte at forsvare sig ved at påpege, at Jesu rige ikke var jordisk, eller at de kristne både skulle betale skat til kejseren og give deres liv til Gud. Romerne stod fast, og den ene kejser efter den anden blev mere og mere voldsom i forfølgelser og nedslagtninger af kristne. Underligt nok var der i samme periode store vækkelser, tusindvis blev døbt og omvendt til kristendom, selvom der var dødsstraf for det.
Men de kristne var klar til at ofre sig, og det blev ligefrem velanset at blive martyr fordi man tænkte, at martyrere var nogle særligt hellige eller gode kristne. Det fik nogle kristne til ligefrem at gå hen til romerske soldater og provokere dem, så de kunne blive slået ihjel. De troede, at de dermed enten kom direkte i Paradis eller i hvert fald blev rost for deres stærke tro. I den romersk-katolske kirke begyndte man at dyrke disse særligt hellige personer, man kaldte dem helgener – på latin: sankt – og da kristendom blev lovlig og omkring år 300 blev statsreligion i Romerriget, blev hver dag i ugen tildelt en helgen.
Med reformationen i 1500-tallet gik Martin Luther dog imod tanken om, at nogle kristne skulle fremhæves som særligt hellige frem for andre kristne, der ikke havde været så heldige at dø for deres tro. Luther mente, at vi igennem dåben bliver stillet lige over for Gud. Selvom nogle udøver deres tro på én måde og andre på en anden måde, er hovedsagen for Luther dog bare, at man skal tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Det er altså ikke mere kristent eller helligt eller fromt at dø for sin tro, end det er at leve hver dag helt jordnært uden at skilte med sin kristendom. Troen er en hjertesag, en sag mellem vores håb og Guds dåb.
Martyriet er skrap kost her i den danske og ret fredelige julehyggetid, men selvom kristendom – og tro som sådan - er en privatsag, vil mange alligevel gerne bestemme, hvad vi skal mene og tro og have indflydelse på, hvordan vi skal leve og bo. Engang var det romerske kejsere og jødiske præster, nu er det politikere, der med reguleringer vil sætte rammer for vores liv, og ateister gør grin med vores tro, imens islamister spreder skræk og rædsel. Når vi går til gudstjeneste, gør vi stille oprør imod både dem, der hader kristendom og dem, der bare søger egen magt.
Historien om Stefanus er også en fortælling om, hvad der sker, når Guds kærlighed møder verden. Kærlighed søger ikke magt over andre, ønsker ikke at gøre andre fortræd eller skade andre, men pga. kærlighed lod Stefanus sig stene, og Jesus lod sig korsfæste. For kærlighed handler om at give ud af sig selv, handler om at ofre sig og ikke om at rage til sig, handler ikke om at sikre sig. Kærlighed er altid på usikker grund, for af kærlighed bringer man sig selv i spil uden at være sikker på at vinde. Gud kunne være blevet i sikkerhed i sin himmel, men valgte at komme sit skaberværk så nær, at han kunne dø af det. Jesus gik ikke sejrssikkert frem i verden; mange afviste ham og gjorde grin med ham, og til sidst blev han slået ihjel. Sådan afviser også mange i dag det kristne budskab og forsøger at finde sikkerhed i dem selv, i deres tro på egne evner og tro på egen magt, men deres håb rækker ikke ud over dem selv, så når de møder modgang – hvem kan de så vende sig til?
Den helt afgørende forskel mellem os kristne og mange andre er det spinkle håb, der har så stor betydning. Et håb om, at der altid er mere at sige, Et håb, som mange griner ad og gør grin med, for vores håb bygger ikke på erfaring. Vi har jo ikke set et menneske opstå fra de døde, men vi tror, det er sandt. Derfor kunne Stefanus gå frimodigt i døden, for han hvilede i troen på, at døden ikke ville sejre. Og derfor kan vi frit på hver vores måde leve vort daglige liv, fordi vi tror, at vi alle som døbte har vores plads at udfylde i livet og i verden og i Guds plan. Vi er ikke skabt for at dø, men for at leve og elske under Guds nåde og velsignelse. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 122: Den yndigste rose er funden (8 vers); 2. DDS 131: Blåt vælded lys frem (5 vers); 3. DDS 129: Julebudet til dem, der bygge (4 vers); ---; 4. DDS 128: Søde Jesus, jule-fyrste (6 vers) mel: Genève; 5. DDS 117: En rose så jeg skyde (3 vers); 6. DDS 118: Julen har englelyd (3 vers)
