Lige fra barnsben har julen stået som en særlig højtid, og hjemme på gården, hvor jeg voksede op, betød juletiden en masse småkager og familie-sammenkomster og kirkegang. Det føltes som om, der ingen ende var på hyggen. For både juleaften og juledag er det jo dejligt at gå til gudstjeneste og høre om, at Guds kærlighed blev skænket os, og at der af det lille Jesusbarn voksede sig en stor frelsermand med magt og myndighed til at befri os fra al syndighed.
Frelserens fødsel fejrer vi her i julen især fordi vi ved ham finder et håb, der ikke er bundet til det jordiske eller det, vi ellers kan se og høre, måle og veje. Der er en himmelsk glans og styrke i det Jesus bragte med sig – og så stærk er hans budskab, at det stadig lever iblandt os i dag på trods af forskelle i tid og geografi; det var langt herfra, han levede, og det var længe, længe siden, hans ord lød til disciplene. Ordene er dog ikke blevet stumme, for de lyder stadig, som de har lydt fra mange munde igennem kirkens historie. Mange præster og munke, mange prædikanter og forkyndere har draget vidt omkring for at bringe Jesu budskab med sig ind i mange fællesskaber og ud i alle verdens hjørner og afkroge, på trods af at budskabet ofte er svært at forstå, da Jesus stiller mange krav til os. Han forlanger hele tiden den uselviske næstekærlighed af os, sådan at vi må brydes med vores naturlige måde at være menneske på. Det er åbenbart ikke naturligt at udvise uselviske næstekærlighed eller at tro på Gud.
Vi har jo nemmere ved at være sammen med dem, vi ligner og dem, vi holder af, men Jesus beder os om ikke at gøre det nemme, men tværtimod at gøre det svære, nemlig at elske den fremmede, flygtningen og den person, vi allerhelst ikke vil have noget med at gøre. I dét perspektiv er det i sig selv et mirakel, at kristendommen er blevet så udbredt, men måske skyldes det, at der sammen med Jesu høje krav til vores væren i verden også følger nådige ord om, at vi allerede forud er blevet tilgivet, når vi enten ikke magter eller formår at leve op til Jesu høje ideal.
Selvom kristendommens budskab er krævende, er det godt at høre, og troværdigt at tro på og glædeligt at leve på, så mange ligefrem har opgivet deres liv, deres hverdag og deres arbejde, alene for at forkynde og fortælle om Jesusbarnet i Betlehem der en påskedag opstod som den korsfæstede frelser.
En af dem, der fulgtes med Jesus dengang, og som ikke var flov over at være kristen med et brændende hjerte, var en mand der hed Stefan. Vi ved ikke ret meget om, hvem han var, men fra det vi har hørt i dag, står han frem som en, der virkeligt brændte for det kristne budskab, og som gav sig Gud i vold, dvs. at han ikke var bange for at miste sit jordiske liv, for han levede ikke for sin egen skyld men for andres; og han satte ikke sin lid til sig selv, men til Gud.
Det er en utrolig stærk fortælling om, hvordan der var en blodtørst, som først krævede Jesu blod og død på korset, og derefter krævede bod og blod og anger og død af dem, der fulgtes med Jesus. Stefan bøjede sig ikke for overmagten, for han skulle ikke redde sit eget skind, og han dukkede ikke nakken for vold eller trusler, og derfor blev han bøjet med magt.
Men selvom Stefan måtte lide og dø for sin tro, så hører vi om en Saulus, der var med ved henrettelsen. Saulus blev senere omvendt og fik navnet Paulus, og han fik afgørende betydning for kristendommens udbredelse. Han følte nok, han havde noget at skulle råde bod på. I det Nye Testamente er der 27 skrifter, og 13 af dem er skrevet af Paulus. Den passion Stefan brændte med, synes at have smittet Paulus, for også han brændte af iver for at fortælle alle om Frelsermanden fra Nazareth. Der står ikke i Bibelen hvordan, Paulus døde, men den traditionelle historie er, at han blev halshugget i Rom, ganske enkelt fordi han var kristen og prædikede en anden tro, end Romerriget tillod.
Der tegner sig et billede af, at de første kristne mødte stor og blodig modstand i dén verden, de forsøgte at vinde med et budskab om fred, glæde og kærlighed. Disse kristne havde hele deres fundament i troen på Jesus, og selvom de ikke selv tyede til vold imod andre, så blev de ofte udsat for vold og forfølgelser. De sker stadig rundt om i verden, hvor kristne forfølges, hånes og mobbes, tortureres, fængsles og dræbes. Alene fordi de er kristne.
Jesus fik altså smerteligt ret, da han sagde, at hans budskab ikke ville bringe fred men sværd. Det skal ikke forstås sådan, at kristne skal løfte sværd mod andre eller gå i krig for at få budskabet ud, men sådan at kristne skal lide under verdens modstand mod det glædelige budskab, som hele tiden udfordrer dem, der vil have magten, udfordrer os i vores jordiske liv, og udfordrer enhver, der om sig selv tænker, at man kan leve uden at tro og uden at elske. For kærligheden er fra Gud, ja, Gud er kærlighed (1 Joh 4,8). Livets formål og livets fylde er altså kærlighed. Og det er jo et glædeligt budskab. Men kristeligt set har kærlighed ikke meget at gøre med forelskelse eller besværlige følelser. Den kærlighed vi i kirken taler så meget om, betyder at tro på Gud og at være til gavn og glæde for sin næste – og ens næste er altså ikke (kun) dem, man holder af, men især dem, man ikke holder af og dem, man ikke regner for noget.
Derfor skal vi høre om Sankt Stefan her i den ellers hyggelige juletid, fordi vi igen og igen må høre, at der er meget andet at gøre. Vi skal ikke bare samles om os selv og med vore egne, for vi har vores forbillede i Jesus, og han fokuserede ikke på dem, han kunne lide eller dem, der kunne lide ham, men han gik til dem, der var udstødte, fremmede, fattige og forarmede af synd og sorg og hjertesmerte. Jesus elskede meget, og derfor led han meget, men alligevel levede han altid med en tro fuld af tilgivelse. Og dét er fundamentet af kærlighed i kristendommen, at vi elsker hinanden og dermed tilgiver hinanden. Det kræver meget at tilgive dem, vi ikke bryder os om, men når først vi overvinder os selv, vinder vi en julefred. Glædelig jul. Amen.
Salmer: 1. DDS 122: Den yndigste rose er funden; 2. DDS 604: Det koster mer; 3. DDS 131: Blåt vælded lys frem; --- * Hanne synger: “Brat blev julenattens lyshav” fra Lysets Utålmodighed; 4. DDS 114: Hjerte, løft din glædes vinger; 5. DDS 69, v. 5 og 6: Du fødtes på jord; 6. DDS 117: En rose så jeg skyde
MEDDELELSER
Vilslev
De næste gudstjenester i pastoratet er søndag d. 31. december kl. 15 i Gredstedbro kirke kl. 15 og mandag d. 1. januar i Hunderup kirke kl. 16.30, hvor vi ønsker hinanden godt nytår med et glas champagne og et stykke kransekage. Søndag d. 7. januar er der gudstjeneste i Vilslev kirke kl. 9.30 og i Hunderup kirke kl. 11
Indsamling
Vi samler i Vilslev ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler, fængsler og andre steder, hvor der er efterspørgsel. Bruger du Mobile Pay sendes pengene direkte til Bibelselskabet: 24 95 39 10. Kontanterne i kirkernes indsamlingsbøsser går ubeskåret til organisationerne.
Mellemjul-koncert
Fredag d. 29. december kl. 19.30 får vi besøg af trioen Stine Klingsten og Gabriel Uth Nielsen og Kevin Christensen, der vil synge og spille deres egne kompositioner og musikken er i en stil af country/folk/rock i akustiske versioner.
Hjortlund
De næste gudstjenester i pastoratet er søndag d. 31. december kl. 15 i Gredstedbro kirke kl. 15 og mandag d. 1. januar i Hunderup kirke kl. 16.30, hvor vi ønsker hinanden godt nytår med et glas champagne og et stykke kransekage. Søndag d. 7. januar er der gudstjeneste i Hjortlund kirke kl. 9.30 og kl. 11 i Jernved.
Julefest
Fredag d. 29. december kl. 14 er traditionsrig julefest i Sognehuset i Gredstedbro, hvor Frelsens Hær fra Esbjerg kommer og fortæller om deres arbejde. De vil også synge og spille for os, og der vil være fællessang.
Frelserens fødsel fejrer vi her i julen især fordi vi ved ham finder et håb, der ikke er bundet til det jordiske eller det, vi ellers kan se og høre, måle og veje. Der er en himmelsk glans og styrke i det Jesus bragte med sig – og så stærk er hans budskab, at det stadig lever iblandt os i dag på trods af forskelle i tid og geografi; det var langt herfra, han levede, og det var længe, længe siden, hans ord lød til disciplene. Ordene er dog ikke blevet stumme, for de lyder stadig, som de har lydt fra mange munde igennem kirkens historie. Mange præster og munke, mange prædikanter og forkyndere har draget vidt omkring for at bringe Jesu budskab med sig ind i mange fællesskaber og ud i alle verdens hjørner og afkroge, på trods af at budskabet ofte er svært at forstå, da Jesus stiller mange krav til os. Han forlanger hele tiden den uselviske næstekærlighed af os, sådan at vi må brydes med vores naturlige måde at være menneske på. Det er åbenbart ikke naturligt at udvise uselviske næstekærlighed eller at tro på Gud.
Vi har jo nemmere ved at være sammen med dem, vi ligner og dem, vi holder af, men Jesus beder os om ikke at gøre det nemme, men tværtimod at gøre det svære, nemlig at elske den fremmede, flygtningen og den person, vi allerhelst ikke vil have noget med at gøre. I dét perspektiv er det i sig selv et mirakel, at kristendommen er blevet så udbredt, men måske skyldes det, at der sammen med Jesu høje krav til vores væren i verden også følger nådige ord om, at vi allerede forud er blevet tilgivet, når vi enten ikke magter eller formår at leve op til Jesu høje ideal.
Selvom kristendommens budskab er krævende, er det godt at høre, og troværdigt at tro på og glædeligt at leve på, så mange ligefrem har opgivet deres liv, deres hverdag og deres arbejde, alene for at forkynde og fortælle om Jesusbarnet i Betlehem der en påskedag opstod som den korsfæstede frelser.
En af dem, der fulgtes med Jesus dengang, og som ikke var flov over at være kristen med et brændende hjerte, var en mand der hed Stefan. Vi ved ikke ret meget om, hvem han var, men fra det vi har hørt i dag, står han frem som en, der virkeligt brændte for det kristne budskab, og som gav sig Gud i vold, dvs. at han ikke var bange for at miste sit jordiske liv, for han levede ikke for sin egen skyld men for andres; og han satte ikke sin lid til sig selv, men til Gud.
Det er en utrolig stærk fortælling om, hvordan der var en blodtørst, som først krævede Jesu blod og død på korset, og derefter krævede bod og blod og anger og død af dem, der fulgtes med Jesus. Stefan bøjede sig ikke for overmagten, for han skulle ikke redde sit eget skind, og han dukkede ikke nakken for vold eller trusler, og derfor blev han bøjet med magt.
Men selvom Stefan måtte lide og dø for sin tro, så hører vi om en Saulus, der var med ved henrettelsen. Saulus blev senere omvendt og fik navnet Paulus, og han fik afgørende betydning for kristendommens udbredelse. Han følte nok, han havde noget at skulle råde bod på. I det Nye Testamente er der 27 skrifter, og 13 af dem er skrevet af Paulus. Den passion Stefan brændte med, synes at have smittet Paulus, for også han brændte af iver for at fortælle alle om Frelsermanden fra Nazareth. Der står ikke i Bibelen hvordan, Paulus døde, men den traditionelle historie er, at han blev halshugget i Rom, ganske enkelt fordi han var kristen og prædikede en anden tro, end Romerriget tillod.
Der tegner sig et billede af, at de første kristne mødte stor og blodig modstand i dén verden, de forsøgte at vinde med et budskab om fred, glæde og kærlighed. Disse kristne havde hele deres fundament i troen på Jesus, og selvom de ikke selv tyede til vold imod andre, så blev de ofte udsat for vold og forfølgelser. De sker stadig rundt om i verden, hvor kristne forfølges, hånes og mobbes, tortureres, fængsles og dræbes. Alene fordi de er kristne.
Jesus fik altså smerteligt ret, da han sagde, at hans budskab ikke ville bringe fred men sværd. Det skal ikke forstås sådan, at kristne skal løfte sværd mod andre eller gå i krig for at få budskabet ud, men sådan at kristne skal lide under verdens modstand mod det glædelige budskab, som hele tiden udfordrer dem, der vil have magten, udfordrer os i vores jordiske liv, og udfordrer enhver, der om sig selv tænker, at man kan leve uden at tro og uden at elske. For kærligheden er fra Gud, ja, Gud er kærlighed (1 Joh 4,8). Livets formål og livets fylde er altså kærlighed. Og det er jo et glædeligt budskab. Men kristeligt set har kærlighed ikke meget at gøre med forelskelse eller besværlige følelser. Den kærlighed vi i kirken taler så meget om, betyder at tro på Gud og at være til gavn og glæde for sin næste – og ens næste er altså ikke (kun) dem, man holder af, men især dem, man ikke holder af og dem, man ikke regner for noget.
Derfor skal vi høre om Sankt Stefan her i den ellers hyggelige juletid, fordi vi igen og igen må høre, at der er meget andet at gøre. Vi skal ikke bare samles om os selv og med vore egne, for vi har vores forbillede i Jesus, og han fokuserede ikke på dem, han kunne lide eller dem, der kunne lide ham, men han gik til dem, der var udstødte, fremmede, fattige og forarmede af synd og sorg og hjertesmerte. Jesus elskede meget, og derfor led han meget, men alligevel levede han altid med en tro fuld af tilgivelse. Og dét er fundamentet af kærlighed i kristendommen, at vi elsker hinanden og dermed tilgiver hinanden. Det kræver meget at tilgive dem, vi ikke bryder os om, men når først vi overvinder os selv, vinder vi en julefred. Glædelig jul. Amen.
Salmer: 1. DDS 122: Den yndigste rose er funden; 2. DDS 604: Det koster mer; 3. DDS 131: Blåt vælded lys frem; --- * Hanne synger: “Brat blev julenattens lyshav” fra Lysets Utålmodighed; 4. DDS 114: Hjerte, løft din glædes vinger; 5. DDS 69, v. 5 og 6: Du fødtes på jord; 6. DDS 117: En rose så jeg skyde
MEDDELELSER
Vilslev
De næste gudstjenester i pastoratet er søndag d. 31. december kl. 15 i Gredstedbro kirke kl. 15 og mandag d. 1. januar i Hunderup kirke kl. 16.30, hvor vi ønsker hinanden godt nytår med et glas champagne og et stykke kransekage. Søndag d. 7. januar er der gudstjeneste i Vilslev kirke kl. 9.30 og i Hunderup kirke kl. 11
Indsamling
Vi samler i Vilslev ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler, fængsler og andre steder, hvor der er efterspørgsel. Bruger du Mobile Pay sendes pengene direkte til Bibelselskabet: 24 95 39 10. Kontanterne i kirkernes indsamlingsbøsser går ubeskåret til organisationerne.
Mellemjul-koncert
Fredag d. 29. december kl. 19.30 får vi besøg af trioen Stine Klingsten og Gabriel Uth Nielsen og Kevin Christensen, der vil synge og spille deres egne kompositioner og musikken er i en stil af country/folk/rock i akustiske versioner.
Hjortlund
De næste gudstjenester i pastoratet er søndag d. 31. december kl. 15 i Gredstedbro kirke kl. 15 og mandag d. 1. januar i Hunderup kirke kl. 16.30, hvor vi ønsker hinanden godt nytår med et glas champagne og et stykke kransekage. Søndag d. 7. januar er der gudstjeneste i Hjortlund kirke kl. 9.30 og kl. 11 i Jernved.
Julefest
Fredag d. 29. december kl. 14 er traditionsrig julefest i Sognehuset i Gredstedbro, hvor Frelsens Hær fra Esbjerg kommer og fortæller om deres arbejde. De vil også synge og spille for os, og der vil være fællessang.
