Søndag 20. juni 2021 kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. 3 søndag efter Trinitatis (I). SALMER 748 Nu vågne alle Guds fugle små - 634 Du ved det nok, mit hjerte - 593 En hyrde glemmer fåret ej - --- prædiken - 487 Nu fryde sig hver kristen mand, melodi: Lunderskov - Altergang 192,7: Du, som har dig selv mig givet, melodi: Hoffman - 726 Gak ud, min sjæl, Genevé
Intro til GT
I denne tekst hører vi direkte fra Gud igennem Esajas, som var profet, og som Gud talte igennem til sit folk. Gud siger noget om, hvordan han er som Gud, nemlig en, som er både i himlen og på jorden; højt oppe og dybt nede, og det betyder jo, at han kan række helt fra himlen og ned i den dybeste nød for at hjælpe mennesker og helbrede deres ødelagte tro, håb og kærlighed – og i alle ting skænke sin fred til ethvert menneske.
Intro til NT
I denne tekst fra apostlen Peter, som var en af Jesu nærmeste og mest betroede apostle, hører vi om, at vi skal være på vagt over for Djævelens snedige fristelser, også selvom vi må lide; for vore lidelser er korte, men herligheden og saligheden varer i evighed.
Prædiken
Forleden opstod der krise i præstegården, da min ældste bonusdatter ikke kunne finde sin taske! Hun havde ledt overalt på sit værelse og rundt i den store præstegård, men tasken og dens indhold var pist væk! Det var langt over den tid, hvor hun skulle være draget afsted til skole, men hun kunne jo ikke komme afsted uden sin taske! Så hun kom til mig, og spurgte febrilsk om jeg havde set hendes taske. Det havde jeg ikke, og hendes frygt steg i forfærdelse af bange anelser over, at nogen måske havde taget den og misbrugt hendes dankort eller andre personlige ejendele. Som en anden Sherlock Holmes brugte jeg min logiske sans og spurgte, hvor hun sidste havde haft den. Nå, I var i Bramming i går. Nå, du havde ikke tasken med ude af bilen. Mon ikke så taksen stadig ligger i bilen?
Bingo! Jo, der lå den som var den et mistet får eller en forsvunden drakme - og morgenstundens glæde var reddet. Pyha! Mon ikke vi alle kender det med at have mistet noget, som gjorde os helt forvirrede, bange og frustrerede over? Tænk så på den glæde det er igen at finde det, man troede var tabt for altid. En stor glæde er det og en glæde blandet med lettelse. Sådan kan vi opleve den følelsesmæssige rutsjetur, men vi kan også få en knugende fornemmelse i maven over at se en fodboldspiller, der pludseligt drattede livløst om på banen, hvorefter vi gik i uforløst spænding indtil meldingen kom om, at fodboldspilleren var okay igen. Nogle ting kommer tæt på og rammer. Andres ulykkelige situationer kan vi se på facebook og i fjernsynet med en vis irritation, som f.eks. over de flygtninge, der ikke bare er taknemmelige for at have været her på tålt ophold. Når de skal hjemsendes til en uvis skæbne, er der mange, som ikke har omsorg for dem eller er bekymrede for deres skæbne; som ikke har en knugende fornemmelse i maven, men enten er ligeglade eller ganske enkelt lettede over at slippe af med de fremmede. Vi er dobbeltmoralske, og det ved vi godt; noget betyder mere for os end andet, og nogle mennesker betyder mere for os end andre, selvom vi burde have lige meget omsorg og næstekærlighed til alle. Vores dobbeltmoral findes heldigvis ikke hos Gud, og det kan vi kun være glade for.
Stykket fra Lukasevangeliet, som jeg læste her fra prædikestolen, begynder med at slå fast, at alle toldere og syndere holdt sig til Jesus for at høre ham. Det var to grupper af mennesker, som – hvis vi skal sammenligne med den nutidige danske samfundsdebat - var ligesom syriske flygtninge eller muslimer, altså uønskede af det store flertal. Ingen kunne lide dem, men alle foragtede dem, for tolderne arbejdede for fjenden, og synderne var vantro eller usle ludere og lommetyve, som ikke var samfundets bedste børn. Jesus hang altså ud med dem, de andre ikke ville lege med. Overfor dem var der en anden gruppe af farisæere og skriftkloge, som var utroligt kloge på, hvordan man burde leve, hvis man ville følge jødedommens love og regler. Den gruppe af selvretfærdige levede efter loven, og var ikke bange for at fordømme alle dem, der ikke levede ligesom de selv. De anså sig for at være rettroende og rene, mens de anså alle andre for at være Djævelens øgleyngel og fortabte syndere; ja, forvildede får, mistede drakmer og usle mennesker.
Djævlens øgleyngel, ja, syndere og toldere, samfundets udskud, dem, de andre ikke må lege med; de forhadte, udstødte, fremmede – det var dem hang Jesus ud med. Og de holdt af ham, fordi han gav dem altid nyt håb. Selvom de var lagt for had af alle; selvom de blev hånet og mobbet, så var Jesus god ved dem, og han fortalte dem om, hvordan Gud er far for netop dem, der er blevet forældreløse eller udstødt af deres vennekreds og familier, fordi de af nødvendighed eller tilfældighed har truffet beslutninger, som gjorde dem upopulære. De var syndere og vantro, men Jesus mødte dem med kærlighed og vandt deres hjerter. Til dem fortalte Jesus, at Gud glæder sig over det enkelte menneskes jævne liv og lille tro. Alle mennesker betyder noget for Gud, og derfor er han ikke ligeglad med selv det mindste lille menneske, der føler sig som et fortabt får eller en forsvunden drakme. Himlens Gud vil selv søge og lede efter disse fortabte sjæle; gå ud i verdens fjerne afkroge – de mørke og dystre steder; kalde, søge og lede for at finde. Og når han finder et menneske, der har fortabt sig i selvskabt plage eller i tilfældighedernes uretfærdige spil, sandelig – himlen glæder sig, englene synger og jubler. For den, der var fortabt, er blevet fundet; den, der troede, at alt håb var ude, er blevet hevet op af modløshedens håbløse depression og undergang og bæres til himmelgang ved lyden af englesang – og måske synger englene Amazing Grace; den ville passe godt ind.
”Sådan bliver der glæde over én synder, der omvender sig”, siger Jesus, men hvad betyder det? Hvad er egentlig en synder? Og hvad vil det sige at omvende sig? Jeg vil gerne understrege, at det ikke er tung, fordømmende teologi, men glædelig indsigt, når mennesker kaldes syndere, og derfor skal vi efter prædiken også synge Martin Luthers salme: ”Nu fryde sig hver kristen mand” – og kvinde. For nok er vi alle syndere og lige meget uden for Paradisets have ligesom toldere, ludere og lommetyve, som er selvoptagede og egoistiske. Vi føler ikke lige meget kærlighed til alle mennesker, og vi holder os ikke altid til Gud i vores tro.
Gud elsker os alligevel , ligesom solen skinner på os, men når solen kun rammer vores ryg, kan vi tvivle på, at det er solen, der varmer os. Når vi vender os om, ser vi solens skin og mærker dens varme – sådan er det også med vores forhold til Gud. Står vi med ryggen til ham, kan vi tvivle på, at Gud elsker os og hjælper os, men vender vi os om – og det vil bl.a. sige at gå i kirke eller bede Fadervor – så mærker vi Gud. Man omvender sig ved at vende sig om; vende sig væk fra sig selv og sin selvoptagethed for at rette sin opmærksomhed mod noget andet og mod en anden end sig selv. At omvende sig er ikke blot at vende sig mod Gud og stirre sig blind mod himlen, men netop også at vende sig om mod sin næste; for når Guds sol skinner på os og varmer os godt igennem med tilgivelse og fred, så kan også vi vende os mod vor næste og sende såvel tilgivelse som fred videre til dem, vi har tæt på og dem, der er langt væk. For vore hænder kan hjælpe dem, vi har nær og kær, men vore penge kan sendes ud i den store verden for at gøre gavn langt borte.
Derfor kære menighed, vil jeg afrunde denne prædiken med at sige, at vi skal fryde os og glæde os over, at Gud har fundet os, og at vi denne formiddag overvandt vores selvoptagethed og kom til gudstjeneste. Vore hjerter er åbne for at vi kan modtage alt det gode, Gud vil skænke os, så vi kan gå herfra og ud i hverdagens verden og være medmennesker for enhver, som har brug for det. Vi blev fundet – lad os også finde hinanden. Glædelig søndag. Amen.
Lovprisning
Kirkebøn
Kære Gud, ja, nu er vi her igen; din menighed i denne kirke, som vender vores opmærksomhed mod dig i denne bøn for alle mennesker i dette sogn og samfund, og i alle sogne og samfund i Danmark og ud over hele jorden. Gud, søg efter enhver, der føler sig fortabt; led efter enhver, hvis liv er gået itu eller hvis tilværelse er gået i stykker. Grib dem, der falder; hold fast på dem, der styrter; vær nær enhver med din helbredelse og fred. Vi beder for dem, der er udstødte her i landet, både fattige og fremmede, forbrydere og flygtninge – selvom de er syndere, er de dog mennesker og du har jo kærlighed nok til enhver. Vi beder for dem med anden tro og dem med ingen tro, at du også vil finde dem som en dyrebar skat og under lovsang drage dem med hjem i folden, hvor himlens glæde vil overøse dem. Find også os, når vi fortaber os i selvoptaget egoisme og glemmer både dig og vor næste; ja, når vi glemmer at være medmennesker under din nåde. Kære Far, tak for den broder vi fik i Jesus, for han er cool nok til at hænge ud med os. Lad Helligånden flyve hen over os og tegne korsets tegn over vore ansigter ligesom ved dåben, så vi husker og tror, at vi vort liv på dig beror. Amen.
Meddelelser
Nu nærmer den lange sommerferietid sig, og Katrine Gaub og jeg har forsøgt at få planlagt gudstjenester, så godt vi kunne. Det er dog noget tyndt i juli måned, men besøg gerne andre kirker. Gå ud i folkekirken og vær med og oplev, hvordan man gør andre steder; hør andre præster og giv mig gerne besked, hvis I finder noget derude, som er godt og som vi kunne bruge til at styrke kirken og menigheden her hos os.
På onsdag er det Sankt Hans, og i Vilslev står menighedsrådet for bål på Børnetoften. Arrangementet begynder kl. 20; båltaler er Katrine Gaub; der kan købes kaffe og kage, og der er som regel god stemning og mange gode snakke. Selv skal jeg tale ved bålet i Jernved på Familiepladsen bag Vestparken, og det begynder med, at man kan købe mad fra kl. 19.
Apostolsk velsignelse
Intro til GT
I denne tekst hører vi direkte fra Gud igennem Esajas, som var profet, og som Gud talte igennem til sit folk. Gud siger noget om, hvordan han er som Gud, nemlig en, som er både i himlen og på jorden; højt oppe og dybt nede, og det betyder jo, at han kan række helt fra himlen og ned i den dybeste nød for at hjælpe mennesker og helbrede deres ødelagte tro, håb og kærlighed – og i alle ting skænke sin fred til ethvert menneske.
Intro til NT
I denne tekst fra apostlen Peter, som var en af Jesu nærmeste og mest betroede apostle, hører vi om, at vi skal være på vagt over for Djævelens snedige fristelser, også selvom vi må lide; for vore lidelser er korte, men herligheden og saligheden varer i evighed.
Prædiken
Forleden opstod der krise i præstegården, da min ældste bonusdatter ikke kunne finde sin taske! Hun havde ledt overalt på sit værelse og rundt i den store præstegård, men tasken og dens indhold var pist væk! Det var langt over den tid, hvor hun skulle være draget afsted til skole, men hun kunne jo ikke komme afsted uden sin taske! Så hun kom til mig, og spurgte febrilsk om jeg havde set hendes taske. Det havde jeg ikke, og hendes frygt steg i forfærdelse af bange anelser over, at nogen måske havde taget den og misbrugt hendes dankort eller andre personlige ejendele. Som en anden Sherlock Holmes brugte jeg min logiske sans og spurgte, hvor hun sidste havde haft den. Nå, I var i Bramming i går. Nå, du havde ikke tasken med ude af bilen. Mon ikke så taksen stadig ligger i bilen?
Bingo! Jo, der lå den som var den et mistet får eller en forsvunden drakme - og morgenstundens glæde var reddet. Pyha! Mon ikke vi alle kender det med at have mistet noget, som gjorde os helt forvirrede, bange og frustrerede over? Tænk så på den glæde det er igen at finde det, man troede var tabt for altid. En stor glæde er det og en glæde blandet med lettelse. Sådan kan vi opleve den følelsesmæssige rutsjetur, men vi kan også få en knugende fornemmelse i maven over at se en fodboldspiller, der pludseligt drattede livløst om på banen, hvorefter vi gik i uforløst spænding indtil meldingen kom om, at fodboldspilleren var okay igen. Nogle ting kommer tæt på og rammer. Andres ulykkelige situationer kan vi se på facebook og i fjernsynet med en vis irritation, som f.eks. over de flygtninge, der ikke bare er taknemmelige for at have været her på tålt ophold. Når de skal hjemsendes til en uvis skæbne, er der mange, som ikke har omsorg for dem eller er bekymrede for deres skæbne; som ikke har en knugende fornemmelse i maven, men enten er ligeglade eller ganske enkelt lettede over at slippe af med de fremmede. Vi er dobbeltmoralske, og det ved vi godt; noget betyder mere for os end andet, og nogle mennesker betyder mere for os end andre, selvom vi burde have lige meget omsorg og næstekærlighed til alle. Vores dobbeltmoral findes heldigvis ikke hos Gud, og det kan vi kun være glade for.
Stykket fra Lukasevangeliet, som jeg læste her fra prædikestolen, begynder med at slå fast, at alle toldere og syndere holdt sig til Jesus for at høre ham. Det var to grupper af mennesker, som – hvis vi skal sammenligne med den nutidige danske samfundsdebat - var ligesom syriske flygtninge eller muslimer, altså uønskede af det store flertal. Ingen kunne lide dem, men alle foragtede dem, for tolderne arbejdede for fjenden, og synderne var vantro eller usle ludere og lommetyve, som ikke var samfundets bedste børn. Jesus hang altså ud med dem, de andre ikke ville lege med. Overfor dem var der en anden gruppe af farisæere og skriftkloge, som var utroligt kloge på, hvordan man burde leve, hvis man ville følge jødedommens love og regler. Den gruppe af selvretfærdige levede efter loven, og var ikke bange for at fordømme alle dem, der ikke levede ligesom de selv. De anså sig for at være rettroende og rene, mens de anså alle andre for at være Djævelens øgleyngel og fortabte syndere; ja, forvildede får, mistede drakmer og usle mennesker.
Djævlens øgleyngel, ja, syndere og toldere, samfundets udskud, dem, de andre ikke må lege med; de forhadte, udstødte, fremmede – det var dem hang Jesus ud med. Og de holdt af ham, fordi han gav dem altid nyt håb. Selvom de var lagt for had af alle; selvom de blev hånet og mobbet, så var Jesus god ved dem, og han fortalte dem om, hvordan Gud er far for netop dem, der er blevet forældreløse eller udstødt af deres vennekreds og familier, fordi de af nødvendighed eller tilfældighed har truffet beslutninger, som gjorde dem upopulære. De var syndere og vantro, men Jesus mødte dem med kærlighed og vandt deres hjerter. Til dem fortalte Jesus, at Gud glæder sig over det enkelte menneskes jævne liv og lille tro. Alle mennesker betyder noget for Gud, og derfor er han ikke ligeglad med selv det mindste lille menneske, der føler sig som et fortabt får eller en forsvunden drakme. Himlens Gud vil selv søge og lede efter disse fortabte sjæle; gå ud i verdens fjerne afkroge – de mørke og dystre steder; kalde, søge og lede for at finde. Og når han finder et menneske, der har fortabt sig i selvskabt plage eller i tilfældighedernes uretfærdige spil, sandelig – himlen glæder sig, englene synger og jubler. For den, der var fortabt, er blevet fundet; den, der troede, at alt håb var ude, er blevet hevet op af modløshedens håbløse depression og undergang og bæres til himmelgang ved lyden af englesang – og måske synger englene Amazing Grace; den ville passe godt ind.
”Sådan bliver der glæde over én synder, der omvender sig”, siger Jesus, men hvad betyder det? Hvad er egentlig en synder? Og hvad vil det sige at omvende sig? Jeg vil gerne understrege, at det ikke er tung, fordømmende teologi, men glædelig indsigt, når mennesker kaldes syndere, og derfor skal vi efter prædiken også synge Martin Luthers salme: ”Nu fryde sig hver kristen mand” – og kvinde. For nok er vi alle syndere og lige meget uden for Paradisets have ligesom toldere, ludere og lommetyve, som er selvoptagede og egoistiske. Vi føler ikke lige meget kærlighed til alle mennesker, og vi holder os ikke altid til Gud i vores tro.
Gud elsker os alligevel , ligesom solen skinner på os, men når solen kun rammer vores ryg, kan vi tvivle på, at det er solen, der varmer os. Når vi vender os om, ser vi solens skin og mærker dens varme – sådan er det også med vores forhold til Gud. Står vi med ryggen til ham, kan vi tvivle på, at Gud elsker os og hjælper os, men vender vi os om – og det vil bl.a. sige at gå i kirke eller bede Fadervor – så mærker vi Gud. Man omvender sig ved at vende sig om; vende sig væk fra sig selv og sin selvoptagethed for at rette sin opmærksomhed mod noget andet og mod en anden end sig selv. At omvende sig er ikke blot at vende sig mod Gud og stirre sig blind mod himlen, men netop også at vende sig om mod sin næste; for når Guds sol skinner på os og varmer os godt igennem med tilgivelse og fred, så kan også vi vende os mod vor næste og sende såvel tilgivelse som fred videre til dem, vi har tæt på og dem, der er langt væk. For vore hænder kan hjælpe dem, vi har nær og kær, men vore penge kan sendes ud i den store verden for at gøre gavn langt borte.
Derfor kære menighed, vil jeg afrunde denne prædiken med at sige, at vi skal fryde os og glæde os over, at Gud har fundet os, og at vi denne formiddag overvandt vores selvoptagethed og kom til gudstjeneste. Vore hjerter er åbne for at vi kan modtage alt det gode, Gud vil skænke os, så vi kan gå herfra og ud i hverdagens verden og være medmennesker for enhver, som har brug for det. Vi blev fundet – lad os også finde hinanden. Glædelig søndag. Amen.
Lovprisning
Kirkebøn
Kære Gud, ja, nu er vi her igen; din menighed i denne kirke, som vender vores opmærksomhed mod dig i denne bøn for alle mennesker i dette sogn og samfund, og i alle sogne og samfund i Danmark og ud over hele jorden. Gud, søg efter enhver, der føler sig fortabt; led efter enhver, hvis liv er gået itu eller hvis tilværelse er gået i stykker. Grib dem, der falder; hold fast på dem, der styrter; vær nær enhver med din helbredelse og fred. Vi beder for dem, der er udstødte her i landet, både fattige og fremmede, forbrydere og flygtninge – selvom de er syndere, er de dog mennesker og du har jo kærlighed nok til enhver. Vi beder for dem med anden tro og dem med ingen tro, at du også vil finde dem som en dyrebar skat og under lovsang drage dem med hjem i folden, hvor himlens glæde vil overøse dem. Find også os, når vi fortaber os i selvoptaget egoisme og glemmer både dig og vor næste; ja, når vi glemmer at være medmennesker under din nåde. Kære Far, tak for den broder vi fik i Jesus, for han er cool nok til at hænge ud med os. Lad Helligånden flyve hen over os og tegne korsets tegn over vore ansigter ligesom ved dåben, så vi husker og tror, at vi vort liv på dig beror. Amen.
Meddelelser
Nu nærmer den lange sommerferietid sig, og Katrine Gaub og jeg har forsøgt at få planlagt gudstjenester, så godt vi kunne. Det er dog noget tyndt i juli måned, men besøg gerne andre kirker. Gå ud i folkekirken og vær med og oplev, hvordan man gør andre steder; hør andre præster og giv mig gerne besked, hvis I finder noget derude, som er godt og som vi kunne bruge til at styrke kirken og menigheden her hos os.
På onsdag er det Sankt Hans, og i Vilslev står menighedsrådet for bål på Børnetoften. Arrangementet begynder kl. 20; båltaler er Katrine Gaub; der kan købes kaffe og kage, og der er som regel god stemning og mange gode snakke. Selv skal jeg tale ved bålet i Jernved på Familiepladsen bag Vestparken, og det begynder med, at man kan købe mad fra kl. 19.
Apostolsk velsignelse
