Indledning til GT-læsningen
Esajas var en stor profet i det gamle Israel. Som profet fortalte Gud ham, hvad han skulle sige videre til indbyggerne i landet. I det afsnit, jeg i dag skal læse, hører vi, hvordan paradiset skal være; et land med et evigt lys uden død eller sorg med frelse og lovsang.
Indledning til NT-læsningen
Johannes’ Åbenbaring er en forudsigelse om, hvad der skal ske ved de sidste tider, inden Jesus kommer igen; derfor er den også svær at forholde sig til. I det afsnit, jeg skal læse for jer, hører vi om 144.000 udvalgte, og det er 12.000 fra hver af de 12 stammer, som Israels befolkning oprindeligt bestod af. Det betyder ikke, de er de eneste, som kommer i himmelen, men de skal være Guds tjenere for at få endnu flere fra hele jorden med i paradis.
Prædiken
Det visnede og nedfaldne efterårsløv varsler, at det snart går mod kulde og vinterdød, men naturens årstider og faste cyklus er dog ikke et billede på vores liv og eksistens, for vore døde vågner ikke op af gravene, bare fordi forårssolen en dag bryder frem en tidlig morgen og bebuder sommer. Vi håber altså på andet og mere end menneskelivet og naturen.
Vi er samlet her i kirken i dag for endnu engang at mindes og ære dem, vi har mistet i løbet af året eller i løbet af livet. Det drejer sig om personer, som vi på forskellige måder har haft relationer til, og vores sorg og savn har derfor lige så forskellige ansigter, som os her i kirken. Fælles for os er dog, at vi er samlet her i dag for finde trøst i sorgen og finde ud af at leve, selvom et afholdt menneske ikke kan leve med.
Vi mistede noget væsentligt med dem, vi mistede; de tog noget vigtigt med sig ind i døden, og vi kan ikke få det eller dem tilbage, uanset hvor meget vi længes derefter. Døden er grænsen for vores eksistens og formåen i verden, som vi ikke kan krydse eller overskride, og det er ikke nemt at forholde sig til. Længslen sidder dybt i os efter at finde mening og efter at forstå, men det første vi erfarer er, at også vi engang skal forgå. Vi begyndte alle vores rejse med at blive født af vores mor. Hvert barn er et mirakel og hvert menneske et under, og livet kan være det skønneste, men det eneste vi faktisk kan være sikre på, er det nedslående og forfærdelige, at det hele får en ende engang. Dødens dør lukkes og låses, og vi ser et kistelåg, der lægges hen over den person, der betød noget i vores liv; noget, som vi kun i brudstykker kan dele med andre, for ingen kan helt forstå, hvordan vi havde det med denne person.
Derfor står vi på en måde alene med det savn, som er sorgen over ikke længere at have den bestemte person i vort liv; sorgen er hjemløs kærlighed, for den elskede er taget fra os. Derfor søger vi til kirken også denne allehelgens dag for i fællesskab at finde trøst i sorgen, styrke i modgangen og glæde på trods af alt det, der smerter. Vi vender os til Gud i ord, bønner, salmer og tanker for at lægge de ting ved hans fødder, som vi ikke selv kan bære på. Det er tungt, at døden er iblandt os. Vi må have Gud med i livet, hvis vi skal kunne holde ud at bære her på jorden at være. Hvert dødsfald omkring os er en smerteligt påmindelse om, at vi slet ikke selv bestemmer i dette liv, selvom vi kalder det vores.
Vi må derfor lytte til livets herre, for dengang Jesus talte til sine tilhørere, talte han også til trøst, mod og opmuntring. Han satte sig på et bjerg, og de sad der omkring ham for at høre hans omsorgsfulde ord. Salige er de mange, som lider og mangler, sørger og savner for de skal modtage velsignelse, og deres sorg skal slukkes og lidelsen lindres; ikke kun i det paradis, der kommer til os, eller som vi kommer til, men også her i hverdagslivet, hvor vi jo dog fortsat skal leve, selvom brudte relationer og mistede mennesker kan give ar på sjælen, sår på sindet og kan gøre troen bedrøvet. Salige er vi, der sørger, for vi skal trøstes – ikke kun ved Guds ord i kirken, men også ved menneskers kærlighed i menighed og samfund, blandt familie og venner.
Her i tiden og dagligdagen håber vi på, at sorgen ikke overmander eller lammer os, men at vi får mod til og mulighed for at leve, selvom savnet har dybe, nagende rødder, og sorgen pludseligt kan vælde op i os. Med tiden læges mange sår, men et savn kan sidde dybt i hjertet hele livet igennem; ét minde kan få tårerne frem, et andet kan bringe smil på læben. Vi lever dog i forventningens glædes og store håb. Her i kirken har vi ved dåbens vand og nadverens måltid fået løfter om en evighed og gensyn med dem, vi mister. Vi håber på en frelse ved livets herre, hvor vi vækkes fra dødens slummer og genskabes til en ny og smuk virkelighed i et Paradis, hvor Gud er alt i alle, og hvor alt og alle er fri for sorg og smerte men fyldt af en rensende kærlighed, der stråler som solen uden at blænde; for Herren selv skal være vort evige lys.
Paradiset kan være fint at tænke på som opmuntring i de tunge dage, men vi må ikke flygte dertil i dagdrømme eller for at slippe fra dette liv. Gud har sat os hér, hvor vi er, og vi er her stadig, fordi vores tid endnu ikke er kommet til, at vi skal lægges under kistelåg eller rejse til vort fædreland. Vores opgave er endnu ikke fuldbragt. Visheden om døden får os til at håbe endnu mere på livet; det er sandt, at vi skal leve i nuet og bruge de gyldne øjeblikke. Derfor ligger kirken midt iblandt hundredevis af grave som en hyldest til livets glæde og kærlighedens håb; kirken er som glædeslys midt i sorgens tusmørke. Gravstenene står derude som punktummer i de kapitler, der er ovre. Nye kapitler begynder, nye døre åbnes, og hverdagen skal vi finde os til rette i på nye måder.
Nu har jeg talt meget om det håb, vi har fået ved vor dåb; håbet fra Gud som vi må leve ud. Gud er vort lys, og når hans lys skinner på os til glæde og opmuntring, så skal også vi være lys for hinanden og i vores almindelige liv være til lys, glæde og opmuntring for andre. For sådan er kærlighedens væsen at den ikke holder sig for sig selv, men tværtimod breder sig for at løfte andres tunge byrder og sorger; og kærligheden læger mange flere sår end tiden, der bare går. Vi beder så smukt i kirken om, at kærligheden må blive levende iblandt os; og det bliver den sandelig også, når vi tager vare på hinanden og er opmærksomme, omsorgsfulde og tilgivende over for hinanden både her i kirken og på alle steder og stier, hvor vi sætter vor fod. Vi er bevæget af vores sorg og savn til at søge sjælefreden hos Jesus; lad os bevæge af ham til at dele denne glæde og sjælefred med ud til andre. Sorgen har det med at lukke os af for omverden, fordi vi tror, ingen kan lide den, der græder eller sørger. Men vi er jo dog mennesker, kristne eller ej, og vi må aldrig lukke af for andre i misforstået hensyn til deres sorg og savn. Snak med hinanden; spørg, hvordan det går; vær opmærksomme; og lad det være vores opgave hver en dag og hvert et sted. Ja, tårer triller, men det skal de for det er sorgens udtryk – og det er både naturligt og sundt. Lad kirkens fællesskab være et godt og glædeligt sted både af navn og gavn. Gid salmernes melodier og Bibelens ord må regne ned over os med alle de gode gaver, vi trænger til og har brug for i hver vores dagligdag og hverdag, herinde og derude.
Jeg håber og beder til, at ordene ikke har været forgæves, men at denne time her i kirken må bringe lindring til alle os, der må leve med et savn og sorg over det menneske og navn, som bringer såvel tårer som smil, og som i døden har fundet sit sidste hvil. Amen.
Lov og tak og evig ære være dig, Vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede.
Vor Gud og far i himlen. Vi takker dig, for alt, hvad du har givet os, gennem dem, vi mindes i dag, Tak for, hvad de lærte os og delte med os og betød for os. Tak for dit løfte til os i dåben om, at vi både i livet og i døden tilhører dig. Vi beder dig for alle der lider: alle syge, modløse, døende og sørgende. Vær hos os alle med dit håb og din trøst, og giv enhver af os styrke og mod til at møde livet, selv om mørket truer med at omslutte os. Giv os alle mod til at være lys og salt for hinanden, så ingen skal sidde alene med sorg og savn. Vær med alle, som arbejder for fred, frihed og forsoning i verden og vær med alle, der er ramt af krig, naturkatastrofer og terror. Vi beder dig, vær os nær i din kirke her hos os og i din kirke ud over hele jorden. Vær med alle, der har fået magt betroet, at de bruger deres magt med kærlighed og omtanke. Velsign og bevar vor dronning Margrethe II, og hele dronningens familie. Giv os alle mod til hver dag at møde vort livs nye begyndelser og styrke til at bære vort livs afslutninger. Vi beder dig i dag særlig for alle der er døde og begravede her i sognet, vi har lagt dem i din hånd og vi beder dig: vær med deres familier, tænd håbets lys i deres hjerter trods sorgen og smerten, amen.
MEDDELELSER
Først vil jeg gerne takke kirkekoret fordi I endnu engang har sunget for os og med os. Det er dejligt, at I vil være med til at synge salmerne især på denne dag, hvor det kan være svært selv at synge med.
Næste gudstjeneste er søndag den 10. november kl. 11 i Vilslev og kl. 9.30 i Hunderup – med kirkekaffe. I morgen, mandag den 4/11 kl. 19 er der sangaften i Vilslev konfirmandstue, hvor alle er velkomne.
Efter gudstjeneste: Kirkekaffe
Navne
Efter stilheden Lad os med apostlen tilønske hinanden: