Der er dem, der er døve fra moders liv, og der er dem, der er døve, fordi andre har gjort dem døve, og der er dem, der har gjort sig selv døve. På en eller anden måde er vi alle døve for et eller andet i livet. Ikke al døvhed kan afhjælpes med høreapparater, for visse former for døvhed skyldes noget mentalt, viljemæssigt eller sågar åndeligt. Det er ikke alt, vi alle er lige lydhør for, og man kan til tider tale om en selektiv hørelse, fordi den nogle gange fungerer upåklageligt og andre gange aldeles ikke fungerer overhovedet. Det kommer bare an på, om man gider høre efter! Man kan vælge at vende det døve øre til mange ting, og det er ikke altid så dumt, for der er meget man kan høre på, og man skulle jo nødigt få mellemørebetændelse af alt det ævl og bavl, der lukkes ud rundt omkring. Efterhånden som der er kommet flere medier til, synes der også bare at være blevet flere kanaler, hvor ud fra musik og snak kan flyde i stride strømme, og da ørerne aldrig fyldes, bliver musikken ved at flyde og folkene ved at snakke og lydene fra naturens kvæg og kulturens kvæg ville flyde sammen i ét virvar, hvis man altså ikke kunne vende det døve øre til visse ting.
Vi bliver nødt til at vælge, hvad vi vil høre. Hvis altså høresansen da stadig fungerer, så vi rent faktisk kan vælge. Vi må gøre os selv døve for visse stemmer og for visse lyde, og måske er vi af andre også gjort døve for visse ting. Nogle er dog født helt døve, og de behøver slet ikke tænke på at skulle vælge til eller fra. For de har intet valg. Sådan en døv mand mødte Jesus engang, og folket slæbte den døve hen til Jesus, fordi han skulle helbredes. Som sagt så gjort, Jesus gjorde nogle tegn og sagde det lille ord med stor betydning: ”Effatha”, og det lukkede den døves ører op. Nu kunne han høre, og så måtte han lære at blive døv igen ligesom alle andre; døv for det, han ikke ville høre på. Tænk hvilken velsignelse at få hørelse efter et helt liv uden! Og samtidigt hvilken forbandelse uden varsel at blive udsat for alverdens larm, så man ikke kan vende eller dreje sig noget steds hen uden lyde, men bare blive bombarderet af indtryk, man aldrig før havde skulle forholde sig til.
Manden blev helbredt for sit fysiske handicap, og folk jublede, for det er jo glædeligt, når et menneske befris fra sin sygdom og sit handicap. De mente, at nu kunne han begynde at leve et liv ligesom dem, et helt normalt liv som et normalt menneske, der selv kunne vælge, hvad man ville være døv for her i tilværelsen. Og de jublede højt og lovsang Gud for helbredelsen og det frie valg til nu at kunne vælge deres egen døvhed. Og mon ikke Jesus tog sig til hovedet i samme stund.
De fortalte vidt og bredt om det store mirakel, og Jesus forsøgte forgæves at få dem til at tie stille om det, fordi han ikke ville sætte fokus på helbredelsen men på budskabet. Men de havde i deres glædesrus allerede vendt deres døve øre til hans formaninger. Da han kom til deres by ville de gerne høre på ham, og da helbredelsen skete havde de fået den underholdning, de var kommet for. Nu behøvede han ikke sige mere, for hvad mere var der overhovedet mere at sige? Jesus var jo tydeligvis en mirakelmager, og det skulle han da have tak for. Jublen og folkets glæde steg højt til himmels, men det ragede næppe Gud.
Fortællingen om Jesu helbredelse af den døve mand peger frem i vores tid. Vi er stadig døve på hver vores måde, og derfor lyder Effatha også til os både som kirke og som enkeltmennesker. Effatha – luk dig op var Jesu ord til den døve. Han havde i hele sit liv været fanget i sig selv, indkroget i sig selv, men skulle nu åbnes op for Guds ord og menneskers fællesskab. I almindelig daglig mundtlig kommunikation kan det være et ødelæggende handicap, når man ikke kan høre, hvad de andre siger, og kan man ikke høre noget i fællesskabet, så trækker man sig tilbage ind i sig selv og lukker sig om sig selv og vender det døve øre til hele verden.
Den selvvalgte døvhed har mange fordele. Man behøver kun lytte til det, man gider høre på, eller på de personer, man finder interessante. Alt andet og alle andre kan man lukke ude og livet bliver nemmere, når man ikke skal høre på hvad som helst. Det er også nemt at tro, at man er særlig klog eller altid har ret, hvis ikke man er lydhør for kritik og andres ord. Livet bliver meget nemmere, hvis man bare kan lukke den verden ude, man ikke vil forholde sig til, fordi den er for bøvlet eller besværligt at skulle lytte efter. Når man lytter risikerer man at blive klogere, og det er jo ganske ubekvemt, hvis man har fået hele sit verdensbillede tømret sammen med en sandhed, der gør ens liv let og bekvemt. Netop fordi det nemme og bekvemme lokker os, kan vi som individer og kirke nemt falde ind i en selvvalgt døvhed, der lukker os af for andre og en omverden, der er langt mere kompleks end vores egen navle. Kompleks, besværlig og ikke sådan lige at få fod på.
Luk dig op, sagde Jesus til den døve, og hans trygge verden ramlede sammen, da alverdens fremmede lyde væltede ind i hans ører og gjorde ham omtumlet. Luk dig op, siger Jesus i dag til enhver af os og til vores forsamling, kaldet kirken. For vi lukker os nemt i som en østers, lukker os om vores egen navle, og lukker af for det besværlige og de besværlige personer omkring os – og dem kan man synes, der er forfærdeligt mange af! Nej, det er vidunderligt bekvemt at blive døv med vilje, så man kan hytte ens sjælefred. Ude af øre, ude af sind.
Derfor kan Jesu gerning synes at være ubarmhjertig, fordi han ikke lader den døve forblive i sin trygge verden, selvom vi ved, det er et handicap. Når Jesus ikke lader den døve forblive døv handler det ikke om at pege på sig selv som mirakelmager af Guds nåde, men pege på at vi aldrig må lukke af for Guds ord eller menneskers fællesskab. Jovist er det dejligt bekvemt bare at passe sig selv i sin døvhed og lade verden forfalde i sin egen forbandelse. Men tænk på, hvad man går glip af, når man bliver døv for Gud og mennesker. Når man ikke er lydhør for andre, men bliver døv i sin selvtilstrækkelighed.
Enhver der har talt for døve øren ved, hvor frustrerende det er at stå med al sin velmenenhed men blive mødt af ligegyldighed. Om Gud på den måde skulle sidde frustreret i sin himmel, fordi han oplever at tale for døve menneskeører, tvivler jeg på, for han kan lade tiden arbejde for sig og lade Effatha-ordet dryppe på os indtil vi en dag åbner os og hører hvad han vil. Dryp efter dryp holder vi gudstjeneste på gudstjeneste og lader gang på gang evangeliets ord arbejde med at lukke os op. Ved gentagne dryp kan vand skabe huller i klippesten, og ved gentagne gudstjenester kan evangeliet lyde, så selv døve får hørelse. Amen.
Prædikentekster til 12. s.e.T.
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen af havets skød; 2. DDS 441: Alle mine kilder; 3. DDS 29: Spænd over os dit himmelsejl; --- ; 4. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 5. DDS 468, v. 3-4: O Jesus, på din alterfod; 6. DDS 404: Lover Herren, han er nær
Vi bliver nødt til at vælge, hvad vi vil høre. Hvis altså høresansen da stadig fungerer, så vi rent faktisk kan vælge. Vi må gøre os selv døve for visse stemmer og for visse lyde, og måske er vi af andre også gjort døve for visse ting. Nogle er dog født helt døve, og de behøver slet ikke tænke på at skulle vælge til eller fra. For de har intet valg. Sådan en døv mand mødte Jesus engang, og folket slæbte den døve hen til Jesus, fordi han skulle helbredes. Som sagt så gjort, Jesus gjorde nogle tegn og sagde det lille ord med stor betydning: ”Effatha”, og det lukkede den døves ører op. Nu kunne han høre, og så måtte han lære at blive døv igen ligesom alle andre; døv for det, han ikke ville høre på. Tænk hvilken velsignelse at få hørelse efter et helt liv uden! Og samtidigt hvilken forbandelse uden varsel at blive udsat for alverdens larm, så man ikke kan vende eller dreje sig noget steds hen uden lyde, men bare blive bombarderet af indtryk, man aldrig før havde skulle forholde sig til.
Manden blev helbredt for sit fysiske handicap, og folk jublede, for det er jo glædeligt, når et menneske befris fra sin sygdom og sit handicap. De mente, at nu kunne han begynde at leve et liv ligesom dem, et helt normalt liv som et normalt menneske, der selv kunne vælge, hvad man ville være døv for her i tilværelsen. Og de jublede højt og lovsang Gud for helbredelsen og det frie valg til nu at kunne vælge deres egen døvhed. Og mon ikke Jesus tog sig til hovedet i samme stund.
De fortalte vidt og bredt om det store mirakel, og Jesus forsøgte forgæves at få dem til at tie stille om det, fordi han ikke ville sætte fokus på helbredelsen men på budskabet. Men de havde i deres glædesrus allerede vendt deres døve øre til hans formaninger. Da han kom til deres by ville de gerne høre på ham, og da helbredelsen skete havde de fået den underholdning, de var kommet for. Nu behøvede han ikke sige mere, for hvad mere var der overhovedet mere at sige? Jesus var jo tydeligvis en mirakelmager, og det skulle han da have tak for. Jublen og folkets glæde steg højt til himmels, men det ragede næppe Gud.
Fortællingen om Jesu helbredelse af den døve mand peger frem i vores tid. Vi er stadig døve på hver vores måde, og derfor lyder Effatha også til os både som kirke og som enkeltmennesker. Effatha – luk dig op var Jesu ord til den døve. Han havde i hele sit liv været fanget i sig selv, indkroget i sig selv, men skulle nu åbnes op for Guds ord og menneskers fællesskab. I almindelig daglig mundtlig kommunikation kan det være et ødelæggende handicap, når man ikke kan høre, hvad de andre siger, og kan man ikke høre noget i fællesskabet, så trækker man sig tilbage ind i sig selv og lukker sig om sig selv og vender det døve øre til hele verden.
Den selvvalgte døvhed har mange fordele. Man behøver kun lytte til det, man gider høre på, eller på de personer, man finder interessante. Alt andet og alle andre kan man lukke ude og livet bliver nemmere, når man ikke skal høre på hvad som helst. Det er også nemt at tro, at man er særlig klog eller altid har ret, hvis ikke man er lydhør for kritik og andres ord. Livet bliver meget nemmere, hvis man bare kan lukke den verden ude, man ikke vil forholde sig til, fordi den er for bøvlet eller besværligt at skulle lytte efter. Når man lytter risikerer man at blive klogere, og det er jo ganske ubekvemt, hvis man har fået hele sit verdensbillede tømret sammen med en sandhed, der gør ens liv let og bekvemt. Netop fordi det nemme og bekvemme lokker os, kan vi som individer og kirke nemt falde ind i en selvvalgt døvhed, der lukker os af for andre og en omverden, der er langt mere kompleks end vores egen navle. Kompleks, besværlig og ikke sådan lige at få fod på.
Luk dig op, sagde Jesus til den døve, og hans trygge verden ramlede sammen, da alverdens fremmede lyde væltede ind i hans ører og gjorde ham omtumlet. Luk dig op, siger Jesus i dag til enhver af os og til vores forsamling, kaldet kirken. For vi lukker os nemt i som en østers, lukker os om vores egen navle, og lukker af for det besværlige og de besværlige personer omkring os – og dem kan man synes, der er forfærdeligt mange af! Nej, det er vidunderligt bekvemt at blive døv med vilje, så man kan hytte ens sjælefred. Ude af øre, ude af sind.
Derfor kan Jesu gerning synes at være ubarmhjertig, fordi han ikke lader den døve forblive i sin trygge verden, selvom vi ved, det er et handicap. Når Jesus ikke lader den døve forblive døv handler det ikke om at pege på sig selv som mirakelmager af Guds nåde, men pege på at vi aldrig må lukke af for Guds ord eller menneskers fællesskab. Jovist er det dejligt bekvemt bare at passe sig selv i sin døvhed og lade verden forfalde i sin egen forbandelse. Men tænk på, hvad man går glip af, når man bliver døv for Gud og mennesker. Når man ikke er lydhør for andre, men bliver døv i sin selvtilstrækkelighed.
Enhver der har talt for døve øren ved, hvor frustrerende det er at stå med al sin velmenenhed men blive mødt af ligegyldighed. Om Gud på den måde skulle sidde frustreret i sin himmel, fordi han oplever at tale for døve menneskeører, tvivler jeg på, for han kan lade tiden arbejde for sig og lade Effatha-ordet dryppe på os indtil vi en dag åbner os og hører hvad han vil. Dryp efter dryp holder vi gudstjeneste på gudstjeneste og lader gang på gang evangeliets ord arbejde med at lukke os op. Ved gentagne dryp kan vand skabe huller i klippesten, og ved gentagne gudstjenester kan evangeliet lyde, så selv døve får hørelse. Amen.
Prædikentekster til 12. s.e.T.
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen af havets skød; 2. DDS 441: Alle mine kilder; 3. DDS 29: Spænd over os dit himmelsejl; --- ; 4. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 5. DDS 468, v. 3-4: O Jesus, på din alterfod; 6. DDS 404: Lover Herren, han er nær
