Julenat viste englen sig for hyrderne på marken, og sagde som det første: ”Frygt ikke!”, for hyrderne blev naturligvis bange for det overnaturlige, der pludseligt skete for deres øjne. Men der var ikke noget at være bange for. Englen kom jo med et glædeligt budskab; se, der er født jer en frelser, og I skal finde ham i en stald. Frelseren voksede op, og hans egne ord gav genlyd fra englens ord julenat, for også Jesus sagde de ord: ”Frygt ikke!” når han gik omkring og udbredte sit budskab.
Man kan tænke, at engle ikke har noget at frygte – de er jo sikre i himlen, hvor alt er lys og åndelig fred, de er tæt på Gud og har vel ingen grund til at frygte noget eller tvivle på Guds godhed. Anderledes var det for hyrderne; de var udsatte som fattige folk altid er, og om dagen kunne de frygte for at miste deres job, om natten kunne de frygte at miste deres får eller endda deres liv. De skulle jo lægge sig imellem, hvis et rovdyr kom for tæt på fåreflokken. Også Jesus havde som et almindelige kødeligt menneske som os meget at frygte, og ikke sjældent blev han tvunget ud i situationer, hvor folk truede ham på hans gode liv og helbred. Det tog han sig dog ikke så meget af, for han fortsatte jo med at mene, hvad han gjorde og sige, hvad han ville. Han frygtede nogle gange mere på andres end på sine egne vegne. Først når andre kom til tro, ja, så havde han udfyldt sin rolle. Derfor blev han heller aldrig færdig med at forkynde sit budskab eller helbrede og velsigne folk fra fjern og nær, for når han havde gjort godt imod én, var der bare hundrede hvis ikke tusinde andre, der også behøvede hjælp. Der var aldrig helt tid nok. Sådan er vi alle begrænsede i vores kødelige liv og eksistens.
Der er en tid til meget for os, men der er ingen garantier for, at vi får tid til alt det, vi savner og længes efter. Det kan til tider føles som om, alt det dårlige og negative kommer helt af sig selv; at sorgen, savn, længsel, klager, had, krige, ødelæggelser, stilhed – ja, tomhed, fortabelse og undergang kommer af sig selv, hvorimod kærlighed, glæde, fred og alt det gode i livet er noget, vi skal kæmpe for at opnå. Men selvom vi kæmper nok så længe og nok så bravt og modigt, er der stadig ingen garanti om sejr, ingen sikkerhed om lykke eller glæde i livet. Man kan spørge ”Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?” og blive helt trist ved tanken. Ikke nok med, at der i det ydre er meget at frygte, meget, der kan frarøve os de små glæder i livet, men også i vores indre kan det blive sort, og vi kan fortabe os selv, miste kærlighed og glæde, og komme til at stå som saltstøtter i en ørken af mørke og sorg.
Gud satte skabelsen i gang, satte tiden til at gå, satte mennesker til at fødes, leve og dø – og vi skal altså leve, selvom vi ikke kan finde ud af, hvorfor Gud satte alt i værk. Imellem fødsel og død lever vi bundet af det jordiske til forskellige samfund med en mangfoldighed af regler samt rammer og moral, der udtrykkes i loven, og den skal sikre os og hinanden imod forbrydelser og sikre os muligheden for, at vi kan få et godt liv. Overtræder man loven, fældes der dom og straf, men loven i sig selv gør os jo hverken til bedre mennesker eller giver os et bedre liv. I bedste fald kan loven sørge for at låse nogle forbrydere væk, så de ikke ødelægger andres liv. Loven kan altså ikke trøste os, ikke styrke os eller give os mod til at leve, den kan kun holde os fast på vores overtrædelse og låse os fast i vores synd. Loven har altså kun til formål at gøre os bevidste om, at vi er skyldige, men i det alene er der jo ingen opmuntrende glæde eller trøst.
Der skal altså andet end loven til, som kan give os mod på at leve, selvom vi er skyldige, og selvom vi forsynder os imod Gud og mennesker. I stedet for samfundets kødelige love får vi med Jesus en åndelig lov, der gør noget andet end den lov, vi ellers kender så godt. Den åndelige lov har nemlig ikke til hensigt at fælde dom eller idømme straf, men vil tværtimod sætte os fri af angst og løse os af frygtens klamme hænder. Der er ellers meget at frygte, ikke mindst vore egne synder, vores dødelighed og den altid usikre fremtid for vore drømme og håb. Jesu lov er Guds kærlighed, og kærligheden kan ikke undertvinge, kan ikke lægge os i slavebånd og lænker, men kærlighed trives kun ved frihed; Guds lov virker altså ved at sætte os fri, hvorimod loven virker ved at sætte os fast.
Frihed og frygt er modsætninger, ligesom tvivl og tro, ligesom tillid og mistillid. Men vi kan ikke have det ene uden også at have det andet. Jo mere, vi har at frygte for, desto større behov har vi for at høre dagens budskab. Vi hører især i disse tider fra mange politikere og meningsdannere, at vort danske samfund trues både indefra og udefra, og af frygt tyer vi til løsninger, der sætter strammere rammer om samfundet og øger frygten imellem os; for jo mere vi mistror hinanden, jo flere fjender vi ser omkring os, desto mere holder vi øje med hinanden og desto mere stiger frygten – og så lander vi i et åndeligt fængsel, hvor vi ikke frit kan udtrykke os eller frit kan forsamle os af frygt for, hvad andre dog vil tænke, og at frygt for, hvad der dog vil ske med os. Ja, måske endda af frygt for at dø.
Men Jesus sagde: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel”, for alt skal åbenbares, og Jesu budskab skal prædikes fra tagene. Det kan næsten lyde som opfordring til et oprør, og det skal måske også høres sådan. For hvad er livet værd, hvis det skal leves i frygt og åndelig undertrykkelse? Hvis ikke evangeliet kan lyde frit, hvis ikke vi kan ånde frit og leve som vores samvittighed tillader, hvis ikke vi kan tro og tvivle og være mennesker på hver vores måde, hvis ikke vi kan leve sammen med dem, vi vil, eller hvis ikke vi lever i taknemmelighed og tillid, men henslæber livet i frygt, mistro og had – kan man så tale om et værdigt liv, om et frit liv?
At blive løsnet fra frygt er ikke det samme som at blive naiv eller blive uansvarlig, men det er at leve i tillid og at have tiltro til, at alt står i Gud Faders hånd, og at han trods alt har styr på det hele. At frygte, det er at mistro Gud, og fordi verden ikke er sort/hvid, og fordi vi ikke kan tro uden tvivl, så bliver man ikke frygtesløs og tvivleløs troende ved at bekende sig til kristendom. Men frygt og tvivl får modstand i tro og tillid.
”Frygt ikke!” sagde englen, for den bragte budskab om en mand, der ville sætte folk i frihed fra frygt, synd og åndelig fortabelse. ”Frygt ikke!” lyder også til os i dag, for Frelseren er endnu ikke færdig med at opsøge os - os, der til tider går fortabt for os selv og for hinanden og for Gud. ”Frygt ikke!” siger han til os i nødens stund, ”tro kun” siger han, og sætter os på troens grund. Alene ved at have tillid til nådens ord om, at der er håb for hver enkelt af os - til trods for alle vore dårlige erfaringer, triste følelser og negative oplevelser – alene ved at tro på Jesus som ham, der også er frelser for os, kan vi i trodsig tro være frie til at leve, og i ord som i gerning række frihedens budskab ud til alverden. Amen.
Læs bibeltekster til 7.s.e.T.
Salmer: 1. DDS 743: Nu rinder solen op; 2. DDS 40: Hvorfor vil du dog klage; 3. DDS 516: Klynke og klage; --- ; 4. DDS 509: Hvor lystig, sød og yndig; 5. DDS 52, v. 3-4: Du, Herre Krist; 6. DDS 783: Kirkeklokke mellem ælde malme
Man kan tænke, at engle ikke har noget at frygte – de er jo sikre i himlen, hvor alt er lys og åndelig fred, de er tæt på Gud og har vel ingen grund til at frygte noget eller tvivle på Guds godhed. Anderledes var det for hyrderne; de var udsatte som fattige folk altid er, og om dagen kunne de frygte for at miste deres job, om natten kunne de frygte at miste deres får eller endda deres liv. De skulle jo lægge sig imellem, hvis et rovdyr kom for tæt på fåreflokken. Også Jesus havde som et almindelige kødeligt menneske som os meget at frygte, og ikke sjældent blev han tvunget ud i situationer, hvor folk truede ham på hans gode liv og helbred. Det tog han sig dog ikke så meget af, for han fortsatte jo med at mene, hvad han gjorde og sige, hvad han ville. Han frygtede nogle gange mere på andres end på sine egne vegne. Først når andre kom til tro, ja, så havde han udfyldt sin rolle. Derfor blev han heller aldrig færdig med at forkynde sit budskab eller helbrede og velsigne folk fra fjern og nær, for når han havde gjort godt imod én, var der bare hundrede hvis ikke tusinde andre, der også behøvede hjælp. Der var aldrig helt tid nok. Sådan er vi alle begrænsede i vores kødelige liv og eksistens.
Der er en tid til meget for os, men der er ingen garantier for, at vi får tid til alt det, vi savner og længes efter. Det kan til tider føles som om, alt det dårlige og negative kommer helt af sig selv; at sorgen, savn, længsel, klager, had, krige, ødelæggelser, stilhed – ja, tomhed, fortabelse og undergang kommer af sig selv, hvorimod kærlighed, glæde, fred og alt det gode i livet er noget, vi skal kæmpe for at opnå. Men selvom vi kæmper nok så længe og nok så bravt og modigt, er der stadig ingen garanti om sejr, ingen sikkerhed om lykke eller glæde i livet. Man kan spørge ”Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?” og blive helt trist ved tanken. Ikke nok med, at der i det ydre er meget at frygte, meget, der kan frarøve os de små glæder i livet, men også i vores indre kan det blive sort, og vi kan fortabe os selv, miste kærlighed og glæde, og komme til at stå som saltstøtter i en ørken af mørke og sorg.
Gud satte skabelsen i gang, satte tiden til at gå, satte mennesker til at fødes, leve og dø – og vi skal altså leve, selvom vi ikke kan finde ud af, hvorfor Gud satte alt i værk. Imellem fødsel og død lever vi bundet af det jordiske til forskellige samfund med en mangfoldighed af regler samt rammer og moral, der udtrykkes i loven, og den skal sikre os og hinanden imod forbrydelser og sikre os muligheden for, at vi kan få et godt liv. Overtræder man loven, fældes der dom og straf, men loven i sig selv gør os jo hverken til bedre mennesker eller giver os et bedre liv. I bedste fald kan loven sørge for at låse nogle forbrydere væk, så de ikke ødelægger andres liv. Loven kan altså ikke trøste os, ikke styrke os eller give os mod til at leve, den kan kun holde os fast på vores overtrædelse og låse os fast i vores synd. Loven har altså kun til formål at gøre os bevidste om, at vi er skyldige, men i det alene er der jo ingen opmuntrende glæde eller trøst.
Der skal altså andet end loven til, som kan give os mod på at leve, selvom vi er skyldige, og selvom vi forsynder os imod Gud og mennesker. I stedet for samfundets kødelige love får vi med Jesus en åndelig lov, der gør noget andet end den lov, vi ellers kender så godt. Den åndelige lov har nemlig ikke til hensigt at fælde dom eller idømme straf, men vil tværtimod sætte os fri af angst og løse os af frygtens klamme hænder. Der er ellers meget at frygte, ikke mindst vore egne synder, vores dødelighed og den altid usikre fremtid for vore drømme og håb. Jesu lov er Guds kærlighed, og kærligheden kan ikke undertvinge, kan ikke lægge os i slavebånd og lænker, men kærlighed trives kun ved frihed; Guds lov virker altså ved at sætte os fri, hvorimod loven virker ved at sætte os fast.
Frihed og frygt er modsætninger, ligesom tvivl og tro, ligesom tillid og mistillid. Men vi kan ikke have det ene uden også at have det andet. Jo mere, vi har at frygte for, desto større behov har vi for at høre dagens budskab. Vi hører især i disse tider fra mange politikere og meningsdannere, at vort danske samfund trues både indefra og udefra, og af frygt tyer vi til løsninger, der sætter strammere rammer om samfundet og øger frygten imellem os; for jo mere vi mistror hinanden, jo flere fjender vi ser omkring os, desto mere holder vi øje med hinanden og desto mere stiger frygten – og så lander vi i et åndeligt fængsel, hvor vi ikke frit kan udtrykke os eller frit kan forsamle os af frygt for, hvad andre dog vil tænke, og at frygt for, hvad der dog vil ske med os. Ja, måske endda af frygt for at dø.
Men Jesus sagde: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel”, for alt skal åbenbares, og Jesu budskab skal prædikes fra tagene. Det kan næsten lyde som opfordring til et oprør, og det skal måske også høres sådan. For hvad er livet værd, hvis det skal leves i frygt og åndelig undertrykkelse? Hvis ikke evangeliet kan lyde frit, hvis ikke vi kan ånde frit og leve som vores samvittighed tillader, hvis ikke vi kan tro og tvivle og være mennesker på hver vores måde, hvis ikke vi kan leve sammen med dem, vi vil, eller hvis ikke vi lever i taknemmelighed og tillid, men henslæber livet i frygt, mistro og had – kan man så tale om et værdigt liv, om et frit liv?
At blive løsnet fra frygt er ikke det samme som at blive naiv eller blive uansvarlig, men det er at leve i tillid og at have tiltro til, at alt står i Gud Faders hånd, og at han trods alt har styr på det hele. At frygte, det er at mistro Gud, og fordi verden ikke er sort/hvid, og fordi vi ikke kan tro uden tvivl, så bliver man ikke frygtesløs og tvivleløs troende ved at bekende sig til kristendom. Men frygt og tvivl får modstand i tro og tillid.
”Frygt ikke!” sagde englen, for den bragte budskab om en mand, der ville sætte folk i frihed fra frygt, synd og åndelig fortabelse. ”Frygt ikke!” lyder også til os i dag, for Frelseren er endnu ikke færdig med at opsøge os - os, der til tider går fortabt for os selv og for hinanden og for Gud. ”Frygt ikke!” siger han til os i nødens stund, ”tro kun” siger han, og sætter os på troens grund. Alene ved at have tillid til nådens ord om, at der er håb for hver enkelt af os - til trods for alle vore dårlige erfaringer, triste følelser og negative oplevelser – alene ved at tro på Jesus som ham, der også er frelser for os, kan vi i trodsig tro være frie til at leve, og i ord som i gerning række frihedens budskab ud til alverden. Amen.
Læs bibeltekster til 7.s.e.T.
Salmer: 1. DDS 743: Nu rinder solen op; 2. DDS 40: Hvorfor vil du dog klage; 3. DDS 516: Klynke og klage; --- ; 4. DDS 509: Hvor lystig, sød og yndig; 5. DDS 52, v. 3-4: Du, Herre Krist; 6. DDS 783: Kirkeklokke mellem ælde malme
