Denne morgen lignede de andre, da den unge skrædder så karavanen af kameler komme gående derude i horisonten, langsomt fremadskridende hen mod den by, hvor han boede og arbejdede. Pludselig blev det en helt anden morgen. Disse handelsfolk red fra øst mod vest, og havde solen først mod ryggen og så på hovedet efterhånden som de nåede frem til byens porte ved middagstid. Det var altid et imponerende syn, når handelsfolk kom langvejs fra, og det var altid spændende at se, hvad de bragte med til at sælge på torvet. Handelsfolkene bragte også nyheder med fra byerne langt væk, og de var altid klar på at dele deres historier og oplevelser med enhver, der ville lytte.
Skrædderen havde en forkærlighed for detaljerne. Han vidste, at de mindste detaljer afhang af de nåle, man brugte, og han havde længe øvet sig på at sy med særligt spidse og fine nåle, hvor man med ganske tynde tråde kunne tegne de mest fantastiske mønstre i stoffet. Sådan nogle fine nåle havde et ganske lille nåleøje, og når han kiggede ud gennem nåleøjet, så verden anderledes ud. Tænk at man gennem sådan et nåleøje endda kunne se en hel kamel! Men en kamel kunne ikke komme igennem sådan et lille øje, det var klart. Manden fornøjede sig med at gå rundt på handelspladsen og se på de mange varer, og han tænkte på, hvordan nål og tråd skulle passe perfekt sammen. Han nød sit arbejde, og han satte en ære i at kunne hjælpe sine kunder til både at vælge det bedste materiale og de flotteste farver. Både i sit arbejdsliv og privatliv gik han op i at holde sig på dydens smalle sti, og han øvede sig i at dele ud af sit overskud.
Det vidste de syge og fattige, der holdt til omkring hans værksted, for når han havde spist, hvad han kunne, delte han maden med de sultende, og når han kunne afse en mønt eller to, delte han velvilligt med dem, der ikke havde så meget. Han hjalp sine forældre og var gavmild mod alle; han elskede sin hustru, fordi hun gav ham indhold i tilværelsen, og det lå ham virkelig på sinde at lade kærlighedens frø blomstre så andre kunne få gavn af det. Jo, han var særdeles godt tilfreds med sit liv, og mange var tilfredse med den måde, han levede på.
En dag stimlede folk sammen henne på torvet, og det gjorde ham nysgerrig. Handelsfolkene var draget videre, der var ingen spændende kameler at se, men folk snakkede ivrigt med hinanden og de handlende ved boderne lod deres mønte ligge i hænderne for at strække hals og sætte øjne på stilke. Der gik en mand i midten af folkemængden, en lokal berømthed, som vakte folks nysgerrighed. Skrædderen lagde nål og tråd fra sig i skrædderværkstedet og gik ud for at se, hvad der tiltrak folks nysgerrige sammenkomst.
Sandelig om ikke det igen var Jesus fra Nazareth, der gik omkring og snakkede med Gud og hver mand. Et besynderligt menneske, fattig at se til på alle måder. Han havde ingen glorie eller karisma, ingen særlig skønhed, kort sagt var han ganske almindelig og jævn. Men når han talte, lyttede folk med ansigtsudtryk, der var svære at tolke; som om han talte ind i det dybeste indre hos hver af sine tilhørere.
Skrædderen gik nærmere og fik sig møvet frem, så også han kunne veksle et par ord med den berømte hverdagsmand. Der var et spørgsmål, der længe havde brændt i ham, og som han måtte have svar på. Han havde deltaget i flere begravelser og hørt om livets korthed, dødens vished og evighedens længde. Han havde hørt de gamle og kloge tale om evigt liv, og han længtes efter et liv, hvor han ikke skulle dø. Han havde formet sig en tryg og god tilværelse, men han ville opnå mere end det. Da han endelig nåede frem til Jesus, nåede han slet ikke høfligt at præsentere sig, før det brast ud af ham: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?”
Et godt liv i samfundet havde han sikret sig ved hårdt arbejde og ved at gøre godt mod alle. Han havde hverken snydt eller bedraget, men hele tiden arbejdet inderligt og ihærdigt på at blive velhavende, så han ikke skulle lide nød af nogen art. Da Jesus svarede, at han skulle overholde de ti bud, tænkte skrædderen, at det var et godt svar, for det kunne han da opfylde – og han gjorde det allerede. Sikke nemt at få det evige liv! Men måske manglede der alligevel noget? Han spurgte på samme ivrigt som før, men anden gang var Jesu svar ikke rar.
”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Jesus havde udført sin kunst ved at tale lige ind i det dybeste hos ham og ramme hans inderste frygt. Sælge alt, forlade alt, hele livsværket, bare give det væk… ligbleg, fortumlet og slået ud gik skrædderen med tunge skridt væk fra Jesus. Gud havde set ind i hans sjæl, og han følte sig på én gang nøgen og afsløret.
Samtalen varede et øjeblik, men alligevel kunne han ikke ryste den af sig. Her var ord, der ikke bare gik ind af det ene øre og ud af det andet. Jo mere han tænkte det, desto tydeligere blev aha-oplevelsen, og noget grundlæggende gik op for ham. Han var opfyldt af sig selv og sit eget livsprojekt, og alt hvad han gjorde, gjorde han alene for sin egen fornøjelse og for sit eget vedkommende. Hans fortabelse lå i hans forgabelse af sig selv og sit eget. Hver en mønt han gav de fattige, hver en bøn, han bad til Gud, hvert et kys han gav sine elskede, og hvert et sting han syede var kun en forlængelse af hans ønske om at have det godt i livet. Her blev han pludseligt stillet over for en udfordring, han ikke kunne klare. Redde sig selv fra nød og lidelse, fattigdom og trange kår det havde han formået, men at frelse sig selv ved at fornægte sig selv, kunne han ligegodt ikke, uanset hvor meget han anstrengte sig. Han gik først bort med bedrøvet sind, for her var noget, han ikke kunne opnå. Dog tog han atter tråden op og fortsatte, hvor han slap. For kunden ventede på sine varer, de fattige ventede på hans rester og hans mønter, hans kone og familie ventede på hans nærvær og kærlighed. Han levede videre velvidende, at ikke alt er muligt for mennesket. Han fandt en befriende glæde i, at hvad han ikke kunne, ville Gud gøre for ham. Fra det øjeblik levede han sit liv så godt han kunne, og lod sin frelse hvile i Guds barmhjertige hænder. Amen.
Læs bibelteksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmerne: Præludium: Amazing Grace 1) DDS 754: Se, nu stiger solen 2) 392: Himlene, Herre, fortælle din ære 3) DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej --- 4) DDS 493: Gud Herren så til jorden ned 5) DDS 473: Dit minde skal 6) DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg Postludium: Livet er en morgengave
MEDDELELSER
- Søndag d. 15. juli er der gudstjeneste kl 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup – begge ved Kevin Asmussen. I dag er der kirkekaffe efter gudstjenesten, og alle er velkomne til at få en kop med.
- Jeg holder ferie fra i dag til og med tirsdag d. 31. juli, hvor Kevin Asmussen vikarierer for mig. I dag skal vi synge ”Livet er en dejlig gave” som postludium, og den handler også lidt om ferie.
- Altergang er fyldt med sang … Salme 439: O, du Guds lam
Skrædderen havde en forkærlighed for detaljerne. Han vidste, at de mindste detaljer afhang af de nåle, man brugte, og han havde længe øvet sig på at sy med særligt spidse og fine nåle, hvor man med ganske tynde tråde kunne tegne de mest fantastiske mønstre i stoffet. Sådan nogle fine nåle havde et ganske lille nåleøje, og når han kiggede ud gennem nåleøjet, så verden anderledes ud. Tænk at man gennem sådan et nåleøje endda kunne se en hel kamel! Men en kamel kunne ikke komme igennem sådan et lille øje, det var klart. Manden fornøjede sig med at gå rundt på handelspladsen og se på de mange varer, og han tænkte på, hvordan nål og tråd skulle passe perfekt sammen. Han nød sit arbejde, og han satte en ære i at kunne hjælpe sine kunder til både at vælge det bedste materiale og de flotteste farver. Både i sit arbejdsliv og privatliv gik han op i at holde sig på dydens smalle sti, og han øvede sig i at dele ud af sit overskud.
Det vidste de syge og fattige, der holdt til omkring hans værksted, for når han havde spist, hvad han kunne, delte han maden med de sultende, og når han kunne afse en mønt eller to, delte han velvilligt med dem, der ikke havde så meget. Han hjalp sine forældre og var gavmild mod alle; han elskede sin hustru, fordi hun gav ham indhold i tilværelsen, og det lå ham virkelig på sinde at lade kærlighedens frø blomstre så andre kunne få gavn af det. Jo, han var særdeles godt tilfreds med sit liv, og mange var tilfredse med den måde, han levede på.
En dag stimlede folk sammen henne på torvet, og det gjorde ham nysgerrig. Handelsfolkene var draget videre, der var ingen spændende kameler at se, men folk snakkede ivrigt med hinanden og de handlende ved boderne lod deres mønte ligge i hænderne for at strække hals og sætte øjne på stilke. Der gik en mand i midten af folkemængden, en lokal berømthed, som vakte folks nysgerrighed. Skrædderen lagde nål og tråd fra sig i skrædderværkstedet og gik ud for at se, hvad der tiltrak folks nysgerrige sammenkomst.
Sandelig om ikke det igen var Jesus fra Nazareth, der gik omkring og snakkede med Gud og hver mand. Et besynderligt menneske, fattig at se til på alle måder. Han havde ingen glorie eller karisma, ingen særlig skønhed, kort sagt var han ganske almindelig og jævn. Men når han talte, lyttede folk med ansigtsudtryk, der var svære at tolke; som om han talte ind i det dybeste indre hos hver af sine tilhørere.
Skrædderen gik nærmere og fik sig møvet frem, så også han kunne veksle et par ord med den berømte hverdagsmand. Der var et spørgsmål, der længe havde brændt i ham, og som han måtte have svar på. Han havde deltaget i flere begravelser og hørt om livets korthed, dødens vished og evighedens længde. Han havde hørt de gamle og kloge tale om evigt liv, og han længtes efter et liv, hvor han ikke skulle dø. Han havde formet sig en tryg og god tilværelse, men han ville opnå mere end det. Da han endelig nåede frem til Jesus, nåede han slet ikke høfligt at præsentere sig, før det brast ud af ham: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?”
Et godt liv i samfundet havde han sikret sig ved hårdt arbejde og ved at gøre godt mod alle. Han havde hverken snydt eller bedraget, men hele tiden arbejdet inderligt og ihærdigt på at blive velhavende, så han ikke skulle lide nød af nogen art. Da Jesus svarede, at han skulle overholde de ti bud, tænkte skrædderen, at det var et godt svar, for det kunne han da opfylde – og han gjorde det allerede. Sikke nemt at få det evige liv! Men måske manglede der alligevel noget? Han spurgte på samme ivrigt som før, men anden gang var Jesu svar ikke rar.
”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Jesus havde udført sin kunst ved at tale lige ind i det dybeste hos ham og ramme hans inderste frygt. Sælge alt, forlade alt, hele livsværket, bare give det væk… ligbleg, fortumlet og slået ud gik skrædderen med tunge skridt væk fra Jesus. Gud havde set ind i hans sjæl, og han følte sig på én gang nøgen og afsløret.
Samtalen varede et øjeblik, men alligevel kunne han ikke ryste den af sig. Her var ord, der ikke bare gik ind af det ene øre og ud af det andet. Jo mere han tænkte det, desto tydeligere blev aha-oplevelsen, og noget grundlæggende gik op for ham. Han var opfyldt af sig selv og sit eget livsprojekt, og alt hvad han gjorde, gjorde han alene for sin egen fornøjelse og for sit eget vedkommende. Hans fortabelse lå i hans forgabelse af sig selv og sit eget. Hver en mønt han gav de fattige, hver en bøn, han bad til Gud, hvert et kys han gav sine elskede, og hvert et sting han syede var kun en forlængelse af hans ønske om at have det godt i livet. Her blev han pludseligt stillet over for en udfordring, han ikke kunne klare. Redde sig selv fra nød og lidelse, fattigdom og trange kår det havde han formået, men at frelse sig selv ved at fornægte sig selv, kunne han ligegodt ikke, uanset hvor meget han anstrengte sig. Han gik først bort med bedrøvet sind, for her var noget, han ikke kunne opnå. Dog tog han atter tråden op og fortsatte, hvor han slap. For kunden ventede på sine varer, de fattige ventede på hans rester og hans mønter, hans kone og familie ventede på hans nærvær og kærlighed. Han levede videre velvidende, at ikke alt er muligt for mennesket. Han fandt en befriende glæde i, at hvad han ikke kunne, ville Gud gøre for ham. Fra det øjeblik levede han sit liv så godt han kunne, og lod sin frelse hvile i Guds barmhjertige hænder. Amen.
Læs bibelteksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmerne: Præludium: Amazing Grace 1) DDS 754: Se, nu stiger solen 2) 392: Himlene, Herre, fortælle din ære 3) DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej --- 4) DDS 493: Gud Herren så til jorden ned 5) DDS 473: Dit minde skal 6) DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg Postludium: Livet er en morgengave
MEDDELELSER
- Søndag d. 15. juli er der gudstjeneste kl 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup – begge ved Kevin Asmussen. I dag er der kirkekaffe efter gudstjenesten, og alle er velkomne til at få en kop med.
- Jeg holder ferie fra i dag til og med tirsdag d. 31. juli, hvor Kevin Asmussen vikarierer for mig. I dag skal vi synge ”Livet er en dejlig gave” som postludium, og den handler også lidt om ferie.
- Altergang er fyldt med sang … Salme 439: O, du Guds lam
