I går var der mange tusinde, der traditionen tro fejrede Sankt Hans med store bål og afbrænding af en heksedukke. Ved bålet blev der holdt tale om forskellige forhold ved vores samfund og kultur, og heksen stod i flammehavet som symbol på alt det onde, vi ønsker at tage afstand fra ved at brænde det væk. Det er en gammel tradition, men det onde slipper vi ikke af med sådan uden videre.
Vi ved af erfaring fra verden ude omkring os, at det onde findes. Den verden kommer dagligt ind i vore dagligstuer igennem de sociale medier samt aviser og fjernsyn. Det onde kender vi dog også fra vores egen verden, når livet gør ondt eller andre gør ondt imod os. Vore følelser fortæller os, at det kan gøre ondt at være til; og at det især er i de nære relationer, at tilværelsen kan gøre allermest ondt. Man kan undre sig over, at kærligheden i sine bedste stunder kan være selve livets mening, mens den i de værste tider kan blive et helvede på jord. Men her i kirken samles vi for at tage afstand fra det onde og for at forsage Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen, som det lyder i trosbekendelsen. Det er altså ikke verdensfjerne ord, men tværtimod så livsnære og relevante, at vi med fordel kunne sige dem hver dag.
Jo, vi tager afstand fra det onde i alle dets fjendtlige skikkelser. Der er meget ondt i verden; meget, der truer vores liv, lykke, tro og tilværelse, ja, vi er vel næsten omgivet af fjender og onde ting? Fra den yderste højrefløj til den yderste venstrefløj inden for både politik og sågar kristendom har man forskellige billeder af, hvem og hvad fjenden er, og ofte bliver der drevet heksejagt på nogle, der derved nærmest får et djævelsk skær over sig. Dog er de stadig mennesker ligesom os, og det skal vi blive ved at huske og at holde fast ved. Intet menneske er så ondt, at det ophører med at være et menneske. Tværtimod må vi øve os i altid at se mennesket bag de onde handlinger; se kvinden bag hekseskikkelsen; se personen bag fjendebilledet. Vi må se og indse, at vi slet ikke er så forskelige endda fra dem, vi kalder vore fjender. Vi blev jo alle født ind i menneskelighed, og nogle er blevet døbt til kristelighed.
Dåben er afgørende for den måde vi ser os selv på i verden; for vi kan ikke leve ligesom alle andre gør det. Vi har nemlig fået en ganske særlig gave i dåben, og det betyder en ganske særlig opgave resten af vort liv. I de døbtes fællesskab lever vi aldrig for os selv, og vi dør aldrig for os selv. Vi er ikke overladte til vores egen skæbne eller efterladte til at jage vores egen lykke, for i dåben blev vi lagt i Guds barmhjertige hænder, og han er med os i alle ting alle vort livs dage. I dåben bliver vi sat ind som tjenere for hinanden i det Guds rige, hvor vi skal lære at se med næstekærlighedens øjne. Alle de skabte og alt det skabte har vi et ansvar for, og det betyder, at vi ikke bare kan lukke øjne og øre eller hjerte, mund og hænder, når uretfærdigt uvejr og menneskeligt ondskab rammer folk tæt ved eller langt herfra. Intet menneske burde her i verden gå til grunde eller gå fortabt, så længe vi har både praktisk hjælp og et håbefuldt budskab at række ud. Såvel til venner som til fjender.
Når Jesus siger, vi skal elske vore fjender og bede for dem, der følger os eller på anden måde gør os ondt, så handler det ikke om, at vi skal blive passive og lægge os fladt på ryggen for at lade os blive tromlet over af uretfærdighedens ondskabsmagter. At elske er ikke en følelse, men derimod handling fokuseret på at hjælpe og fokuseret på altid at forkynde håb. Hvis vi ønsker en bedre verden, et bedre samfund med bedre borgere, så må vi aldrig forfalde til at betragte hinanden som onde væsner, men ethvert menneske er dog altid et menneske under Guds nåde. Her skal være plads til alle, og ingen må bringe hinanden til forfald eller fortabelse, for vi skal alle være med til at bygge op. Hvis vi synker ned på fjendens niveau, og sætter hårdt mod hård, så har vi tabt. Vi viser os derimod som sejrherre ved ikke at forfalde til et dårligt niveau i den måde vi behandler vore fjender på. Jesus ophævede tanken om hævn og straf, og han tog afstand for ”øje for øje og tand for tand”-tækningen, fordi han har større ønsker for os, end at vi bare skal gøre som resten af verden.
Som døbte bærer vi altså på et andet og større og højere håb end, der kan findes her i verden; og det er et håb i troen på, at kærligheden altid vinder. Guds vision blev Jesu mission som Helligånden stadig arbejder på, nemlig at kærligheden skal blive levende iblandt os. Den mission arbejder vi stadig på. Vi er skabt til at leve, og sat her for at give hinanden frihed til at håbe på, at der altid er mere, end vi selv kan bedømme. Derfor skal vi være varsomme med at dømme hinanden, for hvem andre end Gud kender os fuldt ud?
Lad os derfor iføre os barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og ikke mindst tålmodighed med hinanden. Lad os tilgive hinanden, hvis én har noget at bebrejde en anden. Lad os bære over med hinanden. Som Herren har tilgivet os, skal vi også tilgive hinanden. Det er svært at høre, og endnu sværere at gøre, men ikke desto mindre var det præcist sådan, Jesus selv levede. Ikke for sig selv, ikke for sin egen skyld, men for at bringe håb til en verden i håbløshed. I ugen der kommer kan vi så overveje, hvordan vi hver især kan bære håbet ud i tilværelsen og ind i livet hos venner såvel som fjender. I Jesu navn. Amen.
Søndagens Bibeltekster kan læses her: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2018/24-06-2018
Salmer: 1) DDS 747: Lysets engel går med glans; 2) DDS 448: Fyldt af glæde; 3) DDS 69: Du fødtes på jord; --- ; 4) DDS 369: Du, som gi’r os liv; 5) DDS 441, 3-4: Alle mine kilder; 6) DDS 787: Du, som har tændt;
Postludium: ”Livstræet” (handout) – vi synger v. 1-4 imens vi sidder på bænkene, og ved vers 5 rejser folk sig, og jeg går i procession ud af kirken; musikken fortsætter imens kirkegængerene går ud.
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste er søndag d. 1. juli kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Jernved v. Uffe Vestergaard fra Vejrup-Vester Nykirke.
Altergang er fyldt med sang: Efter prædiken skal vi synge en salme, og derefter har vi nadver, hvor alle er velkomne. I forbindelse med nadveren skal vi synge salme 439 ”O du Guds lam”, men den annoncerer kirkesangere ikke, så det skal I lige være opmærksomme på.
Som postludium skal vi synge fra det ark, I har fået udleveret. Vi synger de fire vers siddende, og så rejser vi os og synger det femte vers, imens jeg går ud af kirken med dåbsfølget.
Vi ved af erfaring fra verden ude omkring os, at det onde findes. Den verden kommer dagligt ind i vore dagligstuer igennem de sociale medier samt aviser og fjernsyn. Det onde kender vi dog også fra vores egen verden, når livet gør ondt eller andre gør ondt imod os. Vore følelser fortæller os, at det kan gøre ondt at være til; og at det især er i de nære relationer, at tilværelsen kan gøre allermest ondt. Man kan undre sig over, at kærligheden i sine bedste stunder kan være selve livets mening, mens den i de værste tider kan blive et helvede på jord. Men her i kirken samles vi for at tage afstand fra det onde og for at forsage Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen, som det lyder i trosbekendelsen. Det er altså ikke verdensfjerne ord, men tværtimod så livsnære og relevante, at vi med fordel kunne sige dem hver dag.
Jo, vi tager afstand fra det onde i alle dets fjendtlige skikkelser. Der er meget ondt i verden; meget, der truer vores liv, lykke, tro og tilværelse, ja, vi er vel næsten omgivet af fjender og onde ting? Fra den yderste højrefløj til den yderste venstrefløj inden for både politik og sågar kristendom har man forskellige billeder af, hvem og hvad fjenden er, og ofte bliver der drevet heksejagt på nogle, der derved nærmest får et djævelsk skær over sig. Dog er de stadig mennesker ligesom os, og det skal vi blive ved at huske og at holde fast ved. Intet menneske er så ondt, at det ophører med at være et menneske. Tværtimod må vi øve os i altid at se mennesket bag de onde handlinger; se kvinden bag hekseskikkelsen; se personen bag fjendebilledet. Vi må se og indse, at vi slet ikke er så forskelige endda fra dem, vi kalder vore fjender. Vi blev jo alle født ind i menneskelighed, og nogle er blevet døbt til kristelighed.
Dåben er afgørende for den måde vi ser os selv på i verden; for vi kan ikke leve ligesom alle andre gør det. Vi har nemlig fået en ganske særlig gave i dåben, og det betyder en ganske særlig opgave resten af vort liv. I de døbtes fællesskab lever vi aldrig for os selv, og vi dør aldrig for os selv. Vi er ikke overladte til vores egen skæbne eller efterladte til at jage vores egen lykke, for i dåben blev vi lagt i Guds barmhjertige hænder, og han er med os i alle ting alle vort livs dage. I dåben bliver vi sat ind som tjenere for hinanden i det Guds rige, hvor vi skal lære at se med næstekærlighedens øjne. Alle de skabte og alt det skabte har vi et ansvar for, og det betyder, at vi ikke bare kan lukke øjne og øre eller hjerte, mund og hænder, når uretfærdigt uvejr og menneskeligt ondskab rammer folk tæt ved eller langt herfra. Intet menneske burde her i verden gå til grunde eller gå fortabt, så længe vi har både praktisk hjælp og et håbefuldt budskab at række ud. Såvel til venner som til fjender.
Når Jesus siger, vi skal elske vore fjender og bede for dem, der følger os eller på anden måde gør os ondt, så handler det ikke om, at vi skal blive passive og lægge os fladt på ryggen for at lade os blive tromlet over af uretfærdighedens ondskabsmagter. At elske er ikke en følelse, men derimod handling fokuseret på at hjælpe og fokuseret på altid at forkynde håb. Hvis vi ønsker en bedre verden, et bedre samfund med bedre borgere, så må vi aldrig forfalde til at betragte hinanden som onde væsner, men ethvert menneske er dog altid et menneske under Guds nåde. Her skal være plads til alle, og ingen må bringe hinanden til forfald eller fortabelse, for vi skal alle være med til at bygge op. Hvis vi synker ned på fjendens niveau, og sætter hårdt mod hård, så har vi tabt. Vi viser os derimod som sejrherre ved ikke at forfalde til et dårligt niveau i den måde vi behandler vore fjender på. Jesus ophævede tanken om hævn og straf, og han tog afstand for ”øje for øje og tand for tand”-tækningen, fordi han har større ønsker for os, end at vi bare skal gøre som resten af verden.
Som døbte bærer vi altså på et andet og større og højere håb end, der kan findes her i verden; og det er et håb i troen på, at kærligheden altid vinder. Guds vision blev Jesu mission som Helligånden stadig arbejder på, nemlig at kærligheden skal blive levende iblandt os. Den mission arbejder vi stadig på. Vi er skabt til at leve, og sat her for at give hinanden frihed til at håbe på, at der altid er mere, end vi selv kan bedømme. Derfor skal vi være varsomme med at dømme hinanden, for hvem andre end Gud kender os fuldt ud?
Lad os derfor iføre os barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og ikke mindst tålmodighed med hinanden. Lad os tilgive hinanden, hvis én har noget at bebrejde en anden. Lad os bære over med hinanden. Som Herren har tilgivet os, skal vi også tilgive hinanden. Det er svært at høre, og endnu sværere at gøre, men ikke desto mindre var det præcist sådan, Jesus selv levede. Ikke for sig selv, ikke for sin egen skyld, men for at bringe håb til en verden i håbløshed. I ugen der kommer kan vi så overveje, hvordan vi hver især kan bære håbet ud i tilværelsen og ind i livet hos venner såvel som fjender. I Jesu navn. Amen.
Søndagens Bibeltekster kan læses her: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2018/24-06-2018
Salmer: 1) DDS 747: Lysets engel går med glans; 2) DDS 448: Fyldt af glæde; 3) DDS 69: Du fødtes på jord; --- ; 4) DDS 369: Du, som gi’r os liv; 5) DDS 441, 3-4: Alle mine kilder; 6) DDS 787: Du, som har tændt;
Postludium: ”Livstræet” (handout) – vi synger v. 1-4 imens vi sidder på bænkene, og ved vers 5 rejser folk sig, og jeg går i procession ud af kirken; musikken fortsætter imens kirkegængerene går ud.
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste er søndag d. 1. juli kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Jernved v. Uffe Vestergaard fra Vejrup-Vester Nykirke.
Altergang er fyldt med sang: Efter prædiken skal vi synge en salme, og derefter har vi nadver, hvor alle er velkomne. I forbindelse med nadveren skal vi synge salme 439 ”O du Guds lam”, men den annoncerer kirkesangere ikke, så det skal I lige være opmærksomme på.
Som postludium skal vi synge fra det ark, I har fået udleveret. Vi synger de fire vers siddende, og så rejser vi os og synger det femte vers, imens jeg går ud af kirken med dåbsfølget.
