Når vi samles til gudstjeneste her i kirken, så går tiden lidt i stå. Vi er i et rum, der ikke har forandret sig ret meget igennem hundrede år; og en del af kirkebygningen har ligget her i Vilslev siden 1175 – hun er altså en ældre dame med 900 år på bagen, og det kan ses; denne gamle dame har rynker i murværket, skønhedsfejl i malingen, og hun kunne såmænd godt bruge en ansigtsløftning. Alligevel gør det ikke så meget, for kirken er på en måde som en hyggelig bedstemor – bare mange gange ældre. Her kan man komme for at blive trøstet og blive opmuntret til at leve et liv, hvor ikke alting går lige godt.
Kirken er ikke bare skudt op af jorden eller dumpet ned fra himlen, men den har en lang, lang historie bag sig. Ja, faktisk så kan vi takke et par jøder for, at vi i dag kan samles her til gudstjeneste og konfirmation. Først var der naturligvis Jesus, som blev født for at bringe et budskab til vores verden, som vi stadig efter 2.000 år har hårdt brug for. Dernæst var der Saulus – der senere skiftede navn til Paulus – som bragte dette budskab ud til rigtig mange andre lande og folk end jøderne i Israel. Faktisk kom kristendommen med tiden helt herop i vores del af verden, og det skal vi være glade for. Kristendommen har nemlig spillet en afgørende rolle for, at vi i Danmark har et velfærdssamfund, og at menneskerettighederne bidrager til at sikre basale friheder og rettigheder til folk i hele verden. Vi har også en særlig kultur, hvor kirken spiller en tydelig rolle, især når livets store begivenheder skal markeres. Det er de færreste, der kommer i kirke hver søndag, men langt de fleste kommer til de store højtider og til de store fejringer af dåb, konfirmation, vielse – og så ved livets afslutning.
At vi overhovedet har en kirke, og at vi er kristne her i landet, skyldes ikke bare Guds Søn, Jesus Kristus, men også Paulus, hvis historie er noget helt særligt. Som ung, jødisk mand i Israel var han meget optaget af det, vi kalder Det gamle Testamente, og han var vel det, vi med et moderne ord vil kalde fundamentalist og måske endda terrorist. Han terroriserede i hvert fald de første kristne grupper, der forsøgte at holde deres tro skjult; for det var nemlig forbudt at tro på, at Jesus var Guds søn og verdens frelser!
Det er jo helt ufatteligt for os, der ikke har et problem med Jesus eller hans budskab om tro, håb og kærlighed. Jeg har tit tænkt på, at budskabet fra Jesus mødte så meget modstand, fordi folk var så enormt bange for at miste deres magt eller kontrol. Vi vil jo gerne have kontrol over vores tilværelse og vil gerne have styr på tingene. Vi kan se tendensen i skolerne, hvor børnene skal kontrolleres og testes men også på arbejdsmarkedet, hvor medarbejderne skal evalueres og arbejdet skal dokumenteres – ganske enkelt fordi, der ikke er særligt meget tillid i systemet. I vores ønske om at have styr på tingene viser vi, at vi ikke har tillid til, at det hele nok skal gå. I stedte hører vi ofte, at vi bliver nødt til at tage os sammen og tage ansvar og få styr på det, vi har med at gøre. Det er ganske forståeligt. Vores samfund er bygget op på den måde, og sådan var samfundet også der, hvor Jesus levede. Han udfordrede dog folks vanetænkning med systemer og kontrol – og i stedet lagde han vægt på noget, der hverken kunne styres eller kontrolleres, men som måtte have luft og frihed for at trives. Enhver der har følt kærlighedens gribende følelser ved, at den ikke kan kontrolleres og ikke styres.
Men Paulus lod sig ikke sådan overbevise af sine følelser; i stedet var han en hård mand, der levede efter lov og regler, og som stolt slog kristne ihjel, fordi han virkeligt troede, at det var Guds vilje. Jamen sikke da en vildfarelse! Manden var blind af raseri og så blev han så blind i sin ondskab, at han måtte blive reddet af – en kristen. Sådan arbejder Gud nogle gange på underlige måder, men det er jo fordi, Gud ønsker at alle skal se den kærlighed, han vil berige vores verden med. Han ønsker ikke vold eller blod, ingen terror eller ondskab – men tværtimod ønsker selve himlens og jordens skaber, at vi deler ud af den frihed og glæde, som vi selv er blevet overøst med. Det er da et skønt budskab at dele med hele verden; det er noget helt andet og langt mere livgivende end at slå folk i hovedet med deres fejl og mangler.
Vi er ikke perfekte, for vi er pinligt bevidste om vore fejl og mangler. Personligt oplever jeg det i de nære relationer, i mit forhold til min familie og venner: Jeg er ikke perfekt. Og jeg går endda i kirke rigtig tit! Men jeg går altså ikke i kirke for at vise mig frem eller for at være ”hellig”, men netop fordi jeg ved, at jeg har meget at bede om tilgivelse for. Nogle dage er jeg også blind; nogle dage gør jeg ting, jeg ikke burde have gjort – og derfor kommer jeg herind i det tidløse rum for at finde ro til at bede, til at tænke og til at høre, at Gud tilgiver, så jeg kan tilgive andre – og ikke mindst: tilgive mig selv. Derved kommer friheden, og jeg får ligesom synet igen. Så kan jeg se, hvad jeg har gjort galt, og jeg kan se, at jeg alligevel er elsket, både af Gud foroven, og af mennesker omkring mig.
Vi går i kirke af hver vores grund, og vi kan glæde os over, at her er rum til os, uanset hvad vi kommer med, og uanset hvad vi har gjort. Her får vi endnu en chance, og vi hører, at vi ikke er opgivet – ikke efterladt eller forladt. Nej, Jesus ønsker også, at vi får frihed i hjerte og sind til at se kærligheden blomstre imellem os – så vi kan tilgive hinanden, og så vi kan tro og håbe, at Guds barmhjertighed altid kan rumme os. Glædelig søndag. Amen.
Prædikentekster til 4. søndag efter påske
Salmer: 1) 478: Vi kommer til din kirke Gud - 2) 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære - 3) 192: Hil dig, frelser og forsoner - --- - 4) 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede - 5) 476: Kornet, som dør i jorden - 6) 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste. På søndag (d. 6. maj) er der konfirmation af 16 unge i Hunderup kl. 10. Søndag d. 13. maj er der gudstjeneste i Vilslev kirke kl. 11.
Onsdag d. 9. maj er der koncert kl. 19.30 med et kor fra Iowa. Der er gratis entre, og det bliver noget af en oplevelse at få en flok amerikanere på besøg.
Ved nadverbordet får vi brød og vin som et tegn på, at Jesus giver os sig selv – deri er der styrke for troen, for håbet og for glæden. Det kan vi alle have brug for, og derfor må alle deltage. Konfirmanderne får første bord.
Om lidt skal konfirmanderne gå op til alteret for at blive konfirmeret, og når konfirmandens navn nævnes, rejser dennes familie sig; så kan vi se, hvem de er, og de kan bedre se op til alteret.
Foto. Man må gerne tage fotos undervejs. Dog uden blitz. Efter gudstjenesten er der mulighed for at få taget billeder. Fotografen Palma tager et fællesbillede af konfirmanderne efter gudstjenesten, som man kan købe hos hende.
Kirken er ikke bare skudt op af jorden eller dumpet ned fra himlen, men den har en lang, lang historie bag sig. Ja, faktisk så kan vi takke et par jøder for, at vi i dag kan samles her til gudstjeneste og konfirmation. Først var der naturligvis Jesus, som blev født for at bringe et budskab til vores verden, som vi stadig efter 2.000 år har hårdt brug for. Dernæst var der Saulus – der senere skiftede navn til Paulus – som bragte dette budskab ud til rigtig mange andre lande og folk end jøderne i Israel. Faktisk kom kristendommen med tiden helt herop i vores del af verden, og det skal vi være glade for. Kristendommen har nemlig spillet en afgørende rolle for, at vi i Danmark har et velfærdssamfund, og at menneskerettighederne bidrager til at sikre basale friheder og rettigheder til folk i hele verden. Vi har også en særlig kultur, hvor kirken spiller en tydelig rolle, især når livets store begivenheder skal markeres. Det er de færreste, der kommer i kirke hver søndag, men langt de fleste kommer til de store højtider og til de store fejringer af dåb, konfirmation, vielse – og så ved livets afslutning.
At vi overhovedet har en kirke, og at vi er kristne her i landet, skyldes ikke bare Guds Søn, Jesus Kristus, men også Paulus, hvis historie er noget helt særligt. Som ung, jødisk mand i Israel var han meget optaget af det, vi kalder Det gamle Testamente, og han var vel det, vi med et moderne ord vil kalde fundamentalist og måske endda terrorist. Han terroriserede i hvert fald de første kristne grupper, der forsøgte at holde deres tro skjult; for det var nemlig forbudt at tro på, at Jesus var Guds søn og verdens frelser!
Det er jo helt ufatteligt for os, der ikke har et problem med Jesus eller hans budskab om tro, håb og kærlighed. Jeg har tit tænkt på, at budskabet fra Jesus mødte så meget modstand, fordi folk var så enormt bange for at miste deres magt eller kontrol. Vi vil jo gerne have kontrol over vores tilværelse og vil gerne have styr på tingene. Vi kan se tendensen i skolerne, hvor børnene skal kontrolleres og testes men også på arbejdsmarkedet, hvor medarbejderne skal evalueres og arbejdet skal dokumenteres – ganske enkelt fordi, der ikke er særligt meget tillid i systemet. I vores ønske om at have styr på tingene viser vi, at vi ikke har tillid til, at det hele nok skal gå. I stedte hører vi ofte, at vi bliver nødt til at tage os sammen og tage ansvar og få styr på det, vi har med at gøre. Det er ganske forståeligt. Vores samfund er bygget op på den måde, og sådan var samfundet også der, hvor Jesus levede. Han udfordrede dog folks vanetænkning med systemer og kontrol – og i stedet lagde han vægt på noget, der hverken kunne styres eller kontrolleres, men som måtte have luft og frihed for at trives. Enhver der har følt kærlighedens gribende følelser ved, at den ikke kan kontrolleres og ikke styres.
Men Paulus lod sig ikke sådan overbevise af sine følelser; i stedet var han en hård mand, der levede efter lov og regler, og som stolt slog kristne ihjel, fordi han virkeligt troede, at det var Guds vilje. Jamen sikke da en vildfarelse! Manden var blind af raseri og så blev han så blind i sin ondskab, at han måtte blive reddet af – en kristen. Sådan arbejder Gud nogle gange på underlige måder, men det er jo fordi, Gud ønsker at alle skal se den kærlighed, han vil berige vores verden med. Han ønsker ikke vold eller blod, ingen terror eller ondskab – men tværtimod ønsker selve himlens og jordens skaber, at vi deler ud af den frihed og glæde, som vi selv er blevet overøst med. Det er da et skønt budskab at dele med hele verden; det er noget helt andet og langt mere livgivende end at slå folk i hovedet med deres fejl og mangler.
Vi er ikke perfekte, for vi er pinligt bevidste om vore fejl og mangler. Personligt oplever jeg det i de nære relationer, i mit forhold til min familie og venner: Jeg er ikke perfekt. Og jeg går endda i kirke rigtig tit! Men jeg går altså ikke i kirke for at vise mig frem eller for at være ”hellig”, men netop fordi jeg ved, at jeg har meget at bede om tilgivelse for. Nogle dage er jeg også blind; nogle dage gør jeg ting, jeg ikke burde have gjort – og derfor kommer jeg herind i det tidløse rum for at finde ro til at bede, til at tænke og til at høre, at Gud tilgiver, så jeg kan tilgive andre – og ikke mindst: tilgive mig selv. Derved kommer friheden, og jeg får ligesom synet igen. Så kan jeg se, hvad jeg har gjort galt, og jeg kan se, at jeg alligevel er elsket, både af Gud foroven, og af mennesker omkring mig.
Vi går i kirke af hver vores grund, og vi kan glæde os over, at her er rum til os, uanset hvad vi kommer med, og uanset hvad vi har gjort. Her får vi endnu en chance, og vi hører, at vi ikke er opgivet – ikke efterladt eller forladt. Nej, Jesus ønsker også, at vi får frihed i hjerte og sind til at se kærligheden blomstre imellem os – så vi kan tilgive hinanden, og så vi kan tro og håbe, at Guds barmhjertighed altid kan rumme os. Glædelig søndag. Amen.
Prædikentekster til 4. søndag efter påske
Salmer: 1) 478: Vi kommer til din kirke Gud - 2) 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære - 3) 192: Hil dig, frelser og forsoner - --- - 4) 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede - 5) 476: Kornet, som dør i jorden - 6) 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste. På søndag (d. 6. maj) er der konfirmation af 16 unge i Hunderup kl. 10. Søndag d. 13. maj er der gudstjeneste i Vilslev kirke kl. 11.
Onsdag d. 9. maj er der koncert kl. 19.30 med et kor fra Iowa. Der er gratis entre, og det bliver noget af en oplevelse at få en flok amerikanere på besøg.
Ved nadverbordet får vi brød og vin som et tegn på, at Jesus giver os sig selv – deri er der styrke for troen, for håbet og for glæden. Det kan vi alle have brug for, og derfor må alle deltage. Konfirmanderne får første bord.
Om lidt skal konfirmanderne gå op til alteret for at blive konfirmeret, og når konfirmandens navn nævnes, rejser dennes familie sig; så kan vi se, hvem de er, og de kan bedre se op til alteret.
Foto. Man må gerne tage fotos undervejs. Dog uden blitz. Efter gudstjenesten er der mulighed for at få taget billeder. Fotografen Palma tager et fællesbillede af konfirmanderne efter gudstjenesten, som man kan købe hos hende.
