Jeg er det tredje lys, og det er mig en ære, sådan at få lov at tale for menneskeøre her i december måneds magiske dage. Og hvor er det skønt at se oplysning alle steder her i sognet - ikke bare af mine eksotiske fætre og kusiner i form af de elektriske lys og pærer, men også se, at min hjerteveninde Lucia hyldes med optog og sang. Det ville hun have syntes rigtig godt om! Jo, det er vigtigt med lys i hverdagen og dagligdagen både ved gryderne og i sofaen og ved sengen – ja, endda ude på statik og i træerne og på gågaden – det er jo som om, I mennesker slet ikke kan få nok af lys! Alle steder skinner lys i vintermørkets blæst og kulde, men mørket forsvinder ikke helt. Kampen består stadig mellem lys og mørke, men hvor er det skønt, at I tager kampen op og ikke lader mørket vinde! Hvor er det godt, at elektriciteten spreder lys og varme, for der var engang hvor vi lys kun kunne skinne, hvis vi havde noget at brænde af.
Før Jesus blev født, skete der noget specielt. Det er lidt ligesom tiden før, der kom elektrisk lys; menneskene levede jo godt nok og havde da også lys som små flammer i toppen af olielamper, stearin, tællelys osv., men da det elektriske lys kom, så blev verden bare oplyst på en anderledes og også bedre måde. Før Jesus blev født, blev der født en dreng, som hed Johannes. Det var et ret almindeligt navn, men han var en ualmindelig mand med et ualmindeligt arbejde; han skulle nemlig døbe folk. Man kan synes, det er et ret nemt og måske lidt ligegyldigt arbejde, men dengang fandtes der ikke dåb på den måde, og Johannes var ikke bare et barn, man fik, bare fordi storken kom forbi. Nej, det var alt sammen meget mystisk. Johannes’ forældre hed Elisabeth og Zakarias. Zakarias var præst og efterhånden var han blevet en gammel mand. En dag fortalte en engel ham, at hans gamle kone skulle blive gravid, men han blev fyldt med tvivl, for hvordan skulle så gamle mennesker dog kunne få et barn?! Gud hørte, at Zakarias tvivlede, og så gjorde Gud ham stum! Så kunne han lære at tvivle på Guds plan. Zakarias var stum helt ind til Johannes var blevet født, og først da kunne han tale igen og takke Gud for det mirakel, han havde oplevet. Hans stemme havde været dødt i mange måneder, men nu levede det op igen, og Zakarias var fuld af glæde og jubel både over at få et barn og over at få stemmen igen.
Johannes blev født ligesom et stearinlys bliver tændt, hans gnist var tændt af himlen selv; hans flamme lyste med styrke og kraft; hans ild var klar og stolt. Johannes skulle være et lys, der gik foran i mørket og forberedte mennesker på et andet og større og mægtigere lys, der skulle komme til vores verden; lidt ligesom elektrisk lys. Hans opgave var at tænde flere lys, og det gjorde han ved at døbe mange mennesker. Johannes voksede op og tog opgaven på sig, og han trænede sin flamme og sin ild, så han kunne bekæmpe ondskab og mørke på sin vej. For at han kunne træne rigtigt, boede han ude i ørkenen, og han levede af at spise græshopper og honning, og han klædte sig i tøj lavet af hår fra kameler. Jo, han var en spøjs mand, ham Johannes, men han er også en vigtig person; tænk, det er pga. ham, at vi fejrer Sankt Hans om sommeren. Ild og lys har med ham at gøre, ligesom det også har med Lucia at gøre. Ild og lys, varme og oplysning har vi alle sammen brug for, både store og små, unge og gamle. Alle lys i verden peger dog hen på et større lys, og det er altså ikke solen, men et ganske særligt menneske, og ham skal vi høre mere om Juleaften. Vi skal høre om lyset, der fødes i mørke for at glæden kan vinde over sorg og fred vinde over krig.
I dag har vi set Lucia-pigerne bære lys i hænderne, men faktisk har vi alle et lille lys i vores hænder og hjerte; et lys, som vi kan dele med hinanden. På den måde kan vi bekæmpe lidt mere mørke; lys er også et symbol på det gode – og vi kan gøre meget godt for hinanden. Især her i december måned, og især når mørket falder over os både som vinter og tristhed over kulden og det farveløse, triste gråvejr. Johannes brændte sit lys af glæde, imens han ventede på Jesus, og Lucia brændte sine lys for at skinne for dem, der sad i dødens og mørkets skygge. Man kan sige, at det alt sammen sket for så længe siden, men det har sandelig stadig noget at gøre med os; for også i vores verden lurer mørkets kræfter som tristhed i hverdagen og ondskab i verden. Vi er ikke som Johannes eller Lucia, men vi har lys og liv, glæde og fred at dele med hinanden, hvis bare vi vil.
Lad også os bære lys med glæde / på hver en vej og hvert et stræde / så bringes himmellysets skin på jord / hvor end vi lever, bor og tror. / Lys gi’r håb og håbet gi’r varme / og lysets håb vil i verden larme / glæden vil blomstre og troen blive stor / hos hvert et barn og hos far og mor. / Johannes døbte og tændte lys i troende / Lucia tændte lys hos de i mørket boende / hun var blot en pige / men hun lod lyset stige / som håb og glæde for hver den / der sad i de mørke gange hengemt. / Glædelig 3. søndag i advent. Amen.
Søndag den 15. december kl. 15.30 i Vilslev, kl. 17 i Hunderup – begge steder med Lucia 1) 99: Velkommen igen Guds engle små Hilsen + kollekt GT-læsning 2) 111: Hør, hvor englesangen toner NT-Læsning + Trosbekendelse 3) 122: Den yndigste rose Prædiken (elektrisk lys er slukket) 4) 87: Det første lys Fadevor + Velsignelse 5) 787: Du, som har tændt
Indledning til GT-læsningen
Esajas var en vigtig profet for omkring 3.000 år siden. En profet er en, der skal lytte til Gud, og høre hvad han siger, og så skal han fortælle mennesker, hvad Gud har sagt. I dag skal vi høre, at Gud har sagt til Esajas, at Gud Herren selv er på vej til jorden.
Indledning til NT-læsningen
Paulus var en mand, som dannede kirker rundt om i Middelhavsområdet for 2.000 år siden, og i dag skal vi høre et lille stykke fra hans brev til menigheden i Korinth, som ligger i Grækenland. I brevet skriver Paulus om et lys fra Gud, der skal skinne, selvom mørke og ondskab trænger sig på.
Lovprisning
Lov og tak, og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Lad os alle bede. Kære Gud, vort himmelske lys på jord / lad os juble over dit glædelige ord / at kristendom for syndere og hedninge til jorden kom / for at frelse os og redde os fra andres og vor egen dom. / Jesus lyste for mange engang / lad ham også bliver vores håbslys og glædessang / vi længes efter tro, håb og kærlighed, så tak at du selv kom helt herned. / Helligånd, du er vor livskraft / og for vores tro en livgivende saft. / Gud, giv os din styrke og mod / til at stå det onde imod. / Vær du lys for vore fødder / giv vor tro dybe rødder / og lad håb og kærlighed nå alle mennesker fra evighed og til evighed. / Amen.
MEDDELELSER
Vilslev
Tak til konfirmandpigerne, fordi I har fundet flere piger til at gå Lucia-optoget for os. Det er en meget stemningsfuld måde at bevare mindet om lyset i disse kolde og mørke dage. Efter gudstjenesten har jeg en tak og en godtepose til jer med et Lussebrød i, som min kone har bagt.
På søndag fejrer vi en særlig gudstjeneste, hvor konfirmanderne læser udvalgte tekster fra Bibelen og Decemberkoret medvirker. Det er søndag den 22. december kl. 11 i Vilslev.
I perioden mellem høst og nytår samler vi ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler og andre steder, hvor der er efterspørgsel. Vi takker for enhver gave, der lægges i indsamlingsbøsserne. Gaverne går ubeskåret til organisationen
Hunderup
Tak til konfirmandpigerne, fordi I har fundet flere piger til at gå Lucia-optoget for os. Det er en meget stemningsfuld måde at bevare mindet om lyset i disse kolde og mørke dage. Efter gudstjenesten har jeg en tak og en godtepose til jer med et Lussebrød i, som min kone har bagt.
Tak til Lone for adventsgaverne i kirken. Adventskrans…
På søndag fejrer vi en særlig gudstjeneste, hvor konfirmanderne læser udvalgte tekster fra Bibelen og Decemberkoret medvirker. Det er søndag den 22. december kl. 9.30 i Hunderup.
Fra høst til juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul. Vi takker for enhver gave, der lægges i indsamlingsbøsserne. Gaverne går ubeskåret til organisationen. I Tårnrummet hænger en plakat med et nummer til Mobile Pay.
Apostolsk velsignelse