Indledning til GT
Første Mosebog er den første bog i Bibelen, og deri kan vi læse om skabelsen og syndefaldet, om Adam og Eva og Noah og altså også om ham, der bliver stamfar til hele det jødiske folk, nemlig Abraham. Men der var engang, Abraham hed Abram, og han var barnløs, selvom han var gift med Sara og havde alderen til at være far. Men han er ikke far, og han frygter at hans tjener Eliezer skal arve alt. Men Gud lover Abram, at han skal få så mange børn, som der er stjerner på himlen, og Abram tror på det. Derfor kaldes Abraham også troens fader, fordi han formåede at tro på Guds ord alene.
Indledning til NT
Hebræerbrevet findes i det nye testamente og er skrevet til de jøder, som har omvendt sig til kristendommen og tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser. I brevet fokuseres der på at forklare kristendommen for jøder. Derfor hører vi om Kain og Abel, hvor den ene slog den anden ihjel af misundelse og om Enok, som ikke døde, men blev taget bort til himlen af Gud. I dagens afsnit hører vi om, hvad tro er. ”De gamle”, som der omtales, er de vigtige personer fra det gamle testamente.
Prædiken
I februar forrige år var min familie og jeg på ferietur i Iran, hvor min svigerinde bor og har boet i 14 år. Iran ligger i Mellemøsten, og mange kender mest Iran fra nyhederne, når tusinder går på gaderne i demonstration for frihedsrettigheder og imod et regeringsstyre, som de ikke ønsker. I Iran har der ikke været krig siden 1980’erne, hvor der hærgede en forfærdelig krig imod nabolandet Irak. Da min svigerinde er flydende på iransk og kender den persiske kultur lige så godt som den danske, hun er opvokset med, var vi altså i trygge hænder. Vi havde tillid til, at hun nok skulle vise os rundt i det store, flotte land med et meget venligt og gæstfrit folk. Naturligvis var vi ude at køre i hendes store, stærke jeep over enorme afstande og så både hovedstandens tætbebyggede asfaltjungle med smog og fattige mennesker samt ørkenen i al dens øde forladthed, flotte mineralfarvede bjerge og ruiner hist og pist. Undervejs kom vi dog mere på eventyr, end vi havde regnet med, når hendes GPS viste os ud af veje, der både var ufremkommelige og nogle gange også førte os de forkerte steder hen. Når teknologien svigtede, måtte hun spørge lokale om vej; når man ikke kunne have tillid til det moderne udstyr, måtte man sætte sin tillid til de muslimske iranere. Og sådan gik vores ferie med mange små og store oplevelser i et land, som mange hører om, men ikke så mange har besøgt.
Undervejs på vores ferietur fik jeg noget at tænke over i forhold til tillid. Kan man have tillid til iranere? Ja, det kan man godt lige så vel som til alle andre slags nationaliteter. Kan man have tillid til muslimer? Ja, det kan man også godt ligeså vel som til alle andre religiøse eller ateister. Her i landet er det en del af vores opdragelse og opvækst, at vi har tillid til hinanden, og derfor har vi også så meget frihed i vores samfund. Vi går jo ikke rundt og mistænker hinanden for at ville angive os til myndighederne eller stikke os ned på gaden. Vort samfund er trygt og sikkert, og vi har på det jævne generelt meget tillid til vores næste. Selvfølgelig skal man ikke blive ovenud naiv hverken i Iran eller i Danmark. Men grundlæggende tillid er godt og nødvendigt.
Når vi i Hebræerbrevet hører, at tro er tillid, kan vi konkludere, at når vi har tillid til hinanden, betyder det også, at vi tror på hinanden. Altså, vi tror, andre siger sandheden, og at vi kan stole på, hvad andre siger til os. De bibelske tekster handler dog ikke kun om vore jævne relationer eller om den mellemmenneskelige tillid eller tro, men især tilliden til og troen på Gud og hans løfter. Og så bevæger vi os ud et sted, hvor ikke alle er så trygge ved at være. Det er trods alt nemmere at forholde sig til det, vi kan se.
Tro er tillid til det, vi håber på. Vi håber ikke på det, vi har eller ved, men på det, der endnu ligger derude i fremtiden som noget, vi gerne vil have til at gå i opfyldelse. Vi håber inderligt det bedste for dem, vi holder af; men selvom vi har ikke altid magten til at få det til at ske, så kan vi heldigvis tro på og bede om, at det må ske. Tro er overbevisning om det, der ikke ses. Vi kan ikke se Gudsriget, selvom vi er døbt ind i det, og vi kan ikke forestille os himlen, selvom Gud har lovet os adgang dertil ved vores dåb.
Selvom de 12 voksne mænd havde forladt deres familier og almindelige liv for at følges med Jesus, så syntes de alligevel ikke, de havde tro nok; de ville i hvert fald have mere tro eller større tro, og det betyder, at de ville have mere eller større tillid til det, de håbede på og endnu ikke kunne se. Det kan jeg sådan set godt forstå. Efter 6 år som præst, hvor jeg mange gange har prædiket for gamle og unge, døbt, konfirmeret, viet og begravet mange forskellige personer ud fra Guds omsorgsfulde løfter, så kan jeg godt ønske mig at se Gudsriget og næstekærlighedens samfund blive tydeligere – altså, se Guds løfter gå i opfyldelse. Det eneste jeg sådan kan se er, at lidt flere går i kirke; men har mine kirkegængerne og sognebørn fået mere tillid til Gud? Er troen, håbet og kærligheden blevet stærkere og større her hos os? Er vi blevet bedre til at leve i vores dagligdag? Med andre ord: Virker kristendommen ude i virkeligheden? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke se det. Derom kan jeg kun tro.
Engang imellem kan jeg nemmere tvivle end tro og derved miste tilliden til Guds godhed og således nemmere blive fortvivlet end være håbefuld, når jeg ikke synes, at kristendommen og kirken gør nogen forskel for mig og mine sognebørn, samfundet og klimaet, forfulgte kristne og fattige. I sådanne øjeblikke tænker også jeg, at jeg gerne vil have en større tro, mere tillid, dybere håb, så min tro ikke bliver udfordret af uretfærdighederne rundt om os.
Jeg må også indrømme, at der flere gange har været øjeblikke, hvor jeg med et dybt suk har tænkt: ”Gud, hvorfor har du forladt mig?” Sådan kan det føles, når ingenting går, som man håber. Når håbet smuldrer, lider troen. Sandheden er dog ikke det, jeg føler i de svære øjeblikke, men det løfte, vi har fået ved vores dåb: Gud forlader os ikke, og han lader os ikke i stikken. Vore følelser kan være underligt lumske og drilske; det ene øjeblik kan vi føle os fulde af Gudgiven mening og gå-på-mod, det næste øjeblik kan vi føle os Gudsforladte og fortabte. Vore følelser fungerer altså ikke altid særlig godt som GPS eller kompas, for de skifter og ændres efterhånden, som vi lever. Mavefornemmelsen og følelserne er ikke ligefrem urokkelige fundamenter eller klipper i vores mere og mere komplekse og foranderlige verden. Vi lever efterhånden i et samfund, hvor rigtig meget er i forandring, og det skaber forvirring og fortvivlelse.
Nej, den bedste og urokkelige vejviser i livet er altså Guds eget håb for os om velsignelse, fred og glæde. Det forsøgte Jesus mange gange at lære sine venner, de 12 apostle, men de kunne altid finde på noget nyt at spørge om. Når de spørger efter en større tro, så er det fordi de ser, at Jesus kan gøre mirakler – og det vil de også kunne. Jesus er dog ikke en tryllekunstner, der kan udføre magiske handlinger, men han er tjener af næstekærligheden. Hans interesse er altså ikke at rive træer op med rode og plante dem i havet, men at nå ud til rodløse mennesker, som er blevet revet op med rode, så de hverken har tro eller tillid til mennesker eller Gud. Som tjener lever han for at give andre, hvad de mangle; sådan skal også hans venner, de 12 apostle leve, og sådan skal enhver døbt leve og derfor samles vi til gudstjeneste, for herinde at finde tid og rum til eftertanke. Derude skal vi leve i tro, for tro er tillid til håbet om det, vi endnu ikke kan se. Et håb om en bedre liv på jord og et evigt liv i Paradis. Det skal vi bygge vort liv på, og det skal vi række ud til andre. Amen.
MEDELELSER
På søndag den 2. februar fejrer vi Kyndelmissen i skumringstiden i Vilslev Kirke kl. 16.30 med en masse musik og sang i et kirkerum oplyst af forskellige slags lys.
Onsdag den 29. januar kl. 19 er der filmaften i Sognehuset, Gredstedbro. Der vises den danske film ’I krig og kærlighed’ som handler om ungdomsliv og kærlighed omkring Første Verdenskrig.
Mandag den 3. februar er der samtalesalon i Idéforum, Hunderup, hvor man bare møder op og taler sammen om et emne. Den aften er er emnet: Helte. Hvad er en helt? Hvem har helt for dig som barn? osv. Samtalesalon er en anderledes måde at mødes og tale sammen om et mene på, og Mette Bjergmark står for aftenen.
Skulle man have lyst til at høre mig holde foredrag om vores ferietur til Iran, så holder jeg foredrag på torsdag den 30/1 kl. 14 i Jernved Kulturhus.