Når man sådan en søndag formiddag står ved kirkebænken og hører ordene fra Bibelen, så kan tankerne nemt vandre og ørene kan nemt glemme at lytte, måske fordi man står og hører andre ting for sit indre øre. ”Hvorfor skal vi nu høre dén gamle tekst? Næh, lad mig nu se, skal jeg købe mælk på vej hjem? Hov, nu taler han om Guds rustning, og det lyder da underligt… fik jeg nu også låst hoveddøren, inden jeg tog i kirke?” Ja, sådan kan tankerne vandre; jeg forstår godt, at det kan være svært at holde koncentrationen, for der kan være meget, der fylder i tankerne, så lad os gå direkte til sagen.
Temaet for prædiken i dag er spørgsmålet: Hvad er tro? Begrebet tro er jo en sjov størrelse, fordi det kan betyde så mange forskellige ting. Tro kan betyde usikkerhed; hvis man nu kun tror, at man har lavet sine lektier til i morgen, eller tro kan være noget, man håber, hvis man tror, at det bliver en hvid jul. Man kan være tro mod sin ven eller ægtefælle, og man kan tro på noget eller nogen. Bibelen er fyldt med fortællinger om personer, der tror på noget eller nogen; som er tro med noget eller nogen, og som tror både i form af usikkerhed og i form af forventning. Ja, man kan vel sige, at Bibelens overskrift er: Tro. – tror jeg da nok.
I vores jævne dagligdag derhjemme fylder den kristne tro måske ikke så meget, men det er alligevel den kristne tro, vi støtter os til, når der i et øjebliks splitsekund undslipper os en bøn for vore nære og kære, eller når vi inderligt håber og tror det bedste for dem, vi holder af og for de mange lidende, vi igennem fjernsyn og aviser ser og hører om i fjerne riger og lande. Troen er slet ikke noget højtragende eller noget, der kun er forbeholdt særlige mennesker, for tro er ganske enkelt: tillid. Og tillid har vi jo med at gøre hver evig eneste dag; ikke bare tillid til os selv men også til dem omkring os. Tro er tillid, og ligesom man kan tro på sine medmennesker og have tillid til dem, sådan kan man også tro på Gud og have tillid til ham.
Det er for mange dog straks sværere, og jeg har hørt flere personer sige i oprørt frustration, at de ikke kan tro på Gud. De føler ikke, de kan have tillid til, at Gud vil noget godt for dem - og det er vel i grunden meget menneskeligt; vi kan jo se, at der er meget ondt til i verden, og hvordan kan Gud så være god? Hvordan kan vi tro på og have tillid til, at Gud er god, når sygdomme vælter vore kære og alting bare går imod os? Der er altid noget at blive deprimeret over eller bange for, når man kigger ud omkring og ser, hvordan mennesker både nær og fjern rammes af ondskabens mørke magter og alverdens pinefulde sygdomme. Det er så nemt at forfalde til pessimisme og mismod; ligesom det er nemt at blive siddende sur i sofaen og brokke sig over alverdens elendighed; ligesom det er nemt at afvise Guds barmhjertighed af tvivl og frygt for tro pga. alt det, vi oplever af modgang og mørke.
Men netop fordi pessimisme og modløshed er så nærliggende, så menneskeligt og så nemt, så er der så meget desto mere grund til at opdyrke troen og tale om de glædelige gaver ved tilliden. Vi skal give det negative kamp til stregen! Vi skal ikke lade os underkue af modgang eller modstand, eller lade os vælte af tvivl og sorg.
Det var netop det, Paulus lagde vægt på, da han på sin egen specielle måde skrev, at menigheden skulle iføre sig Guds fulde rustning, dvs. at man så at sige skal iklæde sig åndens gode velsignelser, så man ikke væltes ned i tristhedens og de dystre tankers mørke, selvom man må tage imod hårde slag i tilværelsen. Der er nemlig noget evigt at glæde sig over, når man lever i Guds nærvær og omsorg. Det lærte også en kongelig embedsmand, som havde en syg søn. Han troede ikke på, at Jesus var Guds søn, men da livets alvor bankede på og døden truede med at stjæle hans søns liv, så vidste han godt, hvem han skulle gå til. Han bad Jesus om et mirakel, men Jesus ville ikke lege en himmelsk tryllekunstner, der med besværgelser og hemmelige trylleord skulle optræde foran den fornemme og rige mand. Så Jesus sendte ham bare afsted hjem med besked om, at det skulle gå ham, som han havde bedt om. Jesus var ikke en bøjelig og blødsøden mand, men han var heller ikke uretfærdig hård. Han gav sønnen livet igen, og embedsmanden kom til tro, fordi han havde oplevet et mirakel så tæt på. Hvem kan ellers sige, at de har det?
Nogle personer har det sådan, at de først skal se for at kunne tro. Der skal et mirakel til, der skal ske et under, noget overnaturligt, et bevis på Gud; så kan de tro. Det er desværre de færreste af os, der får lov at opleve sådanne store mirakler, så troen ikke kan afvises. Langt de fleste af os tror på Jesus, uden at have set ham, og vi har tillid til Gud, selvom det nogle gange kan være svært at forklare hvorfor. Men der er noget ved den kristne tro, som tiltrækker os og sætter os ind i livet på en ny måde. Måske er det, fordi der dybt inde i os ligger en længsel efter at høre til, efter at blive set, efter at blive hørt og forstået. Det er jo desværre ikke altid, at vore nære og kære kan forstå, hvad vi føler og mener eller tænker og tror. Mange har oplevet, at de hos Jesus har fået rum til at være åbne om alt i deres liv; at Jesus ligefrem har vakt en ny slags tillid, som er omsorgsfuld og hensynsfuld uden at være omklamrende eller kvælende. Det har i sig selv været en trøst for mange, for det er ikke alle, der i deres hverdag bliver lyttet til eller bliver hørt eller set for dem, de er.
Hos Jesus skal vi ikke først gøre os fortjente til at møde ham; vi kan komme til ham som vi er, når vi bare folde vore hænder eller ganske enkelt i hjertets bøn sende en hilsen til herren i det høje. Igen; troen er ikke noget højtragende, men er jævn og almindelig; tro er tillid; tro er trøst. Der er trøst i at tro, for i troen er der håb om Guds omsorg; et håb om, at Gud griber ind i hverdagen og livet, og skænker os, hvad vi mangler af glæde over livets under; fred med os selv og hinanden; mod til at leve et liv, hvor vi ser storhed i det små, og mirakler i det almindelige. Troen er med til at åbne verden for os, og er med til at åbne os for verden. Det er da stort, og det er værd at bruge tid på, så vi kan få et liv i tillid, fred, trøst og glæde. Amen.
Søndag den 10. november 2019 kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev (21. s.e.T.). I Hunderup er der kirkekaffe og dåb af 1 pige. Dåbsparret har ønsket, at vi skal synge ”Nu titte til hinanden”.
Hunderup: 1) 750: Nu titte til hinanden 2) 448: Fyldt af glæde over livets under 3) 674: Sov sødt barnlille - Prædiken - 4) 582: At tro er at komme 5) 477: Som korn fra mange marker 6) 728: Du gav mig, o Herre
Vilslev: 1) 732: Dybt hælder året 2) 493: Gud Herren så til jorden ned 3) 580: Jesus, dødens overvinder - Prædiken - 4) 582: At tro er at komme 5) 477: Som korn fra mange marker 6) 634: Du ved det nok, mit hjerte
Indledning til GT-læsningen
Elisa er navnet på en mandlig profet, som levede i Israel omkring 800 år før Jesus’ fødsel. Profetens opgave er at lytte til Gud og fortælle Guds ord videre til mennesker. Profeten havde altså et særligt kald og et ansvar, der ikke altid var nem eller let, for nogle gange måtte profeten fortælle f.eks. en konge eller en hel by, at de skulle vende om fra deres syndige liv og begynde at bede til Gud. Mange profeter er blevet slået ihjel i tidens løb. Elisa var dog ikke sådan at bide skeer med, for Guds ånd virkede stærkt i ham. I afsnittet til i dag hører vi om en ikke-jødisk konge med spedalskhed, der ønsker at blive helbredt; han havde håbet af profeten ville give ham noget underholdning ved helbredelsen, men sådan gik det altså ikke. Han kom dog alligevel til tro på, at Gud er den sande gud.
Indledning til NT-læsning
Paulus var en mand, der var kaldet af Jesus til at grundlægge kirker og menigheder i Middelhavsområdet. Når han havde grundlagt en menighed, så drog han videre, og så skrev han breve til de menigheder, han kendte til rundt omkring. I dag skal jeg læse et stykke fra hans brev til menigheden i Efesos, hvor han med stærke ord opfordrer menigheden til at iføre sig en åndelig rustning, så enhver er klar til at møde udfordring og modstand i åndelig forstand.
MEDDELELSER
Peter spurgte: Hvor mange skal jeg tilgive min bror?, og Jesus svarer ved a fortælle en lille historie om en tjener, der skyldte sin konge penge i tusindvis. Kongen eftergav ham al gæld. Den tjener havde en kollega, som skyldte ham et par hundrede; men tjeneren som havde fået eftergivet en tusindtung gæld, var ikke tålmodig med ham, der kun skyldte et par hundrede. Det skal vi høre om på søndag, når der er gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor gudstjenesten får undertekster. Nogle gange kan det være svært at høre alt det, præsten siger, og derfor sætter vi undertekster på hele gudstjenesten; og teksterne kommer op på storskærm. Efter gudstjenesten er der frokost i Samlingssalen og foredrag om de nyeste teknologier inden for høreapparat-branchen, og man kan endda få lavet en høreprøve på bare 1 minut. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage.
Torsdag den 14. november kl. 16.30 har vi småbørnsgudstjeneste i Hunderup, hvor temaet er fisk. Gudstjenesten er for alle småbørn og deres forældre, og i en halv times tid skal vi synge og høre, lytte og lege.
Torsdag aften kl. 19 åbner vi præstegården til en samtalecafé om næstekærlighed. Hvad er det, og hvem er vi forpligtet på at elske? Alle er velkomne, og der vil være kaffe og kage undervejs.
Temaet for prædiken i dag er spørgsmålet: Hvad er tro? Begrebet tro er jo en sjov størrelse, fordi det kan betyde så mange forskellige ting. Tro kan betyde usikkerhed; hvis man nu kun tror, at man har lavet sine lektier til i morgen, eller tro kan være noget, man håber, hvis man tror, at det bliver en hvid jul. Man kan være tro mod sin ven eller ægtefælle, og man kan tro på noget eller nogen. Bibelen er fyldt med fortællinger om personer, der tror på noget eller nogen; som er tro med noget eller nogen, og som tror både i form af usikkerhed og i form af forventning. Ja, man kan vel sige, at Bibelens overskrift er: Tro. – tror jeg da nok.
I vores jævne dagligdag derhjemme fylder den kristne tro måske ikke så meget, men det er alligevel den kristne tro, vi støtter os til, når der i et øjebliks splitsekund undslipper os en bøn for vore nære og kære, eller når vi inderligt håber og tror det bedste for dem, vi holder af og for de mange lidende, vi igennem fjernsyn og aviser ser og hører om i fjerne riger og lande. Troen er slet ikke noget højtragende eller noget, der kun er forbeholdt særlige mennesker, for tro er ganske enkelt: tillid. Og tillid har vi jo med at gøre hver evig eneste dag; ikke bare tillid til os selv men også til dem omkring os. Tro er tillid, og ligesom man kan tro på sine medmennesker og have tillid til dem, sådan kan man også tro på Gud og have tillid til ham.
Det er for mange dog straks sværere, og jeg har hørt flere personer sige i oprørt frustration, at de ikke kan tro på Gud. De føler ikke, de kan have tillid til, at Gud vil noget godt for dem - og det er vel i grunden meget menneskeligt; vi kan jo se, at der er meget ondt til i verden, og hvordan kan Gud så være god? Hvordan kan vi tro på og have tillid til, at Gud er god, når sygdomme vælter vore kære og alting bare går imod os? Der er altid noget at blive deprimeret over eller bange for, når man kigger ud omkring og ser, hvordan mennesker både nær og fjern rammes af ondskabens mørke magter og alverdens pinefulde sygdomme. Det er så nemt at forfalde til pessimisme og mismod; ligesom det er nemt at blive siddende sur i sofaen og brokke sig over alverdens elendighed; ligesom det er nemt at afvise Guds barmhjertighed af tvivl og frygt for tro pga. alt det, vi oplever af modgang og mørke.
Men netop fordi pessimisme og modløshed er så nærliggende, så menneskeligt og så nemt, så er der så meget desto mere grund til at opdyrke troen og tale om de glædelige gaver ved tilliden. Vi skal give det negative kamp til stregen! Vi skal ikke lade os underkue af modgang eller modstand, eller lade os vælte af tvivl og sorg.
Det var netop det, Paulus lagde vægt på, da han på sin egen specielle måde skrev, at menigheden skulle iføre sig Guds fulde rustning, dvs. at man så at sige skal iklæde sig åndens gode velsignelser, så man ikke væltes ned i tristhedens og de dystre tankers mørke, selvom man må tage imod hårde slag i tilværelsen. Der er nemlig noget evigt at glæde sig over, når man lever i Guds nærvær og omsorg. Det lærte også en kongelig embedsmand, som havde en syg søn. Han troede ikke på, at Jesus var Guds søn, men da livets alvor bankede på og døden truede med at stjæle hans søns liv, så vidste han godt, hvem han skulle gå til. Han bad Jesus om et mirakel, men Jesus ville ikke lege en himmelsk tryllekunstner, der med besværgelser og hemmelige trylleord skulle optræde foran den fornemme og rige mand. Så Jesus sendte ham bare afsted hjem med besked om, at det skulle gå ham, som han havde bedt om. Jesus var ikke en bøjelig og blødsøden mand, men han var heller ikke uretfærdig hård. Han gav sønnen livet igen, og embedsmanden kom til tro, fordi han havde oplevet et mirakel så tæt på. Hvem kan ellers sige, at de har det?
Nogle personer har det sådan, at de først skal se for at kunne tro. Der skal et mirakel til, der skal ske et under, noget overnaturligt, et bevis på Gud; så kan de tro. Det er desværre de færreste af os, der får lov at opleve sådanne store mirakler, så troen ikke kan afvises. Langt de fleste af os tror på Jesus, uden at have set ham, og vi har tillid til Gud, selvom det nogle gange kan være svært at forklare hvorfor. Men der er noget ved den kristne tro, som tiltrækker os og sætter os ind i livet på en ny måde. Måske er det, fordi der dybt inde i os ligger en længsel efter at høre til, efter at blive set, efter at blive hørt og forstået. Det er jo desværre ikke altid, at vore nære og kære kan forstå, hvad vi føler og mener eller tænker og tror. Mange har oplevet, at de hos Jesus har fået rum til at være åbne om alt i deres liv; at Jesus ligefrem har vakt en ny slags tillid, som er omsorgsfuld og hensynsfuld uden at være omklamrende eller kvælende. Det har i sig selv været en trøst for mange, for det er ikke alle, der i deres hverdag bliver lyttet til eller bliver hørt eller set for dem, de er.
Hos Jesus skal vi ikke først gøre os fortjente til at møde ham; vi kan komme til ham som vi er, når vi bare folde vore hænder eller ganske enkelt i hjertets bøn sende en hilsen til herren i det høje. Igen; troen er ikke noget højtragende, men er jævn og almindelig; tro er tillid; tro er trøst. Der er trøst i at tro, for i troen er der håb om Guds omsorg; et håb om, at Gud griber ind i hverdagen og livet, og skænker os, hvad vi mangler af glæde over livets under; fred med os selv og hinanden; mod til at leve et liv, hvor vi ser storhed i det små, og mirakler i det almindelige. Troen er med til at åbne verden for os, og er med til at åbne os for verden. Det er da stort, og det er værd at bruge tid på, så vi kan få et liv i tillid, fred, trøst og glæde. Amen.
Søndag den 10. november 2019 kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev (21. s.e.T.). I Hunderup er der kirkekaffe og dåb af 1 pige. Dåbsparret har ønsket, at vi skal synge ”Nu titte til hinanden”.
Hunderup: 1) 750: Nu titte til hinanden 2) 448: Fyldt af glæde over livets under 3) 674: Sov sødt barnlille - Prædiken - 4) 582: At tro er at komme 5) 477: Som korn fra mange marker 6) 728: Du gav mig, o Herre
Vilslev: 1) 732: Dybt hælder året 2) 493: Gud Herren så til jorden ned 3) 580: Jesus, dødens overvinder - Prædiken - 4) 582: At tro er at komme 5) 477: Som korn fra mange marker 6) 634: Du ved det nok, mit hjerte
Indledning til GT-læsningen
Elisa er navnet på en mandlig profet, som levede i Israel omkring 800 år før Jesus’ fødsel. Profetens opgave er at lytte til Gud og fortælle Guds ord videre til mennesker. Profeten havde altså et særligt kald og et ansvar, der ikke altid var nem eller let, for nogle gange måtte profeten fortælle f.eks. en konge eller en hel by, at de skulle vende om fra deres syndige liv og begynde at bede til Gud. Mange profeter er blevet slået ihjel i tidens løb. Elisa var dog ikke sådan at bide skeer med, for Guds ånd virkede stærkt i ham. I afsnittet til i dag hører vi om en ikke-jødisk konge med spedalskhed, der ønsker at blive helbredt; han havde håbet af profeten ville give ham noget underholdning ved helbredelsen, men sådan gik det altså ikke. Han kom dog alligevel til tro på, at Gud er den sande gud.
Indledning til NT-læsning
Paulus var en mand, der var kaldet af Jesus til at grundlægge kirker og menigheder i Middelhavsområdet. Når han havde grundlagt en menighed, så drog han videre, og så skrev han breve til de menigheder, han kendte til rundt omkring. I dag skal jeg læse et stykke fra hans brev til menigheden i Efesos, hvor han med stærke ord opfordrer menigheden til at iføre sig en åndelig rustning, så enhver er klar til at møde udfordring og modstand i åndelig forstand.
MEDDELELSER
Peter spurgte: Hvor mange skal jeg tilgive min bror?, og Jesus svarer ved a fortælle en lille historie om en tjener, der skyldte sin konge penge i tusindvis. Kongen eftergav ham al gæld. Den tjener havde en kollega, som skyldte ham et par hundrede; men tjeneren som havde fået eftergivet en tusindtung gæld, var ikke tålmodig med ham, der kun skyldte et par hundrede. Det skal vi høre om på søndag, når der er gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor gudstjenesten får undertekster. Nogle gange kan det være svært at høre alt det, præsten siger, og derfor sætter vi undertekster på hele gudstjenesten; og teksterne kommer op på storskærm. Efter gudstjenesten er der frokost i Samlingssalen og foredrag om de nyeste teknologier inden for høreapparat-branchen, og man kan endda få lavet en høreprøve på bare 1 minut. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage.
Torsdag den 14. november kl. 16.30 har vi småbørnsgudstjeneste i Hunderup, hvor temaet er fisk. Gudstjenesten er for alle småbørn og deres forældre, og i en halv times tid skal vi synge og høre, lytte og lege.
Torsdag aften kl. 19 åbner vi præstegården til en samtalecafé om næstekærlighed. Hvad er det, og hvem er vi forpligtet på at elske? Alle er velkomne, og der vil være kaffe og kage undervejs.
