Efter prædiken skal vi synge en salme af Aastrup. Han er en dejlig ærlig salmedigter, for han pakker ikke noget ind i poetiske vendinger, som han ikke på en eller anden måde finder i erfaringens lys. Og erfaringen er jo, at Gud giver os efter sit eget behag, og vores erfaring er, at vi altid kun oplever livet fra én side, nemlig vores egen.
Verden synes at være vilkårlig, at være uretfærdig, for hvordan har vi fortjent at være dér, hvor vi på godt og ondt nu er i vores liv? Har vi kæmpet os hertil eller er vi tilfældigt endt her? I begyndelsen af det 19. århundrede voksede Freud frem af psykologiens muld og hans frø satte mange afgrøder, og alle kunne pludseligt forklares ud fra deres barndom, deres arv og miljø. Og sådan betragtet gav det sønnerne stumpe tænder, når fædrene åd sure druer. I kølvandet på Freud hed det sig, at man skulle bryde den sociale arv, fordi man altid var mere end det, ens forældre havde været.
I dag hedder det sig, at vi skal realisere os selv, at vi er herre over vort liv, at vi kan tage skæbnen i vor egen hånd. Men har vi prøvet det? Ved vi hvad vores skæbne vejer, hvor tung den er? Ved vi, hvad det vil sige at tage skæbnen i egen hånd, at tage magten over vores liv?
I dagens evangelietekst er budskabet, at ingen har magt, ingen kan tage kontrol, at vi eller er underlagt det, vi kan kalde skæbnens lunefulde spil. Tårne vælter ned over retfærdige, og de rettroende bliver udsat for forfærdeligt blasfemi. Rent blod blandes med urent, verden går under for den enkelte og tilbage står vi med ensomhed over for Gud og mennesker, for intet er os sikkert andet, end at verden er et usikkert sted. Var det sådan Gud ønskede det? Er det sådan, vi er bestemt til at leve? Er dette meningen med livet, at alt er meningsløst og at vore dumheder skal nedarves og videregives som straf på vore børn?
Nej. Vi må ikke forfalde til pessimisme og depression, for evangeliet skal lyde, selvom verden brænder under os. Evangelium kommer af græsk og betyder det glædelige budskab, så selvom hele verden går mod ragnarok er det præstens ubarmhjertige job at finde lidt trøst i den evangelietekst, der hører til denne søndag. Således står jeg for jer i dag og kan ikke andet.
Salmedigteren Aastrup fastholder ikke bare den hverdagserfaring, vi omgiver os med, men peger også frem mod det håb, der ligger på den anden side af livet og døden, at Gud Herren selv giver os, hvad vi ikke kan give os selv, og giver os, som vi slet ikke har fortjent: Nåde og frelse er hans dyreste bud, men netop derfor giver han os det, for vi er hans dyreste eje.
Nogle personer finder trøst i at verden går sin gang, og de forsøger at finde mening i alting, om det så hedder terror, tsunami eller kræft og alt for tidlig død. For hvis meningen forsvinder, hvad er så meningen?
Det efterlader os på Herrens mark, men det er trods alt nok ikke det værste sted, vi kan befinde os – for selv her, hvor alt håb synes ude, er håbet dog til stede i form af den Kristus, der opsøgte de fortabte og var medmenneske for dem, der ingen andre havde. Sådan som det var dengang, er det også i dag - for hvor skal vi dog ellers vende os hen, når vi mister alt håb, tro og glæde? Kun Kristus selv, der var der i tomheden påskelørdag i sorgens mørke midte og som villigt gik i døden for personer der svigtede, hos ham finder vi en chance til og vinder en mulighed for endnu engang at tage livet på os selvom vi måske slet ikke vil eller kan. For hvad skal det nytte? Vi ender jo alligevel i døden, og hvordan vi ender der ved vi ikke, men vi ved dog, at vi er skabt for at leve og sat her for at elske – selvom vi måske ikke hver dag scorer topkarakterer i dén disciplin. Hvor mange os kommer ikke dagligt til at såre, svigte og forfalde til ondskab i stor eller lille stil?
Og dog holder Gud fast i os, som om, vi gjaldt hele hans eksistens. Gud selv plantede et vintræ, og ansatte sin søn som gartner. Gud virker streng og vil have udbytte, men sønnen er mere, end hvad man kan udtrykke. Det er som om, han siger: Giv træet og mennesket en chance til, og måske på sigt det os ej skuffe vil.
Gud er til evig tid barmhjertig, selvom vi kun kan erfare, at det dog ikke gør vort liv nemmere eller løser vore problemer. Når vi spøger: ”Hvorfor, Gud?” svarer han ofte i stilhed: ”Fordi jeg vil…”, og godheden er måske kun, at vi hver en dag får endnu en chance, endnu en mulighed for at gøre det, vi ikke fik gjort i går, og for at gøre det, vi burde have gjort sidste år. Herren er vor Gud, der er ingen anden – hvad enten vi vil det eller ej. Jesus er vor frelser, en mand, vi ikke har fortjent, men som har givet sit liv og sit hjerte for at give os adgang til et himmerige, vi end ikke tør drømme om.
Hvad skal vi så her på den jord, hvor livet til tider synes uretfærdig, og tilværelsen synes præget af tilfældigheder og lunefulde indfald? Måske skal vi bare sprede håb og trøst? Måske bare gør det det, som Gud har påbudt os: At elske vor næste som os selv? Måske har præsten ingen evigtgyldige svar, fordi jeg som jer blot er et menneske; ikke indsat af Gud, som var jeg en pave, men kaldet af mennesker. Evangeliet sættes på prøve, men vi må stå fast og høre nådens glædelige budskab, hver vores sted i hver vort liv. Ingen har et helt let liv, for alle er vi i den samme båd, og det oprørte livets hav bølger af tvivl og bruser af livsfrygt og dødsangst, men trods alt lyder Gud egen stemme midt i livets uvejr: Frygt ikke, tro kun. Amen.
Læs bibelteksterne til 21. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 12: Min sjæl, du Herren love; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 687: Hvor dejligt skal Guds kirke stå; Kingo; --- ; 4. DDS 27: Du gav os efter dit behag; 5. DDS 217: Min Jesus, lad mit hjerte få; 6. DDS 399: Klokken slår, tiden går
Verden synes at være vilkårlig, at være uretfærdig, for hvordan har vi fortjent at være dér, hvor vi på godt og ondt nu er i vores liv? Har vi kæmpet os hertil eller er vi tilfældigt endt her? I begyndelsen af det 19. århundrede voksede Freud frem af psykologiens muld og hans frø satte mange afgrøder, og alle kunne pludseligt forklares ud fra deres barndom, deres arv og miljø. Og sådan betragtet gav det sønnerne stumpe tænder, når fædrene åd sure druer. I kølvandet på Freud hed det sig, at man skulle bryde den sociale arv, fordi man altid var mere end det, ens forældre havde været.
I dag hedder det sig, at vi skal realisere os selv, at vi er herre over vort liv, at vi kan tage skæbnen i vor egen hånd. Men har vi prøvet det? Ved vi hvad vores skæbne vejer, hvor tung den er? Ved vi, hvad det vil sige at tage skæbnen i egen hånd, at tage magten over vores liv?
I dagens evangelietekst er budskabet, at ingen har magt, ingen kan tage kontrol, at vi eller er underlagt det, vi kan kalde skæbnens lunefulde spil. Tårne vælter ned over retfærdige, og de rettroende bliver udsat for forfærdeligt blasfemi. Rent blod blandes med urent, verden går under for den enkelte og tilbage står vi med ensomhed over for Gud og mennesker, for intet er os sikkert andet, end at verden er et usikkert sted. Var det sådan Gud ønskede det? Er det sådan, vi er bestemt til at leve? Er dette meningen med livet, at alt er meningsløst og at vore dumheder skal nedarves og videregives som straf på vore børn?
Nej. Vi må ikke forfalde til pessimisme og depression, for evangeliet skal lyde, selvom verden brænder under os. Evangelium kommer af græsk og betyder det glædelige budskab, så selvom hele verden går mod ragnarok er det præstens ubarmhjertige job at finde lidt trøst i den evangelietekst, der hører til denne søndag. Således står jeg for jer i dag og kan ikke andet.
Salmedigteren Aastrup fastholder ikke bare den hverdagserfaring, vi omgiver os med, men peger også frem mod det håb, der ligger på den anden side af livet og døden, at Gud Herren selv giver os, hvad vi ikke kan give os selv, og giver os, som vi slet ikke har fortjent: Nåde og frelse er hans dyreste bud, men netop derfor giver han os det, for vi er hans dyreste eje.
Nogle personer finder trøst i at verden går sin gang, og de forsøger at finde mening i alting, om det så hedder terror, tsunami eller kræft og alt for tidlig død. For hvis meningen forsvinder, hvad er så meningen?
Det efterlader os på Herrens mark, men det er trods alt nok ikke det værste sted, vi kan befinde os – for selv her, hvor alt håb synes ude, er håbet dog til stede i form af den Kristus, der opsøgte de fortabte og var medmenneske for dem, der ingen andre havde. Sådan som det var dengang, er det også i dag - for hvor skal vi dog ellers vende os hen, når vi mister alt håb, tro og glæde? Kun Kristus selv, der var der i tomheden påskelørdag i sorgens mørke midte og som villigt gik i døden for personer der svigtede, hos ham finder vi en chance til og vinder en mulighed for endnu engang at tage livet på os selvom vi måske slet ikke vil eller kan. For hvad skal det nytte? Vi ender jo alligevel i døden, og hvordan vi ender der ved vi ikke, men vi ved dog, at vi er skabt for at leve og sat her for at elske – selvom vi måske ikke hver dag scorer topkarakterer i dén disciplin. Hvor mange os kommer ikke dagligt til at såre, svigte og forfalde til ondskab i stor eller lille stil?
Og dog holder Gud fast i os, som om, vi gjaldt hele hans eksistens. Gud selv plantede et vintræ, og ansatte sin søn som gartner. Gud virker streng og vil have udbytte, men sønnen er mere, end hvad man kan udtrykke. Det er som om, han siger: Giv træet og mennesket en chance til, og måske på sigt det os ej skuffe vil.
Gud er til evig tid barmhjertig, selvom vi kun kan erfare, at det dog ikke gør vort liv nemmere eller løser vore problemer. Når vi spøger: ”Hvorfor, Gud?” svarer han ofte i stilhed: ”Fordi jeg vil…”, og godheden er måske kun, at vi hver en dag får endnu en chance, endnu en mulighed for at gøre det, vi ikke fik gjort i går, og for at gøre det, vi burde have gjort sidste år. Herren er vor Gud, der er ingen anden – hvad enten vi vil det eller ej. Jesus er vor frelser, en mand, vi ikke har fortjent, men som har givet sit liv og sit hjerte for at give os adgang til et himmerige, vi end ikke tør drømme om.
Hvad skal vi så her på den jord, hvor livet til tider synes uretfærdig, og tilværelsen synes præget af tilfældigheder og lunefulde indfald? Måske skal vi bare sprede håb og trøst? Måske bare gør det det, som Gud har påbudt os: At elske vor næste som os selv? Måske har præsten ingen evigtgyldige svar, fordi jeg som jer blot er et menneske; ikke indsat af Gud, som var jeg en pave, men kaldet af mennesker. Evangeliet sættes på prøve, men vi må stå fast og høre nådens glædelige budskab, hver vores sted i hver vort liv. Ingen har et helt let liv, for alle er vi i den samme båd, og det oprørte livets hav bølger af tvivl og bruser af livsfrygt og dødsangst, men trods alt lyder Gud egen stemme midt i livets uvejr: Frygt ikke, tro kun. Amen.
Læs bibelteksterne til 21. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 12: Min sjæl, du Herren love; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 687: Hvor dejligt skal Guds kirke stå; Kingo; --- ; 4. DDS 27: Du gav os efter dit behag; 5. DDS 217: Min Jesus, lad mit hjerte få; 6. DDS 399: Klokken slår, tiden går
