Når børn og voksne hører HjemIs-klokken og ser den velkendte bil køre på landevejen, så forventer vi at kunne købe dejligt iskolde is. Forventningens glæde er stor, når man en hed sommerdag sætter tænderne i isen med håb om den opkvikkende og friske kulde, der pludselig fylder munden. Og derfor vil skuffelsen også være enorm, hvis isen viser sig at være lunken og halvsmeltet. Nej, når man køber is, skal det være frossen og ikke lunken, ellers giver det ikke mening. Det giver heller ikke mening at deltage i en bryllupsfest, hvis ikke man f.eks. har taget passende tøj på til det. Det er ikke fordi, Gud går op i, hvordan vi klæder os; om vi har tørklæder på, eller om bukserne stumper eller der er kaffepletter på skjorten. Nej, det handler om, at når man deltager, skal man deltage fuldt ud, og ikke være lunken som en lumsk is.
Lignelsen om kongesønnens bryllup er et billede på Gud og os. Kongen i lignelsen er Gud, og Gud holder festen og inviterer vidt og bredt. Mange afslår invitationen, fordi de tror og mener, at de har så meget andet, der er vigtigere og bedre at tage sig til. På trods af al lunkenheden i verden, når Guds invitation også helt ud til os i syvende kartoffelrække, hvor kragerne er vendt om, og hvor vestenvind og Kongeåvand faktisk spiller en rolle i vores hverdag. Ja, Guds tjenere gik ud til alle dem, der boede langt fra magtens centrum, for festen er for alle – og måske endda mest for dem, der ikke har andet i livet, ikke andet at give sig til, og ikke har andet at undskylde sig med.
Dengang kunne man være så fattig, at man bare stod ved vejkanten og håbede på én dags arbejde eller i det mindste nogle brødkrummer fra de riges bord. Disse folk var sultne, når de vågnede, og de var sultne, når de gik i seng. Deres tøj var gammelt og usselt, og de havde end ikke råd til de mest basale ting i tilværelsen. Og selvom der er gået 2000 år siden denne historie, skulle man tro, at verden så anderledes ud. Det kunne dog være bedre, og vi må overveje, hvorfor der så at sige stadig står folk ved vejene, som ingen ser men allerhøjst overser. Måske er de selv skyld i, at det står så dårligt til for dem? Måske er vi skyld i, at det står så skidt til for andre? Uanset hvem, der har skylden for den fattigdom, de havde i lignelsen, blev de uforskyldt og ufortjent inviteret med til kongesønnens bryllup; disse folk, der aldrig kunne have gjort sig forhåbninger om at komme i audiens hos kongen; pludselig gik de fra at være sølle stakler til at være gæster i de fineste gemakker.
Kongen gav disse udstødte og fattige en fest, de ikke havde gjort sig fortjente til. Han forbarmede sig over dem i sin nåde, og det var for dem en gåde. Hvorfor aflyste han ikke bare festen, hvis de fine gæster ikke ville deltage? Kongen mente vel åbenbart, at hverken maden eller lejligheden skulle gå til spilde, for hans søn skulle have et gilde. Men dem, han mente var værdige, var de mest uværdige, så dem, han først havde ment var uværdige, blev de mest værdige. Det hele blev vendt på hovedet, og de fattige endte i de riges sale, mens de rige blev straffet for deres hovmod. De som var rige og havde alt, svigtede kongen og nægtede at fejre hans store og glædelige begivenhed. De havde nok i sig selv, nok i deres eget projekt; jo mere de havde fået, desto mere overbeviste de sig selv om, at de kun havde fået, hvad de var berettiget til. Deres høje tanker om dem selv medførte også lave tanker om andre; der var en grund til, at de havde fået meget rigdom, og at de usle stakler stod fattige ved vejen. Kongen havde dog højere tanker om de fremmede, som han inviterede, og han lukkede dem alle – både gode og onde – ind i sit hjem.
Der var én i mængden, som ikke var som de andre gæster. Én, der fulgte med strømmen ind i festsalen, men som ikke fulgte drømmen om at give noget uden at få noget igen. Gæsten var sådan en, der deltager med sin fysiske tilstedeværelse, men hvis hjerte er koldt og hverken har omtanke eller omsorg for andre. Denne gæst var som kongens såkaldte venner; han havde nok i sig selv, og så ingen grund til at klæde sig om for at deltage i festen. Han var lunken som en kedelig kop kaffe og en halvsmeltet ispind. Hans lunkenhed ødelagde stemningen ved festen, for han lurepassede og tog ikke del, men stod overlegen og så ned på, at de andre deltog i festen med liv og stor glæde. Måske tænkte han ligefrem, at han ikke ville lade sig narre af kongens venlighed; nok var han til fest i dag, men i morgen ville han jo igen stå ved vejen og tigge på sine fattige lemmer.
Som pessimist vidste han, at han sikkert ville blive skuffet over alt i verden, og han forstod ikke at gribe dagens gyldne øjeblik og være til stede i nuet. Han havde allerede taget forskud på sorgen og dér stod han som tvungen gæst ved kongens fest og kunne ikke bestemme sig, hverken for at blive og tage del i festen eller at gå ud, hvor han kom fra. Hans ubeslutsomme sind fyldte hans hjerte og overskyggede hans glæde. I mørke var han, og i mørket blev han kastet ud, for han ville ikke lukke lyset ind og ville ikke lade livet fylde ham med glæde; se, kongen gav han en enestående mulighed for at feste, og det var et mirakel, at han fik lov at opleve det. Men det var ikke nok for gæsten, og hvem ved, hvad denne gæst søgte efter?
De få udvalgte kunne derimod deltage i kongens fest med glæde over bare én gang i deres liv at få meget, som de ikke fortjente, og derved på egen krop opleve, hvad evangeliet er: At Gud giver os langt mere, end vi kan fatte og begribe, imens vi er i live. Spørgsmålet er, hvilken slags gæst vi er her på jorden? Tager vi del i livet? Tager vi livet på os? Føler vi ansvar for det, vi har fået? Eller brokker og beklager vi os hjerteløst indtil tiden er gået? Gud være os nådig i al vor ubeslutsomhed. Gud, lad os leve ved din barmhjertighed. Hør vor bøn ved din Søn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 448: Fyldt af glæde over livets under; 3. DDS 49: Ingen er så tryg i fare; ---; 4. DDS 320: Midt iblandt os er Guds rige; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
MEDDELELSER
På søndag (5. november) skal vi høre om en kongelig embedsmand, der ydmyger sig for at redde sin søns liv. Sønnen er syg og ligger for døden, og embedsmanden ser ingen anden udvej end at bede Jesus om nåde og helbredelse. Embedsmanden vil have Jesus med sig hjem til sønnens sygeleje, men Jesus sender ham af sted kun med løftet om, at sønnen vil blive rask. Hvad der så skete, skal vi høre mere om til gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
På søndag er det Allehelgenssøndag, hvor vi mindes dem, der enten er døde i sognet eller nedsat på kirkegården. Kirkekoret deltager, og gudstjenesten bliver meget højtidelig og stemningsfuld.
- Morgengudstjeneste ved og med konfirmander torsdage kl. 8
- koncert ved Ribes Drengekor, Hunderup kirke i dag kl. 16
Lignelsen om kongesønnens bryllup er et billede på Gud og os. Kongen i lignelsen er Gud, og Gud holder festen og inviterer vidt og bredt. Mange afslår invitationen, fordi de tror og mener, at de har så meget andet, der er vigtigere og bedre at tage sig til. På trods af al lunkenheden i verden, når Guds invitation også helt ud til os i syvende kartoffelrække, hvor kragerne er vendt om, og hvor vestenvind og Kongeåvand faktisk spiller en rolle i vores hverdag. Ja, Guds tjenere gik ud til alle dem, der boede langt fra magtens centrum, for festen er for alle – og måske endda mest for dem, der ikke har andet i livet, ikke andet at give sig til, og ikke har andet at undskylde sig med.
Dengang kunne man være så fattig, at man bare stod ved vejkanten og håbede på én dags arbejde eller i det mindste nogle brødkrummer fra de riges bord. Disse folk var sultne, når de vågnede, og de var sultne, når de gik i seng. Deres tøj var gammelt og usselt, og de havde end ikke råd til de mest basale ting i tilværelsen. Og selvom der er gået 2000 år siden denne historie, skulle man tro, at verden så anderledes ud. Det kunne dog være bedre, og vi må overveje, hvorfor der så at sige stadig står folk ved vejene, som ingen ser men allerhøjst overser. Måske er de selv skyld i, at det står så dårligt til for dem? Måske er vi skyld i, at det står så skidt til for andre? Uanset hvem, der har skylden for den fattigdom, de havde i lignelsen, blev de uforskyldt og ufortjent inviteret med til kongesønnens bryllup; disse folk, der aldrig kunne have gjort sig forhåbninger om at komme i audiens hos kongen; pludselig gik de fra at være sølle stakler til at være gæster i de fineste gemakker.
Kongen gav disse udstødte og fattige en fest, de ikke havde gjort sig fortjente til. Han forbarmede sig over dem i sin nåde, og det var for dem en gåde. Hvorfor aflyste han ikke bare festen, hvis de fine gæster ikke ville deltage? Kongen mente vel åbenbart, at hverken maden eller lejligheden skulle gå til spilde, for hans søn skulle have et gilde. Men dem, han mente var værdige, var de mest uværdige, så dem, han først havde ment var uværdige, blev de mest værdige. Det hele blev vendt på hovedet, og de fattige endte i de riges sale, mens de rige blev straffet for deres hovmod. De som var rige og havde alt, svigtede kongen og nægtede at fejre hans store og glædelige begivenhed. De havde nok i sig selv, nok i deres eget projekt; jo mere de havde fået, desto mere overbeviste de sig selv om, at de kun havde fået, hvad de var berettiget til. Deres høje tanker om dem selv medførte også lave tanker om andre; der var en grund til, at de havde fået meget rigdom, og at de usle stakler stod fattige ved vejen. Kongen havde dog højere tanker om de fremmede, som han inviterede, og han lukkede dem alle – både gode og onde – ind i sit hjem.
Der var én i mængden, som ikke var som de andre gæster. Én, der fulgte med strømmen ind i festsalen, men som ikke fulgte drømmen om at give noget uden at få noget igen. Gæsten var sådan en, der deltager med sin fysiske tilstedeværelse, men hvis hjerte er koldt og hverken har omtanke eller omsorg for andre. Denne gæst var som kongens såkaldte venner; han havde nok i sig selv, og så ingen grund til at klæde sig om for at deltage i festen. Han var lunken som en kedelig kop kaffe og en halvsmeltet ispind. Hans lunkenhed ødelagde stemningen ved festen, for han lurepassede og tog ikke del, men stod overlegen og så ned på, at de andre deltog i festen med liv og stor glæde. Måske tænkte han ligefrem, at han ikke ville lade sig narre af kongens venlighed; nok var han til fest i dag, men i morgen ville han jo igen stå ved vejen og tigge på sine fattige lemmer.
Som pessimist vidste han, at han sikkert ville blive skuffet over alt i verden, og han forstod ikke at gribe dagens gyldne øjeblik og være til stede i nuet. Han havde allerede taget forskud på sorgen og dér stod han som tvungen gæst ved kongens fest og kunne ikke bestemme sig, hverken for at blive og tage del i festen eller at gå ud, hvor han kom fra. Hans ubeslutsomme sind fyldte hans hjerte og overskyggede hans glæde. I mørke var han, og i mørket blev han kastet ud, for han ville ikke lukke lyset ind og ville ikke lade livet fylde ham med glæde; se, kongen gav han en enestående mulighed for at feste, og det var et mirakel, at han fik lov at opleve det. Men det var ikke nok for gæsten, og hvem ved, hvad denne gæst søgte efter?
De få udvalgte kunne derimod deltage i kongens fest med glæde over bare én gang i deres liv at få meget, som de ikke fortjente, og derved på egen krop opleve, hvad evangeliet er: At Gud giver os langt mere, end vi kan fatte og begribe, imens vi er i live. Spørgsmålet er, hvilken slags gæst vi er her på jorden? Tager vi del i livet? Tager vi livet på os? Føler vi ansvar for det, vi har fået? Eller brokker og beklager vi os hjerteløst indtil tiden er gået? Gud være os nådig i al vor ubeslutsomhed. Gud, lad os leve ved din barmhjertighed. Hør vor bøn ved din Søn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 448: Fyldt af glæde over livets under; 3. DDS 49: Ingen er så tryg i fare; ---; 4. DDS 320: Midt iblandt os er Guds rige; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
MEDDELELSER
På søndag (5. november) skal vi høre om en kongelig embedsmand, der ydmyger sig for at redde sin søns liv. Sønnen er syg og ligger for døden, og embedsmanden ser ingen anden udvej end at bede Jesus om nåde og helbredelse. Embedsmanden vil have Jesus med sig hjem til sønnens sygeleje, men Jesus sender ham af sted kun med løftet om, at sønnen vil blive rask. Hvad der så skete, skal vi høre mere om til gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
På søndag er det Allehelgenssøndag, hvor vi mindes dem, der enten er døde i sognet eller nedsat på kirkegården. Kirkekoret deltager, og gudstjenesten bliver meget højtidelig og stemningsfuld.
- Morgengudstjeneste ved og med konfirmander torsdage kl. 8
- koncert ved Ribes Drengekor, Hunderup kirke i dag kl. 16
