Den danske filosof Søren Kierkegaard havde det med at stille spørgsmål, som man ikke uden videre kunne besvare. Selv i vores tid tumler man med de ting, han skrev om, og der er mange meninger både om ham og de spørgsmål, han stillede. Han spurgte ind til mange ting i tilværelsen, og det har givet folk grå hår i hovedet og skæve smil om munden, fordi han kunne formulere sig sådan, at man ikke kunne lade være med at lytte og tænke, men samtidigt tænkte, at han da sandelig var en spøjs mand.
Engang spurgte han: ”Hvad er vanskeligst - at vække en, der sover, eller at vække en, der vågen drømmer, at han er vågen?” (Kjerlighedens Gjerninger 1847) Vi tror jo, at vi er vågne, men hvad nu hvis vi bare drømmer, at vi er vågen? Hvem kan så vække os, og hvordan? Selv en spand iskold vand i hovedet ville kunne tænkes at være en del af drømmen, og vi kender vist alle til, at nattens drømme kan synes at være mere virkelige end den virkelighed vi til dagligt befinder os i. Nogle gange møder man en person, der synes at sove, selvom han ser vågen ud. Sådan en person kan ikke se de tydeligste pointer eller forstå de enkleste ting. Vi kender vist alle typen. Man kan forklare noget på den mest pædagogiske måde, og man kan skære det ud i pap, men alligevel fanger han slet ikke, hvad man snakker om. Og man kan snakke mere og mere, tegne og forklare, og virkeligt gøre en indsats for at den anden forstår, hvad man mener. Men alle forsøg er spildte på den person, der befinder sig i en helt anden verden.
Hvordan skal vi dog kunne vække en, der vågen drømmer, at han allerede er vågen? Eller, hvordan skal vi kunne overbevise nogen om, at kristendommen er sand, hvis de enten tror, der ingen sandhed er, eller hvis de mener, at de allerede har fundet hele sandheden et andet sted? Svaret er nok ret enkelt, selvom den også er ubehagelig. For svaret er: det kan vi ikke! Vi kan ikke vække en, der vågen drømmer, at han er vågen, og vi kan ikke overbevise en, der er overbevist om noget andet. De må selv komme til en forståelse af, at de måske ikke har fat i den lange ende og altså ikke har forstået alting. Overbevisningen må komme fra dem selv, komme inden fra om man vil.
En dag stod Jesus over for nogle jøder, der egentligt stillede ham et ret enkelt spørgsmål. De sagde noget i retning af: ”Hvem er du, Jesus? Er du Kristus, så sig os det ligeud. Sig os det på en måde, som vi kan forstå. Så vi kan forstå, og så vi kan tro. Vi vil gerne tro dig, hvis bare du kan overbevise os om, at du virkelig er den, du siger, du er. Måske du kan give os et tegn, ja, et lille bevis på, at du virkelig er Kristus. Altså Guds søn. Bare et lille bevis, så er vi tilfredse. Så skal vi nok tro på dig. Du skal bare lige overbevise os først.”
Vi må vel indrømme, at vi sagtens selv kan høre os sige ligesom jøderne. Og det ville da ærligt talt være langt nemmere, hvis Jesus nu bare lige kunne bruge sin guddommelighed til at overbevise os om, at han virkelig er Guds søn og verdens frelser. Det burde vel ikke være et problem for ham, hvis han virkelig er den, han siger, han er? Hvis vi sover, burde han da nok kunne vække os.
Men uanset hvor højt, det råbes eller hvor store stykker pap, han skærer det ud i, kan ingen tvinge nogen til at blive overbevist om, at Jesus virkeligt er Guds søn. Jesus sagde til jøderne: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke.”, og ordene lyder til os i dag. Det er nemlig vores valg, om vi tror eller ej. Jesus kan ikke gøre mere, for uanset hvad han ville gøre og sige mere, kan vi altid tvivle på det, ligesom jøderne havde hørt ham tale og set ham helbrede syge og gøre andre store mirakler. Enten må man forlade sig på hans ord og tro, eller også må man leve i tvivl og afvise ham.
For jøderne var det en præstation at tro; de mente, det var noget, de kunne være gode til eller som de kunne gøre med stor iver og dygtighed. Men for Jesus handler tro netop ikke om præstation men om, at man afstår fra at ville præstere noget. At tro handler om at forlade sig på Gud, at overgive sit liv i Guds hænder, ligesom fårenes liv er i hyrdens hænder. Som den gode hyrde vil Jesus sikre sin flok et godt liv og beskytte sine får mod alt ondt. Det er meget naturligt og menneskeligt at ville tage hånd om sin egen skæbne, tage kontrol over sit liv og have hele sagen og afgørelsen og ansvaret på sin egen side, men når det gælder tro, må man give afkald på al den trang til kontrol og ønske om at styre sit liv. Tro og tillid kan man ikke tvinge igennem.
At give afkald og at overlade sit liv og sin lykke til andre, gør det lille spædbarn ganske naturligt over for sine forældre, og det gør fåret, der uden bekymringer følger den gode hyrde. Og dét er måske det mest skræmmende for os at høre, at vi skal slippe kontrollen over og taget om vort liv, fordi vi selv så gerne vil gøre alting selv. ”Ka’ selv!” råber vi som små, og bøvler med selv at komme i tøjet. ”Ka’ selv!” sagde jøderne og spurgte efter, hvad de skulle gøre for at få evigt liv. Vi må ikke bilde os ind, at vi selv kan tage fuldstændigt hånd om vores liv, lykke og frelse. Så stor magt har vi ikke, ja, magt over livet har vi da slet ikke. Det kan gøre os angste at tænke på, hvor magtesløse vi er, og hvor udsatte vi er i livet iblandt hinanden. Dagligt lever vi dog under Guds nåde og på andres nåde, for dem vi møder holder et stykke af vort liv i deres hænder. Når vi indser vores egen begrænsning, får vi et glimt af Guds storhed. Når vi træder ned af vores høje hest og besinder os på, at vi jo alle er lige meget mennesker, så bliver det lidt nemmere at høre, at der i hyrdens røst er trøst.
Vi kan ikke overbevise hinanden med ord, for livet er ikke en akademisk opgave. Så vi må leve som vi tror, leve som vi tvivler, og ud af dét liv lade Guds nåde overbevise os, så vi kan tage valget, når vi indser, at Jesus er Kristus for os. Amen.
Læs bibelteksterne til 2. s. e. Påske
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 662. Hvad kan os komme til for nød; 3. DDS 51: Jeg er i Herrens hænder; --- ; 4. DDS 10 Alt hvad som fuglevinger fik; 5. DDS 469, v. 6-7: Så går nu sjælens højtid an; 6. DDS 218 Krist stod op af døde ( mel. H. Rung )
Engang spurgte han: ”Hvad er vanskeligst - at vække en, der sover, eller at vække en, der vågen drømmer, at han er vågen?” (Kjerlighedens Gjerninger 1847) Vi tror jo, at vi er vågne, men hvad nu hvis vi bare drømmer, at vi er vågen? Hvem kan så vække os, og hvordan? Selv en spand iskold vand i hovedet ville kunne tænkes at være en del af drømmen, og vi kender vist alle til, at nattens drømme kan synes at være mere virkelige end den virkelighed vi til dagligt befinder os i. Nogle gange møder man en person, der synes at sove, selvom han ser vågen ud. Sådan en person kan ikke se de tydeligste pointer eller forstå de enkleste ting. Vi kender vist alle typen. Man kan forklare noget på den mest pædagogiske måde, og man kan skære det ud i pap, men alligevel fanger han slet ikke, hvad man snakker om. Og man kan snakke mere og mere, tegne og forklare, og virkeligt gøre en indsats for at den anden forstår, hvad man mener. Men alle forsøg er spildte på den person, der befinder sig i en helt anden verden.
Hvordan skal vi dog kunne vække en, der vågen drømmer, at han allerede er vågen? Eller, hvordan skal vi kunne overbevise nogen om, at kristendommen er sand, hvis de enten tror, der ingen sandhed er, eller hvis de mener, at de allerede har fundet hele sandheden et andet sted? Svaret er nok ret enkelt, selvom den også er ubehagelig. For svaret er: det kan vi ikke! Vi kan ikke vække en, der vågen drømmer, at han er vågen, og vi kan ikke overbevise en, der er overbevist om noget andet. De må selv komme til en forståelse af, at de måske ikke har fat i den lange ende og altså ikke har forstået alting. Overbevisningen må komme fra dem selv, komme inden fra om man vil.
En dag stod Jesus over for nogle jøder, der egentligt stillede ham et ret enkelt spørgsmål. De sagde noget i retning af: ”Hvem er du, Jesus? Er du Kristus, så sig os det ligeud. Sig os det på en måde, som vi kan forstå. Så vi kan forstå, og så vi kan tro. Vi vil gerne tro dig, hvis bare du kan overbevise os om, at du virkelig er den, du siger, du er. Måske du kan give os et tegn, ja, et lille bevis på, at du virkelig er Kristus. Altså Guds søn. Bare et lille bevis, så er vi tilfredse. Så skal vi nok tro på dig. Du skal bare lige overbevise os først.”
Vi må vel indrømme, at vi sagtens selv kan høre os sige ligesom jøderne. Og det ville da ærligt talt være langt nemmere, hvis Jesus nu bare lige kunne bruge sin guddommelighed til at overbevise os om, at han virkelig er Guds søn og verdens frelser. Det burde vel ikke være et problem for ham, hvis han virkelig er den, han siger, han er? Hvis vi sover, burde han da nok kunne vække os.
Men uanset hvor højt, det råbes eller hvor store stykker pap, han skærer det ud i, kan ingen tvinge nogen til at blive overbevist om, at Jesus virkeligt er Guds søn. Jesus sagde til jøderne: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke.”, og ordene lyder til os i dag. Det er nemlig vores valg, om vi tror eller ej. Jesus kan ikke gøre mere, for uanset hvad han ville gøre og sige mere, kan vi altid tvivle på det, ligesom jøderne havde hørt ham tale og set ham helbrede syge og gøre andre store mirakler. Enten må man forlade sig på hans ord og tro, eller også må man leve i tvivl og afvise ham.
For jøderne var det en præstation at tro; de mente, det var noget, de kunne være gode til eller som de kunne gøre med stor iver og dygtighed. Men for Jesus handler tro netop ikke om præstation men om, at man afstår fra at ville præstere noget. At tro handler om at forlade sig på Gud, at overgive sit liv i Guds hænder, ligesom fårenes liv er i hyrdens hænder. Som den gode hyrde vil Jesus sikre sin flok et godt liv og beskytte sine får mod alt ondt. Det er meget naturligt og menneskeligt at ville tage hånd om sin egen skæbne, tage kontrol over sit liv og have hele sagen og afgørelsen og ansvaret på sin egen side, men når det gælder tro, må man give afkald på al den trang til kontrol og ønske om at styre sit liv. Tro og tillid kan man ikke tvinge igennem.
At give afkald og at overlade sit liv og sin lykke til andre, gør det lille spædbarn ganske naturligt over for sine forældre, og det gør fåret, der uden bekymringer følger den gode hyrde. Og dét er måske det mest skræmmende for os at høre, at vi skal slippe kontrollen over og taget om vort liv, fordi vi selv så gerne vil gøre alting selv. ”Ka’ selv!” råber vi som små, og bøvler med selv at komme i tøjet. ”Ka’ selv!” sagde jøderne og spurgte efter, hvad de skulle gøre for at få evigt liv. Vi må ikke bilde os ind, at vi selv kan tage fuldstændigt hånd om vores liv, lykke og frelse. Så stor magt har vi ikke, ja, magt over livet har vi da slet ikke. Det kan gøre os angste at tænke på, hvor magtesløse vi er, og hvor udsatte vi er i livet iblandt hinanden. Dagligt lever vi dog under Guds nåde og på andres nåde, for dem vi møder holder et stykke af vort liv i deres hænder. Når vi indser vores egen begrænsning, får vi et glimt af Guds storhed. Når vi træder ned af vores høje hest og besinder os på, at vi jo alle er lige meget mennesker, så bliver det lidt nemmere at høre, at der i hyrdens røst er trøst.
Vi kan ikke overbevise hinanden med ord, for livet er ikke en akademisk opgave. Så vi må leve som vi tror, leve som vi tvivler, og ud af dét liv lade Guds nåde overbevise os, så vi kan tage valget, når vi indser, at Jesus er Kristus for os. Amen.
Læs bibelteksterne til 2. s. e. Påske
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 662. Hvad kan os komme til for nød; 3. DDS 51: Jeg er i Herrens hænder; --- ; 4. DDS 10 Alt hvad som fuglevinger fik; 5. DDS 469, v. 6-7: Så går nu sjælens højtid an; 6. DDS 218 Krist stod op af døde ( mel. H. Rung )
