Der voksede engang et prægtigt vintræ, som man aldrig før eller siden har set magen til. På den sad der en lille gren og voksede og blev større, og den begyndte at sætte blomster. Da blomsterne faldt af, kom der efterhånden små vindruer, der voksede sig større og flottere i solens skær. Den lille gren var efterhånden blevet ung og flot, stor gren, og den var pavestolt af, hvad den allerede havde udrettet. Tænk, at den kunne sætte sådan nogle fine frugter! Den jublede og var glad, for den så at mennesker plukkede af dens vindruer og spiste med stor velbehag – jo, her var frugter med farve og smag!
Grenen havde kun øjne for sine egne frugter, og den var en snakkesalig type, der fra morgen til aften snakkede om de fine frugter, den satte og om, hvordan alle folk valfartede lige præcist til dens træ. Grenen følte, at kun den gav det gamle træ en unik værdi. ”Havde det ikke været for mig og min indsats som gren, ja, hvad skulle der så blive af træet?”, tænkte grenen højt, og den strålede af stolthed over dens vigtige betydning, men så småt hørte den, at de andre grene rundt om på træet var begyndt at le.
En overbærende latter der lød som om, den kom fra helt nede fra roden af træet. Grenen kiggede forarget rundt på de andre grene og prøvede at svirpe de nærmeste, men ak, ikke en vind rørte sig, og så gjorde grenen heller ikke. ”Hvor vover I at le ad mig!”, råbte grenen så vredt og blev så sammenbidt, at nogle af drueklaserne fra dens gren faldt af. ”I er bare misundelige på, at mine druer er rødere og søderen, og at folk plukker mere fra min gren end fra jeres. Men hvis det skal være på dén måde, så kan jeg da også bare hoppe ned af træet og gå min egen vej. Jeg behøver da ikke sådan en gammel træstamme med ridser i barken og en kedelig farve. Hvad har stammen nogensinde gjort for mig? Ha! Jeg kan da bare klare mig selv!” Sådan råbte den unge gren i vrede, ligesom en hver af os i vores ungdom har kunnet reagere mod en verden, der ikke forstod, hvordan vi tænkte og følte.
Men jo mere grenen gav udtryk for sin stolte vrede, desto mere forstummede latteren hos de andre grene, for de kunne efterhånden godt høre, hvor det bar henad. Det var alvorligt. Meget alvorligt. Ungdommelig vrede er ikke at spøge med. De ældre grene kom til at tænke på, at de i deres ungdom havde set andre grene, der i bitterhed eller hovmod var tørret ind; de havde set grene, der var holdt op med at bære frugt, og der kom hverken blade eller blomster på deres grene – og så var de blevet fjernet af gartneren. Stammen havde grædt for hver eneste lille gren, der gik fortabt. Ikke en gren kunne undværes, for de sad jo alle på samme stamme og var alle en del af dette træ; hver en gren bidrog til træets unikke fællesskab.
Nogle grene sad højt oppe og kunne skue ud over byen; og de sendte besked nedad til de lavere grene om, hvad de så deroppe – og ligesådan sendte de nederste grene besked opad om, hvad der foregik nede ved jorden. På den måde var der på træet en livlig snak dagen lang, og træet summede af liv. Stammen forholdt sig dog tavs det meste af tiden, fordi den lyttede og nød grenenes pludren, men indimellem kunne grenene med stolthed mærke, at de sad på en særlig stamme, der havde rødderne solidt plantet godt nede i den jyske muld.
Da den unge, stolte gren blev tavs og ikke havde mere vrede at slynge ud, gav stammen lyd fra sig. De andre grene mærkede med glæde den velkendte rumlen helt indefra. Noget gammelt og oprindeligt rørte på sig; det var som en ånd fra tidernes morgen, og der lød en røst fra en næsten glemt tid. Røsten steg og blev en stemme i skoven, som de ældre grene havde længtes så længe efter at høre. ”Bliv i mig”, sagde stammen henvendt til den stolte gren.
Ordene kom med en saft og en kraft, der straks kaldte fornuft tilbage i grenen, ”for uden mig kan du intet gøre, og uden mig vil du intet være. Jeg er stammen, du er en gren på mig; du et mit barn, og jeg bevarer dit liv i min kærlighed. Du gør mig stolt ved de frugter, der hænger på dig, men glem ikke, hvor dit liv får styrke, saft og kraft fra. Du kan ikke bære dig selv, men jeg kan bære dig til evig tid. Se på alle de andre grene højt oppe og langt nede ad stammen; de er dine brødre og søstre. Dette er ikke X-faktor eller en konkurrence. Vi er ét træ; vi er fælles om at være dette træ, vi er sammen på stammen.”
Stammen tav med myndighed. Den vidste, at grenene nogle gange måtte have en venlig påmindelse om, hvordan virkeligheden ser ud, for det var så nemt at blive ført væk i sine tanker. Hver dag fik grenene tiden til at gå med at drømme og snakke, imens de strakte deres blade og smågrene ud mod solens lys og varme, men især de unge grene drømte om at slippe for alle de andre grene og den gamle stamme, der talte så langsomt, alvorligt og kedeligt. De længtes efter at have mere frihed, sjov og bare være deres egen stamme. Engang imellem måtte stammen derfor løfte sin urgamle røst og med åndfuld stemme lade grenene vide, at der ikke er liv, hvis man river sig løs. Det gav den unge, stolte gren noget at tænke over i lang tid.
Dagene blev til uger, der blev til måneder, der blev til år. Sådan gik tiden, imens forandringens vinde blæste, og den unge stolte gren blev med alderen mere opmærksom på verden omkring sig. Den sad solidt plantet der på stammen, og grublede over stammens ord mere end den snakkede. Den kunne efterhånden ligefrem mærke saften, der om foråret kom fra stammen og strømmede ud igennem den, så dens knopper foldede sig ud som blade, og så blomsterne banede vejen for frugterne.
Sommeren igennem blev træet beundret af de mange mennesker, der kom forbi med cykel og madkurv for at finde en plet til en hyggelig stund ved dens mageløse grene. Når sensommerblæsten satte ind og sommervarmen aftog, så bøjede grenen sig under vægten af de frugter, den stadig var stolt af; på den måde kunne folk fra jorden nå druerne, og grenen kunne høre, se og mærke helt ind under barken, at saften fra stammen blev givet videre ud i den store verden. Når en hånd rakte ud og en drue blev plukket, kunne grenen høre stammen nynne: ”Dette er en del af mig, denne drue som gives for dig. Tag det og spis det, og husk på mig.” Det var nærmest et ritual. Jo, det var et beundringsværdigt træ, som grenen sad på; og den blev fyldt med taknemmelighed over at have fået lov til at få lige præcist dens placering på stammen. Men det havde taget år for den at lære taknemmelighed over at være placeret i den familie af grene, hvor den var blevet sat.
Det var på en måde et mirakel. Grenen var nemlig slet ikke født på dette træ, men var blevet podet ind på stammen engang for længe siden. Den var blevet vandet som om, den blev døbt ind i fællesskabet, og den var blevet inkluderet i træets liv og vækst. Den historie kunne de andre grene nikke genkendende til, for også de havde været spæde spirer og var vokset andre steder, men var blevet samlet af en gartner, som havde en forunderlig vision om dette særlige vintræ med en mangfoldighed af forskellige grene.
Gartneren glædede sig ligesom stammen over hver eneste frugt, der viste sig; og al hans passion og livsglæde var dette vintræ, der bar frugt til gratis glæde for de mange, der kom forbi. Gartnerens glæde bestod i at se, hvordan stammen gav liv til de mange grene, der blev podet ind på det; som om, stammen var umættelig efter flere og flere grene. Gartneren hørte ofte flere sige med forbavselse: ”Det er sandeligt et finurligt træ, og sikke den rækker op mod himlen! Aldrig har vi set magen til prægtigt træ!”, og han gav dem ret. De spurgte gartneren, hvad han kaldte træet, og han svarede stolt som en far: Livets træ. Amen.
Søndagens bibeltekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
MEDDELSER
På søndag skal vi høre, hvordan Jesus samler nogle af de første apostle, som dannede inderkredsen omkring Jesus. Det afstedkommer nogle kritiske bemærkninger, og da Jesus præsenteres som én, der kommer fra Nazareth, spørger en af hans nye disciple: Kan noget godt komme fra Nazareth? – det må vi jo finde ud af, når vi holder gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup.
18. søndag efter Trinitatis, 30. september 2018
Hunderup kl. 9.30 1) 36: Befal du dine veje - 2) 31: Til himlene rækker - 3) 310: Gud Helligånd i tro os lær - --- 4) 412: Som vintergrene - 5) 476: Kornet som dør i jorden - 6) 731: Nu står der skum
Vilslev Kirke kl. 11
Klokkeringning + Bedeslag (3 x 3)
1. Præludium v. Maja og Benjamin
2. Indgangsbøn v. Birgit
3. Første salme 731: Nu står der skum fra bølgetop – annonceres af Birgit, spilles af Maja og Benjamin
4. Hilsen v. Ole
Menigheden synger ”Amen” - Dorte spiller på orgel
5. Indledningskollekt v. Ole
6. Læsning fra GT v. Ole
7. Anden salme: 31: Til himlene rækker din miskundhed Gud, annonceres af Birgit, Dorte spiller på orgel
8. Læsning fra NT v. Ole
9. Trosbekendelse (synges), Dorte spiller på orgel
10. Tredje salme Du skjuler dig i lyset – nr. 828 i tillægget Lysets utålmodighed – annonceres af Birgit, spilles af Maja og Benjamin
11. Evangelielæsning v. Ole
Menigheden synger ”Gud være lovet for sit glædelige budskab” – Dorte spiller på orgel
12. Prædiken v. Ole
Lovprisning v. Ole
“Musik til eftertanke” spilles af Maja og Benjamin
13. Kirkebøn - Meddelelser Apostolsk velsignelse
Musik til eftertanke v. Maja og Benjamin
14. Fjerde salme 368 Vintræ og grene – orgel
15. Altergang (Ritual A i Vilslev) v. Ole
17. Indstiftelsesordene v. Ole
18. Nadvermåltidet – baggrundsmusik v. Maja og Benjamin
Nadversalme 477: Som korn fra mange marker – annonceres af Birgit, spilles af Maja og Benjamin
19. Slutningskollekt v. Ole
20. Velsignelse (4 Mos 6,24-26)
Tre gange Amen synges af menigheden, Dorte spiller på orgel
21. Femte salme 730: Vi pløjed og vi så’de – annonceres af Birgit, Dorte spiller på orgel
22. Udgangsbøn v. Birgit
23. Postludium v. Maja og Benjamin
Grenen havde kun øjne for sine egne frugter, og den var en snakkesalig type, der fra morgen til aften snakkede om de fine frugter, den satte og om, hvordan alle folk valfartede lige præcist til dens træ. Grenen følte, at kun den gav det gamle træ en unik værdi. ”Havde det ikke været for mig og min indsats som gren, ja, hvad skulle der så blive af træet?”, tænkte grenen højt, og den strålede af stolthed over dens vigtige betydning, men så småt hørte den, at de andre grene rundt om på træet var begyndt at le.
En overbærende latter der lød som om, den kom fra helt nede fra roden af træet. Grenen kiggede forarget rundt på de andre grene og prøvede at svirpe de nærmeste, men ak, ikke en vind rørte sig, og så gjorde grenen heller ikke. ”Hvor vover I at le ad mig!”, råbte grenen så vredt og blev så sammenbidt, at nogle af drueklaserne fra dens gren faldt af. ”I er bare misundelige på, at mine druer er rødere og søderen, og at folk plukker mere fra min gren end fra jeres. Men hvis det skal være på dén måde, så kan jeg da også bare hoppe ned af træet og gå min egen vej. Jeg behøver da ikke sådan en gammel træstamme med ridser i barken og en kedelig farve. Hvad har stammen nogensinde gjort for mig? Ha! Jeg kan da bare klare mig selv!” Sådan råbte den unge gren i vrede, ligesom en hver af os i vores ungdom har kunnet reagere mod en verden, der ikke forstod, hvordan vi tænkte og følte.
Men jo mere grenen gav udtryk for sin stolte vrede, desto mere forstummede latteren hos de andre grene, for de kunne efterhånden godt høre, hvor det bar henad. Det var alvorligt. Meget alvorligt. Ungdommelig vrede er ikke at spøge med. De ældre grene kom til at tænke på, at de i deres ungdom havde set andre grene, der i bitterhed eller hovmod var tørret ind; de havde set grene, der var holdt op med at bære frugt, og der kom hverken blade eller blomster på deres grene – og så var de blevet fjernet af gartneren. Stammen havde grædt for hver eneste lille gren, der gik fortabt. Ikke en gren kunne undværes, for de sad jo alle på samme stamme og var alle en del af dette træ; hver en gren bidrog til træets unikke fællesskab.
Nogle grene sad højt oppe og kunne skue ud over byen; og de sendte besked nedad til de lavere grene om, hvad de så deroppe – og ligesådan sendte de nederste grene besked opad om, hvad der foregik nede ved jorden. På den måde var der på træet en livlig snak dagen lang, og træet summede af liv. Stammen forholdt sig dog tavs det meste af tiden, fordi den lyttede og nød grenenes pludren, men indimellem kunne grenene med stolthed mærke, at de sad på en særlig stamme, der havde rødderne solidt plantet godt nede i den jyske muld.
Da den unge, stolte gren blev tavs og ikke havde mere vrede at slynge ud, gav stammen lyd fra sig. De andre grene mærkede med glæde den velkendte rumlen helt indefra. Noget gammelt og oprindeligt rørte på sig; det var som en ånd fra tidernes morgen, og der lød en røst fra en næsten glemt tid. Røsten steg og blev en stemme i skoven, som de ældre grene havde længtes så længe efter at høre. ”Bliv i mig”, sagde stammen henvendt til den stolte gren.
Ordene kom med en saft og en kraft, der straks kaldte fornuft tilbage i grenen, ”for uden mig kan du intet gøre, og uden mig vil du intet være. Jeg er stammen, du er en gren på mig; du et mit barn, og jeg bevarer dit liv i min kærlighed. Du gør mig stolt ved de frugter, der hænger på dig, men glem ikke, hvor dit liv får styrke, saft og kraft fra. Du kan ikke bære dig selv, men jeg kan bære dig til evig tid. Se på alle de andre grene højt oppe og langt nede ad stammen; de er dine brødre og søstre. Dette er ikke X-faktor eller en konkurrence. Vi er ét træ; vi er fælles om at være dette træ, vi er sammen på stammen.”
Stammen tav med myndighed. Den vidste, at grenene nogle gange måtte have en venlig påmindelse om, hvordan virkeligheden ser ud, for det var så nemt at blive ført væk i sine tanker. Hver dag fik grenene tiden til at gå med at drømme og snakke, imens de strakte deres blade og smågrene ud mod solens lys og varme, men især de unge grene drømte om at slippe for alle de andre grene og den gamle stamme, der talte så langsomt, alvorligt og kedeligt. De længtes efter at have mere frihed, sjov og bare være deres egen stamme. Engang imellem måtte stammen derfor løfte sin urgamle røst og med åndfuld stemme lade grenene vide, at der ikke er liv, hvis man river sig løs. Det gav den unge, stolte gren noget at tænke over i lang tid.
Dagene blev til uger, der blev til måneder, der blev til år. Sådan gik tiden, imens forandringens vinde blæste, og den unge stolte gren blev med alderen mere opmærksom på verden omkring sig. Den sad solidt plantet der på stammen, og grublede over stammens ord mere end den snakkede. Den kunne efterhånden ligefrem mærke saften, der om foråret kom fra stammen og strømmede ud igennem den, så dens knopper foldede sig ud som blade, og så blomsterne banede vejen for frugterne.
Sommeren igennem blev træet beundret af de mange mennesker, der kom forbi med cykel og madkurv for at finde en plet til en hyggelig stund ved dens mageløse grene. Når sensommerblæsten satte ind og sommervarmen aftog, så bøjede grenen sig under vægten af de frugter, den stadig var stolt af; på den måde kunne folk fra jorden nå druerne, og grenen kunne høre, se og mærke helt ind under barken, at saften fra stammen blev givet videre ud i den store verden. Når en hånd rakte ud og en drue blev plukket, kunne grenen høre stammen nynne: ”Dette er en del af mig, denne drue som gives for dig. Tag det og spis det, og husk på mig.” Det var nærmest et ritual. Jo, det var et beundringsværdigt træ, som grenen sad på; og den blev fyldt med taknemmelighed over at have fået lov til at få lige præcist dens placering på stammen. Men det havde taget år for den at lære taknemmelighed over at være placeret i den familie af grene, hvor den var blevet sat.
Det var på en måde et mirakel. Grenen var nemlig slet ikke født på dette træ, men var blevet podet ind på stammen engang for længe siden. Den var blevet vandet som om, den blev døbt ind i fællesskabet, og den var blevet inkluderet i træets liv og vækst. Den historie kunne de andre grene nikke genkendende til, for også de havde været spæde spirer og var vokset andre steder, men var blevet samlet af en gartner, som havde en forunderlig vision om dette særlige vintræ med en mangfoldighed af forskellige grene.
Gartneren glædede sig ligesom stammen over hver eneste frugt, der viste sig; og al hans passion og livsglæde var dette vintræ, der bar frugt til gratis glæde for de mange, der kom forbi. Gartnerens glæde bestod i at se, hvordan stammen gav liv til de mange grene, der blev podet ind på det; som om, stammen var umættelig efter flere og flere grene. Gartneren hørte ofte flere sige med forbavselse: ”Det er sandeligt et finurligt træ, og sikke den rækker op mod himlen! Aldrig har vi set magen til prægtigt træ!”, og han gav dem ret. De spurgte gartneren, hvad han kaldte træet, og han svarede stolt som en far: Livets træ. Amen.
Søndagens bibeltekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
MEDDELSER
På søndag skal vi høre, hvordan Jesus samler nogle af de første apostle, som dannede inderkredsen omkring Jesus. Det afstedkommer nogle kritiske bemærkninger, og da Jesus præsenteres som én, der kommer fra Nazareth, spørger en af hans nye disciple: Kan noget godt komme fra Nazareth? – det må vi jo finde ud af, når vi holder gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup.
18. søndag efter Trinitatis, 30. september 2018
Hunderup kl. 9.30 1) 36: Befal du dine veje - 2) 31: Til himlene rækker - 3) 310: Gud Helligånd i tro os lær - --- 4) 412: Som vintergrene - 5) 476: Kornet som dør i jorden - 6) 731: Nu står der skum
Vilslev Kirke kl. 11
Klokkeringning + Bedeslag (3 x 3)
1. Præludium v. Maja og Benjamin
2. Indgangsbøn v. Birgit
3. Første salme 731: Nu står der skum fra bølgetop – annonceres af Birgit, spilles af Maja og Benjamin
4. Hilsen v. Ole
Menigheden synger ”Amen” - Dorte spiller på orgel
5. Indledningskollekt v. Ole
6. Læsning fra GT v. Ole
7. Anden salme: 31: Til himlene rækker din miskundhed Gud, annonceres af Birgit, Dorte spiller på orgel
8. Læsning fra NT v. Ole
9. Trosbekendelse (synges), Dorte spiller på orgel
10. Tredje salme Du skjuler dig i lyset – nr. 828 i tillægget Lysets utålmodighed – annonceres af Birgit, spilles af Maja og Benjamin
11. Evangelielæsning v. Ole
Menigheden synger ”Gud være lovet for sit glædelige budskab” – Dorte spiller på orgel
12. Prædiken v. Ole
Lovprisning v. Ole
“Musik til eftertanke” spilles af Maja og Benjamin
13. Kirkebøn - Meddelelser Apostolsk velsignelse
Musik til eftertanke v. Maja og Benjamin
14. Fjerde salme 368 Vintræ og grene – orgel
15. Altergang (Ritual A i Vilslev) v. Ole
17. Indstiftelsesordene v. Ole
18. Nadvermåltidet – baggrundsmusik v. Maja og Benjamin
Nadversalme 477: Som korn fra mange marker – annonceres af Birgit, spilles af Maja og Benjamin
19. Slutningskollekt v. Ole
20. Velsignelse (4 Mos 6,24-26)
Tre gange Amen synges af menigheden, Dorte spiller på orgel
21. Femte salme 730: Vi pløjed og vi så’de – annonceres af Birgit, Dorte spiller på orgel
22. Udgangsbøn v. Birgit
23. Postludium v. Maja og Benjamin
